Abba The Cassette

Forleden bragte Politiken et langt interview med Private-popfænomenet Thomas Troelsen. Der udtalte han man er ren idiot, hvis man ikke kan indse Abba var mindst ligeså geniale som The Beatles. Fair nok – en mand som Troelsen, der hælder til en så éndimensionel hitmusik, kan måske ikke forventes at have smag for et komplekst, organisk og vibe-orienteret band som John Lennons. Men hans ord er alligevel ikke helt ude i skoven, for Abba var – og er – i sig selv unikke.

I sommeren 1990 skulle jeg til Grækenland, og købte på afrejsedagen nogle billige kassettebånd til en medbragt boombox. Et af dem, en meget billig – og endnu mere billigtudseende – opsamling med Abba, endte sammen med australske The Church’s Starfish og en discountcompilation med one-hit-wonders fra 1960/1970’erne, at blive de mest spillede blandt de medbragte. Faldt igen her, i en anden forbindelse, over netop det Abba-bånd og undrede mig nu over dets noget lemfældige tracklisting. For selvom det var/er et fremragende bånd, mangler en del af de indlysende sange. Lad os lige køre en gennemgang af billig-kassetten The Winner Takes It All:

SIDE A:

The Winner Takes It All: En titellogisk og selvfølgelig fremragende start. Ian McCulloch’s Abba-favorit er det perfekte åbningsnummer i sin skematisk forløsende opbyggelighed.

Slipping Through My Fingers: Et hurtigt skridt frem til The Vistors, afskedspladen. Moderen’s sang om ikke at kunne nå ind til sin datter. Vi taler socialrealisme. Endnu en stor melodi, der slet heller aldrig kammer over i det musical-territorium, der står og altid vil stå som bandets store brist.

Lay All Your Love On Me: Mit kassettebånds åbningstrilogi fejler intet. Meningsløs Euro-disco har sjældent lydt så meningsfuld. Vores Sandra fra Saarbrücken ville kunne have indspillet en uimodståelig germansk udgave af netop denne sang. Det gjorde hun desværre ikke.

Under Attack: Her går det slet ikke så godt. En vocoder- og keyboard-sang med lethidsige rytmebreaks og en nævenyttig basgang, der nok ville føle sig mere hjemme i en posh hotellounge, end på denne tacky sommerkassette. Nu står det desværre kun 3-1.

One Of Us: Men så kommer endnu en The Visitors-perle. Ulvæus/Anderson udmærkede sig ved disse fortabte og ensomme midtlivskrise-sange, sunget af de kvinder i deres liv, som de præcis på det tidspunkt var ved at blive skilt fra. Kinda kinky at lade sin kommende eks synge sange om at miste kærligheden i sit liv og stå alene tilbage. Men gribende popmusik.

Andante, Andante: Mayday, mayday! Eller S.O.S. som bandet nok selv ville have sunget det nødråb. Abba i musicalland. Det var opstyltede numre som dette – og ‘Fernando’, Chiquitita’, I Have A Dream’, etc. – der gjorde man fik kvalme af Abba fra slut-70’erne og mange år frem.

Happy New Year: En banal lejligheds-tekst til en efter Abba-standard ret ordinær melodi. “It’s the end of a decade / In another ten years time / Who can say what we’ll find / what lies waiting down the line /at the end of eighty-nine?” Jamen, det gjorde den her kassette blandt andet. Men var der virkelig ikke råd til en bedre rimordbog!? På en så nytårshøjtidelig tone slutter første side af det græske sommerbånd. Ikke så Ouzo-venligt terræn lige her.

SIDE B:

Gimme Gimme Gimme: Back on track med Abba’s would-be-goth-klassiker. Svenske Leather Nun’s 1980’er-udgave havde sit ikkekedelige homoerotiske øjeblik, men originalen er naturligvis klart bedst. Lyder hårdere og mere direkte end nogetsomhelst med Metallica.

