Medmindre der indtræffer et medicinsk mirakel i nattens løb, har billetten fundet en ny ejer. Det gik hurtigt.
Alle indlæg af Pastoren
Sange fra graven
Man kunne regne ud, at det ville komme – et posthumt album med outtakes osv. med Amy Winehouse under titlen Lioness. Og så endda i tide til julehandlen.
Jeg vil lade Liberal Alliance om at kaste op over dette og hint. Men jeg er ikke overrasket – musikindustrien skammede sig aldrig over at lukrere på Amy Winehouse, og nu gør de det igen.
Sidste mand holder lyset tændt
»Jeg bliver nødt til at fortsætte med det her, for jeg kan ikke andet. Jeg er så at sige fanget af min egen uduelighed. Og af den ’bestyrelse’, der kigger ned på mig et eller andet sted fra. Det forpligter at have sådan et par gutter et eller andet sted derude«, siger han med et smil.
Et kort citat fra Erik Jensens lange interview med Jens i Politiken i dag.
Kaminpassiar
Jens og jeg har haft en samtale om det nye opsamlingsalbum. Hvad har det med Danseorkesteret og Sebastian at gøre? Hvilken sang er inspireret af reggae? Får bloggens almindelige læsere nogen sinde “Radioland” at høre? Find ud af det og mere til ved at læse samtalen – den er vores nye feature.
Vejen hjem fra karrieren
I Ekstra Bladet (hvis sandhedsværdi og omtanke altid er interessante parametre) kan man i dag læse:
I sidste uge blev de fire irske gutter i U2 kåret af Q Magazine som det bedste band gennem de seneste 25 år. Men nu sætter frontmanden Bono spørgsmålstegn ved, om bandet stadig er relevant for deres fans, og om de måske skal kaste håndklædet i ringen.
I et interview med Rolling Stone Magazine fortæller Bono, at de øvrige tre bandmedlemmer er irriterede på ham, fordi han flere gange har luftet sine tanker om, at bandet måske ikke længere har en god grund til at fortsætte.
R.E.M. stoppede som bekendt i år, og i Politikens anmeldelse af den faktisk ret udmærkede koncert med Red Hot Chili Peppers i Herning for nylig skrev Simon Lund:
Da jeg for nogle år siden så det, der skulle blive den sidste koncert med R.E.M. på dansk grund, var det et overraskende stålsat band, der ikke ville sygne hen i gyngestolen, men sætter sig i erindringen som et levende band. De var nået til vejs ende om kreativ rockreaktor, men de skrev selv deres efterskrift. Lidt den samme fornemmelse havde jeg fredag aften i Herning.
Jeg ved godt, at nogle nu vil komme med automatiske kommentarer om at “det var også på høje tid, hvis U2 stopper”. Måske har de ret; og så på den anden side – hvis man har lyst til at spille musik, skal man selvfølgelig have lov til at blive ved. Om de så rent faktisk har lyst til at spille mere, er jeg i tvivl om.
Tanken strejfer mig alligevel: Mon ikke der skal være en acceptabel strategi, hvis man vil trække sig tilbage efter mange års tro tjeneste også i musikverdenen? Jeg kender ikke mange musikere, der har annonceret noget sådant. Mark Hollis fra Talk Talk holdt simpelthen op og forsvandt i en slags glemsel. Den canadiske skuespiller Rick Moranis (mest kendt fra en række amerikanske filmkomedier) er et af de bedre kendte eksempler på at man kan trække sig tilbage definitivt fra international showbiz
Og nej, dette er ikke ment som et “for eller imod U2”-indlæg, snarere en overvejelse om hvad rockmusikere mon bør gøre, når de mærker tidens fylde. Jeg kender dygtige akademikere, der er gået på pension og aldrig har tænkt en akademisk tanke siden, men har gravet have og passet børnebørn, og jeg kender andre akademikere, der har skrevet på nye bøger lige til det sidste.
Over Byen, Under Himlen nu!!!
Over Byen, Under Himlen, opsamlingsalbummet med numre fra Jens’ tre soloalbums, samt den nye single ‘Idrætsparken’, ‘Minder’ (fra Cohen-albummet På Danske Læber) og et par uudgivne tracks kan købes nu, både digitalt og i pladebutikker.
En dybere forståelse
Der er kommet et nyt album med Tori Amos, som jeg lover at omtale en af dagene. Men den rigtige Kate Bush har også nyt på trapperne, albummet 50 Words For Snow der kommer den 21. november. Mens vi venter, her en video fra Director’s Cut med Robbie Coltrane i hovedrollen som fascineret Mac-bruger i en nyindspilning af “Deeper Understanding” (oprindelig fra The Sensual World), et oplagt nummer at genindspille.
Men hvor mange bestiller en cd (eller dvd) med software fra et blad i vore dage? Og hvad ligger der i, at Robbie Coltrane efter sit raserianfald begynder at bruge en Windows-computer?
