Vi er i dag præcis 11 år efter den morgen, da David Bowie ovenpå otte års fravær pludselig uden varsel var tilbage med denne forunderlige sang af bittersød reflektion og forgangen tids længsel, centreret omkring Bowie’s hurtige år i Berlin. Vi er også på Bowie’s egen fødselsdag, og Elvis Presley ville kunne være blevet 89 i dag, wow! Og sidst men ikke mindst er vi på denne sides Webmaster Pastors fødselsdag. Solen stråler gennem frost, der er hvid sne på tagene, ja, det er rigtig vinter, vi ønsker ham et stort og hjerteligt tillykke. Musikken dertil bliver her førnævnte sang, som en Bowie-tilhænger på YouTube har iklædt levende billeder fra Christiane F – Wir Kinder Vom Bahnhof Zoo. Ja, det lyder corny, men resultatet er sine steder forunderligt gribende både for musik og film, det selvom den font, der stenograferer teksten ud undervejs, er helt fejlcastet. Tillykke, Hans!
The Velvet Underground’s ‘Pale Blue Eyes’ fra NYC-bandets tredje album er et specielt og elsket nummer for mange. Her sangen i en udsøgt cover, begået og udsendt på single i sommeren 1984 af Orange Juice’s Edwyn Collins og Bourgie Bourgie-sangeren Paul Quinn. Det er naturligvis sidstnævnte der her ruller sin fløjlsbløde stemme ud på Lou Reed’s sang, og også hans ansigt der pryder forsiden af pladecoveret…
Ja, det er en skam med stærke bands, der ikke rigtigt bliver værdsat i deres eget hjemland. England er ellers en nation som i den grad lever sin egen musik ud, men alligevel er der ting som falder igennem. Som f.eks. Depeche Mode, der aldrig er blevet taget helt alvorligt i Storbritannien på samme massive facon, de er det i Europa, ligeså Nordamerika. Eller dem det drejer som om i denne post, nemlig Mark Hollis’ Talk Talk, der trods enorm popularitet i det kontinentale Europa til sammenligning har levet en skyggetilværelse i hjemlandet. Tag nu deres to 1984-hitsingler ‘It’s My Life’ og ‘Such A Shame’, der skabte bandets medvind hos os. De to nåede ikke engang blandt top-45 på den engelske single-hitliste. Var det mon så fordi briterne ikke har sans for – eller sætter pris på – den nærmest triumferende (europæiske) melankoli begge disse numre bød så skamløst på? Selv må vi da her tilstå stort hjerterum for dem begge. Specielt ‘It’s My Life’ er sådan en 7″er, der til enhver tid vil komme med på en desert island disc-liste. I dag er det 40 år siden ‘It’s My Life’ blev udsendt som forløbersingle til albummet af samme navn. Vi markerer den runde Talk Talk-dag med at tage en vild playback-afspilning fra et italiensk TV-show samme år. Musik kan.
Og nu tænker du nok, hey, Talk Talk er godt nok skudt af der, men de kan garanteret ikke spille i virkeligheden. Men sådan er det ikke, og der findes bevismateriale. For her er vi i 1986, Talk Talk er i Montreux, Schweiz, kun godt en måned før de gæster Valby Parken sammen med New Order og Depeche Mode…
I går havde både R.E.M.’s Michael Stipe, New Order’s Bernard Sumner, Talk Talk’s nu afdøde Mark Hollis og Cocteau Twins’ Robin Guthrie’s fødselsdag, men i dag er det et album som kan fejre år. 5. januar 1979 udsender Elvis Costello and the Attractions Armed Forces, der med sin mere imødekommende lyd og fængende melodiske sange bliver en af det års centrale udgivelser, der cementerer Costello som en af efterpunkens mest hørte britiske sangskrivere. Normalt ville man logisk markere Armed Forces med en af dets to singler, den nærmest Abba-melodiske ‘Oliver’s Army’ eller bittersøde ‘Accidents Will Happen’, men nutiden kalder nok mere på det bonus-nummer, der kun findes på den nordamerikanske version af pladen; ‘(What’s So Funny ‘Bout) Peace, Love And Understanding’…
Fra Orange Juice i Glasgow den korte tur over til dog så helt anderledes Edinburgh, hvor Josef K, deres labelmates på Postcard Records, holdt til. Her singleudgaven af ‘It’s Kinda Funny’, der siden optræder i en genindspillet version på Josef K’s enlige album, den monokromt skramlende mesterplade The Only Fun in Town (1981). Men denne mere lavmælte og intime version er nu også værd at høre, for man tænker jo nærmest, det lyder som Joy Division der står og spiller dæmpet i en lille dagligstue. De elektroniske trommer i de omkvæd er heller ikke uden akavet skotsk charme. Videoen her er uofficiel, lavet af en Josef K-tilhænger som den er, men af den slags virkelig i den heldige/dygtige ende. Musik kan.
