Hvis ikke efter Liverpool-kapitulationen Napoli i aftes, hvornår så? Johnny Thunders’ Heartbreakers huskes måske ofte som New York City-bandet, der flyttede til London i 1976 og introducerede byens til da speedkørende punkscene omkring Sex Pistols til heroin. Men indimellem spillede de også i logisk forlængelse af Stones-på-kaos-traditionen fra New York Dolls, Thunders’ tidligere band i NYC, en ret så forrygende rocknroll. Her Heartbreakers 1977-debutsingle, som allerede qua sin titel var en født punkklassiker…
I aften spiller bandet Crushed Kid på The Deaf Institute (kapacitet kun 260) i Manchester, det efter livedebuten fandt sted i aftes på MOTH Club (kapacitet 300) i London’s nordøstlige Hackney. Crushed Kid, der på aftenens venue i Manchester beskrives som ‘brand sparkling new post punk band’, er naturligvis – tjek billedet ovenfor – Suede i forklædning, der bruger de to shows til hemmelig live-præsentation af det nye album Autofiction, der udsendes om halvanden uge. Her en løsrevet stemningsrapport fra i aftes på Twitter:
“banging night of Suede playing the new LP as ‘Crushed Kid’ at Mothclub, especially as it was with my oldest pal (and oldest Suede friend) from school. We worked out that Suede are nearer to Hysteria-era Def Leppard than Britpop eg. The Bluetones, and that is why they’re amazing.”
På den minimale scene bagerst her spiller Suede i aften; The Deaf Institute, Manchester.
Kender kun et par tidligere numre med Ezra Furman, og udfra dem er det virkelig en positiv overraskelse, hvor stærk og billedfremkaldende denne sang fra hendes nye album All of Us Flames fremstår. Hører man iøvrigt et fjernt dog stærkt ekko fra Springsteen her?
Now that’s more like it! Efter to sært undervældende Suede-singler op mod deres snartkommende album, så lyder den nye tredje her straks anderledes levende, sprælsk og fri…
The Doors holder statusopgørelse. Et kortlivet og aparte rockband med en lyd som ingen andre. Men bag alle myterne, skandalerne og distanceblænderiet fra Jim Morrison & co. som indbegrebet af den californiske Summer of Love gemmer der sig vel minimum to håndfulde suverænt gode sange, produceret, udført og sunget i en ubesværet musikalsk klasse for sig. Det her er en af dem…
Et andet stærkt Elektra-band fra den tids Los Angeles, og tilmed med lidt samme musikalske afsæt som The Doors, var excentrikeren Arthur Lee’s Love. I dag nævnes Love oftest i forbindelse med 1967-klassikeralbummet Forever Changes, deres tredje og bedste, men der er andre substantielle ting i lasten, som f.eks. ‘7 and 7 Is’, et knivskarpt – og nærmest punkkort – amerikansk top-40-hit fra 1966, en krampe af indestængt energi og jongleren med konventionel sangstruktur. Siden her kendte på afstand lidt til Forever Changes, men stødte først på ‘7 and 7 Is’, da californiske The Bangles spillede den som cover i Jazzhus Montmartre i februar 1986. Tradition og fornyelse…
Den 1. september 1983 bliver The Clash-producer og -guitarist Mick Jones fyret fra sit eget band, en beslutning bandleader Joe Strummer siden i livet fortryder bitterligt. Måske fordi han da har lagt irritationen over Mick Jones’ kokain-egomani i de sidste par år sammen bag sig. Under alle omstændigheder betyder det røde kort til bandets musikalske mastermind effektivt enden på The Clash som…The Clash. To år efter udsendes tilbage-til-punkrødderne-statementet Cut The Crap (nu istedet produceret af Strummer og The Clash’s svengali-manager Bernie Rhodes), men albummet skrives siden behændigt ud af bandets officielle diskografi, hvilket vel siger alt om dets forbløffende ringe kvalitet. Hvor The Clash havde bevæget sig hen uden drugs – og ja, trommeslager Topper Headon var allerede året inden Mick Jones’ fyring selv blevet smidt ud for sit narkomisbrug – får vi aldrig at vide.
