Har fået et par forspørgsler om en top-10 over det svindende tiårs favoritlongplayers. Og dét er ikke nogen nem opgave har jeg nu netop fundet ud af. Nogle plader åbnede nye døre, mens andre bare blev hørt så meget, de blev soundtracket til en periode. Og hvordan rangordner man den slags i det hele taget? Her mine 10 favoritter – lad endelig høre jeres!
01. You & Me – The Walkmen
02. Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg – Håkan Hellström
03. Turn On The Bright Lights – Interpol
04. The Age Of The Understatement – The Last Shadow Puppets
05. I’m Wide Awake, It’s Morning – Bright Eyes
06. Abattoir Blues/The Lyre Of Orpheus – Nick Cave & The Bad Seeds
07. Mutter – Rammstein
08. Up The Bracket – The Libertines
09. Indestructible – Rancid
10. Is This It – The Strokes
Av, ingen Alligator med The National, og jeg savner også allerede In Rainbows, og Blonde Redhead’s 23, og, og, og…..
PS – Tirsdag vil man lige her kunne læse Webmaster Pastor’s og min jule-tilbagevendende feature om årets udgivelser.
1. Interpol – Turn on the bright lights
2. Radiohead – Kid A
3. The Walkmen- You & Me
4. Bob Dylan – Modern Times
5. Wilco – Yankee Hotel Foxtrot
6. Ryan Adams – Heartbrekaer
7. The Go-Betweens – Oceans Apart
8. LCD Soundsystem -Sound of silver
9. The Good the Bad & the Queen – s.t.
10.Silver Jews – Lookout Mountain, Lookout Sea
@Mølleren: Det er heller ikke sådan bare lige at kortlægge det bedste musik fra et helt årti. 😉
@ jimmie jazz – ja, jeg har det sgu på samme måde, bare når jeg ser Boklunds liste. Johnny Cash, P.J. Harvey & Gorillaz har jeg også lyttet meget til, men de strejfede mig ikke, da jeg lige skulle gøre listen op.
Globalt:
Amy Winehouse – Back to Black
The Streets – Original Pirate Material
Queens of the Stone Age – Songs For the Deaf
Johnny Cash – The Man Comes Around
OutKast – Speakerboxxx/The Love Below
Gorillaz – Demon Days
Sigur Rós – Agaetis Byrjun
Radiohead – Kid A
PJ Harvey – Stories from the City, Stories from the Sea
Eminem – The Eminem Show
Lokalt:
Bikstok Røgsystem – Over Stok og Sten
Nephew – Interkom Kom Ind
Nephew – USADSB
Alphabeat – This is Alphabeat
C. V. Jørgensen – Fraklip fra det Fjerne
Malk De Koijn – Sneglzilla
Spleen United – Neanderthaler
Tina Dickow – In The Red
The Raveonettes – In And Out Of Control
Jens Unmack & Slagterne – Dagene Løber Som Heste
Men jeg synes det var sværere denne gang end for 10 og 20 år siden…
@Møller:
Portishead – Third. Justin Timberlake – Future Sex/Love Sounds. Leonard Cohen – Ten New Songs
De tre var også med i opløbet til min liste, ja de ku’ vel egentligt lige så godt være kommet på. Jeg glemte forresten Figurines – Skeleton på min danske liste.
