I Ekstra Bladet (hvis sandhedsværdi og omtanke altid er interessante parametre) kan man i dag læse:
I sidste uge blev de fire irske gutter i U2 kåret af Q Magazine som det bedste band gennem de seneste 25 år. Men nu sætter frontmanden Bono spørgsmålstegn ved, om bandet stadig er relevant for deres fans, og om de måske skal kaste håndklædet i ringen.
I et interview med Rolling Stone Magazine fortæller Bono, at de øvrige tre bandmedlemmer er irriterede på ham, fordi han flere gange har luftet sine tanker om, at bandet måske ikke længere har en god grund til at fortsætte.
R.E.M. stoppede som bekendt i år, og i Politikens anmeldelse af den faktisk ret udmærkede koncert med Red Hot Chili Peppers i Herning for nylig skrev Simon Lund:
Da jeg for nogle år siden så det, der skulle blive den sidste koncert med R.E.M. på dansk grund, var det et overraskende stålsat band, der ikke ville sygne hen i gyngestolen, men sætter sig i erindringen som et levende band. De var nået til vejs ende om kreativ rockreaktor, men de skrev selv deres efterskrift. Lidt den samme fornemmelse havde jeg fredag aften i Herning.
Jeg ved godt, at nogle nu vil komme med automatiske kommentarer om at “det var også på høje tid, hvis U2 stopper”. Måske har de ret; og så på den anden side – hvis man har lyst til at spille musik, skal man selvfølgelig have lov til at blive ved. Om de så rent faktisk har lyst til at spille mere, er jeg i tvivl om.
Tanken strejfer mig alligevel: Mon ikke der skal være en acceptabel strategi, hvis man vil trække sig tilbage efter mange års tro tjeneste også i musikverdenen? Jeg kender ikke mange musikere, der har annonceret noget sådant. Mark Hollis fra Talk Talk holdt simpelthen op og forsvandt i en slags glemsel. Den canadiske skuespiller Rick Moranis (mest kendt fra en række amerikanske filmkomedier) er et af de bedre kendte eksempler på at man kan trække sig tilbage definitivt fra international showbiz
Og nej, dette er ikke ment som et “for eller imod U2”-indlæg, snarere en overvejelse om hvad rockmusikere mon bør gøre, når de mærker tidens fylde. Jeg kender dygtige akademikere, der er gået på pension og aldrig har tænkt en akademisk tanke siden, men har gravet have og passet børnebørn, og jeg kender andre akademikere, der har skrevet på nye bøger lige til det sidste.
I slutningen af 90erne så jeg et interview med Mark Hollis i DR, hvor han sagde noget i stil med: “Jeg ønsker ikke at lave flere plader eller at give flere koncerter. Jeg vil bare sidde derhjemme og slå en tone an på min guitar og lytte til hvordan tonen dør ud.” Så det er vel ikke så overraskende at man ikke har hørt fra ham siden da.
Mon ikke det i virkeligheden forholder sig sådan, at der af åbenlyse årsager ikke er nogen af de afdøde, der vil kunne modsige Bono?
Og ifølge Bono var vistnok ‘In A Little While’ fra samme album sidste sang Joey hørte inden han gik bort til sin 1-2-3-4-Ramones-himmel. Faktisk, når nogen dør, synes det tit som om Bono er en af de allersidste og bedste de har talt med, gør det ikke? Hvor skulle man blive alvorligt bange og dødsangst, hvis han en dag pludselig ringede op.
Den kræftsyge Joey Ramone havde Beautiful Day på “heavy rotation” i sin sygeseng på hospitalet…
Jeg lytter med på det R.E.M. nummer. Det er slet ikke dårligt.
Og ja, Achtung Baby er U2´s klart bedste plade og en af de 90´er plader jeg har hørt allermest.
Jeg ville egentlig ikke ha´det store imod, at u2 takkede af for nu. Det seneste album var professionel rutine, men hvorfor dog det efter så mange år.
Igen er der dette allerede indspillede album med Danger Mouse bag knapperne, som lugter af noget, der måske kunne give dem en musikalsk genoprejsning efter tre klassiske album, hvor det i midten var ganske fremragende, men igen klassisk.
Bono´s kommentar om at det hele er blevet for stort er også interessant.
Ja, jeg lytter til den sidste radiosingle fra det alternative rockband, der gennem tiden har skabt flest langtidholdbare hits. de andre sange må vi ha´for os selv. Det er nu også meget rart. RIP
REM og U2 skylder ikke nogen noget. Begge har affødt/båret mere rocknroll-fremskridt end verden kan forvente sig af noget band, og har som sådan moralsk overskud til både at holde op og kunne fortsætte. At så mange af os ikke længre kan med Narcissus-fænomenet Bono, bør ikke overskygge hans og U2’s tidligere landvindinger.
Lad mig derfor gerne gøre positivt opmærksom på 20års-genudsendelsen næste mandag af mesterpladen Achtung Baby, U2’s så stemningssugende europæiske værk, der – sammen med det halvandet år efter følgende Zooropa-minialbum – var med til at lukke dørene op til fremtiden på bedste musikalske vis.
PS – Andre der hører og nyder efteråret i R.E.M.’s bittersøde afskedssingle ‘We All Go Back To Where We Belong’ lige nu?