Gang Of Four fra Leeds, tal om usminket lyd og en guitar der skærer som en blødende håndfuld barberblade. De første singler og debutalbummet Entertainment! (1979) var/er skelsættende, derefter faldt/falder kvaliteten. Nogle bands brænder hurtigt ud, når de kort og godt har gjort det, de var skabt til, og så er de pist væk igen. Gang Of Four var sådan et band…
Alle indlæg af Jens
Ensom by
New York City’s The Cramps synger fra deres Gravest Hits (1979) for de ensomme hjerter, der befolker julens skygge. Hvis noget Lux Interior’s band især var mestre i, så var det at låne andres sange og gøre dem helt til deres egne. Således også her på Ricky Nelson’s ‘Lonesome Town’, som Big Star-legenden Alex Chilton har produceret. The Cramps havde sig et enkelt dansk show i Saltlageret, København, foråret 1986. Denne side var repræsenteret til en aften så vild, den stadig står tindrende klart. Musik kan.
Fremtiden er stadig ung
En enkel, smuk video til Kraftwerk’s varmt bølgende ‘Neonlicht’, der høres bedst og mest musikalsk på modersmålet…
Sange der får dig til at tænke på jul, men som ikke er julesange
Soft Cell-sanger Marc Almond har netop genudgivet sit album Tenement Symphony (1991), der hørt herfra står som det stærkeste blandt hans mange soloudgivelser. I flere år i starten af 90’erne lånte jeg det i den endnu dengang så prangende musikafdeling på Centralbiblioteket i Viborg, når jeg var hjemme hos mine forældre i slutningen af december. Nok derfor har hele albummet – der er mest bredt kendt for sin hitsingle ‘The Days Of Pearly Spencer’ – for mig en klang af netop denne tid på året. At dets produktion så gør brug af en sand armé af isnende (men vel-arrangerede) synthesizers gør nok ikke associationen svagere. Her et af albummets veltimede følelsesangreb, der typisk Almond ruller stolt afsted med både indestængt drama og storladen pop-forløsning…
So Happy Xmas…
Webmaster Pastor og jeg vil traditionen tro her på siden gerne ønske jer alle i nær og fjern en god jul. I år vil musikken herunder klinge anderledes og mere bittersødt end den plejer, da Shane jo nu ikke længere er iblandt os hernede på Jorden, men det gør den heldigvis ikke dårligere…
Sange der får dig til at tænke på jul, men som ikke er julesange
Såvidt huskes var det Pet Shop Boys’ version af Elvis Presley’s ‘Always On My Mind’ som holdt The Pogues’ ‘Fairytale In In New York’ (vel måske den eneste regulære julesang der kun fortjener at blive knuselsket) fra førstepladsen på den engelsk e hitliste i julen 1987. PSB havde haft et stærkt år, og det lød som om manbevidst iklædte Elvis-sangen det helt samme effektive karosseri af brede synths og bankende sequencers, der havde gjort ‘It’s A Sin’ til så voldsomt et hit henover sommeren, så nej, det kunne næsten ikke gå galt. Her optræder Neil og Chris 1. juledag på BBC’s Top of the Pops med deres nummer et. Smart state of the art-1987-grafik på scene-computeren…
Joe’s far var altså i diplomatkorpset
Men om ‘Bankrobber’ er sej? Jamen, hvorfor tror nogen da ellers at Eskilstuna-bandet Kent omkring Isola (1997) gik på scenen til netop denne basstunge The Clash-single?! Deres Jocke Berg havde sans for den slags.
