Så er det i aften Kent spiller sidste show på bandets stort anlagte afskedstour. De første to aftener i Globen/Tele 2 Arena har ellers budt på noget så fremadrettet som et helt nyt nummer på setlisten. Her er ‘Vinter17’…
Alle indlæg af Jens
Et knust fransk hjerte
Fransk pop kunne et og andet i 1967, hvorfra Françoise Hardy lever ‘Voilà’, favoritsinglen med hende her, helt ud. Françoise elsker ham stadig, men hun er nu med en anden. Og hun står der foran ham, altid den samme, og ville så gerne kunne give udtryk for, det er ham hun elsker, men nej. Og er han tilfreds med tingenes stilstand?! Banalt men stort. Havde Phil Spector været franskmand, ville han formodentlig have lavet europæisk popmusik så anderledes skælvende som denne…
Top-10 i 3:51
I dag er årets 351. dag, så lad køre en top-10 over favoritsange på præcis 3 minutter og 51 sekunder. Har et for en sådan liste usædvanligt stærkt felt herfra. Måske fordi længden må være en af de mest brugte indenfor rockmusik. Lad endelig høre hvis nogen af jer har en liste, der kan matche eller overgå denne…
01. Free Money – Patti Smith
02. To Lys På Et Bord – Otto Brandenburg
03. She’s In Parties – Bauhaus
04. Destroy Everything You Touch – Ladytron
05. Swingin’ Party – The Replacements
06. Month Of May – Arcade Fire
07. Rebecca You – The Coral
08. Taking Chances – Sharon Von Etten
09. Editions Of You – Roxy Music
10. Burning Desire – Lana Del Rey
En sang for Fritz Fatal…
Before var det store nye band i den københavnske undergrund, den sommer firetoget kom ind fra Jylland. Så dem først en hed aften på Allotria på Nørrebro, hvor forsanger Fritz Fatal bogstavelig talt kravlede rundt på væggen bag scenen, storsvedende, frådende, syngende sit kaotiske, sårede, blomstrende indre ud. Before’s musik var solid rock, funderet i postpunk, men med tunge The Doors-reminiscenser i lyd som fabulerende tilgang. De holdt en serie overmåde intense koncerter – hvorunder man ofte frygtede for amokløbne Fritz’ helbred – udgav to singler og et enkelt stolt album, A Wish of Life. Sidstnævnte genudgives i disse dage på vinyl og kan anbefales enhver, der ønsker at høre hvor meget knald der var på den københavnske undergrund i efteråret 1982. Øverst er det ‘Surrender’, her følger albummets titel- og åbningsnummer, hvis signifikante rif senere blev lånt og co-krediteret af Sort Sol på deres ‘Dog Star Man’. Og Before? De faldt alt for hurtigt bort i den malmstrøm af hurtigt liv og fristelser af enhver art, som var København i punkdagene. Deres alt andet end ligegyldige musik står endnu.
Kingston synger Ladbroke Grove
Eller Jamaica synger London. Eller mere præcist…Jimmy Cliff synger The Clash. Sang- og filmstjernen fra The Harder They Come med sin Tim Armstrong (Rancid)-producerede 2011-version af The Only Band That Matters‘ ‘Guns Of Brixton’…
Benny’s svenske popdrøm
Mødte ham en morgen tilfældigt i køkkenet i et masteringstudio i Vasastan, Stockholm. Stod et øjeblik der, bare os, men jeg kunne ikke sige et ord. Han tog sig en kop kaffe, noget blødt svensk brød, et par småkager. Jeg prøvede at finde et par naturlige ord, men nej. Senere på dagen bemærkede jeg hans bil der holdt udenfor på Odéngatan, en grå Porsche Cayenne Turbo, en moderne muskelbil, der mest ligner en stationcar på EPO. I dag fylder ABBA’s Benny Andersson 70 år. Stort tillykke hans vej, og tak først for den ‘Waterloo’-single, der skabte fest på min 10-års, da jeg og en håndfuld klassekammerater spillede på tennisketchere til den da så bastant rockende b-side ‘Watch Out’ og besluttede at starte et band ved navn Hot Music. Det blev desværre ved planerne, men det var en smuk drøm den eftermiddag. Benny og ABBA blev siden hvermandseje i slut-70’erne. De var større end giga. Der var TV-specials med dem i TV og på gågaden i Viborg så man både 6-årige piger og pensionister i det massefremstillede ABBA-merch, man i de pre-merchtider alligevel kunne købe allevegne. Jeg hørte dem ikke da, selvom singlen ‘Dancing Queen’ trængte ind og igennem som det perfekt dragende længselsfulde pop-/discohit det er. Det var først på afskeds- og skilsmissepladen The Visitors, og de singler der lå omkring den, jeg blev trukket ind igen, meget mod min vilje. At Benny og Björn blev skilt og skrev om at stå alene tilbage i sange som ‘When All Is Said And Done’ og ‘One Of Us’, som de så nærmest sadistisk fik deres kommende eks-koner til at synge, syntes ret vildt. At musikken dertil ikke længere var hverken ubekymret rengøringspop eller musicallydende flødeskumsnumre med spanske tyrenavne i titlen, men nu fuld af nordisk heartbreak og melodisk vemod, gjorde The Visitors svær at komme udenom. Som jeg gerne ville. Den morgen i Stockholm, så mange år efter, følte jeg instinktivt behov for at fortælle Benny, han havde gjort en stor forskel, selv for mig, en utilpasset punkrotte fra de ydre provinser i Danmark. Men det føltes for anmasende, for påtrængende. Så jeg må gøre det her, på vores blog istedet. Mange tak for den store musik, Benny – long may you run!
