Pitchfork har lavet en fin, lille fem-minutters introduktion til Television-mesterværket fra 1977, debutalbummet Marquee Moon…
Alle indlæg af Jens
Fordi Michael Stipe er i landet
Det er sværere end bare svært at vælge sin favoritsang med R.E.M., men den her vil altid være med på en personlig top-10 herfra. Stipe er i Danmark og skal søndag snakke egoets betydening med Douglas Coupland på Heartland Festival…
Nyt The War On Drugs-album
Slet ikke alle nyheder fra USA er af den dårlige slags, selv i disse crazy Trump-tider. En af de største positive overraskelser på Record Store Day var således kvaliteten af ‘Thinking Of A Dream’, det nye nummer som amerikanske The War On Drugs udsendte i to dele på en 12’inch-single. Umiddelbart lød ‘Thinking…’ måske ikke af så meget, sådan lidt en opdateret og behagelig Bob Dylan-drøm, men nummeret indeholdt de mange voksende lag, der ved flere gennemlytninger åbnede op og foldede sig usædvanligt elegant svævende ud. Nu er endnu en ny The War On Drugs-sang blevet sluppet, endda med nyheden om at det kommende album A Deeper Understanding udsendes 25. august. Her er ‘Holding On’ efterfulgt af den kommende longplayers tracklist, der heldigvis også indeholder den endelige albumversion af diamanten ‘Thinking Of A Dream’…
Up All Night
Pain
Holding On
Strangest Thing
Knocked Down
Nothing to Find
Thinking of a Place
In Chains
Clean Living
You Don’t Have to Go
Nyt Thåström-album
En glædelig nyhed: 29 september udsender Thåström sit nye album Centralmassivet, muligvis opkaldt efter Massif Central-egnen i Sydfrankrig. Og det geografiske islæt stopper ikke der, for albummets åbningssang lægger op til at der skulle findes blues i sterilt kliniske Malmö City med de brede, vindblæste gader. Vi glæder os som bara fan til at høre, hvordan Mesteren sanser den stemning frem. For ikke at tale om ‘Som Mästarna Målat Himlen’, der måske, måske ikke er endnu en kultur-shoppinglist-sang a la ‘Samarkanda’. Og ‘Körkarlen’?! Bare titlen lover. Her en samlet tracklist:
Bluesen i Malmö
Körkarlen
Centralmassivet
Old Point Bar
Låt det goda
Aldrig av med varandra
Som mästarna målat himlen
Karaokebaren
Natten för det här
Lige nu på Primavera, Barcelona
Foto & ©: Randi Bjerre Høfring
Hvor The Afghan Whigs iøvrigt spiller show i aften.
Northside sjæl
Næste fredag kl. 21.45 på Northside’s Red Stage spiller Cincinatti, Ohio-bandet The Afghan Whigs, hvis souldryppende fuldmåneintensitet som oftest har udgjort fantastiske liveoplevelser. Greg Dulli & co. er lige nu pladeaktuelle med In Spades og meldes fra England i brændende storform på begyndelsen af deres Europa-tour. Her en amerikansk TV-optagelse fra sluthalvfemserne, hvor Greg Dulli & co’s full-on swagger heller ikke lader sig fornægte. Hvis på Northside, gå for guds skyld ikke glip af The Afghan Whigs…
USA siger ‘fuck you, World!’
Og The Only Band That Matters svarer…
As you were, Liam
Liam Gallagher er tilbage. Tirsdag aften livedebuterede han med sit nye band, syv nye sange og en håndfuld Oasis-klassikere på The Ritz i Manchester. Og her til aften er der lyd og billeder på ‘Wall Of Glass’, aggro-broderens første single fra det kommende soloalbum As You Were. Og hvordan kommer han så afsted? Ja, vi bilder os ind at kunne mærke ham her, og det har sgu været meget, meget længe siden sidst. Musikken lyder måske mest som hvis nu Robbie Williams’ sangskriverteam havde skrevet en wannabe-Oasis-sang, men det gør ikke noget, for det er de ferme til, den slags. The singer not the song, Liam Gallagher er tilbage…
Den lykkeligste pige
Så overbevisende var formen i Depeche Mode’s velmagtsdage, at numre og sange, der siden ville kunne være blevet singler i eget navn, blev gemt væk fra almen opmærksomhed og udsendt som single-b-sider. Som nu ‘World In My Eyes’ (1990), der indeholder hele to b-perler, ‘Sea Of Sin’ og ‘Happiest Girl’. Sidstnævnte en klassisk Martin Gore/DM-fortælling om den misundelsværdigt og uforklarligt livsglade pige, Gore er nødt til at gøre ondt, så han kan gennem hendes smerte kan se at hun virkelig findes…
Depeche i Parken