Udenlandsk
1. Tom Waits – Real Gone
2. Kent – Våpen og ammunition (eller hvordan man nu staver det…)
3. Radiohead – In Rainbows
4. Portishead – Third
5. Justin Timberlake – Future Sex/Love Sounds
6. Leonard Cohen – Ten New Songs
7. The Cardigans – Long Gone Before Daylight
8. Muse – Black Holes and Revelations
9. Anthony and the Johnsons – I am a bird now
10. Rufus Wainwright – Want two
Indenlandsk – bom kan sgu nok ikke finde 10 plader alligevel…
International top 10:
01 The Cardigans – Long Gone Before Daylight (2003)
02 Pearl Jam – Backspacer (2009)
03 Sophie Zelmani – Sing And Dance (2001)
04 The Pipettes – We Are The Pipettes (2006)
05 Coralie Clément – Salle Des Pas Perdus (2001)
06 Holly Golightly & The Brokeoffs – You Can’t Buy A Gun (2007)
07 Art Brut – Bang Bang Rock & Roll (2005)
08 Lisa Ekdahl – Lisa Ekdahl Sings Salvadore Poe (2000)
09 Zwan – Mary Star Of The Sea (2003)
10 The Last Shadow Puppets – The Age Of The Understatement (2008)
National top 10:
01 The Raveonettes – Pretty In Black (2005)
02 Jokeren – Alpha Han (2003)
03 Malk De Koijn – Sneglzilla (2002)
04 moi Caprice – Once Upon A Time In The North (2003)
05 D-A-D – Everything Glows (2000)
06 Figurines – Skeleton (2005)
07 Mew – Frengers (2003)
08 Love Shop – Anti (2001)
09 Kashmir – No Balance Palace (2005)
10 Superheroes – Igloo (2000)
Udenrigs: 10 stks. i unummeret rækkefølge
22 pistepirkko: Rally of love
Einstürzende neubauten: silence is sexy
Jeans team: Kopf auf
Blur: Think tank
Nick Cave & The bad seds: No more shall we part
Gorillaz: demon days
Håkan Hellström: Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg
Kent: Du & jäg döden
Morrissey: You are the quarry
The cardigans: long gone before daylight
Indenrigs:
Peter Sommer: Til rotterne, til kragerne, til hundene
Malk de koijn: sneglzilla
L.O.C : Inkarneret
Love shop: anti
Jens unmack: Vejen hjem…, eller dagene løber…
Mikael Simpson: De 10 skud
Bikstok Røgsystem: Over stok og sten
Jokeren: Alpha han
?
?
Indenrigsk:
Peter Sommer – Til Rotterne, Til Kragerne og Til Hundene
Jens Unmack – Vejen Hjem Fra Rock´n´Roll
Mikael Simpson – De 10 skud
Spleen United – Neanderthal
Sort Sol – Snakecharmer
Love Shop – Anti
Nephew – USA DSB
Malk De Kojin – Sneglzilla
Henrik Hall – Solo
Isam B – Institution
Udenlansk:
Kent – Du & Jag Döden
The Streets – A Grand Don`t Come For Free
The Streets – Original Pirate Material
Arctic Monkeys – Whatever People Say I Am….
Elbow – The Seldom Seen Kid
The Last Shaddow Puppets – The Age Of Understatement
McAlmont & Butler – Bring It Back
Morrissey – You Are The Quarry
Nick Cave & The Bad Seeds – Abbaotoir Blues….
Coldplay – A Rush Of Blood To The Head
Som vanligt et overflod af UK bands og solister. Men dette er den musik der har fyldt mest hos undertegnet. Ikke megen ide i at forgive anderledes.
Du & Jag döden er dog det album, der uden tvivl er hørt og har fyldt allermest.
Følgende betød meget for mig det (snart) forgangne årti. Nogle af dem hører jeg stort set ikke mere. Andre bliver stadig jævnligt spillet. De er i nogenlunde kronologisk orden:
Primal Scream: XTRMNTR
Opeth Blackwater Park
Alicia Keys: Songs In A Minor
Blur: Think Tank
Gorillaz: Demon Days
CYHSY: S/T
Queens Of The Stone Age: Songs For The Deaf
Tim Armstrong: A Poet’s Life
Cult Of Luna: The Eternal Kingdom
Kanye West: Heartbreak & 808s
– og en lille håndfuld indenrigske
Sort Sol: Snakecharmer
Mikael Simpson: De Ti Skud
Love Shop: National
Jens Unmack: Vejen Hjem Fra Rock ‘n’ Roll
Volbeat: Rock the Rebel / Metal the Devil
LOC: Melankolia/ Xxx Couture
Balstyrko: Jagten Paa Noget
Jeg har også være nødt til at dele op i en dansk og udenlandsk.
DK
Safri Duo: Origins (En genial plade i lidt sin egen stil)
Henrik Hall: Solo (Jo, hall kan sagtens selv)
Christina Groth: Piety Street (Groth i en ganske voksen udgave, og hun kan jo synge)
Pluto: Ingen ved hvorhen (Fantastisk plade, og hvor må pluto snart gerne sende en ny plade ud)
Kenneth Bager: Fragments from a space cadet (Kenneth Bager har et øre for hits, og en evne til at skabe dem)
Mew: Frengers (Klart deres bedste plade. Her finder de virkelig balancen mellem det støjende og det let tilgængelige. Så pladen ikke kræver helt så meget som dens efterfølgere)
Swan Lee: Enter (En pop plade, der viste meget lovende takter der desværre aldrig blev fuldt op)
Love Shop: Anti (Indeholder store love shop perler, men i virkeligheden måske den Love Shop plade, hvor helheden er vigtigst)
Baal: Do you come with special features? (Ikke deres bedste, men stadig en dejlig rock plade, hvor især titelnummeret viser Bjørns styrker)
Jens Unmack: Vejen hjem fra rock’n’roll (En flot og meget holdbar solo debut)
Verden
Manic Street Preachers: Journal for Plague Lovers (Er det deres bedste plade til dato? Det er i hvert fald meget tæt på.)