The guns of Brixton
To mænd, der begge var børn i Brixton: The Clash’s Paul Simonon fejrer sin fødselsdag i dag med David Bowie – cheers, boys!
Niemals vergessen
Fra Ladbroke Grove, London W10 til the faraway towns; The Clash’s mesterværk London Calling blev udsendt i dag for 37 år siden.
Introducing…Elina Ryd
Kan ikke umiddelbart sige andet om Elina Ryd, end at hun må være fra Göteborg og har lavet denne sælsomt rastløse, men også så fine ballade…
Television birthday
Markerer det verdenssky guitar-es Tom Verlaine’s fødselsdag her med ‘Double Exposure’, et Brian Eno-produceret og uudgivet nummer fra hans NYC-band Television. Aldrig lød musik fra den punkbesatte del af den vestlige verden så raffineret og direkte på samme tid, som hos Television…
Dagens Sandinista!-klassiker
Og endnu en sang fra The Only Band That Matters om alle kriges tragedie. Sandinista!-førstesinglen ‘The Call Up’ finder The Clash i eftertænksom bekymring for den indkaldelse Margaret Thatcher sikkert har på vej til dem. Hvis uden nogen lyst til at dræbe eller dø ung i uniform, kan det være vanskeligt at være ung i England. For landets krigstraditioner er omfangsrige og har kostet generationer liv og førlighed. Joe Strummer reminiscerer istedet for krigsrædsel muligheden for livets store kærlighed, et sted derude, i en by som ingen andre…
Rebel Waltz
Ladies & gentlemen, 1/36-del af The Only Band That Matters’ mægtige Sandinista!, ‘Rebel Waltz’, den tunghjertede åbningssang fra side 2. Hørt i dag synes det næsten som om, den dødsdømte spøgelseshær Joe Stummer synger om, kun kan være The Clash selv…
36 nye sange på én gang
Nej, det var ikke nemt på denne dato i 1980, at bringe The Clash’s nye og yderst fragmenterede triple-album Sandinista! med hjem og få sig et overblik. Og set i bakspejlet havde udgivelsen helt sikkert stået sig stærkere ved, at være blevet editeret ned til et dbl-album. Alligevel er Sandinista! med årene vokset i statur og kunstnerisk tyngde. Fordi den er noget så sjældent som longplayer, der ikke er interesseret i bulls-eye, i sit eget centrum, men hellere vil freeride rundt på kryds og tværs, langt ude i sin egen periferi. Det kommer der undervejs naturligvis en del meget obskure (= ligegyldige) numre ud af, men også en overordnet frigjort og musikalsk vildtvoksende stemning, at næsten alt er muligt og kan ske, hvilket sgu’ desværre er en yderst sjælden luksus, uanset hvor og med hvem. Sandinista! fylder i dag 36 år – tillykke!
En doku der skal ses
Hør lige den himmelflugtende stemme fra ‘Lazarus’ helt alene – mageløst. 7. januar har BBC premiere på David Bowie: The Last Five Years, der som titlen siger sætter fokus på de sidste fem år af David Bowie’s tid på Jorden.
Og den franske revolution…
Også i Frankrig, hvor det normalt falder landets unge så svært at spille hørbar rock, skyder utallige punkindstillede bands op omkring de store byer; Asphalt Jungle, Metal Urbain, Marie & Les Garcons, Strychnine, Stinky Toys og Starshooter er nogle af de mere berømte. Her er det cool Edith Nylon med ‘Edith Nylon’ (1979)…