God koncert ønskes til alle jer der skal i Parken i aften til Depeche Mode. Her så vi dem første gang af mange en fredag i november 1982, da de med tre små keyboards, samt to gammeldags spolebåndoptagere med backingtracks, optrådte for nogle få hundrede teenagers i Saltlageret, København. Siden, der gik nogle år, skulle de blive så meget, meget bedre og vigtigere, hvilket siden har været både DM’s velsignelse og forbandelse. For hvordan finder man sin nutid som band, når man godt 30 år tidligere – i DM’s historie fra 1986 til og med 1993 – har udsendt en gavmild håndfuld hits så rene i udtryk og stadion-velfungerende, at intet siden showfunktionelt skal nå op på siden af dem igen?! Enhver Depeche Mode-aften finder jo retteligt sit klimaks i de mægtige masseekstaser som er ‘Never Let Me Down Again’, ‘Enjoy The Silence’, ‘Personal Jesus’, ‘I Feel You’ og ‘Walking In My Shoes’. Aldrig i de nyere, ofte absolut glimrende sange, DM er lykkedes med siden. Fanget i egen fortid, for altid forbundet med en helt speciel periode, men også kun istand til at sælge de store stadions ud netop på grund af dét. Her en yderst fornem DM-sang fra dette årtusinde, som desværre ikke er på setlisten i aften…
Never walk alone ’92
Det er 1992 og et europæisk filmhold bruger en uge i Liverpool, hvor de følger nogle af byens musikpersonligheder, ikke mindst Ian McCulloch. En time og 20 minutters scouse-essens på godt og ondt, og de levende billeder tilsidst (fra 1:11:28), hvor McCulloch strejfer rundt i tåge og fortidsslum ned ved The Liver Building langs Mersey, hvor nu ligger luksushoteller og turistindustri, er det hele værd…
Heaven up here
Det var et ikonisk postpunk-album med et ligeså ikonisk cover: Bandets medlemmer stående sammen, spejdende mod lyset og horisonten, langt derude bag det mørke hav. Echo & The Bunnymen udsendte på dags dato i 1981 Heaven Up Here, deres andet album, hvor lyden fra debuten Crocodiles blev trukket i widescreen, og sangskrivning nu stod mere langstrakt fladeagtig, en perfekt ramme for Ian McCulloch’s prangende unge stemmelængsel og guitarist Will Sergeant’s pludseligt meget anderledes rummelige spil. Det udendørs Heaven Up Here-artwork blev skudt af fotograf Brian Griffin, der i de år stod for Bunnymen’s naturdyrkende covers, på Porthcawl Beach i det sydlige Wales, ikke langt fra Rockfield Studios, albummets indspilningssted. Her nogle alternative coverfotos fra samme session, der ikke blev brugt…
Ifølge Griffin mente Bunnymen’s pladeselskab Korova langt hen, at billedserien var alt andet end anvendelig til et albumcover for deres håbefulde band. Lidt vildt at tænke på, nu Heaven Up Here et halvt år senere i NME helt fortjent blev kåret som årets albumcover.
Brian Griffin beretter at havmågerne på frontcoverbilledet (øverst) og bagcoverfotoet (herunder) ikke er en lykkelig tilfældighed. Større mængder af døde fisk blev brugt for at lokke dem til, og selv med naturens bedste bestikkelse var det svært at få fuglene i billedet, som Griffin ønskede det.
Topper Headon
The Only Band That Matters’ tromme-es Nicky Topper Headon har fødselsdag i dag. Her løfter han sit band dengang historien om dem og ham blev skrevet, 27. december 1979 på Hammersmith Odeon i Vestlondon…
Paul Simonon
Noel Gallagher fejrede sin 50-års i weekenden. Tilstede var en masse kendte mennesker, samt ialfald mindst én legende…
Tro og tvivl i Berlin
En sjælden og kærkommen lejlighed til endelig igen at opleve Håkan Hellström på en lille scene, da han lørdag aften spillede opvarmningsjob til sin svenske sommertour – flere stadions og store massesamlinger – i forårshede Vestberlin. På udsolgte Heimathafen i Neukölln optrådte Håkan + 11 musikere m/k for 700 svenskere og hans nye tyske koncerbureau Scorpio. Sidst vi så ham i en endeløs, charmeforladt svensk isarena i vinter, var Håkan nærmest slave af sin egne enorme popularitet, og fremstod mere som dansende lirekasseabe med nervøse ticks og Michael Jackson-step, end som den umiddelbart indtagende GBG-fortorvssanger, der engang kunne nå os alle ved bare at være sig selv. Og hvor det klædte ham i Berlin med en lille scene og et helt anderledes nært publikum. Spørgsmålet er jo om Håkan, med de enorme økonomiske interesser der er i hans karriere, nogensinde bliver den ubekymrede sanger vi alle faldt for (svaret er 99,8% sikkert nej), men i Neukölln var han forholdsvis tæt på. Som kan ses på følgende publikumsklip fra Heimathafen, hvor de tilrejsende svenske HH-tilhængere skabte en ekstatisk Beatlemania-ramme om en storsvedende, bittersød aften, en tidslomme i virkeligheden, hvor Håkan for et øjeblik kunne have det sjovt og bare være Håkan. Hvor det dog klædte ham.
Dom där jag kommer från
Tro och tvivel
En vän med en bil
Du kan gå din egen väg
Jag utan dig
Pärlor
Man måste dö några gånger innan man kan leva
Gårdakvarnar och skit
2 steg från paradise
Ramlar
Valborg
Elefanten & sparven
När lyktorna tänds
Klubbland
13
Rock n roll blåa ögon
En midsommarnattsdröm
Din tid kommer
+ + +
Det tog så lång tid att bli ung
Känn ingen sorg för mig Göteborg
Det kommer aldrig va över för mig
Kom igen Lena!
Nu kan du få mig så lätt