Unge mænd der indkaldes og marcherer ud i krig for uværgeligt at dø eller ‘blot’ blive lemlæstet på krop og sjæl, som var det det eneste de nogensinde blev født til, lyder det scenarie også bekendt i 2023? I 1980 er antikrigs-sangen ‘The Call Up’ første single fra Sandinista!. Den bliver ikke noget hit i The Clash’s hjemland England, men opnår til gengæld en anderledes succés i (krigsneutrale) Sverige, hvor singlen når ind på top-20-listen. Stadig i dag en bemærkelsesværdig sang, der ikke rigtigt lyder som noget andet, hverken i The Only Band That Matters’ store katalog eller i det hele taget. Musik kan.
Alle indlæg af Jens
Mod alteret i Maria…
Luciadagen i dag er en svensk tradition, som denne onsdag leder tanker hen på en sang, Ulf Lundell begik i 2000 på sit album Vinterland. I ‘Altaret på Maria’ beskriver Lundell to tabte skæbner på bunden af livet i Stockholm. Den ene en slidt tiggerkvinde ved indgangen til et Konsum-supermarked, den anden en forhutlet hjemløs mand, der prædiker sort for døve øren nede i T-banan. I omkvædet drejer Lundell vinklen og erkender, at ingen som ser dem vil kunne forestille sig, de begge engang var små børn, der strålende og med levende lys gik syngende i Luciaoptog mod alteret i Maria (en af de store kirker på Söder). I sangens klimaks mod slut har Lundell så – han kan ikke lade være med den slags moraler – et december-drømmesyn, hvor de to hjælpeløse livsofre løftes op af et mægtigt, varmt lys og svæver ind gennem himmerigets port. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat af ham. Hør selv…
Tillykke, Sandinista!

Endnu en The Clash-mærkedag, ja, december har mindst fem af dem, at markere. Denne i dag er udgivelsesdatoen i 1980 for The Only Band That Matters’ tredobbelte album Sandinista!. Og tankerne vil atter gå, hvordan dette overflødighedshorn havde lydt som enkelt album, eller endda bare som dobbeltalbum. Dets 36 sange var dengang som nu nok det mest krævende musikpensum, vi her nogensinde er blevet givet. Og omme på side 5 og 6, på det tidspunkt da børnene til Joe Strummer’s gamle, violinspillende busker-ven Tymon Dogg begynder at synge ‘Career Opportunities’ med lyse stemmer, tænkte man allerede dengang, hvorfor der dog ikke var en voksen tilstede. Men det står selvfølgelig omvendt også som denne udgivelses charme, at den netop indeholder revl og krat fra nogle løse indspilningsuger i New York City, hvor der blev skudt på det hele og ramt en del. Her en af de sange der nok ville komme med uanset længden på Sandinista!, en stor spraglet sang, der med en næsten Shane MacGowansk lyrisk elegance kronologiserer England’s turbulente historie og fald op gennem det 20’ende århundrede…
PS – Skulle nogen undre sig over hvor coverbilledet til Sandinista! er fra, så er det taget af Pennie Smith (hende der også stod bag London Calling-coverfotoet af Paul Simonon) på Camley Street i Camden, Nordlondon, under broen med jernbanesporene fra St. Pancras…