Jakob Dylan: Seeing things (Lidt banal, men for pokker hvor jeg spillet den cd meget)
Newton Faulkner: Hand Built by Robots (Stort talent, som jeg gætter på vi kommer til at høre meget mere til)
The Twillight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen winters (dejligt støjende, dyster og så alligevel smuk til tider)
David Fridlund: Amaterasu (En plade fra starten af årtiet som jeg stadig nyder rigtig meget)
Blur: Think Tank (Den klart bedste plade i dette årti!)
Reamonn: Beautiful sky (Hvis man er til RockPop så kommer man bare ikke uden om Reamonn, og denne plade er deres absolute højdepunkt. En perle som alt alt for få kender til)
Röyksopp: Melody A.M. (Elektronisk musik der henter inspiration fra tidligere tider, og i den grad pegede frem i tiden)
Kings of Convienience: Quiet is the new Loud (Det norske bud på Simon & Garfunkel, og det holder 100%)
Bertine Zetlitz: Beautiful so far (En anden norsk perle. Hun ville skrive “mindre hjernedøde popsange” og det formår hun i den grad, på den skive)
Og når vi nu snakker The National, er der endnu én, synes jeg, FANtastisk sang hér.
http://www.youtube.com/watch?v=TjskJAKeJdM&NR=1&feature=fvwp
Jeg mener ikke, at den er udgivet endnu, men er ikke sikker. Anyone?!?
Det er svært, men de her har jeg lyttet rigtigt meget til
1. Interpol – Turn On The Bright Lights
2. The Cardigans – Long Gone Before Daylight
3. Blur – Think Tank
4. Kent – Väpen & Ammunition
5. Daft Punk – Discovery
6. The Streets – Original Pirate Material
7. Häkan Hellström – Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg
8. Yhr Killers – Hot Fuss
9. Amy Winehouse – Back To Black
10.Gotan Project – La Revencha Del Tango
Og fra DK
1. Love Shop – Anti
2. Mew – Frengers
3. Jens Unmack – Vejen hjem….
4. Moi Caprice – The Art Of Kissing Properly
5. Peter Sommer – Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene
6. Trentemøller – The Last Resort
7. Michael Simpson – De 10 Skud
8. Henrik Hall – Solo
9. Figurines – Skeleton
10.Spleen United – Neanderthal
Har til anden sammenhæng lavet en kommenteret top 40, så den får I også lige her 🙂
40.
American Analog Set: Know by Heart
De amerikanske drone-poppere leverer stribevis af halvdøsige, krautrockede popsange på denne, deres højdepunkt af en plade. Know by Heart er en forholdsvis minimalistisk og elegant plade, der i kraft af sin simple facon vokser sig stor. Jeg fangede bandet en enkelt gang på Loppen, hvor de (selvfølgelig) havde deres store monstrum af en vibrafon med – et prægtigt instrument.
39.
The Flaming Lips: Yoshimi Battles The Pink Robots
Med den svære opfølger til mesterværket The Soft Bulletin gjorde Flaming Lips, hvad man næsten kun kunne forvente af dem: De leverede mere af det samme. Og så alligevel ikke helt… Det grandiose element fra forgængeren blev nedjusteret en smule, og popsangene blev dyrket i højere grad. Yoshimi… indeholder masser af slagsen og rummer flere “hits” end The Soft Bulletin. Det gør pladen ikke alene til et godt selvstændigt udspil, men også en værdig efterfølger.
38.
Grandaddy: The Sophtware Slump
Grandaddys største akilleshæl var altid, at folk sagde, de lød som Flaming Lips (hvor unfair er det så ikke også, at de følger efter netop læberne her på listen?) – hvilket de i sandhed også gjorde. Alligevel fortjener The Sophtware Slump at blive fremhævet for sine store ambitioner, atmosfæriske produktion og scifi-popsange. Sjældent har sange om robotter og andet “godtfolk” lydt så vedkommende og emotionelt.
37.
