Michael Møller (ja, ham fra moi Caprice og Sæby osv.) har et essay i netmagasinet Atlas, hvor han fortæller om sit møde med Peter Skaarup, der til hans forbløffelse og ærgrelse viste sig at være en sympatisk mand, og skriver:
Da Anders Fogh Rasmussen stadig sad i en dansk ministerbil, var der nærmest total venstrefløjskonsensus om, at han måtte være et ondt menneske. Selv mere tilforladelige typer som den folkeligt skålende Lars Løkke Rasmussen eller den godmodigt kluntede Bendt Bendtsen, har jeg ofte hørt omtalt som decideret dårlige mennesker. Men hvorfor er vi så sikre på, at de er dårligere mennesker end os? Hvorfor er der ingen tillid til, at både Peter Skaarup og Anders Fogh Rasmussen faktisk kan være gode ægtemænd og familiefædre, der behandler deres venner med gavmildhed og respekt? Og er der virkelig noget, der tyder på, at Lars Løkke er er et dårligt menneske, udover at han er på den modsatte fløj end os? For det er jo ikke bare deres holdninger, vi angriber; det er oftest deres samlede personer, vi omtaler med åbenlys foragt.
Jeg er enig. Lad os huske, at de politiske holdninger kun er et aspekt af et menneskes person. Selv har jeg mødt en politiker, der senere blev minister i VC-regeringen, og han var en rigtig venlig og lun mand, som jeg snakkede godt med. Hans politiske beslutninger er jeg til gengæld dybt uenig i. Og jeg husker, hvor forbløffet jeg har været, når Jacob Holdt har fortalt om sine møder med Ku Klux Klan-tilhængere i USA. De var faktisk venlige og omsorgsfulde forældre, og en del af dem havde afro-amerikanske venner – der var lige så fattige som dem selv. Når jeg ikke stemmer på Venstre og gerne ser Lars Løkke Rasmussen væltet, er det ikke fordi han er ond eller fordi han er dum. Han er nemlig, så vidt jeg kan se, hverken ond eller dum. Han er en mand på min egen alder, og han er sikkert vokset op med mange af de samme kulturelle påvirkninger, som jeg har fået. Det er Lars Løkke Rasmussens politiske holdninger, jeg forholder mig til. Dem bryder jeg mig slet ikke om. Omvendt ved jeg, at der er personer, som jeg er enig med politisk, der er ubehagelige personer at omgås privat. At der er en åbenlys modsætning mellem at være en sympatisk person og støtte nogle politiske holdninger, der går ud over andre menneskers vel og vel, er et paradoks, som man formodentlig bedst kan bearbejde ved at tale til den sympatiske person. Det er det, Jacob Holdt har forsøgt. Lad os alle prøve at efterleve dette. Vi skal stemme på dem, vi er enige med, ikke på dem, der simpelthen virker flinke. Politik handler om holdninger til samfundet. De politikere, der både er sympatiske og har holdninger, vi selv deler, er selvfølgelig at foretrække. Og netop fordi politik handler om holdninger: Hvis der i dag skulle ske et regeringsskifte, så lad os derfor vise et godt eksempel og holde en ordentlig tone over for de politikere, der i så fald forlader magten. Det er ikke deres personer, vi har noget imod. Det er det, de gør, vi har noget imod. Vi skal selv prøve at være sympatiske og empatiske mennesker, hvis vi skal kunne sige, at menneskeligheden sejrer ved et regeringsskifte.
