Alle indlæg af Jens

Peter Doherty & The Northern Leech

The Smiths-trommeslager Mike Joyce turnerer lige nu Europa som en del af Peter Doherty’s band. Hvis bassist Andy Rourke ikke var gået bort, men istedet var blevet spurgt med på denne tour, havde det så ikke været giga, hvis bandet havde heddet Peter Doherty & The Northern Leeches? I forgårs i Paris spillede Doherty på L’Olympia i Paris og ekstranummer var igen The Smiths’ ‘There Is A Light That Never Goes Out’. To dage tidligere havde samme sang ligeledes funktionen som samlende ekstranummer, da Smiths-sanger Morrissey gav koncert i Frankfurt’s Jahrhunderthalle.

Interessant at høre det nummer i to så mærkbart forskellige udtryk. Morrissey’s band spiller det langsommere, med mindre swing, og hans sang har – Morrissey er vel Morrissey – noget umiskendeligt sørgmodigt over sig, hvor Pete Doherty giver det hele en anderledes lys, næsten vægtløs lethed, som om melodi og ord drømmes op på stedet. Hvilken er bedst? Jeg er ikke i tvivl, men vælg selv. Ialfald en udødelig klassiker af en sang Johnny Marr og Morrissey sammen fik skrevet her. Så udødelig, Morrissey mente og skulle tales alvorligt fra sin umiddelbare holdning, at den ikke var god nok til inklusion på The Queen is Dead (1986)…

Art-i-ficial London

Hvis man nogensinde er blevet forelsket i London, men ikke kan genfinde byens sjæl i den nu så gentrificerede metropol, så er det måske en trøst at den står sprællevende dokumenteret i både film, litteratur og musik. X-Ray Spex – et ultimativt stærkt navn til et punkband i den første engelske bølge! – nåede kun at lave et album, men Germfree Adolescents (1978) er virkelig sådan en vital London-plade, der ført an af sangerinde Poly Styrene’s uskolede ligefremhed emmer af den sprællevende og charmerende lowlife-storby, der forsvandt som pengene rykkede ind…

En stemme og en guitar

Ja, det lyder jo helt håbløst, men konceptet fungerer 100 her på ‘Vi Dro Aldri Ut Til Havet’, denne spritnye sang fra dagens EP med nordmanden Erland Ropstad. En stemme og en guitar, mere skal der nogle gange ikke til, hvis personen bag stemmen har knitrende lyn oppe i hovedet…

Tidsmaskinen dør aldrig

Det kan næsten kun have været 1. januar 1990, da 1980’erne som årti fik sin revival i musik, tøj, film, etc. Man troede nok den ville forsvinde hurtigt igen, men har sådan set som altid moderne stilreference været der lige siden. På den vis er 80’erne ikke længere bare et årti, men også en enkel sindstilstand der altid ligger åben for en tryg mental flugt, en cool getaway fra alt det komplicerede der siden blev. Her er det således endnu et amerikansk band – duoen New Constellations er fra Portland, Oregon – som rammer den der rene lykkefølelse af billig synth-længsel, som ret beset kun peger en vej og det er ikke frem…

Art of the cover

Glæden stor som teenager dengang ved at falde over et så punket pladecover. Kendte kun ‘New Rose’ og ‘Stab Your Back’, som begge var blevet spillet i P3, men det var nok. The Damned’s debutplade, der udkommer 18. februar 1977, slog både The Clash og Sex Pistols omkring at være det først udsendte regulære engelske punk rock-album. Sådan her lyder åbningsnummeret på Damned Damned Damned, der samtidig var The Damned’s anden single, baseret på endnu et Stooges-elskende raketriff af guitarist Brian James…

Joy Division i Amsterdam

Hvilket band er du mest ærgelig over aldrig at have nået opleve live? Her står Joy Division højt på listen, om ikke øverst. De spillede flossede koncerter med fejl, lyd man skar sig på og ustemte synths (tjek bare liveversionen af ‘Decades’ på Still (1981)), men på scenen var der også en voldsomt velgørende fysik, de to studieplader kun antydningsvis afslører. Samt det indre søgelys forsanger Ian Curtis blændede op for, når han gik på scenen og – ifølge folk der kendte ham – ændrede karakter fra det indadvendt generte til et epicenter af klaustrofobisk intensitet. Der findes rigtigt mange live-bootlegs med Joy Division, flertallet optaget begrædeligt ringe, men der er undtagelser. En virkelig stærk koncert, både hvad lyd, setliste og performance angår er den fra 11. januar 1980 på Paradiso i Amsterdam. Her er det en ubetalelig version af ‘New Dawn Fades’ fra netop den aften…

Lana er videre

Lana Del Rey’s meget hypede countryalbum sidste år udkom aldrig. Trods otte stort opsatte shows (!), som både visuelt og musikalsk legede med western-americana forblev det ved det, og nu bringer den nye single med den lange titel ‘White Feather Hawk Tail Deer Hunter’ hende videre til en helt anden verden…

Favoritsange

Der er numre hvis toner, stemning og ord man altid på et tidspunkt må vende tilbage til og have mere af. Sådan har jeg det selv med dette favoritnummer med John Cale, den tidligere Velvet Underground-bratschist, en overset single fra hans iøvrigt meget ujævne Artificial Intelligence (1985). Skal ‘Dying On The Vine’ som reference sættes i familie med noget andet musik, så kunne David Bowie’s meget senere comeback-single ‘Where Are We Now?’ godt være denne sides bedste bud, det er der vi er…

