The Smiths-trommeslager Mike Joyce turnerer lige nu Europa som en del af Peter Doherty’s band. Hvis bassist Andy Rourke ikke var gået bort, men istedet var blevet spurgt med på denne tour, havde det så ikke været giga, hvis bandet havde heddet Peter Doherty & The Northern Leeches? I forgårs i Paris spillede Doherty på L’Olympia i Paris og ekstranummer var igen The Smiths’ ‘There Is A Light That Never Goes Out’. To dage tidligere havde samme sang ligeledes funktionen som samlende ekstranummer, da Smiths-sanger Morrissey gav koncert i Frankfurt’s Jahrhunderthalle.

Interessant at høre det nummer i to så mærkbart forskellige udtryk. Morrissey’s band spiller det langsommere, med mindre swing, og hans sang har – Morrissey er vel Morrissey – noget umiskendeligt sørgmodigt over sig, hvor Pete Doherty giver det hele en anderledes lys, næsten vægtløs lethed, som om melodi og ord drømmes op på stedet. Hvilken er bedst? Jeg er ikke i tvivl, men vælg selv. Ialfald en udødelig klassiker af en sang Johnny Marr og Morrissey sammen fik skrevet her. Så udødelig, Morrissey mente og skulle tales alvorligt fra sin umiddelbare holdning, at den ikke var god nok til inklusion på The Queen is Dead (1986)…