Stødte nu tilfældigt igen på denne helt tidlige single med Glasgow’s Postcard-helte fra Orange Juice. Havde skammeligt glemt hvor god ‘Blue Boy’ egentlig er, et nummer af kantet, skramlende pop-eufori der fint kunne stå som det manglende led mellem Echo and the Bunnymen og punk rock. Musik kan.
Faldt for længe siden for de første singler med Texas-bandet Cigarettes After Sex. Specielt den med den så bemærkelsesværdigt smukke coverversion af REO Speedwagon’s AOR-ballade ‘Keep On Loving You’ stod som ret speciel og sært lykkebringende. Så kom debutalbummet og med dets ti formel-identiske numre pludselig noget sært stivnet one-trick pony over bandet, de helt ens produktions-løsninger og deres langsomt blødende valium-trip, man tilsidst godt kunne føle som en spændetrøje. Et andet album fulgte to år efter med mere af det samme, siden, de seneste fire år, kun tre sporadiske singler. Men nu i december har Cigarettes After Sex udsendt en version af Radiohead’s Kid A-nummer ‘Motion Picture Soundtrack’. Hørte den nye single helt uforberedt, måske derfor jeg uden noget rationelt forsvar faldt lidt for den. Synes det her kan noget, klæder ialfald bandet at spille covers og gøre dem til sine egne…
2. januar 1981 udsender David Bowie titelnummeret fra efterårets album som dets tredje single. Robert Fripp’s hylende guitar huskes nok næsten bedre end nummerets enkle, bevidst anti-melodiske omkvæd…
Vi sender det nye års post-stafet på denne blog helt sobert afsted med en stemme, mange af os aldrig vil glemme. The Associates kom fra skotske Dundee, men lavede en grænseløs popmusik, der indimellem næsten kunne lyde som fra en anden planet. Og i Billy Mackenzie havde de en sanger med et vitalt rastløst temperament som sin vokale styrepind…
Mange tak for året der er gået, også fra Webmaster Pastor og talsmand Joe Public. LS fik i 2023 indspillet og udsendt et album, vi virkelig er glade for, og vi fik spillet seks heftige LS Nights-aftener i træk foran mange af jer lige i midten af København! Når vinteren derude slutter vil vi komme rundt i hele landet for at dele BLUES EUROPA ud i nær og fjern, det bliver mægtigt. Men for nu vil vi bare gerne ønske jer det bedste nytår nogensinde. Må lykken tilsmile os alle i nye, ubrugte 2024 – altid fremad!
Hele John Peel-udsendelsen fra 30. december 1980, dengang radioen var den vigtigste livslinje. Sessions med nye sange fra bl.a. Echo and the Bunnymen og The Cure, samt reggae, mærkværdigheder og alt det andet. John Peel var en fantastisk musikalsk mentor på radiobølgerne fra England. Enjoy!
Har ikke hørt årets to albums fra The National. Må sige at denne afslutningssang fra det seneste af dem er noget af en positiv overraskelse. For væk er den lækre klaverballade-labyrint, Colombus, Ohio-bandet længe har syntes fanget i, istedet her afløst af en anderledes rastløst pulserende musik, der kommer som hvis The National istedet havde valgt at forfølge tonen, lyden, tilgangen fra ‘Mistaken For Strangers’ langt tilbage på sporet. Interessant.
Yndlingssang med The Beach Boys? Her vil det nok være den næsten John Lennon-overgivende ‘Forever’, der optræder på Beach Boys-stærke Sunflower (1970). Balladen er co-skrevet og lead-sunget af BB-trommeslager Dennis Wilson, ham der – udover at ligne The Lemonheads’ Evan Dando – paradoksalt nok var den eneste surfer i surf-bandet. Dennis druknede ved Marina Del Rey 28. december 1983, i dag for 40 år siden. Så her på dødsdagen for Dennis den sang bandleader Brian Wilson uforbeholdent rosende omtalte som “a rock’n’roll prayer”…
Gang Of Four fra Leeds, tal om usminket lyd og en guitar der skærer som en blødende håndfuld barberblade. De første singler og debutalbummet Entertainment! (1979) var/er skelsættende, derefter faldt/falder kvaliteten. Nogle bands brænder hurtigt ud, når de kort og godt har gjort det, de var skabt til, og så er de pist væk igen. Gang Of Four var sådan et band…