Nyt stof

Har stadig Hurula-koncerten fra Helsingborg i fredags kørende i blodet. Så derfor en liveoptagelse med Stockholm-bandet fra for tre uger siden, da det var Örebro som blev besøgt. Og ‘Ny Drog’ her viser hvad et tændt punket rockband kan, når sat på scene foran et levende publikum. Virker bassisten bekendt? Ja, det er Thåström’s Henrik “Kisa” Nilsson som var stand-in den aften for Paulina Mellqvist. Kisa’s koldsvedende morfinist-fremtræden står også godt til dettes band given los. Men luk øjnene et øjeblik og ‘Ny Drog’ kunne jo nærmest være skelettet til en fænomenal gammel Suede-single, det er der vi er…

Dying for you

Det nærmest triumferende offer-chorus og de selvdestruktive stik på den nye fragmenterede single fra Charli xcx, albumaktuel lige nu med Wuthering Heights, fortjener at blive mærket. At kunne forløse i musik med noget så åbenlyst kulsort og smertecentreret kræver et talent i spil udover det sædvanlige…

Lykke Li igen?

Genhørte med overraskende stor glæde Lykke Li’s 2014-album I Never Learn i december. Efter det hjerteknuste album tog hun dengang stilmæssigt sin mol-pop over i R&B-land; husker et show da på Astra i Berlin, hvor det visuelle desværre blev siddende længere end det tidssvarende men gennemsigtige lyddesign, hun sang ud fra. Men her kommer en ny popsingle fra hendes kommende album. Har Lykke Li fundet hjem til egen styrke igen? Med betydelig emotionel bagage i stemmen har hun før formået gøre forholdsvis banale popsange til noget andet og langt større end bare det…

Årets koldeste aften i Halmstad

Grand Hotel i Halmstad ligger overfor byens banegård, hvor tog mellem Helsingborg og Göteborg troligt gør stop en gang hver time. Værelserne bag den udsigt er rummelige, slidte møbler af mørkt træ fylder dem ud, der er højt til gulnede lofter. Engang for længe siden har det tydeligvis været et fornemt sted at overnatte, men tiden løb bort og nu skranter den tunge bygning. Denne lørdag eftermiddag syntes Grand Hotel nærmest mennesketom. Udenfor fryser selv sneen der falder.

Efter mørkets udbrud en voksen gåtur i bidende frostvind ud til den sportshal, der er hjemmebane for byens stolthed, håndboldklubben Drott. Thåström’s far spillede i Drott som ung; han nævner det jo selv i sin sang om ham. Før de søgte voksenlivet i fjerne Stockholm kom begge Thåström’s forældre fra Halmstad, så han er selv kommet her på familiebesøg i sine tidlige år. Og også senere, efter forældrene flyttede tilbage og boede i Haverdal, nord for byen. Så denne lørdag aften i Halmstad Arena er ikke bare endnu et stop på touren, men også en hjemkomst til det forgangne, begge forældre nu forlængst gået bort.

På optagelsen af hele koncerten er det slående nu, hvor tyst Halmstad står denne aften. Er det ærefrygt eller bare en konsekvens af den sterile hals strenge alkoholpolitik? Bandet har spillet i Göteborg aftenen før, et mægtigt show var det for både Thåström og Scandinavium. Så der er mærkbare kollektive tømmermænd på scenen i langt mindre Halmstad Arena, der spilles mere tilbageholdt, musikken skal undervejs trækkes op i gear; den giver ikke sig selv denne lørdag aften. Og Thåström’s sang har ikke samme direkthed som vanligt. Til gengæld er der en anden glød og et mere intimt nærvær i stemmen som ikke er til at tage fejl af. En voksen mand der synger sit liv, der denne aften ikke kun er et show.

Da settet slutter med åndeløse ‘Det Årets Kallaste Kväll’ kan man næsten høre en svensk knappenål falde ned på Drott’s hjemmebane. Og udenfor bagefter, hutlende tilbage til hotelbarens trygge beskyttelse mod verdens fortrædeligheder, er det rent faktisk årets koldeste aften. Sådan føles det ialfald gennem knogler og ben. Det er ét år siden i dag. Her endnu et klip fra Halmstad Arena…

Daniel Miller

En central mand i moderne lyd, Daniel Miller, hvis Mute Records har præget engelsk elektronisk musik siden 1978. Herover er bare to vilkårlige håndfulde af de talløse markante plader, han har stået bag. Miller fylder 75 år i dag. Her kan han høres under navnet The Normal med den allerførste udgivelse på Mute. Den single lød altså vild, da den udkom i efteråret 1978…

Lørdagaftenspunkrock

Vic Godard’s Subway Sect havde ligesom The Clash den manipulative Bernie Rhodes som manager. Men i modsætning til dem nåede de aldrig at udsende det klassiske London-punkalbum, der så tydeligt ligger begravet i en række indspillede men aldrig dengang udgivne sange. Som nu ‘Parallel Lines’ her, der også som single kunne have været et glimrende supplement til de to stærke Subway Sect-7″ere der dog kom, begge i 1978; ‘Nobody’s Scared’ og ‘Ambition’…