Glæden og sorgen
Har aldrig oplevet en irsk begravelse før nu i fredags, da Shane MacGowan’s send-off fra Nenagh i Tipperary blev sendt live på Twitter. Og kun vant med blodfattige danske begravelser i protestantiske kirker, hvor en lokal sortklædt præste-djævel for ofte med ord og ceremoni prøver at kapre et afsluttet frit liv tilbage i den Herrens fold, det engang blev født ind i, var denne begivenhed en glædelig overraskelse. For ligeså meget som der var mærkbar sorg over Shane’s bortgang, ligeså meget blev hans liv fejret med taler, anekdoter, sang, latter, ja, endda personlige Shane-effekter, som på parade blev frembragt foran alteret i den stopfyldte kirke. Og de sange der blev delt, de blev givet med fuldt skrald og en befriende skamløs intensitet. Nej, ingen mådeholden protestantisk angst for at afsløre sig som levende mennesker af kød og blod i det hellige rum dér. Denne gråkolde søndag kan således nemt fortjene dette følgende klip at varme sig på. Tilsidst i Nenagh sluttes seancen af med en fullblown version af Shane og The Pogues’ mest berømte sang, der, som det åbenbart går på de kanter, ender med dans forrest i kirken. Et vitalt folk, de irere, også i dødens skygge…
En stærk begravelsessanger
Shane stedes til hvile
And it’s just another bloody rainy day? Ikke helt, for Shane MacGowan begraves i dag ude i Nenagh, Tipperary. Johnny Depp og Nick Cave deltager, sidstnævnte rygtes tilmed at skulle synge til ceremonien i den forvarslede propfyldte kirke, der naturligvis – nu det er Shane – live-transmitteres til samtlige værtshuse i nærområdet. En der dog ikke kommer er U2’s Bono Vox. Denne overskrift fra The Independent fortæller mere om ham, hans karriere og band, end en bog på 600 sider ville kunne gøre det: ‘Bono set to miss MacGowan’s funeral due to Las Vegas show’. Men nu er det dog Shane, det bør handle om. Her en playback-optræden fra 1986 med The Pogues på fransk TV…
To the faraway towns…

Vi må jo til det. I morgen (torsdag) er datoen hvor The Clash i 1979 udsender singlen ‘London Calling’, et af de mest fuldkomne eksempler på den udtryksform der bærer navnet rock’n’roll. Singlen er ment som en forløber for dobbeltalbummet af samme navn, der skal udkomme en uge efter, måske derfor besluttes det fra CBS at indspille en promovideo. Så en kold, blæsende og regnfuld novemberaften samles The Clash nede ved Themsen og indspiller ude på en pram en playback-version af den nye sang, hvis tekst omkring sin personlige Strummer-fortælling bærer så dommedagsagtige billeder, den i dag fremstår nærmest profetisk for hvordan det hele senere skal gå med verden og sådan. Efter nogle gennemkørsler af ‘London Calling’ i regnen ude på prammen har det forfrosne band fået nok og forsvinder. Bandets ansatte orker heller ikke mere, så en hel del instrumenter og forstærkere ender efter sigende i floden. Her den færdige video…
Albummets sange er blevet til sidst på sommeren, hvor The Clash, der har brudt med manager/svengali Bernie Rhodes og derfor ikke længere kan være i Rehearsal Rehearsals oppe ved Camden Lock, har slået lejr i en klondyke-garage ved navn Vanilla Studio nede i Pimlico. Der opstår den nye musik under disciplineret eksersits, kun afbrudt af den daglige indbyrdes fodboldkamp på en tomt udenfor, samt pubbesøg, drinking brew for breakfast. Løse reference-demoer indspilles på et kassettebånd, der i mange år formodes tabt i tube’en af bandets hjælper Johnny Green. Men under en flytning i starten af dette årtusinde støder Mick Jones på en kopi af det bånd, hvor London Calling-numrene altså kan høres i skitseform. Her er titelsangen som intern demo. Jeg synes det er en stor version, meget mere mekanisk stiv i sit swing og med en anderledes dyb Strummer-vokal, der kan noget helt andet tilbageholdent ildevarslende end den, der udsendes først som single fire måneder senere, altså 7. december 1979…
We’ve a thirst like a gang of devils, we’re the boys from the county hell…

Oh, Shane! Når man de seneste dage hører den nu afdøde The Pogues-sanger tage sine bekymrende vokale slingreturve gennem f.eks. selv de bløde kurver som er melodien til storladne ‘Misty Morning, Albert Bridge’, kan man let tro, han aldrig som sanger hverken var skarpheden selv eller oppe på beatet. Men intet er vel mere forkert, for hør blot det nærmest piskesvirpende angreb her, fem år tidligere på en BBC-session, hvor han og The Pogues tager et race gennem skæbnetragedien ‘The Boys From The County Hell’. Hvad fem år kan gøre af forskel på timing, reaktionstid og vokal artikulering er tankevækkende…
† Shane

