Dagens britiske Remenbrance Day kalder på genhør med sangen herunder af sammen navn fra 1981, hvor dens ophavsmænd B-Movie for en enkelt sæson lignede et band med fremtid i. Desværre fik hverken denne single eller forgængeren ‘Nowhere Girl’ den medvind, de begge kunne fortjene, så på det lille pladeselskab Some Bizarre var det meget snart istedet sleazepop-duoen Soft Cell, der løb med både stjernestatus og al opmærksomhed. Det afholder heldigvis ikke begge de omtalte B-Movie-sange fra at kunne nydes som vitale pop-singler i dag…
Endnu en ny interessant plade i dag, dette det fjerde album med All Diese Gewalt, Die Nerven-frontfigur Max Rieger’s andet og vel efterhånden mere givende musikprojekt. Alles Ist Nur Übergang byder umiddelbart på en mere sart, resignerende og sfærisk musik end sin forgænger Andere (2020). På smagsprøven herunder tages i det overraskende overdådige omkvæd således også helt op i de tynde luftlag, 100 km over denne blå planet, blot for at blive til aske. Max Rieger er en alvorlig ener af de store…
Sidst stockholmske Titiyo lod høre fra sig her var på Thåström’s Dom Som Skiner (2021), hvor hendes mørke glød af en stemme var med til at løfte hovedsinglen ‘Papperstunna Väggar’. I samme forbindelse gæstede hun også en håndfuld af aftenerne på Thåström’s efterfølgende tour rundt i Sverige. I dag udsender Titiyo ny enkeltstående single med en cover af Cornelis Vreeswijk’s uomgængelige ‘Somliga Går Med Trasiga Skor’. Anledningen er en stort anlagt dokumentarfilm om den hollandsk-svenske folkesanger-helt, der får premiere i de svenske biografer næste fredag. Skulle nogen tvivle på sangens centrale placering i skandinavisk musik, så lyt bare til en dansk klassiker som Kim Larsens ‘Byens Hotel’ fra Værs’go (1973) eller Ulige Numres nyere ‘Frit Land’, der begge umiskendeligt er kærlighedsbørn af netop denne melodi…
En ny lille kortfilm fra i dag, der sætter fokus på de dage i april i Westerly, Rhode Island, da The Walkmen afbrød mange års pause og pludselig, endelig var tilbage igen…
Der var vist øjensynligt blevet råd til en ny Gibson Firebird, da Depeche Mode forleden besøger Jimmy Fallon’s The Tonight Show i Rockefeller Center, New York City. Verdenstouren der begyndte sidste vinter, og kom forbi København på en yderst overbevisende aften i juni, ruller videre med samme setliste, samme fokus på dette års stærke DM-album. I aften spilles der således i Little Caesars Arena i Detroit, Michigan. Til februar næste år ruller Cirkus DM igen forbi København. Grund til at glæde sig.
Billedet her ovenfor er taget inden for de seneste dage. Bill Berry, Peter Buck og Michael Stipe fra opløste R.E.M. samlet i en sofa med den hatteiklædte Micky Dolenz, kendt som trommeslager og sanger i 60’er-popgruppen The Monkees. Årsagen en EP med fire R.E.M.-sange Dolenz snart udsender, vistnok på fredag. Første single derfra kan høres herunder, Dolenz’ version af den, uhm, svære ‘Shiny Happy People’, som han lykkes få overraskende meget musik ud af. Skal blive spændende at høre EP-versionerne af ‘Radio Free Europe’, ‘Man On The Moon’ og ‘Leaving New York’. Og endnu mere spændende om de tre andre i sofaen måske kunne have talt om at lave lidt ny musik sammen under navnet R.E.M.. Chancen er lille, jo, håbet altid større…
R.E.M.’s stærke album Green udkom i dag for 35 år siden. Havde det kort tid efter med til London på min Sony Walkman-playlist, der ellers bestod af Sandra’s yderst Pet Shop Boys-lydende tredje album Into a Secret Land, der også netop var blevet udgivet. I tidligt frostkolde London blev Enya’s ‘Orinoco Flow’ derimod spillet alle vegne, som det store novelty-hit lige da. Musik kan.
The Undertones-vibratovokalist Feargal Sharkey skriver på Twitter: “I’m told it was 45 years ago today, yes TODAY! First ever Tops of the Pops appearance. Less than 12 hours after it was broadcast I was back in Derry, driving my Radio Rentals delivery van dropping off people’s coloured telly’s.”