Det seneste Arctic Monkeys-album Tranquility Base Hotel & Casino lød unægteligt som Alex Turners’ fritidsprojekt The Last Shadow Puppets. På den helt nye AM-single er The Last Shadow Puppets fløjet ind i en sky af valium. Gemmer der sig en god sang derinde? Det er svært at huske, når man vågner igen…
På forhånd dømt til at være CBGB-bandet, hvis punkede retro-pop ikke kunne tages helt alvorligt, dem fra New York City-kuldet der aldrig skulle blive til noget. Men sådan gik det heldigvis ikke. Blondie blev gennem en imponerende hurtig udvikling på tre år og tre albums det band fra den nye amerikanske bølge, der satte sig øverst på hitlisterne og foran på magasinerne, stærkt hjulpet afsted af en eminent popforståelse, et dynamisk stilsikkert sammenspil, samt en sangerinde med decideret ikon-potentiale. Blondie har netop i fredags udsendt Against The Odds 1974-1982, en voldsom box i flere formater, hvis størrelse man alt efter Debbie Harry-afhængighed og kompletisme-sult kan vælge ud og dykke ned i. Mange vil måske fint kunne nøjes med en almindelig best of oveni de regulære studiealbums, men disse forskellige box-versioner fulde af rarities, demoer, covers, alternative takes og sjældenheder, samt mulighed for to forskellige vedlagte deluxe-bøger, der kronologisk fortæller historien om Blondie’s første otte år, er i sin seriøse kompletisme virkelig en gave, som giver et knivskarpt indblik i Blondie’s hektiske arbejdsproces og personlige kemi. What’s not to like?!
Sex Pistols’ Glen Matlock turnerer lige nu USA som bassist i Blondie. I lørdags blev han 66, så Blondie-trommeslager Clem Burke havde jordbærkage med til showet i Chicago.
En tanke til John McGeoch, en af postpunkens fremmeste guitar-esser, der gennem sit virke i specielt Magazine og Siouxsie and the Banshees, var en af de helt definerede kræfter i genrens måde at nytænke guitarens rolle som et atmosfærisk svævende instrument. Her er han i ubesværet storform med Siouxsie and the Banshees i 1981, fremførende to af deres samtidige klassiske singler, ‘Happy House’ og ‘Arabian Knights’. Det er den desværre nu afdøde McGeoch’s fødselsdag i dag…
Kronisk by? Ikke kun by, for i USA er en ‘town’ noget langt mindre og mere provinsstøvet end den større ‘city’. Hvilket i denne forbindelse måske giver en god indgang til at høre det tidlige R.E.M., der ude fra fjerne Athens, Georgia stemplede ind med et udtryk, som – ialfald på de første tre regulære albums Murmur (1983), Reckoning (1984) og Fables of the Reconstruction (1985) – bragte en i postpunken hidtil uhørt landlig aura. En usagt længsel efter noget oprindeligt, noget tabt, syntes at strejfe som rød stemningstråd gennem bandets tidlige numre, der via krogede afveje, syngemumlede (!) Michael Stipe-ord, guitarringende Byrds-reminiscenser og gedigent smukke vokalharmonier (tak, Mike Mills!) transmitterede slørede billeder fra en gammel, hurtigt-forsvindende verden. Selvom pladen umiddelbart ikke kunne opdrives her i landet før efter de to første regulære albums, er det i dag 40 år siden R.E.M. udsendte sit første mini-album, Chronic Town (1982). ‘Carnival of Sorts (Boxcars)’ er måske det allerbedste af dets fem dejligt enslydende numre, men der er en slags video med levende billeder af R.E.M. på vej dengang til åbningserklæringen ‘Wolves, Lower’, so here goes…
24. august 1987 er en gylden dag i Depeche Mode-historie, for da udkommer DM-ikoniske ‘Never Let Me Down Again’ som anden forløber-single – ‘Strangelove’ er allerede udsendt afsted i april – til snartkommende Music for the Masses. Og hvilket stærkt, profileret nummer med en perfektsiddende state of the art-produktion det stadig er efter alle disse år. Her ‘Never Let Me Down Again’ til Anton Corbijn-klippet der vel samtidig satte nye standarder for MTV-musikvideo som kunstform. Og fik mange af os til at drømme om at eje en kabinescooter. Det er Dave til høje, danske Valdemar til venstre på billedet herunder…
The National har udsendt en ny ikke-album-single, som Bon Iver synger harmonier på. ‘Weird Goodbyes’ lyder dog alligevel på en sært betryggende facon meget som klassisk The National; smooth, diskret, novellefilmslækkert, rødvinsflydende, Bo Bedre-elegant. Det kunne fint være den musik der summer fra væggene i de aftenbelyste københavnske saloner, mens verdenssituationen ordnes…