Måske han levede alt for hårdt, måske det kostede ham det så specielle talent alt for tidligt, måske han skulle have doseret sig selv langt bedre. Men havde Shane MacGowan været det rationelt tænkende og kontrollerede menneske, det ville kræve at kunne vælge mere fornuftigt på sit helbreds vegne undervejs, så var der vel næppe kommet sange af så stor skønhed, længsel og den rullende fortabte film som er livet, ud af ham. Men Shane kunne ikke tæmmes, altid for fuld, vild og tabt i nuet, men dog alligevel i en række gyldne år i 80’erne i stand til at skrive forunderligt klarsynet, romantisk (!) og på et sansningens overskud som vel næsten ingen andre. Så det er en af de allerstørste irske sangskrivere og sangere, der er gået bort i Dublin i dag. Musikken er heldigvis blevet tilbage og vil ufortrødent leve videre.
Her et link til et yderst læseværdigt efterskrift om Shane i The Guardian.
Israel

Mon Siouxsie and the Banshees var klar over, at et nummer med titlen ‘Israel’ altid vil være aktuelt? Her deres fritstående single af netop det navn, som blev udsendt 28. november 1980. Live-udgaven der følger er fra BBC’s ungdomsprogram Somethin’ Else et par uger senere. Og før nogen spørger af interesse, så er det esset John McGeoch bag den overlegne guitar…
Fra Lyon på sort vinyl

I 1979 udsender Lyon-bandet Electric Callas, der står som en del af tidens nouvelle vague, en enkelt 12″er og er så væk igen. På sin egen diskrete, basale og letspillede facon er det egentlig en fin musik, i sin europæiske tilgang ikke helt ulig den de vestberlinske kvinder i Malaria! snart skal begynde at sætte sammen et halvt kontinent borte. Her samtlige tre numre fra Pathé-udgivelsen. To år efter kommer der en enkelt opfølger fra Electric Callas, men den er slet ikke af samme kvalitet som ‘So Chic’ her…
Requiem for Geordie
RIP Geordie Walker, Killing Joke’s klippemassive guitarist gennem fire årtier, der døde denne weekend efter et slagtilfælde, 64 år gammel…
Saturday night punk disco
26 marts 1977: Førstebølge-punkbandetThe Damned optræder på ITV-programmet Supersonic med andensinglen ‘Neat Neat Neat’…
Mother of Pearl revisited

I går markerede vi her 50-årsdagen for Roxy Music’s Stranded. I den forbindelse skal det næsten nævnes, at Bryan Ferry forleden genudsendte sin storladne luksusdamper af et 90’er-album Mamouna i en deluxe-version, hvor en for første gang officiel version af det næsten samtidige aborterede album Horoscope er vedlagt. Og på sidstnævnte – ja, nu kommer pointen endelig – optræder en ni minutter lang Bryan Ferry-version af ‘Mother Of Pearl’, den så specielle afslutningssang fra netop Stranded. Og kan det så noget? Interessant er det ialfald at høre Roxy-nummeret iklædt det elegante stof af sammenvævende instrumenter, der glider afsted som var de en flod, Ferry’s plader fra 80’erne/90’erne er gjort af…
Stranded 50

En post for at markere 50-årsdagen i dag for Stranded, Roxy Music’s tredje album, udsendt 23. november 1973. Brian Eno havde netop forladt bandet, så Stranded skulle næsten blive et mere regelret, mindre skævt Roxy-album end de to første, hvor form- og lyd-eksperimenter havde været i højsædet. Herunder repræsenteres albummet af sin vel mægtigste sang, den tung-melankolske og skamløst romance-fortabte ‘A Song For Europe’. Bryan Ferry var kun 28, men alligevel fint istand til her at skrive så overbevisende om en hel verdens lykke gået tabt i bakspejlet. Og Eno? Han erklærede siden Stranded som sin personlige favorit med Roxy. Måske han har en pointe.
Bryan Ferry, Melody Maker, januar 1973:
“It’s a pun, of course, on the Eurovision Song Contest, one of the more bizzare events in the calender…Andy came up with the music…it sounded very European to me, so I thought I’d use Latin and French and do it as A Song For Europe.”