Jens har tidligere nævnt den nye opsamling med Patti Smith, Outside Society. I dag fik jeg den gamle 2-cd-opsamling, Land: 1975-2002, som er noget mere interessant med demoer, outtakes og et nyt nummer. Jeg faldt igen over nummeret “Rock’n’roll Nigger” (den nye opsamling er opkaldt efter en linje i denne sang, der oprindelig var på Easter-albummet). Det er en sang, jeg altid har haft det lidt underligt med; i USA er “the N-word” i dag et af de mest tabubelagte ord overhovedet. Jeg ved jo dybest set godt, at Patti Smith slet ikke er racist og ikke har haft til hensigt at tale nedsættende om USAs sorte befolkning; hun er på mange måder en arketypisk hippie. Hun har altid givet udtryk for progressive politiske holdninger, og to af hendes store forbilleder er Little Richard og Jimi Hendrix. Men alligevel: ingen får mig til at synge med på linjen “Jimi Hendrix was a nigger”. Måske er den provokerende sammenligning mellem at være en rockmusiker “uden for samfundet” og at være medlem af et etnisk mindretal i virkeligheden lidt for overfladisk?
Jeg kom også til at tænke på den seneste tids postyr med den danske gruppe Iceage (hvis medlemmer Patti Smith snildt kunne være mormor til). Iceage er ved at slå igennem i USA, og det er i sig selv en præstation for et ungt dansk rockband. Jeg kan såmænd også godt lide deres musik. Men medlemmerne af bandet har lavet tegninger, der viser Ku Klux Klan-folk med knive, muslimer med maskinpistoler og nævner ordene ‘carry pride like burning cross’ – og en af deres sange hedder “White Rune”. Jeg tror heller ikke, Iceage har fascistiske sympatier. Men brugen af symbolerne er måske igen lige lovlig risikabel. Jeg ville ikke have gjort det selv.
Det er alle konnotationerne forbundet med det racistiske ord “nigger”, der gør det så svært at bruge. Jeg skrev jo netop, at jeg ikke har grund til at tro, at Patti Smith er racist.
Pastor, Smith bruger da udelukkende ordet ‘nigger’ som en fællesbetegnelse for alle samfundets forskellige udskud, som hun iøvrigt giver udtryk for hun har lyst til at være iblandt. Hvordan nogen racisme skulle komme ind i dét kunstneriske greb fra hendes side, hverken oplever eller forstår jeg det mindste af…
Her er et citat fra diskussionen om Bryan Watermans indlæg:
Det er sådan, jeg har det selv også.
Fantastisk outreret sang, da man hørte den først i en anden, fjern og langt mindre, uhm, radikal virkelighed end nu. Det fine er jo Smith’s egen identifikation med – og seen op til – disse rock’n’roll niggers, sangen handler om. ‘Outside of society, they’re waiting for me’, synger hun og Lenny Kaye længselsfuldt om Jimi Hendrix, Jesus Kristus, Jackson Pollock og alle de andre frihedskæmpere, som dem selv ‘lost in a valley of pleasure’. På den måde vendes jo Nigger-ordet’s tabu til noget positivt, helt som Kerouac, Ginsberg og co. gjorde begrebet ‘beat’ til det dimentralt modsatte af hvad det egentlig betød.