Blog, Rocknroll

To kill your darlings

10 kommentarer

Johnny Marr’s favoritsang blandt de godt 70 The Smiths nåede at indspille på kun fem hektiske år er efter sigende ‘That Joke Isn’t Funny Anymore’, slutnummeret på side 1 på Meat is Murder (1985), det andet regulære Smiths-album af de i alt fire. Det synes jeg er en vild oplysning, for den lidt forudsigelige, blege sang ville ikke engang komme i min egen top-40 over Morrissey/Marr-indspilninger.

Omvendt har Marr’s partner in Smiths-crime Morrissey afsløret, han på efterfølgeren The Queen is Dead (1986) uden held prøvede at få ‘There Is A Light That Never Goes Out’ smidt af tracklisten det endelige album, da han fandt den nu selvskrevne Smiths-klassiker for svag, for ligegyldig. Det er jo rystende dårlig dømmekraft.

Kan man udlede, at de to unikke sangskabere måske stod så tæt på deres eget værk, at de ikke har været istand til nøgternt at bedømme det? Når man hører Smiths-pladerne i dag er det med andre ører end dengang de udkom. Da var det et band i kosntant bevægelse, som klart var i en klasse for sig selv, men man perspektiverede jo ikke på den større bane, hvor Morrissey, Marr, Joyce og Rourke i dag står naturligt oppe i allerøverste liga sammen med de mest ikoniske engelske bands i rockmusikkens historie.

Men er der da ingen svagheder ved Manchester-bandet, som ridser i illusionen om det så perfekte? Jo, der er en alvorlig akilleshæl. De to første albums – The Smiths (1984) og Meat is Murder (1985) – lider begge under bandets i sig selv beundringsværdige idé omkring at udsende enkeltstående singler med eksklusive B-sider. The Smiths brugte i starten simpelthen så mange af deres bedste sange på singler, at de to første albums lider under det.

Tænk hvor langt stærkere debuten kunne stå – da ikke mindst nu i dag – med f.eks. ‘This Charming Man’, ‘Accept Yourself, ‘Wonderful Woman’ og ‘These Things Take Time’ på tracklisten i stedet for nogle af sine svagere, nærmest demo-naive Morrissey-jodlende-i- frigear-tracks.

En endnu større skygge af spildt mulighed hænger over Meat is Murder, der som to’er burde have placeret bandet centralt. Men en igen for broget samling sange tog aldrig stikket hjem, måske bedst eksemplificeret af den næsten syv minutter lange funkjam (!) ‘Barberism Begins At Home’. Man kan vist godt nævne et par numre eller fem, brugt andetsteds i mellemtiden, som ville have gjort dette værk langt mere helstøbt: ‘Heaven Knows I’m Miserable Now’, ‘Girl Afraid’, ‘William It Was Really Nothing’, ‘Please, Please, Please, Let Me Get What I Want’ og ‘How Soon Is Now’. Istedet måtte The Smiths ty til fyld som den førnævnte eller venstrehånds-markeringer a la ‘I Want The One I Can’t Have’, der stadig i dag lyder som fucking Housemartins, jeg mener, come on!

I en parallelverden var Suede små ti år efter ude i samme problemstilling omkring deres eget noget materiale-ujævne debutalbum, hvor lysende B-sider som ‘My Insatiable One’, ‘To The Birds’ og ‘The Big Time’ med held som indskiftere ville have indskrevet det i dag som den klassiker, de måtte vente til efterfølgeren Dog Man Star (1995) med at få noteret.

Men tilbage til The Smiths, har aldrig set hverken Morrissey eller Marr beklage de prioriteringer, der førte til de her betragtninger. Og i nutid dengang var det jo også vildt cool levende med et band, der bare udsendte og skød på alt hvad der rørte sig, uden taktiske overvejelser eller nogen kostbarhed. Og de to første albums formåede jo dog alligevel at begejstre, selvom de ikke kom som de håbede mesterværker. For der var sange på dem begge, som kunne det hele og endda lidt til. På Meat is Murder var favoritterne her ved første lyt præcis de samme som stadig i dag, nemlig de to første tracks på side to; ‘Nowhere Fast’ og så den her…

10 tanker om “To kill your darlings”

  4. Enig, fantastisk run The Smiths havde på bare fem år. Var Johnny Marr 22 år, da bandet gik i opløsning og hans livsværk stod formfuldendt færdigt? Mere imponerende bliver vel intet.

  5. På mange dage er Strangeways også favorit her. Og helt enig med “Death at One’s Elbow”. Mit dig på The Queen Is Dead var nu heller ikke møntet på dig men mere på albummets generelle status som deres mesterværk. Igen, havde man oplevet det i realtid kan det godt være, at det for mange føltes som et peak, og det er vel stadig det album, der rager op i diverse rankings, osv. Oh well, hvorom alting er, sikke et run de havde sig på bare fem år – og tak for alle albums – også den skingre, skrumlede debut, hvis produktion (eller mangel på samme) vingeskød den, inden den forlod reden.

  6. Haha, godt ord igen. Øverste favorit med The Smiths her er nu Strangeways, så skud forbi. Dens svage nummer er iøvrigt ‘Death At One’s Elbow’ (samt vel ‘Unhappy Birthday’). Dejligt at du uden reservation er glad for Meat is Murder.

  7. Hov hov, hvorfor så hård ved Meat Is Murder? Det album har altid stået i høj kurs hos mig. Nuvel, jeg oplevede heller ikke The Smiths i realtid, men fik først åbenbaringen som 18-årig i 1994, da jeg med ét blev væltet omkuld af Morrissey i al sin glory med Vauxhall and I. Købte samtidig Viva Hate (efter at have lyttet til begge CD’er i butikken). Og et par uger efter lånte min 5 år ældre fætter mig Hatful of Hollow og The World Won’t Listen, og det blev til en eksplosiv og vel næsten usund instant besættelse af The Smiths. Mener at Meat Is Murder kom til derefter. Udover de to mesterlige opsamlinger er det nok det album jeg har høret mest med bandet – meget, meget mere end The Queen Is Dead, hvor flere af numrene jo allerede var på The World Won’t Listen. Men sådan er det jo så forunderligt med musik. Noget er forbundet med bestemte tidspunkter og følelser, der for altid vil trumfe rationelle argumenter og andres følelsesladede argumenter. Jeg vil til enhver tid sætte Meat Is Murder på før fx The Queen Is Dead – og hævde at “That Joke Isn’t Funny Anymore” er et fantastisk nummer – ditto med “I Want the One I Can’t Have”. Så kan I beholde jeres “Vicar in a Tutu” og “Some Girls are Bigger than Others” 😉

  8. Det vil give så meget mere mening med ‘Last Night…”, virkelig en diamant. Men husker at have set ham i et gammelt interview erklære ‘That Joke…’ som sin favorit da. Måske han har flere.

Skriv et svar