Fugazi: The Argument
Fugazi stak snuden frem med en enkelt plade i 00’erne. Kender man til Fugazi, kender man også til lyden af en Fugazi-plade… sådan da. The Argument viste fortsat udvikling hos veteranerne. I forhold til tidligere udspil lagde de her mere vægt på melodierne og mindre på de eksplosive omkvæd (som der dog også er masser af plads til – det er jo Fugazi). Og for fanden, hvor er det stadig inspireret at lytte til. I hver en skævvredet guitartone og hver lyd af Ian MacKayes vokal er der fortsat intellektuel, politisk og musikalsk glød!
36.
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out
En knap-så-umiddelbar plade, som denne liste indeholder et pat stykker af. Pladen skulle følge op på den herlige I Can Hear the Heart Beating As One, som vandt på rent musikalsk at være lidt over det hele. Til sammenligning er And Then Nothing Turned Itself Inside-Out som en genert type, der kryber langs panelerne. Sangene er hver som én intenst tyste – så de risikerer at blive forvekslet med noget kedeligt. Men giver man sig tid til pladen, får man en skøn samling sange med masser af atmosfære og bløde harmonier.
35.
The Dismemberment Plan: Change
Det måske dygtigste og mest vidtfarende navn fra den sene 90’er emorockbølge. Og bestemt det mest funky af slagsen! The Dismemberment Plan blev kendte på at levere bizarre sangstrukturer og taktarter, og de havde lavet deres noget-nær hovedværk med Emergency & I lige før denne. Med Change producerede de en næsten straight rockplade. Stadig funky som hvis Talking Heads voksede op med D.C.-punk og så med en frontmand, der om nogen kunne levere en slags meta-poesi, lagt inden i en rammerne af en rocksang.
34.
Mark Lanegan Band: Bubblegum
Den gode Lanegan har snart været hevet med med i en del musikalske sammenhænge. Men det er faktisk på egen hånd, at han er allerstærkest. I nyere tid er der dog langt mellem udgivelserne (rygterne melder dog om en 2010-udgivelse), og eneste udgivelse i 00’erne var Bubblegum. Den indeholder masser af mørke at gå ombord i. Skarpskåren alternativ rockblues, som er dunklere og farligere end eksempelvis Jon Spencer og Jack White.
33.
Johnny Cash: American IV – The Man Comes Around
Talrige gange før sit endeligt beskrev Johnny Cash i sin musik mødet med det hvide lys. “The man” i pladetitlen er døden, og med den i hælene producerede Cash denne fjerde plade med Rick Rubin. Materialet er – ligesom de foregående American-udgivelser – en blanding af covers og originaler. Cash har nok aldrig før lydt så intens, som han gør i det sublime cover af Nine Inch Nails’ “Hurt”, som fremstår endnu grummere end originalen. Trent Reznor var først betænksom, da han hørte om projektet, men måtte senere tage hatten af for resultatet.
32.
Wilco: Yankee Hotel Foxtrot
Vi husker alle historien om Yankee Hotel Foxtrot, der nær ikke kom ud, fordi det AOL Time Warner-ejede selskab Reprise ikke så det mindste potentiale i den. Major labels når de er værst, hva’? Potentiale har den i rigelige mængder. Jeff Tweedy og co. eksperimenterede med deres rootsrock-lyd og skabte et moderne mesterværk, der lød, som det stillede frem og tilbage i frekvenserne på radioen mellem classic rock-kanaler. Pladen blev i sidste ende den store vinder (og kom ironisk nok ud på Nonesuch som er også er AOL Time Warner-ejet).
31.
Spoon: Kill The Moonlight
“We get high in back seats of cars / We break into mobile homes / We go to sleep to ‘Shake Appeal’ / Never wake up on our own”. “The Way We Get By” var som et soundtrack til en generation af low lives med smag for livet. Sangen var et fantastisk singlehøjdepunkt på en plade, der i det hele taget står rigtig stærkt. Pladen kom ud, mens alle ville høre The Strokes. Heldigvis for Britt Daniel har han en rasp rockvokal, så Spoon blev hevet lidt med på denne bølge, selvom deres sangskrivning er væsentligt mere sofistikeret end de bands, de blev sat i bås med. Kill the Moonlight er en nedbarberet plade fyldt med hooks, en skøn rocknerve og gode melodier.
30.
Lou Reed: Ecstasy
Selv i en alder af 58 (i 2001, forstås) kunne Lou Reed fortsat overraske. Hvem skulle have troet, at han kunne levere en 18-minutter-lang guitarudsyret sag med tekster om sex og stoffer, som blev sammenlignet med en pungrotte (?). Et sådant beskidt tekstunivers har fulgt Reed gennem det meste af hans karriere, og han fortæller sjældent med et lyserødt perspektiv. Med Hal Wilner i producerstolen og med et skarpt backingband viste Reed med Ecstacy, at han stadig kan.
