Den skizofrene album-årsvurdering fra diverse musikmedier forleden fortsætter. Og amerikanske A.V. Club bringer her mindst én udgivelse i spil, hvis høje placering gør denne blogs bagmænd rørstrømske.
THE A.V. CLUB
01. Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
02. The Walkmen – Lisbon
03. The National – High Violet
04. LCD Soundsystem – This Is Happening
05. The Roots – How I Got Over
06. Janelie Monrae – The ArchAndroid
07. Big Boi – Sir Lucious Leftwood: The Son Of Chico Dusty
08. Superchunk – Majesty Shredding
09. Vampire Weekend – Contra
10. Robyn – Talk To Me
Tak, Jonathan.
Jeg er ikke rigtigt et tekstmenneske. Det er nok der, jeg bliver tabt. Der er nogle få bands, der tvinger mig til at lytte, som jeg sætter pris på (Bright Eyes og John Grant), men generelt fanger jeg kun de mest catchy enkeltlinjer og hører mere stemmen som et instrument (The Killers og Nada Surf). Hiphop burde egentlig høre i den første kategori, men jeg har aldrig lært det.
@trabant
Lad mig starte med at sige, at jeg er stor fan af Kanye, og at jeg ikke synes dette album skuffer. Hvorvidt de nærmest åndssvagt gode anmeldelser afspejler forskel fra hans tidligere som fx Graduation, må tiden jo så vise.
Indtil videre kan jeg i hvert fald sige, at det er et af de albums, hvor der ikke er et eneste svagt nummer og man generelt aldrig mangler noget.
Men på trods af at det er ypperligt og måske også banebrydende, er det stadig grundlæggende hip hop. Jeg synes så til gengæld, hip hop er en genre der er let at holde af, bl.a. fordi inkorporering af elementer fra andre genrer (i kræft af samples) er en indgroet del af genren.
At Kanye West er en af genrens bedste producere er man altså heller ikke i tvivl om her – for mig er det ikke bare en “skal” men rigtig god musik. Der er en gennemgående halvmørk stemning, og på samme tid er der bare nogle rigtigt fængende beats.
Men da rap jo er rythm and poetry, får man jo kun det halve, hvis man ikke går ind i teksterne. Og så vidt jeg har forstået (min alder er vidst en god undskyldning for, at jeg ikke kender dem så godt), er en af Love Shops forcer deres tekster, så det afskrækker dig forhåbentligt ikke.
Specielt rappere som Kanye og Jay-Z er til tider ret indforståede i deres tekster, som handler om deres egen verden – som heldigvis tit er fascinerende – og det kræver lige lidt tilvænning at kunne tage dem til sig, tror jeg. Her har et nødvendigt værktøj for mig været at få deres tekster på tekst (så forholder man sig altså bedre til dem, synes jeg). En genvej til universet kan være via sider som understandrap.com og især rapgenius.com.
Når det kommer til teksterne på MBDTF har jeg ikke fået gået så mange af dem igennem, men dem, jeg er blevet fortrolige med, er jeg også tilfredse med. Som eksempel på en god punchline er “they said i was the abomination of Obamas nation”.
Blev nødt til at anskaffe mig et eksemplar af Kanye’s plade efter at have læst anmeldernes vurderinger. Men det hjælper ikke rigtigt, at jeg ikke kan lide hiphop. Tilbage står en skal af voldsomt produceret og ekstremt fyldigt pop. God pop, men det gør det ikke helt for mig, når kernen i albummet ikke rammer.
Nogen der har haft mere succes?
Yeezy’s album pisser på konkurrenterne!
Menes der Vampire Weekend? 😉
Bedre bud end dem fra de engelske – der er i det mindste ikke seneste fra Paul Weller, som ikke behøver udgive alt han indspiller, og ikke hype-lort som The Drums.
Men den Kanye-plade er godt nok streng langt hen ad vejen.