På Leonard Cohen’s Song From a Room (1969), den canadiske mesters andet album, står sangen ‘The Partisan’ frem som en af vinderne. Troede i mange år, den var hans egen bedrift, men nej, teksten blev skrevet under 2. Verdenskrig af Emmanuel d’Astier de La Vigerie, en fransk modstandsleder, dens musik af den russiskfødte komponist Anna Marly. Her er det 16 Horsepower som i 1998 sammen med Noir Desir-forsanger Bertrand Cantat giver stærkt liv til en skæbnesvanger beretning om at ofre alt…
Alle indlæg af Jens
The Queen is Dead
Åbnings- og titelnummeret fra det tredje The Smiths-album, det første hvor det endelig lykkedes Marr og co. at få albumudfordringen til at gå op i den højere enhed. Og hvilken start på en plade; alle cylindre i maskinrummet i høj aktivitet og så ham sangeren ovenpå med sine nyfundne billeder, skarpe vinkler, eksklusive personlige varer med i bagagen at deklarere for smertegrænsens toldere…
Mesteren af det der forsvandt
Joakim Berg udsender andet soloalbum i dag. Ligesom udfaldet var første gang er det en topprofessionelt skrevet, arrangeret og udført samling tyste popsange, der alle som en synes at synge i mol på et vedvarende savn af, hvad der blev af dem vi engang var og skulle blive til, dem som forsvandt da verden kom op i fart og fik for travlt til at spilde sin tid på drøm. Tabt ungdom set med erfaringens kyniske øjne kan være et farligt sentimentalt brændstof, men som tekstforfatter er Joakim Berg naturligvis begavet nok til, at lade sine sange om det forgange bebo af lyslevende sansninger og udspillede livsscener i et nutidsforførende Stockholm klædt i årstider. Bliver det hele for pænt og sirligt undervejs? Ja, hvis det er Joakim Berg’s gamle band man kommer for at høre. Men er det fair atter at dømme ham på dem? Manden er et andet sted i livet nu, musikken på Framtiden Som Aldrig Blev Av afspejler det trofast. Og så er der dog minimum to sange, hvis luksuriøse melodikvalitet alligevel ikke kan lade være med at sende hjertet behageligt smertende tilbage til Vapen & Ammunition (2002) fra dengang, egentlig en ret Berg’sk bevægelse. Hør nu f.eks. bare det svimle pop-chorus her på ‘Nyårsdag’…
Himlen helt deroppe
29. maj 1981 – for 45 år siden i dag! – udsender Echo and the Bunnymen andenpladen Heaven Up Here, en af de mest overlegne og skødesløst yndefulde artikulationer indenfor rockmusik som den på det tidspunkt da er kendt og registreret. Om albummet med det iøjnefaldende cover og dets åbne musik så har overlevet tidens ofte nådesløse tand? Herunder er åbningsnummeret ‘Show Of Strength’ til at svare fyldestgørende på det spørgsmål. Echo and the Bunnymen kaldte selv fjerdealbummet Ocean Rain (1984) for “the greatest record ever made“, et overdådigt udspil, ja, men Heaven Up Here er altså endnu bedre. Just saying.
Iceage i det røde hav
En hvirvelvind blæser gennem Vega. Den kommer fra en minimal scene ude på gulvet, en nærmest synkende ø af rødt lys midt i salens oprørte hav af kroppe i bevægelse. Den er Iceage som præsenterer hele sit nye album live. Bandet der her i landet trækker en sær parallel til The Raveonettes, hvor de mest synes kendte for at være respekterede ude i verden. Denne aften synes verden at være kommet til Iceage. Der er japanske kvinder med selfmade fan-shirts, der høres spansk i baren, alskens hudfarver og aldersgrupper er tilstede. Et smalt band der når bredt ud. Fyrtårnets lanterne er Elias Rønnenfelt, en sanger der ikke har den store interesse for toner, men kan den sjældne scenekunst at sætte folk fri. Det ses i øjnene af de vildt dansende, det ses på to kvindelige fotografer ved scenen, der begge smiler fordi de instinktivt ved, at det sjældne de stiller skarpt på er fortabelse. Det er også forgudelse af en stjerne i zenit. For Rønnenfelt er indbegrebet af den udstråling. Han er fucking ligeglad, helt upåvirket af den intense opmærksomhed. Et så uangribeligt selvværd giver det yndefulde ydre og dets intuitive flugtbevægelser den helt rigtige tyngde. Men de tolv nye sange? Det var så hvirvelvinden der blæste. Iceage jager hurtigt på sit nye album. Tolv blødende, rastløse numre, ofte i et decideret rasende tempo. Fundne stumper af popmelodier samles op og smadres, enhver skødesløs idé forfølges helhjertet lige til den hastigt brænder væk. Der er løse ender en masse; fragmenterne et erklæret mål. Rønnenfelts evigt søgende stemme er den guide, der så gerne vil fares vild. Det lyder samlet denne lyse aften fra scenen som et mægtigt sommeralbum til en kaotisk tid.
