Årets mest primitive pladecover? Ikke utænkeligt. Kun Oasis’ Liam Gallagher, der har kopieret sin hele positur, swagger og in-your-face-arrogance fra netop manden på billedet ovenfor, kunne vel finde fornøjelse i en lignende abeburshjemhørende fremtræden. Ian Brown udsender i dag 6. soloalbum siden dagene med The Stone Roses, hvis indie-redefinerende storsucces som sanger katapulterede ham til slået antiheltikonstatus langt udover Madchesterscenens ecstacyhorder.

My Way er både titel og metode på denne samling hakkende numre, musikalsk et råkoldt sted mellem klub og øvelokale, der har hiphoptravlt med konstant forsikring om egen uovervindelige storhed. Således får Brown’s tidligere partner i Stone Roses, guitarist John Squire, også et utvetydigt ‘fuck you’ med på vejen i selvhævdende ‘Always Remember Me’. At det ikke var Squires post-Roses-rockband The Seahorses der klarede skærene, men Brown’s sololøb, har ikke forsynet sidstnævnte med formildet ydmyghed, tværtimod.

Og på den vis kræver mandens nye album et vist mentalt overskud at lytte til. For vel er der velkommen distraktion i form af atypiske Mariachi-trompeter hist og mellow akustiske guitarer her, men som altid med Ian, er det hans egen utrættelige kamp for retten til at være førsteabe, førsteabe, førsteabe, der står øverst på dagordenen, det både i de tekstlige udråbstegn, der kommer som overhalingsstriber på en motorvej, som i sangfordragets kværnende uforsonlighed. Findes der nogen anden artist udenfor hiphop, der uden mindste ironi kan posere på eget cover iført tøj med et portræt af sig selv? Den detalje siger meget. Har Ian Brown mon sejret sig ihjel?

PS – Egentlig imponerende Ian Brown har lykkedes så overbevisende med den solokarriere. Har aldrig hørt nogen synge så hjælpeløst falskt som netop ham, da Stone Roses spillede Alexandra i København i maj, 1990. Der lå han ofte op til flere heltoner ved siden af resten af bandet og fremstod – attitude tiltrods – klart som dets svageste led, bortset måske fra den medbragte mandlige danser…