66 år skulle det blive til inden NME/New Musical Express i dag måtte meddele, dets dage som publiceret musikmagasin er talte. Da jeg voksede op havde NME og dets journalister – skarpe, meningsfyldte hoveder som f.eks. Paul Morley, Ian Penman, Danny Baker og Chris Bohn – enorm positiv magt i deres ofte meget subjektive præsentation som afvejning af tidens musik og kulturelle trends. Men som man ved selvsyn kan se på NME’s website, har kvalitetsnedturen, som følge af den digitaliserede verdensorden, været lang, fæl og nådesløs. Så det er ingen overraskelse, der ikke længere er penge i at sælge, hvad nuomdage fremstår som et kalorietomt sladderblad med et ukritisk halvhjertet fokus på underholdningsbranchen. Dén triste udvikling skal dog ikke ikke overskygge, hvor meget NME tidligere har betydet for specielt britisk musik, samt for alle os der levede igennem den. Avisen er hermed borte fra kioskernes hylder. Hvem skal nu redde unge liv?!

Har New York City’s Parquet Courts glemt at rockmusik er død?! En livlig forløber for det nye album Wide Awake, der udsendes til maj…

På denne dato i 1975 udsendte David Bowie sit berømte plastic soul-album Young Americans. Et Tony Visconti-produceret album der med overbevisning viste, Bowie som en anden kamæleon ikke havde noget problem med at kaste sin britiske kulturarv af sig, forsvinde bort fra kridhvid rock, og dukke op i igen iklædt farvet amerikansk Philadelphia-soul. Hørt herfra var albummet blevet langt mere helstøbt, havde Bowie ikke ladet sig forblænde af to sange han i 11. time indspillede i New York City med John Lennon. Den ene af dem, en cover af Beatles’ ‘Across The Universe’ er noget af det mest ligegyldige Bowie indspillede i 70’erne, den anden, ‘Fame’, en viderudvikling af The Flairs’ ‘Footstompin’, blev Bowie’s første nummer 1-single nogensinde i både USA og Canada, hvilket (desværre) gør dens inklusion svær at argumentere mod. Men de to sange der blev skrottet på deres bekostning, majestætiske ‘Who Can I Be Now’ og den mægtige ballade ‘It’s Gonna Be Me’, passer bare langt bedre til resten af albummets stemning som afsæt. Specielt sidstnævnte skiller sig ud, med Bowie’s så overskudsagtigt indlevende vokallevering. Ikke meget ‘plastic’ over hans nye soul der, nej.

Coverbilledet bliver skudt 30. august 1974 i Los Angeles af Eric Stephen Jacobs. Bowie har set Jacobs’ portræt af koreografen Toni Basil på forsiden af magasinet After Dark og vil have mere af det samme til sig selv. Det får han så. En fantastisk evne til at vælge ud og tilegne sig, Bowie viser på Young Americans, det både hvad indhold og cover angår. Talent borrows, genius steals.

Her de to ‘tabte’ Young Americans-sange, der først dukkede op i disse tabte studieudgaver i 1991, da Rykodisc genudsendte David Bowie’s albums med tilhørende bonustracks.

Fra København kommer Port Vincent stærkt vokalt anført af den tidligere Goldfinger-sanger Paul Thrane. Port Vincent har netop udsendt debut-EP’en Vol. 1 med tre elegant stemningsmættede sange i mørkeblå musikalsk lyssætning. Her er det ‘Barefoot Woman’…

Kan ikke blive ved med kun at oversvømme siden med sange fra Insecure Men’s nye og overraskende indtagende lowlife UK-debutalbum, så denne uge får musikalsk starte længere nordpå, i Manchester-forstaden Prestwich, hvor nyligt afdøde The Fall-diktator Mark E. Smith i dag ville være blevet 61. Her er han med The Fall og den sjældent Fall-følsomme, så fine ‘Bill Is Dead’ fra 1990. “These are the greatest times of my life”, synger Mark E. og – uanset om det så er sarkastisk ment eller ej, this being The Fall after all – er det svært ikke respektfuldt at bøje hovedet over Mark E. Smith i tidens hastige vingeslag…

The Lemonheads’ Evan Dando med sin version af Townes Van Zandt’s mesterlige ‘Waiting Around To Die’. Evan fylder 51 år i dag.

Sometimes I don’t know where
This dirty road is taking me
Sometimes I can’t even see the reason why
I guess I keep a-gamblin’
Lots of booze and lots of ramblin’
It’s easier than just waitin’ around to die

One time, friends, I had a ma
I even had a pa
He beat her with a belt once ’cause she cried
She told him to take care of me
Headed down to Tennessee
It’s easier than just waitin’ around to die

I came of age and I found a girl
In a Tuscaloosa bar
She cleaned me out and hit in on the sly
I tried to kill the pain, bought some wine
And hopped a train
Seemed easier than just waitin’ around to die

A friend said he knew
Where some easy money was
We robbed a man, and brother did we fly
The posse caught up with me
And drug me back to Muskogee
It’s two long years I’ve been waitin’ around to die

Now I’m out of prison
I got me a friend at last
He don’t drink or steal or cheat or lie
His name’s Codine
He’s the nicest thing I’ve seen
Together we’re gonna wait around and die
Together we’re gonna wait around and die

© Townes Van Zandt

Endnu en liste med favoritter blandt 7’er-singler i egen samling, denne i artist-bogstaverne M/N. Artister og bands må kun optræde hver med én single, for som tidligere sagt, så er det den hårde top-10-udvælgelses smerte som er disciplinens udfordring og adelsmærke…

01. New Order – Everything’s Gone Green
02. Mott The Hoople – Roll Away The Stone
03. Morrissey – Boxers
04. Junior Murvin – Police And Thieves
05. Mo-dettes – White Mice
06. Roger Miller – King Of The Road
07. Magazine – Shot By Both Sides
08. Nico – Saeta
09. The Marvelettes – I’ll Keep Holding On
10. 999 – Emergency