Alle indlæg af Pastoren

Come To The City

Det er et godt år for mig, hvor jeg opdager et spændende musiknavn. Det er heldigvis også sket for mig i år. Da det endnu var sommer, skrev jeg om det amerikanske band The War On Drugs og nævnte sangen “Baby Missiles”, som var en singleforløber for albummet Slave Ambient. Senere kom albummet, og det har jeg hørt meget siden.

The War On Drugs befinder sig et sted mellem traditionel rocksangskrivning med rødder i Bruce Springsteen, Tom Petty, Bob Dylan og U2 og elektroniske ambient-stemninger. Men modsat f.eks. Radiohead, der ofte kan virke knugende og af og til udfordrer lytterens tålmodighed rigeligt, er The War On Drugs lettilgængelige. På Slave Ambient dukker de iørefaldende sange frem af disen, cirkler rundt, båret af Adam Granduciels lidt nasale vokal og forsvinder til sidst igen – ofte uden at have fundet et egentligt omkvæd, men det savner man ikke.

Hvis “Baby Missiles” var et Springsteen-møder-The Woodentops, er “Come To The City” ovenfor så ubetinget et U2-nummer. Sådan ville The Unforgettable Fire måske have lydt, hvis Eno og Lanois havde turdet løbe linen ud dengang for 25 år siden.

Og så var det forresten også i The War On Drugs, en vis Kurt Vile oprindelig var med.

C-dur


I dag fik Tomas Tranströmer – oversætter, psykolog, pianist, men først og fremmest digter – helt fortjent Nobelprisen i litteratur.

I 1990 fik Tranströmer et slagtilfælde, der gjorde ham ude af stand til at tale og til at spille klaver med begge hænder. Men i dag, hvor han er 80, skriver han stadig – og spiller klaver med sin raske hånd. Al samtale foregår gennem hans kone.

Her er et af hans smukke, udtryksfulde og indtryksfyldte digte, C-dur. Hvor er det en skam, at så mange danskere giver op over for det sprog, der er tættest på vores eget – svensk.

När han kom ner på gatan efter kärleksmötet
virvlade snö i luften.
Vintern hade kommit
medan de låg hos varann.
Natten lyste vit.
Han gick fort av glädje.
Hela staden sluttade.
Förbipasserande leenden –
alla log bakom uppfällda kragar.
Det var fritt!
Och alla frågetecken började sjunga om Guds tillvaro.
Så tyckte han.

En musik gjorde sig lös
och gick i yrande snö
med långa steg.
Allting på vandring mot ton C.

En darrande kompass riktad mot C.
En timme ovanför plågorna.
Det var lätt!
Alla log bakom uppfällda kragar.

(Fra ”Den halvfärdiga himlen”, 1962)

Vi ska alla en gång dö

Jeg er bestemt ikke nogen ukritisk beundrer af Steve Jobs, slet ikke. Men dette citat fra Steve Jobs’ tale til de studerende på Stanford University i 2005 er værd at give videre.

Remembering that I’ll be dead soon is the most important tool I’ve ever encountered to help me make the big choices in life. Because almost everything — all external expectations, all pride, all fear of embarrassment or failure – these things just fall away in the face of death, leaving only what is truly important. Remembering that you are going to die is the best way I know to avoid the trap of thinking you have something to lose. You are already naked. There is no reason not to follow your heart.

The View

The View by Lou Reed & Metallica

Jeg har for et stykke tid siden skrevet her om det noget overraskende samarbejde mellem Lou Reed og Metallica. Der var kommentarer her på bloggen, der frygtede, at det ville blive en gang røvballerock. Det kan man nu ikke kalde det – ovenfor kan man høre første nummer fra Lulu; det hedder “The View”. Hvad jeg så skal kalde det, ved jeg til gengæld ikke rigtig; teksterne skulle komme fra samme åre som Lou Reeds Berlin, så partymusik er det ingenlunde. Men døm selv.

Sønner og døtre

Et flot nyt nummer med det nye københavnske band Ulige Numre, der har en EP på gaden i næste måned med bl.a. Nørlund bag knapperne – det kan man godt høre. Musikalsk minder de mig lidt om Buffalo Tom, tekstligt rammer de en københavnerromantik som man kender fra en tidligere generation (sagde manden fra provinsen). Lidenskabeligt og værd at høre! Se mere på deres band-side (bl.a. to live-numre fra sidste år, hvor gruppen blev dannet – så nye er de.)

Farvel til R.E.M.

