Tillykke i dag med de 65 til Joakim Thåström, der denne weekend sparkede sin store forårstour igang med to shows i henholdsvis Uppsala og Linköping. Eneste ændring på setlisten fra premieren til i aftes i Saab Arena var en afskaffelse af ‘Det Enda Du Behöver’…
En af de store plader i 2010 var Arcade Fire’s The Suburbs, en forunderligt bittersød erindringscyklus om nordamerikansk opvækst så fysisk langt borte fra sine drømmes mål, om nu at se tilbage på de små ting og detaljer, der dengang syntes så kolosale. Musikken til disse bagudkiggende fortællinger var en fængende dramaladet indierock, hvor støvet fra klassisk Springsteen lå som en blød dis om de Arcade Fire-mytologiske forstæders blændende sol. Og hvad skete så? Arcade Fire brugte det følgende tiår på at køre noget så eftertrykkeligt i grøften. To albums med besværligt ført hånd blev det til, det andet (Everything Now (2017)) værre end det første (Reflektor (2013)). Der blev spillet koncerter i udklædningstøj, eksalterede fremtrædener ofte helt uden den naturlige feeling og kunstneriske ligevægtstyngde, der gjorde The Suburbs så gribende. Men her er de så igen, med ny single på vej mod nyt forårsalbum. Og umiddelbart lyder ‘The Lightning I, II’ heldigvis langt bedre end længe fra Arcade Fire. Måske der endda er…håb?
Mon ikke også der er uendeligt mange russere, som er trykket af verdenssituationen lige nu? Her synger Skt. Petersborg-indiebandet Shortparis på deres nye single (ja, google-translate kan den slags) om ‘lemlæstet aften over Kreml-katedralen’, om æbleplantagen der ‘blomstrer med blod’, om at ‘nu er du aske’. Den slags ord lyder som noget, man hurtigt kan komme i problemer med ovre østpå. Musikken taler sit eget sørgmodige sprog…
Kevin Morby husker på sin nye gennem-amerikanske single, hvad han vil savne ved at være i live…
Dagens nye Rammstein-single har netop åbenbaret sig…
Da mentoren Andy Warhol dør i 1987 genforenes John Cale og Lou Reed, som siden Cale’s brud ovenpå Velvet Underground’s White Light, White Heat i 1968 ikke har haft mange positive ting at sige om hinanden, for en kort stund. Sammen laver de Songs For Drella (1990), et album til og om Andy Warhol. Dets sanges instrumentale minimalisme trækker en lige tråd op fra VU-dagene, den bedste af dem er muligvis John Cale’s elegante ‘Style It Takes’, som de to når at spille foran et kamera inden de er skilt igen…
Endnu en markant stærk fødselsdagssang for – og fra – John Cale, der her i 1975 (fra albummet Helen of Troy) giver det stoiske kærligheds-sammenbrud præcis så enkelt og banalt som det kan holde til i så velskrevne rammer…
Midt i malstrømmen af hovedrystende verdensnyheder kommer her pludselig en ny Peter Doherty-single. Endnu et for-udspil fra The Fantasy Life of Poetry & Crime, hans kommende album med franskmanden Frederic Lo. Strygerne står lette, seesaw-melodien enkel som en børnesangs, Pete’s stemme med undrende laissez-faire-accept af svimmel ubalance i den mangfoldighedens tumult, der er det moderne menneskelivs betingelse. Der er brug for ham nu…
Stort tillykke til walisiske John Cale, der i dag runder de 80. Hvilken lang forunderlig rejse på rocknroll-toget, fra de tidlige dage i NYC, som Lou Reed’s musikalske modspil i The Velvet Underground, til en lang, varieret solo/producer/koncert-karriere, der undervejs har kastet stor musik af sig, ja, inkluder her oveni i hans egen musik de producerede karrieredefinerende albums for bl.a. Nico, The Stooges, The Modern Lovers, Patti Smith. Her denne sides ubestridte favorit fra John Cale’s egen hånd, 1985-nummeret ‘Dying On The Vine’, som vel både i stil og kvalitet er helt deroppe med Leonard Cohen’s samtidige mesterstykker…
Repræsenteret i dette forum af Maria McKee, hvis sang her fra 1996 i konstruktion lyder af både klassisk Bowie og ditto Suede, men alligevel synges stærkt hjem til at være helt hendes egen…
Der er et før og et efter i så meget epokegørende historieskrivning, således også i popmusik. 7. marts 1983 udsender New Order en single, der skal blive den mest solgte 12’er-maxi nogensinde, med et nummer, som stadig i dag lyses op indefra af fremtid, helt som f.eks. også Donna Summer/Giorgio Moroder’s ‘I Feel Love’ fra 1977 formår det. En state of the art-klassiker der ved sin udgivelse lover for alt det gode, der skal, må og bør komme efter…
Marts 1975: En 14-årig engelsk skoledreng ved navn John Maher vinder en konkurrence om at møde sit favoritband. Kun tre år og en klart bedre frisør efter mødet med Wolverhampton’s Slade er han som trommeslager i Buzzcocks selv blevet rockstjerne, her fotograferet i Bruxelles, september 1978, da Manchester-punkbandet er på en lang europæisk support-tour for Blondie…
Onsdag var det 80 år siden Lou Reed blev født i Brooklýn, NYC. Hvordan havde den moderne elektriske musik mon lydt uden hans input, først i epokegørende The Velvet Underground, siden som udfordrende soloartist? Vi får det heldigvis aldrig at vide. Lou Reed er borte nu, men gennem hans usminkede fortællinger om livets genvordigheder og velsignelser i New York lever han jo egentlig videre. Her en sang hvor Lou bekender sig til den enkle men lyriske rockmusik, han levede og åndede for…
Overraskende elektroniske ‘Folly’ er endnu en værdig single fra (FKA British) Sea Power’s helt nye Everything Was Forever, af NME kaldet ‘a brutal but beautiful album’. Må håbe det er en præcis varedeklaration; verden har brug for brutal men smuk ny musik…
Kampene i Ukraine bringer tanker om denne sang, The Waterboys’ måske største øjeblik. Mike Scott maler med den helt store pensel her, alligevel formår hans fortælling om de russiske mænd, der satte liv på spil mod tyskerne i 2. Verdenskrig, at holde en stram, gribende historielinje, der paradoksalt nok ender med, at de unge russere med kurs hjem fra den endelige sejr i Berlin bliver sendt videre til gulags, da de er blevet for ‘westernized’ i felten. The Waterboys’ widescreen-fortælling her er baseret på to bøger, Mike Scott læste under tilblivelsen, nemlig Guy Saier’s The Forgotten Soldier (1965) og russiske Victor Muravin’s The Diary Of Vikenty Angarov (1978). Men musikken? Ifølge Mike Scott er den stærkt inspireret af en daværende kærestes yndlingssang, Roxy Music’s ‘A Song For Europe’, ikke det værste sted at starte…