The Piper: En smertefuld maveplasker. Direkte tilbage til Middelalderen, med ridderborge, tværfløjte og en whimsical melodi om en mand, der helt sikkert er klædt, som deltager han i et sækkevæddeløb. Come on, Benny! Og come on, Björn!

When All Is Said And Done: Tvillingesangen til ‘One Of Us’ udi perfekt divorce-pop, men endnu bedre. Faktisk er denne sang måske Abba som allerbedst. De harmoniserende kor i de sidste omkvæd er ren verdensklasse. Og en sjældent moderne produktion med dokkende sequencers skader heller intet. Hvis skilsmisse kan lyde så godt, er det intet under masserne bliver gift. Tjek tekstens voksenunivers: “In our lives we have walked some strange and lonely treks / Slightly worn but dignified and not too old for sex.” Det er ikke kun John McCain der gør sig i senior moments.

The Day Before You Came: Et rent triumftog for kassetten her. Endnu et Abba-højdepunkt, en af bandets sidste singler, i et prikkende elektronisk lydlandskab, en urolig og søgende sang, der aldrig forløses. Hvilket er yderst sjældent i Abbaland. Mere trist og ensomt end nogetsomhelst med f.eks. Eskiltuna’s Kent, som ellers går for at være det nordiske tungsinds konger. Det er de ikke, de letvægtere.

Our Last Summer: Heartbreak light om en tabt fransk kærlighedsaffære way back, hvis mandlige love-objekt, der engang var flowerpower-fri og hip, nu arbejder i – suk! – en bank: “A family man, a football fan and your name is Harry / how dull it seems, yet you’re the hero of my dreams.” – av-av! Musikken er rørstrømsk på den lidt omklamrende måde, så man på sin vis intuitivt godt forstår, hvorfor sangens Harry forlod sin pige i Paris med de i sangen nævnte croissanter.

The Visitors: Et forkert valg som næstsidste titel på en Abba-opsamling. Som åbning på pladen hvis navn den bærer, giver dens i lang tid tilbageholdte og bevidst tågede lydunivers god mening, men ikke her. Svarer til at lade Roxy Music’s ‘Manifesto’-sang komme næstsidst på en samling med dem. Which would be WRONG.

Super Trouper: Et stort hit naturligvis, men ikke mere end det. Ingen hjemsøgende akkorder, intet stik i hjertet, udelukkende solid Volvokørende produktions-elegance. Vi bryder os slet, slet ikke om den her. En kønsløs måde at kysse farvel på.

For det er adjö og so long, honey-honey. Farvel, Agnetha! Benny! Take care, Björn! Farvel Anni-Frid!

10 tanker om “Abba The Cassette”

  1. Det er meget, meget længe siden, jeg har hørt The Church. Det vil jeg gøre noget ved i dag!

    Så hvordan er det lige, at man får sin vinyludgave af ‘Starfish’ ned på sin iPod? 😉

  2. Set i lyset af den genre de repræsenterer og det image de har forsøgt at opbygge, så er filmen hudløst udleverende af to kæmpe primadonnaer og så Kirk, der bare synes, at de alle skal være venner, hele tiden – ” ah come on guys” !?!?! Der er ikke ret meget i den dokumentar, som virker kalkuleret i henhold til medier o.s.v. Det er den rene vare og det er det, som virker for mig.

    En anden sekvens i filmen jeg holder meget af, er Lars’ forsøg på at opnå en form for fred med deres tidligere guitarist Dave Mustaine, som røg ud på grund af druk før udgivelsen af deres første plade. Selvom Mustaine har haft gigasucces med eget band (Megadeth), vil han stadig gerne lige fortælle Lars om, hvad han virkelig føler ovenpå fyringen for over tyve år siden – SÅ KOM DOG VIDERE, MENNESKE!!!!

