22. november 1973, dagen før Stranded udkommer, optræder Roxy Music på BBC’s Top of the Pop med albummets heftige åbningsnummer ‘Street Life’, London-bandets tredje single. Denne optræden genudsendes på samme program to uger efter og nu igen lige her…
Et upbeat dog lidt sørgmodigt nummer om en Paul, der var punker med alt hvad den slags indebærer af gadekampe og dåseøl . Berlin-duoen Twin Noir hypes lige nu af Iggy Pop og er aktuelle med debutalbummet Two Punks and a Tapemachine. Måske en af dem endda hedder Paul…
Det er 60 år i dag siden John F. Kennedy blev myrdet i Dallas, Texas. En chokerende begivenhed der rystede verden og trak lange spor efter sig. Naturligvis også i musikkens verden, hvor adskillige sange behandler dette gigantiske amerikanske traume. The Byrds skrev ‘He Was A Friend Of Mine’, The Beach Boys ‘The Warmth Of The Sun’, Phil Ochs sin abstrakte ‘Crucifixion’ og Bob Dylan sin ‘Chimes Of Freedom’ – og for kun tre år siden da også mægtige ‘Murder Most Foul’ – alle direkte eller stærkt formodet om JFK-mordet. Senere behandlede Lou Reed den skæbnesvangre dag i sin så fine ‘The Day John Kennedy Died’, hvor Reed med stor effekt fortæller personligt om hvordan nyheden landede hos ham i Upstate New York den eftermiddag i 1963. Her er det dog istedet engelske The Human League der besynger mordet, og tag ikke fejl af den letfordøjelige synthpop-lyd, for det er selve morderen (eller ialfald en af dem) Lee Harvey Oswald, Phil Oakey her adresserer i et nøgternt anklagende tonefald…
Vi giver ordet her til rabbi Robert Zimmerman…
“Twas a dark day in Dallas, November ’63
A day that will live on in infamy
President Kennedy was a-ridin’ high
Good day to be livin’ and a good day to die
Being led to the slaughter like a sacrificial lamb
He said, “Wait a minute, boys, you know who I am?”
“Of course we do, we know who you are”
Then they blew off his head while he was still in the car
Shot down like a dog in broad daylight
Was a matter of timing and the timing was right
You got unpaid debts, we’ve come to collect
We’re gonna kill you with hatred, without any respect
We’ll mock you and shock you and we’ll put it in your face
We’ve already got someone here to take your place
The day they blew out the brains of the king
Thousands were watchin’, no one saw a thing
It happened so quickly, so quick, by surprise
Right there in front of everyone’s eyes
Greatest magic trick ever under the sun
Perfectly executed, skillfully done
Wolfman, oh Wolfman, oh Wolfman, howl
Rub-a-dub-dub, it’s a murder most foul…”
Videoen til Ideal-singlen fra 1980 i forrige post minder ved eftertanke ikke så lidt om den langt nyere med New Order herunder, som engelske Mark Reeder har suppleret sine egne berlinske privat-optagelser til fra dengang, der stod en mur. Mark Reeder flyttede – sikkert ansporet af Bowie og Iggy Pop’s berømte færd – fra Manchester til Vestberlin i 1979, og er mest kendt for den stærke doku-film B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin (2015), der er hans personlige flue på væggen-take på aktivist/punk-tiden i Mauerstadt. Men her hans samarbejde med New Order. Reeder kendte dem allerede fra Manchester og arrangerede derfor den koncert i Kant Kino på Kantstraße, som Joy Division spillede i januar 1980. Resten er historie og levende billeder af en by, der ikke findes mere…
Zeit Maschine 1980: Ideal udsender på eget Eitel Imperial-label (naturligvis med adresse i Oranienstraße i smadrede Kreuzberg) sin debutsingle, der er SÅ rastløs, levende vestberlinsk…
Skotske Arab Strap er i landet denne weekend. Aarhus i går, København i aften, denne side lige nu…
Denne weekend et år siden Thåström på rockklubben The Tivoli i havnen i Helsingborg var igang med første weekend af den usædvanlige klubtour, der skulle tage ham og hans nye band videre til Vulkan i Oslo, Pustervik i Göteborg og Orionteatret på Söder i Stockholm. Ialt 14 aftener der bød på nær kontakt og himmelintens høj musik. Her et klip fra første aften af de tre i Göteborg…
For nogle uger siden i en second hand-pladebutik i berlinske Friedrichshain stod jeg lammet af vægelsindets forbandelse. Årsagen dertil et sjældent vinyleksemplar af de amerikanske punks Rancid’s Indestructible (2003), et album der for længst er udgået i sine små oplag og derfor går til voksne penge. Dobbeltalbummet er hørt herfra Rancid’s klart mest vellykkede skud indenfor bandets specielle og rowdy mix af hardcore, The Clash-rock, Manu Chao/Mano Negra-tricks og ska, så naturligvis ville jeg gerne have det, men til dén pris og endda trykt på en grim rød vinyl, nein danke blev det efter meget overvejelse. Men de sidste skal blive de første, for så pludselig i går blev albummet (i anledning af sit 20-års jubilæum) ud af det blå genudsendt, og nu endda på sort vinyl. Her en smagsprøve fra Indestructible, tyve Rancid-tracks der vil stå sig fint på hvilken som helst tændt lørdag aften…
