Dette må være første gang, vi deler indhold fra Wall Street Journal med jer. Måske læser jeg for lidt avis, for det er først nu jeg opdager at USAs svar på Børsen faktisk har en musikanmelder. Han hedder Jim Fusilli og hans bud på årets albumudgivelser kan I se herover. Og i sidste ende er hele dette blogindlæg vel også en undskyldning for mig, så jeg igen kan nævne Cold Specks.
Alle indlæg af Pastoren
Endelig jul igen
Så blev det dén dag endnu engang. Også fra denne ende af bloggen ønsket til jer alle om en rigtig glædelig jul med alt hvad dertil hører: dage med sange, dage med fred og tid til kærlighed.
Where did you go, Joe? (fortsat)
Hvis man er en engelsk sanger ved navn Joe, er 22. december tydeligvis en uheldig dato. Denne gang gik det ud over Joe Cocker. Selv om han var fra Sheffield og delte hans efternavn, var han ikke i familie med Jarvis Cocker. Men Joe var nogle gange babysitter for lille Jarvis, og han lavede en pejs i Jarvis’ forældres hjem. Jarvis’ far stak af til Australien da Jarvis var 7 og hævdede dernede at han var Joe Cockers bror.
Årets albumudgivelser 2014
Nå, så skete det igen. I kan læse vores samtale om årets albumudgivelser her; den er vores nye feature.
I må meget gerne skrive jeres bud på en top 10 (eller en top 30, hvis I orker det) som en kommentar. Juledag trækker vi lod blandt de indsendte besvarelser og vinderen får en cd udvalgt efter vores samlede personlige forgodtbefindende.
We all shine on
Når det bliver den 8. december, bliver jeg altid mindet om den tragiske dag tilbage i 1980, hvor John Lennon blev myrdet. Jeg gik i 2. G og den dag talte vi stort set ikke om andet. Også i dagene og ugerne der fulgte, vendte mange af os spontant tilbage til at tale om mordet.
Lennon har alene og sammen med The Beatles lavet så mange vigtige sange og fremført dem så overbevisende, at ingen nok så velovervejet liste vil kunne yde mandens værk fuld retfærdighed. Det er underligt at tænke på at jeg i dag er næsten 11 år ældre end han nogensinde nåede at blive.
Her er en Wordle-illustration af “Instant Karma!”, en af Lennons mange fritstående singler (med George Harrison på guitar). Sangen blev indspillet, mixet og udgivet i løbet af kun 10 dage i februar 1970, endnu inden The Beatles var blevet formelt opløst.
John Grant med BBC
En af de rigtig gode koncertoplevelser jeg havde sidste år, var koncerten med John Grant på Roskilde. Det var først i denne uge, jeg opdagede at der er kommet et koncertalbum med denne gennemsympatiske og meget dygtige sanger og BBC Philharmonic Orchestra, optaget tidligere i år. Jeg fandt det på Emusic, og det er i høj grad pengene værd. Både sangene fra Queen of Denmark, som jeg var og er meget glad for, og fra Pale Green Ghosts, som især for de techno-prægede udslag er en lidt mere ujævn oplevelse i deres oprindelige udgave, vinder yderligere ved at blive arrangeret for orkester.
Fire nomineringer
Jens og Love Shop er nomineret i alt fire gange til årets Steppeulv:
- Årets tekstforfatter
- Årets orkester
- Årets komponist
- Årets album (for Kærlighed og straf)
Priserne uddeles den 24. januar 2015 på Bremen Teater (i København, skulle nogen være i tvivl). Billetter kan købes på BilletNet.
De unge fædre
Hvorfor se de “De unge mødre” når man kan lytte til de unge fædre? I år var det trioen Young Fathers fra Edinburgh, der fik den britiske Mercury Award for deres album Dead. Det er et spændende album, der på én og samme tid har rødder i hiphop og afrikansk musik (to af medlemmerne har baggrund fra afrikanske lande) og viser en tydelig forbindelse til elektronisk orienterede rockbands som TV On The Radio. Nummeret “Get Up” er et godt sted at starte.
Og så har de også lige sluppet et nyt nummer, der ikke er med på Dead, nemlig “Soon Come Soon”.