Dark Turn Of Mind
Jeg skal se (og høre!) Gillian Welch og David Rawlings, når de giver koncert på Det Kongelige Teater den 4. november. Og jeg glæder mig.
Mon Jens nu husker at købe billet også? Hermed en ikke særlig subtil påmindelse i form af en live-udgave af et af de mange gode numre fra The Harrow & The Harvest.
The Third Coming
Jeg kan se af en artikel i The Guardian at The Stone Roses bliver gendannet med den oprindelige besætning. Ovenfor er et billede fra pressekonferencen i den anledning. Det er godt at Ian Brown og John Squire igen er på talefod.
Om der kommer noget godt ud af genforeningen, ved jeg ikke. Nogle gange er det ikke rigtig tilfældet, andre gange er det godt. The Go-Betweens er eksempel på en vellykket gendannelse, The Verve er det modsatte.
The Stone Roses’ debutalbum er stadig blandt mine yndlingsalbums, og i mangt og meget var det en indvarsling af det, der fem år senere blev kaldt britpop. (Hvor ville f.eks. Oasis og Liam Gallagher have været uden stenroserne og Ian Brown?) Det længe ventede andet album var ikke af samme format, men heller ikke så skidt som nogle ville gøre det til.
Genforeningen starter med to koncerter i Manchester d. 29.-30. juni (min søster derovre er allerede spændt!) og fortsætter derefter med en verdensturné. Noget siger mig, at The Stone Roses går efter sommerfestivalerne.
Lyden af Idrætsparken nu
Som de siger på YouTube nu:
Spritny single ‘Idrætsparken’ fra Unmack’s kommende samling Over Byen, Under Himlen. I handlen mandag 24. oktober.
Omsider: Jeg er med jer
Pastorinden og jeg var havnet i Herning i går. Mine sko havde fået en gang lokal hundelort, så hustruen så gerne at jeg lod dem stå på gangen mens vi gik ind på vores hotelværelse. Da vi skulle af sted få minutter senere, var de væk. Man kommer ikke langt i Danmark uden sko. Og da slet ikke, hvis man skal til koncert med Red Hot Chili Peppers.
Efter receptionistens mellemkomst viste det sig, at nogle fulde litauere på et værelse længere nede ad gangen havde smidt mine sko i en skraldespand, hvorfra de kunne fiskes op. Og således kom vil alligevel til Jyske Bank Boxen i Herning sammen med 14.500 andre mennesker.
Pastorinden er meget begejstret for Red Hot Chili Peppers, men har aldrig set dem live. Jeg har set dem flere gange i tidens løb på festivaler, men synes, de har været lige vel svingende (snarere end swingende) på en scene. Gruppens løse, jamsession-agtige tilgang til koncerter (som sikkert kommer fra deres P-funk/Clinton-baggrund) giver lige så tit bagslag som den giver succes. Jeg husker en koncert på Roskilde i 1996, hvor de decideret stod og mundhuggedes på Orange Scene og lod til ikke at kunne blive enige om hvad de ville spille. Ikke et ord om en elendig Roskilde-koncert med dem fra 2007, for der var jeg der ikke. Også deres albumudgivelser har været af varierende kvalitet. Nogle synes jeg er vellykkede (Blood Sugar Sex Magik, By The Way og Californication), mens andre har virket retningsløse eller fesne. Og så var jeg lidt nervøs ved hvad der ville ske, nu hvor den mangeårige guitarist John Frusciante ikke var med mere.
Men det lykkedes faktisk at lave en vellykket koncert. Bandet var veloplagt, og de nye numre faldt godt ind i helheden. Det næsten discoagtige “A Company Of Roses”, der åbner det nye album, ville være godt at indlede med, havde jeg tænkt – og det gjorde de så. Efterhånden kom alle hitsene, og de fik især salen med. Højdepunktet var for mig dog en underspillet udgave af balladen “Hard to Concentrate”. Den nye guitarist Josh Klinghoffer var god, men lidt tilbageholdende, vel især i forhold til Flea, der kan have en tendens til at stjæle showet med sine bas-eskapader. Flea flytter fingrene helt utroligt (men desværre bliver hans baslyd tit mere grumset end skarp).
Men det var småting. Lydbilledet i hallen var godt, og det var en fornøjelse igen at se hvordan man nu om dage kan bruge en storskærm som del af det visuelle design.
Support var Femi Kuti – søn af selveste Fela Kuti. Tydeligvis er Femi ven af Flea, der dukkede op på de sidste nummer – og Femi Kuti gengældte ved at være gæstesaxofonist på “Give It Away”. Der var tydeligvis ikke mange Femi Kuti-fans i salen, men så fik de da lært et af Nigerias største navne at kende.
Alt i alt: En god oplevelse. Ja, selv Thomas Treo var tilfreds, kan jeg læse her til morgen. Jyske Bank Boxen er også et bedre sted at holde koncert – f.eks. er her ingen cykelbane til at forstyrre.