  3. Jeg har indimellem tænkt at et ABBA-nummer var fedt, men det meste af tiden er de en ubehagelig luftart man kommer til at indånde, lidt ligesom røgen fra mentholcigaretter.
    Jeg læste engang i en svensk avis at Kraftwerk skulle have udtalt at ABBA burde forbydes ved lov.
    En prøveperiode på en 3 års tid ville måske ikke være dårligt. Så er vi måske klar til dem igen.
    Efter filmen Mamma mia kunne man godt trænge til et sådan, men igen Winner takes it all er ikke helt ved siden af.

    p.s. en lille anbefaling herfra. Bandet Amazing baby har lagt en ep ud til fri download på deres hjemmeside. Den er ganske fremragende.

    http://www.theamazingbaby.com

    God weekend

  4. Pastor, The Clash’s musikalske udtryk havde ingen begrænsninger.

    Anders, måske de skulle tage navneforandring til Fucktallica. Passende navn til dem, men ikke helt så stort som stakkels FC Midtjyllands nye kaldenavn i engelske fodboldkredse: FC Midgetland.

  5. Hvor tit siger Lars U. mon det tilsvarende danske ord, når han er hjemme hos hustruen eller i Danmark?

  6. Jens! Har du et frisk bud på, hvor mange gange Lars Ulrich siger “fuck” i filmen. Jeg ved ikke, men jeg synes, at det virker en anelse påtaget. Rock’n’roll med dårlig smag i munden..

  7. Jeg synes snarere, Metallica var tragiske – tre mænd, der havde været sammen i så mange år og alligevel kunne så dårligt sammen. (Jeg kunne godt komme i tanke om et band, jeg har kendt, der havde det lidt på samme måde.) Hvis man absolut skal rose dem for noget, må det være, at de lod dokumentarfilmen blive udsendt, udleverende som den er. Der findes (forhåbentlig) næppe nogen større knudemand end James Hetfield, og den spagfærdige Kirk Hammett virkede som konen i ægteskabet.

    Jeg synes ikke, rock er bedre end pop. Men alle musikalske udtryk har deres indbyggede begrænsninger – både ABBAs og The Clash’s.

  8. Nej, selvfølgelig er ABBA ikke bedre end The Clash. Ej heller end The Beatles. Men Metallica, som ligger til dumpekarakter her, og Kent, hvis valiumtungsindsrock med sukkersmag jeg holder meget af, går vel næppe i samme klassiker-klasse.

    Og hvad mener du iøvrigt med at Abba ikke var spot on omkring hvad der skete ude i samfundet? *The Winner Takes It All’ er på 5 ord en nådesløs analyse af topmoderne markedsøkonomi! 😉

    Synes lidt det er et ‘rock er bedre end pop’-spor, du er inde på, Pastor. Og sådan kan man ikke generalisere. Andre ‘perfekte’ popgrupper, som f.eks. The Ronettes og Blondie og Beach Boys og The Shangri-Las og The Jesus & Mary Chain, var heller ikke samtidskommenterende, men kunne så til gengæld noget helt sublimt med at skabe illusioner og uhm…følelser.

    Så iøvrigt den vildt udleverende docu om Metallica, hvor de er 700 dage i studiet, med bandpsykolog og firetimers arbejdsdage og intern gruppeterapi. Et nådesløst komisk band.

  9. Du turde alligevel ikke påstå, at ABBA var bedre end The Clash!

    Andersson og Ulvaeus skrev altid gode melodier; det var imidlertid først til sidst, at teksterne kunne følge med. Det er ikke noget tilfælde, at det er de samme sange som dem, du nævner ovenfor, Klaus Lynggaard altid ender med at fremhæve i sine lovprisninger af ABBA.

    Metallica, Kent, Beatles og The Clash kunne dog alle noget, som ABBA ikke gjorde – de kunne kommentere samfundsforhold. Dét gjorde ABBA i det store og hele ikke.

Skriv et svar