Bogstavet R taler med store bogstaver i musik. Selv ordet rocknroll begynder med det. Derfor omhandler denne weekends top-10 kun favoritter indenfor egne 7’er-vinylsingler startende med R. Og som sædvanlig må den enkelte artist kun være repræsenteret gennem én single. Her den endelige favoritliste, og det uden ét ord om de svære fravalg undervejs…

01. The Ramones – Rockaway Beach
02. Roxy Music – All I Want Is You
03. Lou Reed – Crazy Feeling
04. Jonathan Richman – Roadrunner
05. The Ruts – Babylon’s Burning
06. R.E.M. – Driver 8
07. Ronnie Spector & The E Street Band – Say Goodbye To Hollywood
08. The Replacements – Swinging Party
09. Randy & The Rainbows – Denise
10. The Rolling Stones – Star Star

Fordi Glasgow’s Altered Images’s ubestridte midtpunkt, charmeuse extraordinaire Clare Grogan, fylder år i dag. Da vi først hørte Altered Images på John Peel, og det var før debutalbummet, stod det uklart om Clare gerne ville være en popcatchy Siouxsie Sioux eller hellere barnestjernen Shirley Temple på helium. Desværre valgte hun det sidste gennem letvægtsjingler som det for hende dagsaktuelle hit ‘Happy Birthday’ og den mindst ligeså enerverende ‘I Could Be Happy’. Her den anderledes hørbare debutsingle ‘Dead Pop Stars’ fra før det gik så galt…

Det er 17. marts 1983 og det engelske letvægts-musikmagasin Smash Hits afkræver Altered Images’ Clare Grogan en top-10 over hendes favoritsange…

Altered Images’s Clare Grogan fotograferet i dag i lufthavnen på vej hjem til Glasgow, skålende i Guinness for både den irske nationaldag og hendes egen fødselsdag.

Ud af ingenting, som bare lige for at minde os om hvor specielle og gode de er, kommer et nyt The Raveonettes-track, en overligger fra de en-single-om-måneden-sessions, der førte til Atomized-albummet for et år siden. Alt imens rygtes Sune Wagner igang med nyt solomateriale…

Denne isnende weekend vil helt sikkert passe perfekt til musikken, stemningen og lydbillederne på svenske Sällskapet’s tredje album Disparition, der udkommer i dag. Thåström har nu forladt sit eget fritidsprojekt, istedet synger berlinske Andrea Schröder – på tysk – for på Thåström-musikerne Pelle Ossler og Niklas Hellberg’s så filmiske musik af et Europa i bevægelse og sammenbrud. På første smagsprøve fra albummet lyder det sådan her…

I denne uge i 1978 lå Kate Bush på førstepladsen på den engelske singlehitliste med sin så flagrende, vokalakrobatiske ‘Wuthering Heights’. Her var vi mere besat af andenpladsen, ‘Denis’ med det nye New York City-band Blondie, anført af 32-årige Debbie Harry. Deres første optræden på BBC’s Top of the Pops gik således…

Der gik lang tid dengang inden jeg fandt ud af, ‘Denis’ ikke var Blondie’s egen sang, men en ret perfekt cover af NYC-doo wop-gruppen Randy & The Rainbows’ 1963-hit, som OGSÅ er en smeltende teenagedrøm af uskyldighed, der gerne vil blive tabt…

Det var ikke noget mesterværk, men alligevel en løfterig og lovende begyndelse, da Morrissey i dag for 30 år siden for tog hul på livet som soloartist i eget navn med debutalbummet “Viva Hate”. De fleste The Smiths-tilhængere var med rette bekymrede for, om Morrissey uden Johnny Marr’s så perfekte musikalske rammer ville formå at give klar mening, men med producer – og til lejligheden sangskriver – Stephen Street’s hjælp, samt med guitar-es Vini Reilly fra Manchester/Factory-bandet Durutti Column ombord, lykkedes det at lave et kraftfuldt afsæt mod fremtiden. Singlerne ‘Suedehead’ og ‘Everyday Is Like Sunday’ gjorde alt rigtigt på singalongfronten, mens ‘Little Man, What Now?’ og ‘Bengali In Platforms’ viste, at historiefortælleren Morrissey, ham med sans for den personlige indlevelse, de knivskarpe tekstbilleder og den dryppende britiske melankoli, ikke var blevet begravet sammen med The Smiths. Bedst af alt var dog ‘Late Night, Maudlin Street’, en +syv minutters lang og billedskabende torch song (tilsat underskøn skælvende Vini Reilly-guitar) til sangerens håbløse 1970’er-baggrund af misery og Manchester, som sådan vel nærmest en solo-pendant til The Smiths’ også betragteligt tilbageskuende ‘I Know It’s Over’. At side 2 på “Viva Hate” så bestod af en række musikalsk ret anonyme numre, tog ikke så meget opmærksomhed dengang i marts 1988. Soloraketten Morrissey var skudt op og i kredsløb.

I punkens og postpunkens Manchester var det ikke kun Factory’s Peter Saville, der kunne lave de mesterlige stildannende pladecovers. I dag for 40 år siden blev Another Music in a Different Kitchen, Manc-punkfirstmoverne Buzzcocks’ Martin Rushent-producerede debutalbum – iøvrigt en fremragende, skarptskåren samling kort afhuggede sange af sin tid – udsendt. Den stilfulde indpakning blev undfanget af den grafiske designer Malcolm Garett, der siden skulle følge og grafisk definere Buzzcocks’ karriere så stærkt gennem de kommende år. Senere lavede Garett også covers til bl.a. Magazine, Simple Minds, Duran Duran og Peter Gabriel.

En hurtig sang om at hade hurtige biler?! Buzzcocks har den. ‘Fast Cars’ – med en lille instrumental ouverture fra debutsinglen ‘Boredom’ – åbner Another Music in a Different Kitchen således…