21. maj 1982 udsender Echo and the Bunnymen singlen ‘The Back Of Love’, en overlegen artikulation indenfor rockmusik som den på det tidspunkt da er kendt og registreret. Om singlen og dens hæsblæsende musik så har overlevet tidens ofte nådesløse tand? Her er nummerets raske marchtempo og bydende nødvendighed til selv at svare fyldestgørende på det spørgsmål…
Oppe fra Göteborg på den svenske vestkyst kommer det helt unge band Sylvie’s Head, der i fredags debuterede med Everything Is Free, et fritflydende album lastet med uimponeret selvtillid, der som en anden tidsmaskine tager sin lytter tilbage til Madchester-nætterne i start-90’erne, da engelsk rockmusik stødte sammen med acid-house og dannede den indie-ravekultur, bands som Happy Mondays, The Stone Roses og ikke mindst Primal Scream kom til at symbolisere. Har indtaget Everything Is Free et par gange nu, et album der vinder ved at at blive hørt samlet som vibe-oplevelse snarere end som de enkelte popsange, der tydeligvis ikke er bandets mission. Her to lydeksempler i hver sin ende af skalaen af bandets take på den britiske arv, de forvalter helhjertet. Tiden må vise det, men tænker umiddelbart Sylvie’s Head må være et stærkt liveband…
En ny single fra skotske Arab Strab. Ikke ret bekendt med Falkirk-bandet, alligevel står det straks klart, der er vitaminer ombord…
Efter 20 års pause er Denver, Colorado-bandet 16 Horsepower lige nu på den europæiske genforenings-tour, der i aften bringer bandet og dets altid ildevarslende amerikanske prædikant-musik til et udsolgt Amager Bio. Dette nummer fra bandets debutalbum Sackcloth ‘n’ Ashes, der er ret fyldestgørende for hvor 16 Horsepower står musikalsk, vil helt sikkert være på setlisten…
Godt to minutters livemusik denne mandag fra Joy Division. Fordi datoen 18. maj i dag tilhører deres sanger Ian Curtis. Nummeret ‘New Dawn Fades’ lukker første side på debutalbummet – de udsendte i alt kun to – Unknown Pleasures (1979).
The Associates’ Alan Rankine ville være fyldt 68 i dag. Her er han (og The Cure’s Robert Smith) på kontinentalt TV for længe siden. Må ikke glemme de der lyste…
Vanvidsguitaristen Robert Fripp bliver 80 denne weekend. Vi markerer det skarpe hjørne her med historien om det uden tvivl mest ædle, Fripp har velsignet menneskeheden som sådan med, naturligvis hans soniske signatur-pile henover den himmel som er David Bowie’s ‘Heroes’. Tony Visconti tager os gennem nummerets lag og tilblivelse…
17. maj 1986 løber en stor velgørenhedskoncert til bekæmpelse af Irlands store arbejdsløshed af stablen i Dublin. Blandt mange flere irske optrædende til den såkaldte Self-Aid er U2, Elvis Costello, Van Morrison, Boomtown Rats, Rory Gallagher, samt expat-folkeheltene fra London, The Pogues, som det år endnu kan præstere en Shane MacGowan helt fit for fight og på toppen af sine evner. Her er deres 15 minutters berømmelse på dagen…
Faldt over en single, jeg havde med hjem fra Frankrig i august 1987. Tiden har ikke været god ved meget af den tids europæiske pop, men duoen Niagara’s ‘Quand La Ville Dort’ har stadig noget ubestemmeligt lokkende i sin grundsubstans. Husker ikke at det dagregnede voldsomt den sommer, men optagelsen her fra et fransk TV-show fører bevis for det…
Ikke uden heftig disharmoni forlod Bernard Butler Suede i sommeren 1994. Guitaristens første udgivelse efter bruddet udkom 15. maj året efter. Og singlen ‘Yes’ – skrevet og indspillet sammen med sanger David McAlmont – er en sang af så unægtelig høj klasse, man tænker Brett Anderson dengang vil have fået ødelagt mindst hele sin weekend og forbandet den langt væk. At høre Brett’s helium-stemme sprede atomstøv henover ‘Yes’, usch, det gad man godt, men sådan spillede klaveret ikke længere i London. Her er ‘Yes’ fra en siden berømmet BBC Later-optræden, hvor Butler og McAlmont i den grad får sparket deres fælles førstfødte udover scenekanten…
I aften befinder dette band sig godt 3 km og 46 år fra Rockmaskinen på Christiania, hvor folderne først blev slået. Tid er en forunderlig ting. Sods blev til Sort Sol, som lige nu igen er aktive og på sin første regulære tour siden Stor Langsom Stjerne (2018). Og i aften står bandet med den centrale danske rockhistorie på scenen i Vega. Her er det unge Sods på dansk TV en glemt aften i oktober 1980…
15. maj 1980. Det sidste foto af Ian Curtis. Taget til hans pas, da Joy Division skulle afsted og spille sin første tour i USA bare en uge efter. Det skete som bekendt desværre aldrig.
Den mest Liverpool-smagende musikvideo nogensinde? Må næsten være denne til The La’s ‘There She Goes’. Sad i timevis med MTV kørende dengang den kom, bare i håb om at fange en af stationens sjældne afspilninger af Lee Mavers’ opløftende janglepop-hit. Dels fordi dets musik var så gribende som den er, men sandelig også fordi den spillede så perfekt sammen med sine grynede, håndholdte optagelser af bandet på Liverpool’s baggyder…
14. maj, vi skal til det, ingen vej udenom. Visse datoer af stor betydning kan stå indprentet, så man husker dem i søvne. Denne i dag er sådan en, for det var 14. maj 1981 The Clash for første, sidste og eneste gang gav koncert i København. På Østerbro lagde Idrætshuset sin håndboldhal med tvivlsom akustik og store ovenlysvinduer til, da The Only Band That Matters på sin europæiske Impossible Mission Tour var afsted i anledning af decembers Sandinista! (1981). 26 numre blev spillet den aften, der huskes som fragmenterede stykker hvirvelvind af kantet lyd og skarpt lys. For at kunne forestille sig nogenlunde hvordan det hele tog sig ud her en filmoptagelse fra to-tre uger senere i New York City, da The Clash spillede 17 shows i Bonds Casino på Times Square. Ennio Morricone’s spaghettiwestern-drama i starten er det stykke musik, de altid gik på scenen til, således også på Østerbro…
En mægtig plade i – og et perfekt soundtrack til – året 1985. New Order, fanget et frugtbart sted mellem post-punk og elektro-pop, lød her ofte som om de snublede over deres egen numre, en fornemmelse af umiddelbar fangst, den uordnede masse af energisk lyd, hvor Hook’s lyse, melodiske bass konstant summede omkring kernen som en travl bi. Og Barney’s uskolede sang. Ofte håbløse tekstbidder som i den store helhed alligevel blev til poetry in motion gennem hans uskolede antisang. Mange Joy Division-tilhængere fnyste over de nærmest knækprosa-flade ord, men for mange af os fungerede linjerne perfekt i deres afvæbnende hjælpeløshed. Og så var der ovenikøbte The Cure-faktoren. Flere af numrene på Low-Life sendte nærmest lysende raketter afsted til Robert Smith’s band. En synth-intro her, en akkord-rund gang der; som om de to bands lige der kiggede nærmest forelsket på hinanden. Her leger New Order på et af pladens numre – live-optaget samme år i Japan – med akkorderne fra ‘A Forest’. Low-Life udkom 13 maj 1985…