På R.E.M.s webside kan man nu læse dette:

“To our Fans and Friends: As R.E.M., and as lifelong friends and co-conspirators, we have decided to call it a day as a band. We walk away with a great sense of gratitude, of finality, and of astonishment at all we have accomplished. To anyone who ever felt touched by our music, our deepest thanks for listening.” R.E.M.

De var ikke altid lige spændende til sidst, men Collapse Into Now var faktisk et mere end hæderligt album. Alt andet lige vil jeg savne dem, for nogle af mine yndlingsalbums er fra deres diskografi. Men det er bedre at stoppe nu end at ende som dinosaurer, og det er også bedre at skilles som venner efter mere end et halvt liv sammen. Så selv tak, d’herrer. Musikken har vi stadig.

Minimalistisk

Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.

The Field har virkelig udviklet sig siden sidst.
The Field har virkelig udviklet sig siden sidst.
The Field har virkelig udviklet sig siden sidst.
The Field har virkelig udviklet sig siden sidst.
Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst.
Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst.
Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst.
Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst. Sidst.

I et af numrene bliver der skiftet til en ny akkord. Efter kun 5 minutter.
Efter kun 5 minutter. Efter kun 5 minutter. Efter kun 5 minutter.
I et af numrene bliver der skiftet til en ny akkord.

Det nye album hedder Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.
Looping State Of Mind.

Der er kommet et nyt album med The Field.

Det fjerde medlem af Nirvana – og det femte

I disse dage kan man læse en hel masse om Nevermind og om “Smells Like Teen Spirit”.

Alle ved, at Kurt Cobain blev en ulykkelig rocklegende og at Dave Grohl blev sanger i Foo Fighters. Mange ved også, at bassisten Krist Novoselic havnede i en række mindre bands. Men på det første album, Bleach, nævnes det fjerde medlem af Nirvana, guitaristen Jason Everman. Hvad blev der af ham? Han var knap nok med på dét album; senere spillede han en overgang i Soundgarden og senere i funk-metal-bandet Mindfunk.

Jason Everman optræder i et interview i The New Yorker med amerikanske krigsveteraner fra 2008 i anledning af USA-premieren på et skotsk teaterstykke om krigsveteraner. Her kan man ud over at opdage, at han var i krig i Irak “fordi han gerne ville være kriger”, også læse, at han på dette tidspunkt var begyndt at studere filosofi på Columbia University.

Det femte medlem af Nirvana var Chad Channing, der spillede trommer på Bleach og på de første sessions af det, der blev til Nevermind. Han er sanger og bassist i et band ved navn Before Cars – hvis debut er produceret af Jack Endino, produceren bag Bleach.

Vincent Bliard, Brut Prestige

Jeg har tabt. Jeg indgik i 2007 et væddemål med Mølleren om folketingsvalgets udfald. Hvis VC-regeringen fortsatte ved næste valg, ville jeg få en flaske champagne. Hvis ikke VC-regeringen fortsatte ved næste valg, skulle Mølleren have en flaske champagne. Nu skal han have flasken, og jeg glæder mig til at sende den (hvad var det nu, adressen var, Niels?). 10 år med Dansk Folkeparti som det fornærmede vetoparti er omsider slut. Nu håber jeg bare på et bedre Danmark, også for dem, der ikke har råd til økologisk champagne.

Sympatiske mennesker

Michael Møller (ja, ham fra moi Caprice og Sæby osv.) har et essay i netmagasinet Atlas, hvor han fortæller om sit møde med Peter Skaarup, der til hans forbløffelse og ærgrelse viste sig at være en sympatisk mand, og skriver:

Da Anders Fogh Rasmussen stadig sad i en dansk ministerbil, var der nærmest total venstrefløjskonsensus om, at han måtte være et ondt menneske. Selv mere tilforladelige typer som den folkeligt skålende Lars Løkke Rasmussen eller den godmodigt kluntede Bendt Bendtsen, har jeg ofte hørt omtalt som decideret dårlige mennesker. Men hvorfor er vi så sikre på, at de er dårligere mennesker end os? Hvorfor er der ingen tillid til, at både Peter Skaarup og Anders Fogh Rasmussen faktisk kan være gode ægtemænd og familiefædre, der behandler deres venner med gavmildhed og respekt? Og er der virkelig noget, der tyder på, at Lars Løkke er er et dårligt menneske, udover at han er på den modsatte fløj end os? For det er jo ikke bare deres holdninger, vi angriber; det er oftest deres samlede personer, vi omtaler med åbenlys foragt.