The Return of the Durutti Column
Den udbredte opfattelse var efterhånden blevet, at Manchester-guitaresset Vini Reilly, der som The Durutti Column på Factory Records udgav en håndfuld atmosfæriske vibe-albums af en anden sensitiv postpunk-verden fra 1980 og frem, men i dette årtusinde har ført en udfordret tilværelse præget af tre invaliderende slagtilfælde, svær depression og økonomiske trængsler, forlængst var tabt for musikkens verden. Derfor rammer det uventet og glædeligt med dagens nye Durutti Column-single herunder, samt meddelelsen om et nyt album der udsendes 31. juli. Så hvordan lyder Vini i 2026, hele 16 år siden seneste udgivelse? Helt som han plejede, helt anderledes end han plejede. Musik kan.
Siouxsie Sioux
På denne dato i 1957 i Sydlondon fødes Susan Janet Ballion, der siden bliver kendt i punk rock – og alt det der kommer efter – som Siouxsie Sioux, skarp sangerinde/sangskriver, kvikt hoved, endda både popstjerne og stilikon. Her er hun i blændende form med sine Banshees i 1981, tiden lige omkring Juju, altid på vej. Tillykke!
Art of the poster
Amerikanske bands og spillesteder har en lang tradition for særegne artplakater i forbindelse med enkelte shows eller hele turnéer. Det levede Sixteen Horsepower op til i Höganäs lørdag aften, hvor disse to udsøgte designs var i salg.
Ronno
Findes der nogen klassiske rockguitarhelte, som ikke fremstår mere eller mindre komiske? Jeg kan vist umiddelbart kun tænke på en: David Bowie’s løjtnant på Ziggy Stardust-raketten. Mick Ronson blev født i dag for 80 år siden i beskedne Hull på den engelske østkyst. At Bowie fyrede ham da de nåede til tops er stadig et uløst mysterie, men gav selvfølgelig en total frihed til at kunne genre-hoppe udenfor guitarbaseret rocknroll. Her klæder de to i den grad hinanden på Hammersmith Odeon’s scene i 1973 på slutningen af Ziggy-touren. Har normalt ikke meget tid til guitarsoloer som sådan, men Ronson’s her på ‘Moonage Daydream’ transcenderer begrebet og bliver noget langt større…
He started The Jam
The Jam’s Paul Weller bliver 68 i dag. Hvem skulle have troet, at den såkaldte Godfather en skønne dag, langt videre og væk fra de billige sorte jakkesæt i Carnaby Street og larmen fra punkscenernes turbulens, skulle kunne indsynge en så indfølt version som denne af en Bee Gees-sang? Paul Weller’s musikalske betydning i England er svær at forstå her, hvor hverken The Jam, hans Style Council eller egne soloplader er blevet vidt udbredt. Det er de til gengæld på De Britiske Øer, hvor det er svært at tilbringe en aften på en pub uden på et tidspunkt at få en af hans bittersøde, ofte kradse sange ud over højtalerne…
Ingen synger blues som David Eugene Edwards
Var forhindret i tirsdags, da gendannede 16 Horsepower gav koncert på Amager Bio. Reaktionerne bagefter fra flere tilstedeværende lød ensrettet, at det bestemt ikke var en oplevelse man skulle være gået glip af. Så fangede Denver, Colorado-bandet oppe på den svenske vestkyst lørdag aften, hvor de i (indtil da) idylliske Höganäs trådte op på en stor udendørsscene inde bag den lokale Garage Bar.
