Den californske musiker og Father John Misty-producer Jonathan Wilson med et glimrende take på 1987-brisen ‘La Isla Bonia’, en af Madonna’s absolut bedre sange, tilsat levende billeder fra drømmenes forgangne Hawaii…

Det er et fremragende år for deluxe-reissues af Jamaica-klassikere. I sidste måned kunne det nok bedste reggaealbum nogensinde (!) – The Congo’s sublime Heart of the Congos (1977) – pludselig købes som 3-dbl-album, nu inkl. originale dubs, versions, discomixes samt outtakes, og i denne måned er præcis samme treatment blevet givet Culture’s Joe Gibbs-producerede debut, roots-hjørnestenen Two Sevens Clash (1977), også en meget, meget stor og besjælet plade fra the loudest island in the world. Der er jo intetsomhelst galt med velkendte Bob Marley and The Wailers, men jamaicansk musik er så meget andet og mere, end hans succesfulde mix af jamaicansk folklore og hvid poplyd. Udfra den synsvinkel er disse to plader slet ikke det værste sted at starte, skulle man have smag for mere af et fremmedartet men sjælfuldt jamaicansk musikunivers med beundringsværdigt højt til loftet…

Naturligvis var det efter punk ikke kun The Jam i England, der tog næring af klassisk soul. Her er det The Clash, med guitarist Mick Jones på sang, der tager en tur gennem Brenda Holloways’ ‘Every Little Bit Hurts’…

Det store engelske mod-revival rockband i slut-70’erne/start-80’erne The Jam brændte på en blandingsbenzin af hvid britisk musik fra 60’erne og farvet amerikansk ditto. På deres andet album This is the Modern World (1977) blev Wilson Pickett’s ‘In The Midnight Hour’ tacklet, og på fireren Setting Sons kom turen til Martha Reeves and the Vandellas’ Motown-klassiker ‘(Love Is Like a) Heat Wave’. Men den indspillede kærlighed til den klassiske soulmusik stoppede ikke der. Her er The Jam med en tredje og mere ukendt soul-cover, deres hvidglødende BBC-session-take fra 1981 på Arthur Conley’s 1967-hit ‘Sweet Soul Music’, en sang Paul Weller & co. havde haft med på The Jam’s setlister så tidligt som 1977…

Et minimeret Cigarettes After Sex besøger Paste Magazine’s studie i New York City, bliver interviewet og spiller ‘Sunsetz’, ‘K’ og ‘Apocalypse fra det nye album præcis så svævende svimlende sværmende, man næsten glemmer den første bløde skuffelse over CAS’ bløde detbutalbum. Det er hermed lovet endnu mindst en chance for at gøre større indtryk…

‘Hvorfor bruger vi egentlig tid og plads på dem?’, tænkte jeg ude i gaderne for lidt siden. Om The Killers, der spiller i aften på Tinderbox og med det som udgangspunkt tidligere i dag fik egen post her på siden. Let’s face it, The Killers er et solidt livenavn, der kan levere deres smartskårne retro-new wave-hits fra for +10 år siden, men som nutidig kreativ kraft synes de færdige. Og sådan har det været for længe. Så ansatsen til at skrive om dem her skal kun findes i det de kunne engang. Debuten Hot Fuss kom ud af det amerikanske blå som livsgivende pop-amfetamin, og 2’eren Sam’s Town – et album Henrik Hall med stram mund i slet skjult foragt betegnede som ‘50% Springsteen, resten Meat Loaf’ – var jeg endnu mere på. Sangene derfra, ikke mindst singlen ‘When We Were Young’, kunne det med at bevæge noget, deres shiny overfladiske og bevidst vulgære form til trods, syntes jeg. Men dét bliver aldrig vægtig grund nok til, at sætte spotlight på The Killers’ ordinært uinteressante nutid her. Som bodsbetaling derfor noget andet og langt mere givende: En overset og yderst usleben perle fra midt-80’erne, singlen ‘Pin Your Heart To Me’ med engelske Jacobites, der bestod af bl.a. nu afdøde Nikki Sudden fra DIY-punkpionérne Swell Maps. Han kan ikke synge, nej, men gør det alligevel ret så fremragende på disse fire minutters utøjlede og euforisk lyse energi. Ingen her kommer vel til at møde en bedre ukendt sang i dag. Og dét er The Killers’ fortjeneste…

Så The Killers da de åbnede deres tour for Sam’s Town i københavnske Store Vega i november 2006, en overbevisende aften med en fremragende frontmand, men hey, hvad skete der så med Las Vegas-bandet?! Siden er det kun blevet til to albums, og skal vi være ærlige har de begge været mere end bare undervældende. Day & Age (2008) var ujævn men havde dog stadig reminiscenser af de umiddelbare popkvaliteter, der løftede de to første albums’ epo-dopede new wave-stiløvelser højt op over obskuritet, mens seneste Battle Born (2012) kom og gik ned som en overproduceret identiteskrise. I aften headliner The Killers første aften på fynske Tinderbox, og heldigvis, for de af jer som skal afsted, vil setlisten være domineret af sange fra de tidlige Killers-år. Ikke at der ikke er nyt på vej. Som endnu et forsøg på at genfinde poptilværelsens ulidelige lethed udsendes 22. september Wonderful Wonderful, det femte regulære The Killers-album, som vi har to numre fra her. En liveoptagelse ovenfor fra Bogota af ‘Run For Cover’, og så lyd fra den nye single ‘The Man’. Sidstnævnte kører på discobenzin og har hele 12 sangskrivere med ombord, hvilket aldrig bliver et godt tegn…

England smelter naturligvis i hedebølge og solskin i dag på The Kinks’ Ray Davies’ fødselsdag. Her som markering af mesteren ‘This Strange Effect’, en sang han skrev i 1965 til det engelske teenageidol Dave Berry. Hvor vildt, at det egentlige omkvæd kun kommer én gang (start 0:57) undervejs. Bare lidt af den stramme økonomisering kunne Dream Syndicate (tre indlæg under dette) have nydt godt af på deres nye 11-minutters-udspil. Tillykke til Ray!