Jeg er enig. Lad os huske, at de politiske holdninger kun er et aspekt af et menneskes person. Selv har jeg mødt en politiker, der senere blev minister i VC-regeringen, og han var en rigtig venlig og lun mand, som jeg snakkede godt med. Hans politiske beslutninger er jeg til gengæld dybt uenig i. Og jeg husker, hvor forbløffet jeg har været, når Jacob Holdt har fortalt om sine møder med Ku Klux Klan-tilhængere i USA. De var faktisk venlige og omsorgsfulde forældre, og en del af dem havde afro-amerikanske venner – der var lige så fattige som dem selv. Når jeg ikke stemmer på Venstre og gerne ser Lars Løkke Rasmussen væltet, er det ikke fordi han er ond eller fordi han er dum. Han er nemlig, så vidt jeg kan se, hverken ond eller dum. Han er en mand på min egen alder, og han er sikkert vokset op med mange af de samme kulturelle påvirkninger, som jeg har fået. Det er Lars Løkke Rasmussens politiske holdninger, jeg forholder mig til. Dem bryder jeg mig slet ikke om. Omvendt ved jeg, at der er personer, som jeg er enig med politisk, der er ubehagelige personer at omgås privat. At der er en åbenlys modsætning mellem at være en sympatisk person og støtte nogle politiske holdninger, der går ud over andre menneskers vel og vel, er et paradoks, som man formodentlig bedst kan bearbejde ved at tale til den sympatiske person. Det er det, Jacob Holdt har forsøgt. Lad os alle prøve at efterleve dette. Vi skal stemme på dem, vi er enige med, ikke på dem, der simpelthen virker flinke. Politik handler om holdninger til samfundet. De politikere, der både er sympatiske og har holdninger, vi selv deler, er selvfølgelig at foretrække. Og netop fordi politik handler om holdninger: Hvis der i dag skulle ske et regeringsskifte, så lad os derfor vise et godt eksempel og holde en ordentlig tone over for de politikere, der i så fald forlader magten. Det er ikke deres personer, vi har noget imod. Det er det, de gør, vi har noget imod. Vi skal selv prøve at være sympatiske og empatiske mennesker, hvis vi skal kunne sige, at menneskeligheden sejrer ved et regeringsskifte.

Er der et valg?

Denne blogs forfattere er ikke tilhængere af den siddende regering. Men jeg desværre er overbevist om at Venstre og Konservative redder sig på stregen og vil kunne fortsætte i regering efter i aften. Når danskerne endelig står i stemmeboksen, sker der nemlig et eller andet med dem. Min erindring om novembervalget 2007 er alt for frisk. Det skal dog ikke forhindre mig i at prøve at forhindre det. Gå I nu hen og gør ligeså.

Uden for samfundet?

Jens har tidligere nævnt den nye opsamling med Patti Smith, Outside Society. I dag fik jeg den gamle 2-cd-opsamling, Land: 1975-2002, som er noget mere interessant med demoer, outtakes og et nyt nummer. Jeg faldt igen over nummeret “Rock’n’roll Nigger” (den nye opsamling er opkaldt efter en linje i denne sang, der oprindelig var på Easter-albummet). Det er en sang, jeg altid har haft det lidt underligt med; i USA er “the N-word” i dag et af de mest tabubelagte ord overhovedet. Jeg ved jo dybest set godt, at Patti Smith slet ikke er racist og ikke har haft til hensigt at tale nedsættende om USAs sorte befolkning; hun er på mange måder en arketypisk hippie. Hun har altid givet udtryk for progressive politiske holdninger, og to af hendes store forbilleder er Little Richard og Jimi Hendrix. Men alligevel: ingen får mig til at synge med på linjen “Jimi Hendrix was a nigger”. Måske er den provokerende sammenligning mellem at være en rockmusiker “uden for samfundet” og at være medlem af et etnisk mindretal i virkeligheden lidt for overfladisk?

Jeg kom også til at tænke på den seneste tids postyr med den danske gruppe Iceage (hvis medlemmer Patti Smith snildt kunne være mormor til). Iceage er ved at slå igennem i USA, og det er i sig selv en præstation for et ungt dansk rockband. Jeg kan såmænd også godt lide deres musik. Men medlemmerne af bandet har lavet tegninger, der viser Ku Klux Klan-folk med knive, muslimer med maskinpistoler og nævner ordene ‘carry pride like burning cross’ – og en af deres sange hedder “White Rune”. Jeg tror heller ikke, Iceage har fascistiske sympatier. Men brugen af symbolerne er måske igen lige lovlig risikabel. Jeg ville ikke have gjort det selv.

Prøv at læse hvad Bryan Waterman skriver på bloggen The Great Whatsit om Patti Smiths kontroversielle sang.