29.
Songs: Ohia: The Lioness
“I look down / and see the whole world / and it’s fading.” På The Lioness bliver der skruet helt ned for de høje lyde og hurtige tempi. Lad os også bare slukke lyset, nu vi er i gang, for det her skal være mørkt! Jason Molina (den ene mand bag Songs: Ohia) optog denne plade med Arab Strap som backingband, og denne blanding af mørk americana og regnfyldt Glasgow-stemning gav 9 hjerteskærende sange med Molinas skælvende røst i front. Her står kærligheden (den forliste af slagsen, naturligvis) for skud. Det har sjældent lydt smukkere.
28.
Mclusky: …Do Dallas
Knasende Albini-produktion, musikalsk galskab som hvis Nirvana mødes med Jesus Lizard og Pixies. Ja, Mclusky havde alt kørende for sig på …Do Dallas. Det er en plade med masser af overskud og rasende energi tilsat store mængder humor – pladen vinder på ikke at tage sig selv alt for seriøst. …Do Dallas var et frisk pust og lige, hvad posthardcore havde brug for på dette tidspunkt. For en frisk opdatering af bandet kan anbefales Future of the Left, som senest udgav plade i 2009.
27.
Radiohead: Amnesiac
Tog jeg anmelderbrillerne på, havde jeg valgt Kid A, fordi den kom først. Men Amnesiac indeholder for mig de bedste sange, og springer derfor foran sin søskendeplade. Hvilket i øvrigt er interessant, fordi materialet vel egentlig i høj grad består af fravalg til netop Kid A. Men sangene (de fleste af dem, i alt fald) excellerer ved at være mere sangorienterede.
26.
Lack: Saturate Every Atom
Ak, det blev det danske bands svanesang, men lyset kunne næsten ikke gå ud til et bedre soundtrack. Saturate Every Atom leverer præcis, hvad titlen udtrykker. Det er en ind-til-benet, tæt komprimeret hidsigprop af en plade. Og så var det, som om Lack-drengene fandt den helt rette kombination af skarpe riffs, energiudladninger og gode melodier. Sidstnævnte element havde indfundet sig i materialet, og det pyntede på et flot 00’er-rockanthem.
25.
Gnarls Barkley: St. Elsewhere
Det er fornøjeligt at se de mange forsøg på at kategorisere St. Elsewhere. Hvordan gør man det, når der blandes heftige souludladninger, svirvlende elektronik, slæbende hiphop og alt det løse imellem? Oven på Danger Mouses vidunderlige produktioner springer Cee-Lo mellem det paranoide og det overekstatiske. Det er en bumpende og vidunderlig rutsjebanetur, der er så udforskende og eventyrlysten, at man efter endt tur spurter direkte hen og stiller sig i kø til næste tur. Og så havde pladen i disse ører dette årtis allerstærkeste single, nemlig “Crazy”.
24.
Idlewild: 100 Broken Windows
Med inspiration fra både 70’er-punkens revolution, R.E.M.’s 80’er jangle-eskapader og 90’ernes grungeudbrud producerede Idlewild en håndfuld rockende og dybtstikkende sange fyldt med hjerte og hjerne. 100 Broken Windows var bandets anden plade, godt pakket ind mellem debutens primitive punk og tredje plades lidt for polerede overflade. 2’er-pladen var perfekt lige imellem. Idlewild stjal med arme og ben fra fortiden og sammensatte deres egen lyd. Både britisk og amerikansk, både in-your-face og eftertænksomt.
23.
The Dandy Warhols: Thirteen Tales from Urban Bohemia
Stenerhovederne i Dandy Warhols har det det med på én og samme plade at springe fra lyd til lyd, humør til humør, tilgang til tilgang, i stedet for at holde sig til ét approach. Det kan blive ret skizofrent, når det ikke lykkes. Men når det lykkes, som på Thirteen Tales from Urban Bohemia, der netop bindes smukt sammen af disse mange afstikkere, så rammer det plet. Pladen er en vidunderlig rejse gennem stofinflueret psykedelisk rock, country og popmusik – og bandet får hele affæren til at lyde så legende let.
22.