Og hvilken aften med sanger David Eugene Edwards og hans alvorens brydningstag med livets udfordringer støbt ned i en skarp række gammeltestamentlige molblues-udladninger, spillet værdigt ud med både finesse og eksplosion af et fremragende band. Det startede i den lyse svenske forårsaften, det sluttede længe efter mørket havde sænket sig over kystbyen, der da lå indhyllet i drivende scenerøg og efterklang af de mange sanges lodrette skæbne-heartbreak.
Har ikke været så mærkbart tæt på ånden fra Jeffrey Lee Pierce og hans tidlige/bedste The Gun Club siden 1984, da den version af bandet blæste forbi København. Men 16 Horsepower spiller med en helt anderledes virtuos tyngde og skal ikke stå i skygge af nogen, da heller ikke det klassiske, pre-Warren Ellis Bad Seeds, som der også åbenlyst trækkes blodrøde tråde til gennem fælles tilgang til den amerikanske musikarv. Herover tre numre fra en rystende stærk aften med 16 Horsepower bag Garage Bar i Höganäs. Musik kan.
The Twilight Sad
Måske vi her bør bruge lidt mere tid på The Twilight Sad, der lidt ærgeligt for dem selv nok først og fremmest er kendt for at være Robert Smith fra The Cure’s favoritband. I marts i år udkom skotternes sjette album It’s The Long Goodbye, der sandelig starter lovende ud med ‘Get Away From It All’ herunder. Kan se at The Twilight Sad spillede på Loppen i april; man skulle nok have været der. Sikkert en langt bedre og mere direkte introduktion til bandet end den noget buldrende københavnske supporttjans for The Cure i Royal Arena i efteråret ’22…
The Summer of Love?
Sikke en start på et album. De hakkende guitarer, en begsort mur af akkorder (vel nærmest i familie med hjemlige Sort Sol’s ‘Siggimund Blue’ femten år senere). Og så titlen “This Ain’t The Summer Of Love”, der i 1976 helt usentimentalt erklærer hippietidens mantra for endeligt forbi. Hørte pladen en del dengang, ikke mindst dets dødsromantiske hit ‘Don’t Fear The Reaper’, men bands der lænede sig mod tung rock forsvandt for disse ører nådesløst i punkens malstrøm. Således også amerikanske Blue Öyster Cult, hvis Agents of Fortune blev udsendt dags dato for 50 år siden og var en meget stor plade i USA. Det er altså også virkelig et lovende stærkt åbningsnummer, det her…
Introducing…Kiwi Jr.!
Dagens nye sang på denne side kommer fra Toronto i Canada, som Kiwi Jr. her kan kalde sin hjemby. Men se lige bort fra det håbløse bandnavn; de er muligvis langt bedre end det. Denne nye single – forløber for Kiwi Jr.’s fjerde album – afgiver ialfald umiddelbart positiv genklang af både Lou Reed og The Go-Betweens. Samt noget ubestemt helt tredje og godt, der formodentlig er bandets egen dna. Så er man allerede godt på vej…
En slags tillykke
En bitter, paranoid, despotisk mand fra Manchester, England fylder år i dag. Tankevækkende at uanset hvordan vi udvikler os og måske farer vild i livet, så er der stadig en dag om året hvor ankomsten, da tavlen var helt ubeskrevet og ren, markeres. Så hvordan stiller vi her skarpt på Morrissey’s fødselsdag? Webmasteren fra denne side ville nok foretrække, vi lod som ingenting. Men det i dag 67-årige fødselsdagsbarn findes jo dog i vores bevidsthed, er i den grad aktiv og har tidligere lavet musik af en styrke og skønhed, så den – hånden på hjertet! – formede os til dem vi blev. Så hvad med at fremhæve noget af det bedste han bragte os før han tabte sin indre kamp mod mørkets kræfter? Her er ‘Now My Heart Is Full’, åbningssporet fra den ikke så lidt The Smiths-lydende Vauxhall and I (1993), det midterste af de tre kronologiske albums, det til enhver tid står gavmildt givende og lindrende at vende tilbage til. Svært herfra at komme i tanke om en moderne musik med mere ånd, raffinement og værdighed end denne…