En gylden budbringer
Jeg har netop fundet en undskyldning for at skrive om Hiss Golden Messenger (alias M.C. Taylor), nemlig den nye musikvideo til “Mahogany Dread”, et af de bedste numre fra Lateness of Dancers. Dét album (og også det helt akustiske Bad Debt, der blev genudsendt i år) har jeg lyttet meget til i 2014.
Mörkrets hastighet
Det hedder det nye album med Tomas Andersson Wij. Her er “Santa Monica”.
I denne verden vil jeg ikke være trist
I dag fik jeg I Will Not Be Sad In This World/Moon Shines At Night med den armenske duduk-musiker Djivan Gasparyan. Der er tale om en remastered genudsendelse af to gamle albums fra 1980’erne. Det er meget svært ikke at tænke på arbejdstitlen for det album, som blev til Vejen hjem til rocknroll. Der er ingen forbindelse til Jens’ første soloalbum og heller ikke nogen forbindelse til rocknroll. Det skulle måske være, at Djivan Gasparyan dukker op på soundtracket til Martin Scorceses film The Last Temptation of Christ, som er komponeret af Peter Gabriel.
Jeg ved at også Brian Eno er meget fascineret af Djivan Gasparyans musik og kalder den for den mest sjælfulde musik, han nogensinde har hørt. Efter sigende skulle titlen I Will Not Be Sad In This World skyldes netop Eno og være en reaktion på det voldsomme jordskælv i Armenien i 1988.
En duduk er et armensk træblæseinstrument i familie med oboen, men lyden minder mere om en saxofon (der faktisk også klassificeres som et træblæseinstrument) og om en alt-fløjte. På de to albums, jeg nu har fået fat i (det ene havde jeg allerede, da det oprindelig udkom), står instrumentet alene og skaber en helt særlig på én gang melankolsk og venlig stemning. Perfekt til tænksomme aftener – en rigtig novemberplade af den gode slags.
Herunder er et nummer at starte med.
Lene Lovich
Jeg kom til at tænke på Lene Lovich i dag – og det var fordi jeg hørte noget andet musik, der mindede mig om hende.
Måske var Lene Lovich et britisk modstykke til Nina Hagen i sin tid. Men er hun ikke amerikaner? vil nogen nu mumle. Nja. Hele hendes musikalske karriere er fundet sted i Storbritannien. Egentlig er Lene Lovich født i USA, men hun kom til Storbritannien som 13-årig med sin engelske mor (faderen var serber, deraf efternavnet) og voksede op i en så spændende by som Hull. Her er hendes eneste egentlige hit, “Lucky Number” fra 1979.
Gregory Alan Isakov
Her er en sang fra Weatherman med den amerikanske sanger/sangskriver Gregory Alan Isakov. Albummet udkom sidste år, men endnu engang er jeg sent ude. Om dette er folk eller country, ved jeg ikke. Men det er en god sang, lidt Paul Simon-agtig, lidt Justin Townes Earle-agtig og så dog alligevel helt sig selv. Isakovs vokal passer perfekt til teksten. Lyt og lyt igen.
(Der er for nylig også kommet et rigtig dejligt album med Lucinda Williams, men det vil jeg skrive om en anden gang.)
Det dejlige menneske vender tilbage
De uendelige muligheder
Vi har skrevet om Edwyn Collins her på bloggen før. Jens var meget begejstret for hans album fra 2010, der hed Losing Sleep – og jeg kan bestemt også godt lide det. Tilbage i 2005 blev den skotske sanger ramt af en hjerneblødning, og årene efter har været en stor udfordring for ham og selvfølgelig også for hans nærmeste. Collins er stadig lam i højre side og kan kun spille guitar, hvis nogen slår strengene an for ham. På denne måde er Losing Sleep også i høj grad en personlig sejr for ham. (Sidste år kom endnu et album fra ham, Understated. Det har jeg endnu ikke fået hørt.)
Der er netop kommet en dokumentarfilm om Edwyn Collins’ vej tilbage til livet, og traileren ovenfor antyder kraftigt at her er endnu en film, der skal ses. Om den får premiere herhjemme, havner på tv eller ingen af delene, ved jeg desværre endnu ikke. Musikken til filmen er, som man vil opdage af traileren, skrevet af Collins selv.