Cursive: The Ugly Organ
»And now we proudly present / Songs perverse and songs of lament / A couple hymns of confession / And songs that recognize our sick obsessions.« Tim Kasher har altid haft smag for drama og historiefortælling, og han er ikke bange for at tage udgangspunkt i eget liv. Forgænger-pladen Domestica var hans skilsmisseplade. På The Ugly Organ går han skridtet videre. Den selvrefleksive og emorockende plade er flot bundet sammen af historier om tabere og eventyrfigurer, som hver og én peger tilbage på ham selv, og det hele fungerer lidt som en… (gisp) musical. The Ugly Organ gjorde desuden brug af aggressiv cello, som det aldrig er hørt før.
21.
Nick Cave & The Bad Seeds: No More Shall We Part
No More Shall We Part er en smuk og elegant plade, som følger flot op fra den mere klaverbårne forgænger The Boatman’s Call. Herpå er mere instrumentering, men som altid kender The Bad Seeds til den musikalske økonomisering: det ene øjeblik summende, det næste helt oppe under loftet. Nick Cave er også virkelig i sit es her. Med en stærk lyrisk intensitet og spirituel tilgang til sangene løfter pladen sig helt op til skyerne. Det er en krævende omgang, men man belønnes mangefoldigt for sin indsats.
20.
The White Stripes: White Blood Cells
Denne samling sange er den store overlever fra garagehypen i de tidlige 00’ere. Jack White viser sig med det allerstørste overskud på White Blood Cells, som er pladen lige inden det store gennembrud med Elephant. Korte ‘ingen tøven, men kom til sagen’ blues-og-garagerockende numre med charme, saft og kraft. Vitaliteten står fortsat tilbage den dag i dag.
19.
Great Lake Swimmers: Bodies & Minds
Ligesom Phil Elvrum (se nr. 15) har Tony Dekker en fascination med mennesker og naturen i sine sangtekster. Med en række analogier pakket ind i blide, vuggende folkrocksange synger han med sit inderste væsen, så man ikke kan undgå at blive rørt. Når det er allerbedst, er det som en blanding af Mark Kozelek og Neil Young. Men Great Lake Swimmers fortjener at stå helt for sig selv.
18.
Shellac: 1000 Hurts
Mange bands har nydt godt af Steve Albinis engineering (manden vil jo ikke kaldes producer), men Albini-lyden har næppe lydt bedre, end den gør i produktionen (indse det nu, du er producer!) af eget band Shellac. Barberskarpe guitarer, knasende bas og tørre trommer udgør den herlige bulderbragende lyd på 1000 Hurts. Og så er der jo det fantastiske vredesudbrud “Prayer to God” som højdepunkt. Dette er pladen til lydnørder og fans af math’et rock.
17.
Further Seems Forever: The Moon Is Down
Der er så mange forvanskninger af emorocken, men der er heldigvis også fede ting. Genren blomstrede i 90’erne, men denne late comer fortjener at blive inkluderet i kuldet, selvom den er fra 2001. Med Chris Carrabba i front var vokalerne højt pitchede, og samtidigt bidske og bløde, ligesom melodierne dyrkede både det punkede og det følelsesladede. På overfladen virkede sangene en kende ensartede, men så er der jo det med at have tålmodighed, give pladen tid osv.
16.
Bright Eyes: Fevers & Mirrors
Pladen der drev mig ind i Conor Obersts univers. Skrevet og udført af en 20-årig og hans musikervenner fra det Omaha-baserede Saddle Creek-selskab. Fevers & Mirrors emmer på den ene side af post-teenagedrama og på den anden side viser den et kæmpe sangskrivningstalent. Sangene indeholder masser af angst, melodistærkhed og melodrama – elementer der efterhånden er forsvundet helt ud af Conor Obersts mere strømlinede folkrocksangskrivning.
15.
The Microphones: The Glow pt. 2
Phil Elvrum er en sand original. Han gemmer sig i skoven og tager hjem og optager sange om solen, vinden og naturen. Folk-genren er hans afsæt, men langtfra hans ståsted. Det er han simpelthen for stor en original til. Han har en signaturlyd, der ikke mindst har med den hjemmegjorte produktion at gøre: en blanding af lo-fi og noget grandiost – fra den tyst anslåede akustiske guitar til smældende, distortede bækkener. Oven på svæver Elvrums altid rolige, messende stemme. The Glow Pt. 2 er et besynderligt pragtværk.
14.
