Ovenpå The Nationals nye matte sang herunder efterlyses vist lidt liv og energi til at bære dagen oppe. Redningen kommer fra Stockholm i form af ufortrødent hårdtkværnende Viagra Boys, hvis ‘Research Chemicals’ er hovednummeret på den Consistencey of Energy-EP (2016), der endnu er septettens eneste…

The National og Arcade Fire synes lige nu i en hård nordamerikansk duel om, hvem af de to der kan udsende de mest undervældende nye numre. Måske Arcade Fire fører med et hestehoved eller to – specielt deres seneste to, uhm, discoinspirerede numre er meget svære at se noget lys i – men The National lægger sig desværre med denne venstrehåndsbagatel lige i slipstrømmen. En undrende tanke banker hårdt på og nægter at gå væk: Har I virkelig brugt fire år på at tage tilløb til intet mere end det her, boys?!

En ung Paul Weller fra The Jam fotograferet udenfor Marquee Club i Wardour Street, Soho, London med sit mod-idol, The Who’s Pete Townshend.

Vi diskuterede Los Angeles’ The Doors og deres karismatiske frontfigur Jim Morrison her i går. Mit eget personlige favoritnummer med det myteomspundne orkester har altid været denne beundringsværdigt enkle sang fra debutalbummet (1967), hvor bandets specielle styrke i fjerlet, elegant rockinstrumentering under den så karakteristisk melodibærende Morrison-vokal kommer til sin ret…

Et politisk forarmet USA fejrer i dag Independence Day, og hvad bedre her til at give den amerikanske drøm vinger end Bruce Springsteen, bluecollar-sønnen fra Freehold, New Jersey?! ‘Follow That Dream’, en elegant musikalsk omskrivning af et letvægtsnummer fra en ligegyldig Elvis-film, blev indspillet til Born in the U.S.A., men fravalgt den endelige tracklist. ‘Follow That Dream’, der var fast inventar på den efterfølgende tour i 1984-85, dukker stadig en sjælden gang nu og da op på setlisterne, og kunne således nydes i en fin, underspillet version den solbeskinnede aften sidste sommer i Horsens.

Denne sang er langt bedre i den samtidige 1965-version med de Phil Spector-forbundne Bonnie & The Treasures, men de levende billeder fra et glat amerikansk TV-show får vinde lige nu og her. ‘Home of the brave / Land of the free / Oh, why can’t they let him be what he wants to be’, synger Jody Miller indigneret…

Afsted her med Jim Morrison som chaufeur på en joyride i solstegte Californien. På freeways og highways og gennem støvet bylandskab, en tur der ender ved Stillehavet og en kølende tur i bølgerne. The Doors er et aparte band: En sanger, en trommeslager, en guitarist og en orgelspiller var ikke den typiske rockopsætning i slut-60’erne heller. Der er unægtelig visionær musikalsk klasse og et enormt lyrisk afsæt i bandets bedste sange på de seks studiealbums, udsendt på kun hæsblæsende fire år i perioden 1967>71. Men indimellem også grove jamlydende numre, der hørt i dag har svært ved at give mening – ‘Roadhouse Blues’, anyone?! Det er i dag 46 år siden Jim Morrison blev fundet død i et badekar i en lejet lejlighed på 17 Rue Beautreillis i 4. arrondissement, Paris, kun 27 år gammel. Om han da var brændt ud, eller blot nede i en bølgedal på vej mod siden at komme stærkt igen, fik vi desværre aldrig at vide…

…I go to bakeries all day long
There’s a lack of sweetness in my life…

Det var for mit vedkommende lyden af Blondie, den måde deres neonblå New York City-sange stak så dybt i hjertet på, der kickstartede teenage kicks, en helt ny målrettet selvbevidsthed og længslen efter…et liv. Blondie’s ledestjerne Debbie Harry, der lignede en sofistikeret million (helt uopnåeligt mange penge dengang) og lød af en anden, større og bedre verden et sted derude, fylder 72 år i dag. Hvert år, når det bliver d. 1. juli, bliver jeg lamslået over de mange år i hendes voksne alder, for det føltes jo som lige i går, hun lyste universet op gennem Blondie’s vidunderlige popsange. Rationelt set skyldes det chok hendes sene ankomst til rampelyset. Da Blondie ramte det helt store gennembrud på Parallel Lines (1978) var Debbie Harry allerede 33. Ikke at jeg overhovedet var bevidst om det dengang, hvor de +30-årige jeg observerede i Viborg og på TV for det meste var gamle mennesker, hvis ungdom og vigør forlængst lå i bakspejlet, ak. På den erfaringsbaggrund var hun indbegrebet af ung, som jeg lige selv var ved at blive det. Derfor så uvirkeligt at Debbie Harry, 70’er-gudinde af fremtid og ubesværet skønhed, nu talmæssigt er ved at nå op i Leonard Cohen-alderen. For et par måneder siden udsendte Debbie Harry, Chris Stein og Clem Burke Pollinator, et mere end hæderligt Blondie-album, hvor Debbie Harry stråler klart igennem en noget kønsløs produktion på det bedste kuld popsange, Lower East Side-bandet har været i besiddelse af siden Autoamerican (1981). Debbie Harry’s specielle stemmeklang er intakt og bærer stadig den bittersøde smeltende magi, der gjorde Blondie’s musik så tidsmoderne og unik i første ombæring. Her nedenunder gendrømt på ‘Slow Motion’ fra Eat to the Beat (1979), en sang jeg om natten stadig kan ligge søvnløs over aldrig udkom på single og blev et tidsdefinerende verdenshit. Det gjorde ‘Dreaming’ og ‘Atomic’ fra samme album til gengæld så istedet for.  Stort tillykke til Deborah Harry herfra – hvis i New York City i dag, skulle vi gå langsomt forbi betagende London Terrace, hendes bopæl, på West 23’rd Street i Chelsea og sende en masse taknemmelighed ind.

The Saints fra Brisbane, Queensland udsendte vel den allerførste punksingle, da de i september 1976 – måneder før The Damned’s ‘New Rose’ og Sex Pistols’ ‘Anarchy In The UK’ – var på banen med napalmraketten ‘I’m Stranded’. Hvordan et band fra en af civilisationens fjerneste afkroge lykkedes at være så kvik på punk rock-aftrækkeren, skal ikke umidelbart kunne forklares herfra. The Saints tog snart turen til England for at hoppe med på vognen, men passede aldrig rigtig ind i det engelske punkmiljø, og stod hurtigt dømt til en svær karriere som outsidere selv blandt outsiderne. Det hindrdede dem ikke i at udsende tre absolut høreværdigt heftige albums inden pladeselskabet EMI/Harvest droppede dem og en naturlig opløsning af bandets infrastruktur indtraf. Sangskriver/guitarist Ed Kuepper dannede de endnu mere udfordrende Laughing Clowns, bassist Algy Ward blev i London og kom med i The Damned, mens sanger Chris Bailey og trommeslager Ivor Hay fortsatte som The Saints med nye folk men langt mindre markant musik ombord. Her ‘The Prisoner’, et fremragende og stærkt profileret track fra det første The Saints’ svanesang, den opvakte Prehistoric Sounds (1978)…