Pulp’s Jarvis Cocker er tilbage denne fredag med udgivelsen af Beyond The Pale, debutalbummet med hans nye band JARV IS. Flere udenlandske medier kalder pladen for Jarvis’ bedste siden Pulp’s This Is Hardcore (1997), så der må være noget at glæde sig til. Her et af albummets syv numre, ‘House Music All Night Long’, der åbner side 2…

Talking Heads’ andet album, deres første af tre i hvad skulle vise sig at blive et banebrydende samarbejde med Brian Eno som producer og siden med-komponist, udkom i disse dage i 1978, kort tid efter New York City-bandets genlydsvækkende optræden Roskilde Festival. Underligt i dag at denne minimalistiske og funk-bevidste collegepop med svimlende høj IQ blev bragt frem på noget så erklæret anti-elitært som punkbølgen. More Songs About Buildings and Food fremstår i dag som album endnu dugfriskt og udfordrende, sidste havn som det er inden David Byrne og Brian Eno’s fælles besættelse af polyrytmik og tungetale for alvor stævner Talking Heads’ musik ud på verdenshavet.

En ny cover fra i går af en sang fra Tom Petty-albummet Songs and Music from “She’s the One” (1996), et af hans bedste. Eksotisk indspilningssted? The Masonic Temple i Asheville, North Carolina. Og nej, vi kender før det her heller ikke til Hand Habits…

Det er Joy Division’s Ian Curtis fødselsdag i dag. 64 år ville han være blevet, hvis ikke for sin skæbnesvangre nat i maj 1980 i Macclesfield. Hvor længe mon ville Joy Division have eksisteret, havde han levet videre dengang? Deres andet album Closer, der udkom to måneder efter selvmordet, lyder sært afklaret endeligt, som om Ian Curtis og bandet allerede der er ankommet til den naturlige endestation for deres udtryk og dengang så grænsesøgende musik.

Efter Curtis regrupperer de tre efterladte – plus trommeslager Stephen Morris’ kæreste Gillian Gilbert på keys – som New Order, og løfter umiddelbart Joy Division’s mørkefakkel. Men efter Movement (1981), NO’s Ian Curtis-dødsskygge af et debutalbum, opstår forunderligt en helt ny, elektronisk baseret lyd, der opererer i noget så Joy Division-fremmed som lys. Havde denne så anderledes livssøgende musik været indenfor Joy Division’s rækkevidde? Får det aldrig at vide, men svært synes det at forestille sig, når man her igen hører Ian Curtis’s stemme suge lyset ud af sine sidste rum…

Lyden af New York City-poeten Jim Carroll’s rocknroll-plader har aldrig rigtig fundet sit europæiske publikum. Der er ellers masser af vitaminer i hans sanges pulserende gadeperspektiv. Ikke underligt at Lou Reed var udtalt beundrer af den tidligere high school-basketballstjerne og senere junkie, der døde i 2009 og derved skrev sig ind i denne, hans egen kendingssangs titel…

Det udsøgte københavnske band – centreret omkring Kristoffer Munck Mortensen – er lige her med en ny single, ‘Hvor Er Magien’, en forløber for det til september kommende akustiske album Solregn…

Fra Manchester oppe i nord er der også ny lyd 11. juli 1980. Mark E. Smith’s The Fall udsender nemlig ‘How I Wrote Elastic Man’, en af bandets klassiske DIY-skramlende singler…

43 år efter sin udsendelse har en af verdens allerbedste sange – Iggy Pop’s ‘The Passenger’ – fået sig en officiel musikvideo, den kan rejse sammen med på det vilde net. Denne Berlin-essentielle sang af livskraft, hvis ord blev til i 1977 mens Iggy Pop kørte, kørte og kørte S-bahn/U-bahn rundt i den vestlige del af byen, og lod det hele komme til sig. Bowie? Han var sikkert arbejdsbegravet i Hansa samtidig, igang med at lave sine egne to mesterplader det år. Det gav Iggy tid til at opdage Mauerstadt på egen hånd, alene eller sammen med hans berlinerkæreste, fotografen Esther Friedman, hvis sort/hvide snapshots af Iggy i Vestberlin bruges som stills i den nye video. De synes helt på deres rette plads. Hvad virker langt mindre befordrende i den natlige køretur af sort/hvidt univers, det er videoens filmramme. En sang der i eftertidens bevidsthed er så fast forankret i Bowie og Iggy Pop’s mytiske Vestberlin, den fortjener bare andet og mere parallelflugtende end nogle nutidige levende billeder af engelsk venstrekørsel og britiske gadeskilte. Overordnet dog rart at se ‘The Passenger’, som – takket være et klokkeklart Jesper Olsen-selvmål af pladeselskabet RCA – aldrig blev A-singleudsendt i 1977, ophævet og anerkendt nu som noget mere end bare et almindeligt albumtrack.