Modest Mouse: The Moon & Antarctica
Isaac Brock, din store pessimist. Livet er deprimerende, og menneskene skulle skamme sig, synes du at mene. Det skal du have lov til, når det lyder så opløftende som her. På deres major label-debut har Modest Mouse skåret deres tidligere slack-element fra og lavet et flot sammenhængende album med eksperimenterende rocksange, der stikker i alverdens retninger. Modigt, udforskende og sært catchy – og så lyder pladen dugfrisk den dag i dag.
13.
Yeah Yeah Yeahs: It’s Blitz!
Er vi ikke alle lidt forelskede i Karen O? Drenge som piger? Hun er i alt fald uimodståelig på denne plade, hvor hun sammen med resten af Yeah Yeah Yeahs er som en forvandlingskugle, der blev trætte af den grimme rock og i stedet ville ud på dansegulvet. De har lavet noget nær 00’ernes svar på Blondies Parallel Lines – fyldt med finesse og følelsesmæssig dybde. Jeps, den eneste 2009-plade på listen – men dens kvaliteter er ikke til at overse.
12.
Barra Head: We Are Your Numbers
Jeg husker tydeligt første gang, jeg så Barra Head. Det var til et kældershow på Jagtvej 69. Jeg var egentlig kommet for at se Joyphilter (som ikke engang spillede, bu-hu), men blev helt vundet over af disse drenge. Der var smæk på deres skarpkantede mathrock. Selvom deres plader aldrig har kunnet gengive deres livelyd og ditto energi, ændrer det ikke ved, at sangene på We Are Your Numbers er vanvittigt skarpe.
11.
The Shins: Chutes Too Narrow
Mmm, 60’er-drejet guitarpop fyldt med hooks. Dette er en samling forårskåde sange med James Mercers højt pitchede stemme, charmerende melodier og maleriske tekstunivers. Alle sange lyder samtidigt glade, triste og skrøbelige og rummer en herlig nervøs energi. Denne listes måske mest umiddelbare plade, der har som kvalitet ikke at miste sin friskhed over tid.
10.
Postal Service: Give Up
De er blevet kaldt resultatet af, hvis Pet Shop Boys lavede musik på Warp. Måske ikke helt skarpt formuleret (det var ikke mig, der sagde det!), men der er lidt om snakken. Sammen med Notwist (hvis plade Neon Golden ikke lyder lige så frisk med nogle år på bagen som Give Up) formåede Postal Service at forene electronica og indiepop med stærkt mindeværdige sange som resultat.
9.
Okkervil River: The Stage Names
Med bandets fjerde album var det, som om frontmand Will Sheff forlangte retten til at blive kaldt den bedste sangskriver lige nu. En af dem er han i alt fald. På denne plade spiller det hele for bandet: melodierne, harmonierne, instrumentation og en troværdig følelsespalet. Læg dertil et solidt talent for tekstskrivning, som blander historiefortælling med en masse kulturelle referencer.
8.
At the Drive-In: Relationship of Command
Årtiets ‘næven i vejret og skrål med’-plade! Emo/post-hardcore havde brug for denne saltvandsindsprøjtning, som ATDI gav med Relationship of Command. Forstærkerne er konstant skruet helt op, Cedric Bixlers hysterisk-maniske vokal brænder igennem, og alt brager i det hele taget gennem loftet på denne energibombe af en plade. Numetal-producer Ross Robinson fortjener stadig en mavepuster for den tarvelige produktion, men det er også det eneste negative, man kan sige om Relationship of Command.
7.
The Cure: Bloodflowers
En tilbagevenden til mørket og klassisk lydende The Cure med langstrakte sange i mol, skiftevist ringende og skærende guitarer, hvirvlende keyboards og selvfølgelig Robert Smiths klagesang, som ikke har lydt så intens i mange år. Bloodflowers er flot og lang plade, og selvom den ikke kommer på niveau med mesterværket Disintegration, som så mange sammenligninger pegede på, så stikker den alligevel flot op i landskabet. Det kan så undre, hvordan The Cure efterfølgende er blevet en skygge af sig selv.
6.
TV On the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes
Da denne plade udkom, lød den som noget hentet fem-ti år fremme i tiden. Sådan føles den stadigvæk, og det virker, som om ingen hverken tør eller formår at gøre dem kunsten efter. TV on the Radio er (stadig) en fremmedartet blanding af alt-rock, funk, doo-wop, jazz, electronica og soul. Musikken var selvfølgelig langt mere end bare summen af sine bestanddele – og trods al snakken om, at de havde udvklet en ny slags rockmusik eller måske endda overhalet rockmusik, så undgik Desperate Youth, Blood Thirsty Babes det ofte evindelige problem med sådan en ros: Pladen er ikke studentikos og kedelig “teoretisk” funderet, men legende og decideret underholdende at lytte til.