Og så er Anthony Kiedis vist af litauisk baggrund, men jeg tror ikke, han snupper andre folks sko.
Kongens uld – nu på tv
Triolektisk fodbold
Triolectique / Triolectics from Pied La Biche on Vimeo.
Jeg ved det godt. Der er landskamp i aften, og den er vigtig for Danmarks EM-deltagelse. Men den skriver alle andre om. Så her er en anderledes video om fodbold. Asger Jorn, der ellers mest er kendt for sine malerier, opfandt triolektisk fodbold – dvs. fodbold med tre hold og en sekskantet bane. Det er en sport, der aldrig rigtig er slået an. Ideen er ellers spændende, og på nogle måder oplagt. Hvorfor skal der lige være to hold involveret i holdsport, når der i individuelle sportsgrene som regel er mange, der konkurrerer mod hinanden?
En vigtig forskel er, at man ikke tæller scoringer, men hvor mange mål, man lukker ind.
Især synes jeg, det er interessant, at to hold nu kan gå sammen i et angreb og samtidig alligevel have hinanden som modstandere. Man kan også blive nummer 2 i en kamp uden at tabe, og måske er det sværere at have en helt uafgjort kamp (det er nu lidt i tvivl om). Jeg så engang tre amatørhold spille mod hinanden i et børneprogram for mange år siden, men herudover har tv-dækningen af triolektisk fodbold været ringe. På DR2 skulle der så netop i dag være et indslag om denne overraskende sportsgren i Deadline, og Atletico Bilbao er endda involveret. Der er netop startet en triolektisk turnering med 37 hold; den løber frem til april 2012.
Videoen ovenfor viser forberedelserne til en triolektisk kamp i Frankrig. Nogle billeder i fugleperspektiv (i stil med dem, vi sikkert får masser af i aften under Danmark-Portugal) kunne have været spændende for at se, hvordan kampen udvikler sig.
Fra asken og i ilden – og hjemvendt
Så er det her – Ashes & Fire, der vel reelt er Ryan Adams’ comeback-album. Jeg har ventet på det med spænding. Nogle af Ryan Adams’ albums har været små klassikere (Heartbreaker og vel også Love Is Hell) og andre var “bare” solid country/country-rock (Cold Roses og Jacksonville Skyline), andre var mere middelmådige men stadig med lysende øjeblikke. Og så har jeg slet ikke nævnt, hvad han lavede med Whiskeytown i sin tid.
Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at manden også har haft et broget liv med druk og stoffer og en af og til særdeles træls adfærd på scenen. (Den ene Ryan Adams-koncert, jeg var til i sin tid, var dog en god oplevelse.) Så kom årene med Menières’ sygdom og hvad det førte med sig af store og nødvendige ændringer i livsstil.
Ashes & Fire er et vellykket album, hvor Ryan Adams gør det, han er bedst til: at lave melankolsk country/country-rock med fokus på balladerne. Vi er så afgjort i det rolige hjørne her, og vokalen fejler ikke noget. Man glemmer tit at sige det, men Ryan Adams har jo altid sunget rigtig overbevisende. Hvis der er en forskel fra tidligere – og det er der! – er den, at sangede er i det klart mere reflekterede hjørne. Den vemod, der løber som en understrøm i meget af Adams’ værk, virker mere som en modnet mands overvejelser. “Am I really who I was?” spørger han i “Lucky Now”, som Jens postede her for nylig.
The Guardian har et godt interview med Ryan Adams, hvor han fortæller om sin omtumlede karriere.
En ny sang fra fortiden
Dette nummer, “Sun Dogs”, med et aktuelt britisk band fra London ved navn Crushed Beaks bliver i denne uge omtalt i The Independent. Det er da meget godt, tænker jeg – og så slår det mig: nummeret kunne lige så vel være indspillet for 20 år siden, dengang britisk “alternativ” rock var fuld af skokigger-bands som Ride og Lush og Catherine Wheel, lige inden Nirvana & Co. slog igennem. Mit gæt er at Crushed Beaks-medlemmerne var meget unge dengang. Jeg bliver mindet om et citat fra netop en bog af en britisk musikjournalist, nemlig Simon Reynolds’ interessante Retromania, der udkom sidste år:
In his 2010 polemic You Are Not A Gadet, Jaron Lanier waspishly threw down the challenge: “Play me some music that is characteristic of the late 2000s as opposed to the late 1990s.” It’s hard to see what anyone could come up with in response. This deficit in newness can be seen across the spectrum, from the semi-popular fringes to the money-pumping heart of the mainstream.
Simon Reynolds er født året før denne blogs forfattere og er blevet præget af de samme strømninger i populærmusikken. Ligesom denne blogs forfattere er han splittet mellem at holde af “de gode gamle musiknavne” med alt hvad det indebærer af retro-fornemmelse og at længes efter noget nyt og spændende.