Dette nummer, “Sun Dogs”, med et aktuelt britisk band fra London ved navn Crushed Beaks bliver i denne uge omtalt i The Independent. Det er da meget godt, tænker jeg – og så slår det mig: nummeret kunne lige så vel være indspillet for 20 år siden, dengang britisk “alternativ” rock var fuld af skokigger-bands som Ride og Lush og Catherine Wheel, lige inden Nirvana & Co. slog igennem. Mit gæt er at Crushed Beaks-medlemmerne var meget unge dengang. Jeg bliver mindet om et citat fra netop en bog af en britisk musikjournalist, nemlig Simon Reynolds’ interessante Retromania, der udkom sidste år:

In his 2010 polemic You Are Not A Gadet, Jaron Lanier waspishly threw down the challenge: “Play me some music that is characteristic of the late 2000s as opposed to the late 1990s.” It’s hard to see what anyone could come up with in response. This deficit in newness can be seen across the spectrum, from the semi-popular fringes to the money-pumping heart of the mainstream.

Simon Reynolds er født året før denne blogs forfattere og er blevet præget af de samme  strømninger i populærmusikken. Ligesom denne blogs forfattere er han splittet mellem at holde af “de gode gamle musiknavne” med alt hvad det indebærer af retro-fornemmelse og at længes efter noget nyt og spændende.