Dig og mig, Debbie, dig og mig

Det var for mit vedkommende lyden af Blondie, den måde deres neonblå New York City-sange stak så dybt i hjertet på, der kickstartede teenage kicks, en helt ny målrettet selvbevidsthed og længslen efter…et liv. Blondie’s ledestjerne Debbie Harry, der lignede en sofistikeret million (helt uopnåeligt mange penge dengang) og lød af en anden, større og bedre verden et sted derude, fylder 72 år i dag. Hvert år, når det bliver d. 1. juli, bliver jeg lamslået over de mange år i hendes voksne alder, for det føltes jo som lige i går, hun lyste universet op gennem Blondie’s vidunderlige popsange. Rationelt set skyldes det chok hendes sene ankomst til rampelyset. Da Blondie ramte det helt store gennembrud på Parallel Lines (1978) var Debbie Harry allerede 33. Ikke at jeg overhovedet var bevidst om det dengang, hvor de +30-årige jeg observerede i Viborg og på TV for det meste var gamle mennesker, hvis ungdom og vigør forlængst lå i bakspejlet, ak. På den erfaringsbaggrund var hun indbegrebet af ung, som jeg lige selv var ved at blive det. Derfor så uvirkeligt at Debbie Harry, 70’er-gudinde af fremtid og ubesværet skønhed, nu talmæssigt er ved at nå op i Leonard Cohen-alderen. For et par måneder siden udsendte Debbie Harry, Chris Stein og Clem Burke Pollinator, et mere end hæderligt Blondie-album, hvor Debbie Harry stråler klart igennem en noget kønsløs produktion på det bedste kuld popsange, Lower East Side-bandet har været i besiddelse af siden Autoamerican (1981). Debbie Harry’s specielle stemmeklang er intakt og bærer stadig den bittersøde smeltende magi, der gjorde Blondie’s musik så tidsmoderne og unik i første ombæring. Her nedenunder gendrømt på ‘Slow Motion’ fra Eat to the Beat (1979), en sang jeg om natten stadig kan ligge søvnløs over aldrig udkom på single og blev et tidsdefinerende verdenshit. Det gjorde ‘Dreaming’ og ‘Atomic’ fra samme album til gengæld så istedet for.  Stort tillykke til Deborah Harry herfra – hvis i New York City i dag, skulle vi gå langsomt forbi betagende London Terrace, hendes bopæl, på West 23’rd Street i Chelsea og sende en masse taknemmelighed ind.

Skriv et svar