Straight to Heaven
The Clash’s svanesang Combat Rock fandtes først i en pænt mere omfattende Mick Jones-mixet version, hvor flere af numrene var betydeligt længere end på det af Glyn Johns om-mixede album, der blev udsendt i foråret 1982. Sikkert et kløgtigt kommercielt træk ovenpå allerede uendelige Sandinista! (1980) af både CBS og resten af The Clash at kuppe Mick Jones, men hans version kunne/kan altså også noget. Hør f.eks. bare Joe Strummer’s mesterstykke ‘Straight To Hell’ her i hele sin oprindelige længde…
Safe European Home
Sammen med ‘London Calling’ vel den stærkeste albumåbner fra The Only Band That Matters, et track hvor producer Sandy Pearlman’s amerikanske AOR-baggrund virkelig arbejder for The Clash. Sangens tekst inspireret af den, uhm, inspirationsrejse Strummer/Jones blev sendt afsted på til Jamaica, hvor de to af frygt for at blive overfaldet endte med at bruge mest tid på Sheraton-hotellet i KIngston’s sikrede område. Det er også dette track, hvor Topper Headon’s ankomst som trommeslager i bandet virkelig gør sig gældende i det fænomenale spil…
Strummer of love
Det er datoen hvor Joe Strummer i 2002 pludselig og uventet gik bort. Så det er fredagen i dag at spille The Clash- og Joe Strummer-plader højt ud. For at holde ham og hans så forskelligartede musik i live. Men måske allermest fordi den kan holde os i live…
Fat white religion
Ikke meget ny musik på denne årstid, men her alligevel en spritny single med Fat White Family, London-bandet der sjældent plejer at lyde så stuerene og musikalsk klassisk-Bad Seeds-velarrangerede som her på ‘Religion For One’. Eller måske det snarere er Pulp’s This Is Hardcore, denne sides reference-politi burde nævne…
Once upon a time in New Order
18. november 1981: New Order spiller koncert i New York City på Ukrainian National Home. Tredje sang på aftenens setliste et nyt nummer ved navn ‘Everything’s Gone Green’, der i december vil blive udsendt som NO’s anden single som efterfølger til ‘Ceremony’. Denne aften på 2nd Avenue, Lower Manhattan går det sådan her…
Terry Hall
Det er i dag et år siden Terry Hall døde. På klippet herunder synger han for hos The Specials på deres debutsingle i 1979. De to første albums med Hall er så absolut anbefalelsesværdige…
I believe in me!
De spillede aldrig uden for Californien, The Avengers, der blev et af de største navne ovre på den fjerne amerikanske vestkysts punkscene. Kun en enkelt single (1977) og en 12″er-EP (1979) blev det til for bandet, der anført af unge Penelope Houston også opnåede at spille support til den allersidste Sex Pistols-koncert nogensinde, den i januar 1978 på Winterland i San Francisco. Her et af de tre numre på debutsingle-tornadoen ‘We Are The One’, der dengang – som den slags desværre ofte var – aldrig kom i nærheden af Europa. Så The Avengers forblev en velbevaret californisk hemmelighed. Ikke længere…
Vid ett middagsbord bland folk, i en tunnelbanevagn, då saknar jag dej…
Nu troede du nok her efter forleden, at være sluppet for mere Ulf Lundell. Men nej, så nådig er skæbnen ikke, for på hans iøvrigt noget ujævne Vinterland (2000) er der endnu en bevægende fortælling, som fortjener opmærksomhed. En sang hvor det ikke er Stockholm’s udstødte sjæle, men istedet Lundell’s eget forpinte hjerte, som ligger ham på sinde. På ‘Jag Saknar Dej’ sætter de musikalsk opbyggende vers scenen filmisk op som Lundell kan; et Stockholm i frost, hvor både løftes op af havnen før isen vil komme og skrue dem ned, hvor parkerne brænder som ild af kulden, hvor himlen over Västerbron står gasblå koldt. I det bidende Stockholm går Lundell hvileløst, sjælefrysende rundt og påmindes overalt om en kærlighed, der ikke længere er hans. Broerne op til sangens omkvæd falder skæbnesvangert dramatiske og slår en tone an som aldrig kan ringe lykkeligt ud. Og der kommer så hans direkte tale til den, der er et ukendt sted derude i byens labyrint og altså ikke længere med ham. Han ønsker nu, at de aldrig havde mødtes, for han er efter afskeden som død for livet, finder ingen glæde i noget, længes heller ikke længere efter at de igen skulle være sammen. Men savner dog i sit indre alligevel i en grad så intenst, at det hele synes ved at briste. Imens spiller musikken sig bag ham op til noget, der kun kunne være et raseri, hvis ikke den samtidig var så…øm. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat. Hør selv…