5.
Interpol: Turn on the Bright Lights
The Big Apple. Som én (indrømmet, kolossal) by dog kan skabe forventninger til bands bare ved, at de kommer derfra. Det skyldes selvfølgelig 70’ernes punkbevægelse, der vendte op og ned på alting. Men det var først med Interpol, at al den sniksnak om NYC igen var værd at høre på. For Turn on the Bright Lights leverer! Fra New York: en mørk og stilistisk postpunk-opdatering. Interpol fyldte i den grad et tomrum på musikscenen med deres lyd, og de spillede med stor elegance. Af sådan en tungsindig plade at være er Turn on the Bright Lights også uforventeligt gribende med sine ringende molakkorder og messende vokaler. Det er selvfølgelig ingen Unknown Pleasures, men så igen… hvad er?
4.
Love Shop: Anti
Anti viste sig pudsigt nok at være den sværeste Love Shop-plade at komme ind på livet af, men i sidste ende også at være den mest belønnende. På Anti blandes Hilmer Hassigs højtsvungne guitarer med Unmacks poppoesi, og det gøres med stor patos og international klasse. Der er noget koldt og fremmedgørende på spil på pladen, når der synges om kontorerne “hvor man venter”, eller natklubben hvor man “står alene på et træt gulv”, og så er der de lysende popsange, som får pladen til at spejle sig mod himlen. Vidunderligt!
3.
Tom Waits: Alice
Hvem besynger tristessen bedre i nyere tid end denne neo-bluesficerede køter? Blood Moneys (se nr. 2) surrealistiske brødreplade Alice er en skønt balanceret plade om et ubalanceret sind. Om mørke besættelser og barndommens uskyldighed. Alice springer mellem vemodige ballader og buldrende, bumlende Tom-tonserier om alt fra onde drømme og fuldmåner til helvede. Det er en plade med masser af bid, og den er alt andet end forudsigelig, og selv de mest hensunkne ballader er ambitiøse og udforskende. Kun Tom Waits kan levere noget sådant.
2.
Tom Waits: Blood Money
Jeg har aldrig fået set “Woyzeck”-stykket, som Blood Money er løst baseret på, men musikken kan også snildt stå for sig selv. Tom Waits er jo altid godt selskab, når døgnet ramler ud på de sene timer. Sammen med Alice (se nr. 3) præsterede Waits en dobbeltudgivelse med alt, der gør ham godt. Der er ballader, gakket galskab og eftertænksomhed. En trist plade, jovist, men i den grad holdt helt oppe af sin viltre musikalske eventyrlighed. Jeg holder meget af måden, hvorpå den eklektiske instrumentering blandes med Toms stemme og skaber et lydligt landskab af forfald, paranoia og karneval-agtige mareridt. “Everything goes to hell… anyway”.
1.
Arcade Fire: Funeral
Det var præcis denne plade, jeg havde ventet på, fra 90’erne blev til 00’erne, og en ny skelsættende plade skulle findes. Funeral står som et sandt unikum for dette årti. Den tager sin lytter med på en følelsesmæssig og livsbekræftende rejse fyldt med saft, kraft og originalitet. Win Butler synger med blødende hjerte, og rammer mig hver gang. Funeral er den slags plade, jeg håber at støde på flere af – som pendanter, forstås.
Hvad er der så galt med hvide mænd, 1888? Denne liste fokuserer ikke på hudfarve, men musikoplevelser.
Thomas, jeg kan li’ den! 🙂
Jo, Thåström……du har ret.
Kun hvide mænd?
Glimrende med Håkan på listen. Vil dog mene, at også Thåström fortjener en placering af en slags. Han har lavet gode ting i årtiet. Tilbage er også Arcade Fires “Funeral”, der fortsat står sig godt. Og glem ikke Karen O og Yeah Yeah Yeahs. “Maps” må være årtiets kærlighedssang.
http://www.thomasladegaard.dk/2009/12/01/ti-fra-aartiet/
Det er svært, men de her ti var i hvert fald gode.
Primal Scream: Xtrmntr
Low: The Great Destroyer
Modest Mouse: Good News For People Who Love Bad News
New Order: Get Ready
Arcade Fire: Funeral
The Streets: A Grand Don’t Come For Free
The Strokes: Is This It?
The Dears: No Cities Left
Grandaddy: The Sophtware Slump
Blur: Think Tank