Vi omtalte Peter Sommers spritnye album Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske her forleden, men lad os også nyde titelnummerets gavmilde storhed og dets tilhørende dramarama-minifilm…

Japanese Breakfast fra Philadelphia, centreret omkring Michelle Zauner fra indiebandet Little Big League, udsendte sidste sommer deres andet album, med den indbydende titel Soft Sounds from Another Planet , men det er først nu der er kommet disse levende, stemningsfulde billeder til andensinglen derfra, den svimmeltsværmede ‘Boyish’…

Porches er et enmandsprojekt bygget op omkring New York City’s Aaron Maine og hans take på synthbaseret popmusik. Tredje album The House er netop blevet udsendt og derfra har vi den nye single ‘Goodbye. Vi lader undtagelsesvis The Strokes’ Julian Casablancas introducere den. Han blander i et nyt interview i magasinet Vulture Porches ind i en større diskussion om den systematiserede manipulation af forbrugerne, der skuffer ham voldsomt udfra det åbenhedsløfte internettets muligheder oprindeligt gav. Casablancas mener, der ikke er nogen grund i verden – udover altså aftalt corporate business – til, at f.eks. den bredt ukendte Ariel Pink ikke er mindst ligeså udbredt som…Ed Sheeran. Samt at mere kvalitetsspændende bands/artister ville have et langt større publikum, hvis ikke corporate-propagandaens nøje tilrettelagte tæppebombning, algoritmer, playlists og andre medievindende tricks dikterede hvad mainstream skal være, samt hvor meget dens udbredelse fylder i vores hverdag. Her er hvad han i samme åndedrag siger om Porches:

– I just thought of something. There’s a song by Porches that just came out. I think it’s called “Goodbye.” The end of that song is really powerful. The beginning almost sounds like Coldplay but from, like, a minute-thirty on it’s very, very cool. In my opinion that’s a song that would be more popular if we lived in a world where quality was being accurately peddled.

Casablancas m enenerdvidere, det er de samme mekanismer han oplever i musikken, der forpester og kaster grus i den demokratiske politiske proces i disse år:

– Let’s say the water in a town was being poisoned, and all the people wanted the water to be clean. In a democracy, everyone in the town would vote for a leader who also wanted the water to be clean, and he or she would get elected and help clean the water. Simple. But right now we have a situation where the same people who are polluting the water are so heavily influencing the democratic process with their money that they can figure out ways to not allow the person who would fix the water to get elected. What do you call that? Is that democracy? I wouldn’t say so.

Is this it?!

Fra Halifax, West Yorkshire kommer pladedebuterende The Orielles. Trioen – to unge kvinder og en guitarspillende fyr – har gennem det seneste års tid med en række singler varmet op til debutalbummet Silver Dollar Moment, der netop er blevet udsendt. Stilen er klassisk indie, men med en stærk personlighed og vital pop-charme, der får bemærkelsesværdigt velspillende The Orielles til ikke blot at stå i for ærbødig skygge af genrens mange stilskabere. Hør bare her på dette album-outtake, den nye single ‘I Only Bought It For The Bottle’…

7. juni 1986: Cindy Palmano fotograferer The Smiths-forsanger Morrissey til forsiden af NME, der forgriber The Queen is Dead.‘s udgivelse ni dage senere med et stort interview. Tilfældighed eller ej? Gråtoning mod lyseblåt genkendes ialfald på pladecoveret da The Smiths 21. juli udsender den helt nyindspillede ‘Panic’ som single. The Queen is Dead er da knap fem uger gammel, men arbejdsnarkoman Johnny Marr og hans band er allerede videre, fuld fart fremad.

Et absolut favoritnummer med The Velvet Underground er balladen ‘Ride Into The Sun’, som VU aldtig i sin aktive levetid fik udsendt, men som først dukkede op i en ret, uhm, ‘fuck you’-lurvet version på Lou Reed’s elendigt producerede debutalbum i 1972. En Velvets-version – dog instrumental – dukkede først op på outtakes-albummet VU (1986) og siden er flere demo-udgaver af sangen kommet i omløb via de mange musikarkæologiske Velvets-udgivelser. Den allerbedste af dem er IMHO denne…

13. september 1980: Anton Corbijn har mesterligt fotograferet David Bowie til forsiden af NME, der, som vidt og bredt rapporteret forleden, efter 66 år stopper som publiceret magasin.

Bogstavet Q taler ikke højt i musik. Hverken Queen, Suzi Quatro eller Queens of the Stoneage har nogensinde fået os overbevist om andet. Så Q får som en slags spildbogstav falde ind under denne weekends langt mere vægtige O- og P-entries. Favorit-7’erne fra singlekasserne her? Mange gode fravalg. Det har ikke været nemt…

01. Gene Pitney – Something’s Gotten Hold Of My Heart
02. Elvis Presley – Suspicious Minds
03. Orange Juice – Blue Boy
04. Paul Quinn (and Edwyn Collins) – Pale Blue Eyes
05. Roy Orbison – In Dreams
06. Pavement – Range Life
07. Public Image Ltd – Public Image
08. Gram Parsons – Love Hurts
09. Pet Shop Boys with Dusty Springfield – What Have I Done To Deserve This?
10. Wilson Pickett – In The Midnight Hour

Må lige give en lynhurtig hands-up for det faste anker Peter Sommer, der i dag udsender sin Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske. Har til nu kun her fået hørt meget til side 1, hvor Sommers faste band Tiggerne spiller med, men de fem sange med dem er allerede alle pengene værd, det uanset hvad side 2 feat. Bremer/McCoy vil vise sig at byde på. Men mon ikke også der ligger guldkorn der?! Her vinterens single ‘En Sand Kærlighedshistorie’ i session-udgave…

Hvis man har brug for nogen at være indædt sammen med på ærkebritisk salt’n’vinegar facon, så er Sydlondon-debutanterne fra Shame det rigtige selskab. Bliver ved med at vende tilbage til deres nye Songs of Praise-album, der på det musikalske landkort vel bedst kan beskrives som liggende i et indbydende dystert terræn mellem helt tidlig Editors og vintage-bitter Sleaford Mods…

‘Dive’ er endnu et spritnyt og spændende track fra det til maj kommende Beach House-album 7, hvis tracklist følger her nedenunder…

Dark Spring
Pay No Mind
Lemon Glow
L’Inconnue
Drunk In LA
Dive
Black Car
Lose Your Smile
Woo
Girl Of The Year
Last Ride

En rejst knytnæve herfra for Kvindernes Internationale Kampdag. Og dertil en kantet sang med berlinerpostpunkbandet Malaria!, der som kvinder viste vejen frem ved kompromisløst at gøre tingene på deres helt egen måde i en mandsdomineret musikbranche.