Dengang Kent’s Hjerte & Smerte-EP udkom for 15 år siden hørte jeg den ikke kvart så meget som nu det sidste døgn, altså efter den fredag blev udsendt for første gang på vinyl. Var jeg kørt træt i Eskiltuna-melankolien dengang? Måske, for også albummet Du & Jag Döden, der var kommet tidligere i 2005, havde voldt problemer, som siden blev svære at forstå. For det er jo retteligt et af de lysende værker i Kent’s samlede oeuvre. Men EP’en, den dribler nu videre i samme høje luftlag. Sangene giver sig selv, Jocke er på toppen i sin tilværelsens udfordrende og mørke kamp. Får Sverige nogensinde et så fremragende nyt rockband igen?