Selv en blind høne kan finde korn. Tiden har ikke været god ved Glasgow’s Altered Images med lillepigestemmens Clare Crogan, der havde to store new wave-hits med ‘Happy Birthday’ og ‘I Could Be Happy’. Men på den første single ‘Dead Pop Stars’ lykkes det producer Steven Severin (ham fra Siouxsie and the Banshees) at få noget interessant ud af det forbløffende ansigtsløse band og den barnestjerne-lydende sangerinde foran dem. Eller er det bare mig? BBC-legenden John Peel elskede næsten Clare Crogan og co. ligeså højt som sin førstekærlighed The Undertones. Jeg selv købte debutalbummet dengang, men tålmodigheden holdt ikke længe med Clare’s koket selvforelskede lillepigehvin og en flok halvbagte sangskitser uden mål eller mening. Men ‘Dead Pop Stars’ altså, bare titlen…
Jeg tænker, det må have været fantastisk at være ung i Australien i maj 1985, da Sydney-bandet The Moffs udsendte singlen ‘Another Day In The Sun’. For nummeret, der oser af solhud og vitalitet, er et man ikke glemmer, formodentlig endda sådan et man senere vil huske som lyden af noget, der er gået tabt. Se blot stillbillederne af bandmedlemmerne på klippet herunder. De unge mænds stærke, udfordrende blikke, dømt til at blive tæmmet med alderens og erfaringens hug. Men de har endnu det hele intakt på denne optagelse, hvor selv nummerets dramaturgi insisterer på sin egen frie virkelighed. For hvem andre ville starte med en så lang, svævende guitarintro før sangen endelig kommer skødesløst uskolet ind? Og slutte med at lade musikken gå ned, så kun et klavers livslovende toner står tilbage en rundgangs tid. Man skulle have været der.
På en formiddag uden dagslys, hvor København gør sig stor men forhåbentlig forgæves umage for at blive en skandinavisk version af Venedig, må dette stykke mørkegrå, råkolde musik være på sin plads. Spillerne i Sällskapet er/var Pelle Ossler (der gav en forbløffende stærk koncert på Råhuset på Vesterbro i aftes), Thåström, samt dennes musikalske go-to-guy Niklas Hellberg. De tre udsendte to plader som Sällskapet, hvorefter Thåström gik ud og de to tiloversblevne udsendte endnu et album, denne gang tysksproget. Det sidste passer perfekt ind i projektets centraleuropæiske ånd, hvor lyd af klagende togspor, natlig folkevandring og fjern industri-rummel er ligeså vigtig som noget instrument. Dette nummer er åbningen på den sidste udgivelse med Thåström, albummet Nowy Port (2013). Den pragtfuldt trøstesløse video er såvidt vides indspillet i Gdansk…
Onsdag aften giver mulighed for at sceneopleve tre af de svenske musikere, som var med i det suverænt spillende band, Thåström sagde farvel til før Dom Som Skiner (2021). Årsagen er at Pelle Ossler (den værdige mand med den grønne guitar i netop det band) for første gang vinyludsender sit stærke og i Sverige yderst velrenommerede soloalbum Ett Brus (2008). I den forbindelse tager han bassist Ulf ‘Rockis’ Ivarsson, keyboardspiller Nilzén, samt en trommeslager ved navn Hux Nettermalm, ud på en tour hinsidan, hvis premiere dog udspiller sig onsdag aften i Råhuset på Onkel Dannys Plads, nede for enden af Sønder Boulevard på Vesterbro. Ett Brus er indspillet i Hansa Studio i Berlin og lige her ligger et nyt interview fra 482mhz, hvor Ossler og hans medvirkende band fortæller om tilblivelsen. Her en smagsprøve på albummets musik-økologiske indhold…
I min verden er den noget af det mest fine nogensinde fra Echo & the Bunnymen. Taler om singlen ‘Bring On The Dancing Horses’, der blev udsendt på Korova dags dato i 1985, et sted mellem det forrige års helt anderledes organiske Ocean Rain og den selvbetitlede grå svanesang af et anæmisk album, der skulle udkomme i 1987. Så ‘Bring On The Dancing Horses’ er helt sin egen i ord, tone og temperament, usædvanligt bygget på en bund af keyboard-sequencede guitartoner og sendt afsted med en majestætisk melodi af en anden verden. Sang McCulloch nogensinde bedre, mere indsigtsfuldt og universelt givende end her?
Roxy Music filtreret gennem punk? Sådan lød John Foxx’ Ultravox ofte. Efter tre grænseafsøgende albums blev han afløst som sanger i bandet af Slik/Rich Kids-forsangeren Midge Ure, der gjorde Ultravox til noget ganske andet og langt mere kommercielt succesfuldt. ‘Rockwrok’ var i oktober 1977 Ultravox’ tredje single…
Nu og da og i aften dejligt at genopleve, hvor stærkt et singleband engelske Bauhaus er/var. Deres albums kaotiske, ja, egentlig utilfredsstillende, men singlernes fokus helt anderledes skarpt. Her følger deres Bowiefan-single, der måske stadig deler vandene. Jeg selv finder den decideret rørende i sit uskjulte og forsvarsløse plagiat af originalen. Dens b-side, et rasende race gennem Brian Eno’s ‘Third Uncle’, tåler også fint tidens tand, men her er det Ziggy Murphy and the Bauhaus Spiders from Northampton…