I disse kaotiske tider kunne verden som sådan så godt bruge et internationalt klasseband som R.E.M. til at holde modet, håbet og klarsynet oppe. I går offentliggjorde REMHQ denne video af ‘Living Well Is The Best Revenge’ fra bandets fem aftener på Olympia Theatre i Dublin for præcis ti år siden. Det gør godt og det gør ondt at se dem så tæt på, så langt væk..
Alle indlæg af Jens
Reintroducing…Peter Perrett
Peter Perrett var sanger og sangskriver i The Only Ones, et af sen-70’ernes bedste britiske postpunk-bands. Men fuckede dem og en yderst lovende karriere op på heroin og det skørlevned af kaos den livsstil medfører. Han var omkring 1980 så langt ude og nede i London, at selv salig Johnny Thunders – der aldrig var kendt for at holde sig tilbage – efter sigende opfordrede ham til at få styr på sin tilværelse. Det har taget Perrett mange år at komme så langt – og skal heller ikke være nemt for en sangskriver, der har udtalt han kun skriver sange i ulige tiår – men i dag solodebuterer Peter Perrett med How the West Was Won, der med hans selvdestruktive historie in mente er en sejr af de større. For albummet kan uden medlidenhed som brændstof nydes helt fint på egne nutidige meritter, hvor Perrett’s sangskrivning og sarkastiske lyriske pen stadig er karakteristisk skarp, intim og mørkeblåsort. Her ‘An Epic Story’, der med lukkede øjne lyder slet ikke ulig The Only Ones, hvilket må være et betragteligt kompliment…
Hamilton Leithauser’s all-time favoritsang
Like lovers do
I en anden verden: Alain Delon og Romy Schneider, Paris, 1961.
You’ll freeze in her night…
Rygterne siger amerikanske Kevin Morby spillede et mere end inspireret set på Roskilde i aftes. Her er den unge mand fra Kansas med åbningstracket til sit netop udsendte album City Music, en på sin vis yderst Lou Reed-påmindende New Yorker-affære kaldet ‘Come To Me Now’. Ikke så mærkeligt måske. Mener, næsten alle unge mænd bliver tiltrukket af storbyens labyrint af muligheder og fortabelse…
Calling from a Brisbane phone
Brisbane, Queensland’s berømte søn, The Go-Betweens’ Robert Forster, runder 60 i dag. Det er ham i den tætknappede skjorte til venstre på billedet foroven, hvor The Go-Betweens’ berygtede striped sunlight sound kan høres som den lød, da bandet startede DIY-håbefuldt ud i slut-70’erne og endnu aldrig havde sat en fod udenfor det subtropiske klima i nordøstaustralske Queensland. Forster skriver selv om sangen bag på den glimrende 1978-1990-opsamling med hans band: ‘We were living in this house by the Brisbane river that had a very thin roof (or the rain was harder that year). This is a very pretty, soft tune about crossing that river and killing a girl in the West End’. Og nogenlunde sådan fremstår Robert Forster også i personlighed og sangskrivning: Underspillet dramatisk, ydmyg flamboyant, nøgtern syrlig-romantisk, drømmende konkret. På den måde er cremen af The Go-Betweens’ og hans egne senere soloplader noget af det bedste selskab man kan ønske sig. Long may he run!
Back in the day: Grant McLennan og Robert Forster i Brisbane. Men her er Forster på egen hånd i 1991, et år efter The Go-Betweens’ sammenbrud, med promovideoen til ‘Baby Stones’, åbningstracket på Danger in the Past, hans solodebut…
It kills
The Afghan Whigs’ guitarist Dave Rosser, der på den nylige Europa-tour for In Spades var fraværende pga. sygdom, er gået bort. Som tidligere medlem af både Greg Dulli’s The Twilight Singers og Gutter Twins kom han naturligt med da Dulli i 2011 gendannede The Afghan Whigs, og har siden været en fast integreret del af bandet. Her er han på guitar til højre for Greg Dulli på en til denne triste lejlighed passende vemodig amerikansk session-version af ‘Algiers’ fra 2014…
Aldrig at få nok
‘I don’t want to repeat my innocence. I want the pleasure of losing it again’, sagde den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgerald. Med den livsudviklingsbevidste udtalelse som mulig indgangsvinkel leverer den amerikanske digter Ellen Bass (f. 1947) fra Philadelphia her dagens bedste ord…
From all of us…
Bambi’s mor dør og ikke et øje er tørt. Disse to minutter fra Disney’s 1942-værk Bambi er noget af det mest hjerteskærende rene, der vel er lavet i film som sådan. Hvilket mod dengang fra Disney-folkene, at turde smide den slags i hovedet på…børn.
Welcome to the jungle
Nogen lokkede vist Lorenzo fra Baby Woodrose/Spids Nøgenhat med i Parken i aftes…
Introducing…Death Machine
Ny dansk musik med talent og overskud kan vi aldrig få nok af. Derfor en fornøjelse her at give plads til Death Machine med titelnummeret ‘Cocoon’ fra deres debutalbum…
Ian Curtis’ sidste sang
Chokket endnu ikke absorberet, Ian Curtis knapt nok begravet, da Joy Division 27. juni 1980 udsendte deres sidste single, ‘Love Will Tear Us Apart’. 7-inch-versionens cover er sangtitlen hugget i marmor, 12-inch-versionens en sørgende engel på et gravsted. Disse artwork-detaljer af Peter Saville var naturligvis kommet istand inden IC-selvmordet, men det troede ikke mange på da singlen først blev åbenbaret. ‘Love Will Tear Us Apart’ nåede helt op til #13 på den engelske singlehitliste den sommer.
Carry home, Jeffrey Lee!
Desværre ikke meget at sige tillykke for i dag til Gun Club-skæbnesangeren Jeffrey Lee Pierce, der blev født i Montebello, Californien for 59 år siden. Det var længe før han blev præsident for Blondie’s amerikanske fanklub i Los Angeles, længe før han mødte guitar-es Kid Congo Powers og sammen med ham dannede uforlignelige The Gun Club, længe før han blev afhængig af the drugs og langsomt men sikkert kørte sig selv, sit band, sit talent, sin karriere og sit liv i grøften, som den slags går. Her giver Jeffrey Lee Pierce i Slovenien i 1994 en akustisk ‘Breaking Hands’ (fra Mother Juno (1987)), to år før han allerede som 37-årig var fortid. Mother Juno er iøvrigt netop blevet udsendt som Mother Berlin i en alternativ version, der indeholder de kantede og rå førsteindspilninger til albummet, Gun Club begik i Hansa Studios i Vestberlin…
Louis Malle, Paris, 1963
Stay free!
The Clash’s musikalske mastermind Mick Jones, der i september 1983, efter meget tidsdefinerende storhed på plader og i koncertsale, endte med at blive fyret fra sit eget band, har fødselsdag i dag. Her synger han med sin karakteristisk lyse stemme for på ‘Rudie Can’t Fail’, et af flere Jamaica-orienterede numre på The Only Band That Matters’ erklærede meisterwerk London Calling (1979)…