Vi har tidligere her talt begejstret om Depeche Mode-nummeret ‘Ice Machine’, den så fine b-side på debutsinglen ‘Dreaming Of Me’. Så måske det synes passende ovenpå den norske elektron-duo Röyksopp’s besøg i Danmark denne uge, at give en afspilning til deres smooth version af ‘Ice Machine’, som ligeledes norske Susanne Sundfør vokalt står i spidsen for…
Teardrop Explodes-mastermind Julian Cope bliver 66 i dag. Hans gamle band vil altid stå i skyggen af Echo and the Bunnymen, de samtidige labelmates på Liverpool-lokale Zoo Records, men som heftig scouse-karakter og unlikely popstjerne af sin tid er Saint Julian aldrig blevet glemt. Her er han med det måske bedste track fra Kilimanjaro, Teardrop’s debutalbum fra oktober 1980…
I dag for ni år – og fire albums – siden udsendte Love Shop Kærlighed Og Straf. Og i dag for en uge siden kom nye BLUES EUROPA til verden. “it’s just work / All that matters is work” er et Andy Warhol-citat, jeg altid har kunnet forholde mig til. Men hvorfor da udsende så mange plader, al den forurening af vinyl, pap og plastik, hvem har brug for alle de numre og sange og udgivelser?! Ja, og hvorfor skal aviserne da også udkomme hver dag med flere nyheder? Voksede selv op med bands, der arbejdede konsekvent igennem. Hvert år kom der en ny plade med Gasolin’ og Sparks, så The Jam og The Clash, siden var det US-bands som R.E.M. og The Replacements, samt engelske The Smiths og Depeche Mode, der holdt udgivelseskalenderen skarp. Selv Sandra! Det at disse artister så hyppigt skrev, indspillede og udsendte nyt materiale holdt mig tæt til dem, og deres musiks udvikling blev et konstant spejl for min egen verden. I dag er det mere normalt, der går 3-5 år imellem nye livstegn. Jeg tror ikke på det gør noget godt for nogen. Udgivelserne bliver ikke nødvendigvis bedre, fordi man imellem dem slår op i banen og helt forsvinder. Jo, det er nemmere at få presseomtale, hvis du har været borte i en rum tid. For så er det en historie, du stadig er i live. Det bliver derimod aldrig en nyhedshistorie hele tiden at vise sig levende. Men det giver et samlet udtryk med en kontinuerlig puls. Og som Warhol siger: “it’s just work / All that matters is work”. Vi ser frem!
Jeg havde albummet dengang, men afhændede det på et tidspunkt uden fortrydelse. For dets skabere, Blackpool-bandet Section 25, godtnok var de på cool, myteomspundne Factory Records i Manchester, men der var noget underpræsterende tredjerangs over dem. Nok derfor var de mest kendte for at Joy Division’s Ian Curtis havde produceret den første single. Deres musikalske ting lå i et da ret overfrakke-befolket men anonymt landskab mellem vennerne fra Joy Division, der ofte havde givet dem opvarmningsjobs, og de mere atonale Public Image Ltd. Section 25 tog alle tidens dunkle postpunk-tricks, men lagde intet til. Den musikalske kunnen var begrænset, sangeren Larry Cassidy’s ene tone i livet holdt stille men fast på sin opgivende apati, og selve numrene fremstod næsten uden undtagelse som forglemmeligt grå øvelokale-jams.
Og alligevel var der noget som fangede. Jeg tror det var produktionen. Factory’s producerlegende Martin Hannett fik på Always Now sit lydunivers til at fremstå som det manglende led mellem de to Joy Division-albums, der post-Ian Curtis i 1981 stod mytologisk. Mange bands lød sådan, men med Hannett selv bag pulten var dette umiskendeligt den ægte vare. Og så var der slutsangen. Efter en monokrom færd konkluderede ‘New Horizon’ albummets trøstesløse rejse fra start til slut. Først nogle insisterende vage og møjsommeligt opbyggende keyboardflader, og så sætter bandet endelig ind med selve det sært uforløst forløste nummer, der i sit drevne mellemtempo rent faktisk endelig rammer noget, der ikke bare er den grå sum af sin for tydelige inspiration.
De sidste par år har jeg savnet albummet. Men i mellemtiden er det blevet sjældent/dyrt. Ikke mindst pga. sin stilikoniske coverart, der i dag står som ren state of the art-Factory. I går stødte jeg endelig på et eksemplar, og i velbevaret stand til 500 kr er det faktisk et godt fund. For Always Now er den helt rigtige tidsmaskine til hvordan hundreder af halvt bedøvede postpunk-bands lød dengang. Hverken værre eller bedre. Det er som igen at få muligheden for at gå ind på en engelsk pub i 1981, ikke vælge den bedste eller fineste, men istedet finde en tarvelig, fugtig og nedslidt en. Og nyde lige netop det, fordi det som oftest var præcis sådan det var. Her er ‘New Horizon’…
New Order’s europæiske efterårsturné, der startede i København for lidt siden i indian summer, slutter lørdag aften i efterårsomblæste Leeds. I aftes var touren kommet til Glasgow, hvor en vis Elizabeth Elektra var blandt publikum. Som hendes tweet herunder viser, så kan musikken fra New Order og Joy Division bringe meget forskelligt frem i folk…
1981: White Bunnymen in Hammersmith Palais. Heaven Up Here er en af årets fremmeste plader, de nye funklende Liverpool-stjerner er kommet til London denne tirsdag og Mersey-lokale The Wild Swans spiller support. Her A-siden på sidstnævntes eneste single, produceret af Bunnymen-trommeslager Pete De Freitas og udsendt fire måneder efter på Zoo Records…
Fire år siden seneste album(s) fra TR/ST, dæknavnet for den elektroniske musiker og sanger Robert Alfons. Her et af hans mange mørkt euforiske trips, forløsende popmusik af en bedre verden…
