Svend Auken var endnu en kendt dansker, der bukkede modvilligt under for den prostatakræft, der også tog Henrik fra os. Jeg er ikke socialdemokrat, men jeg deler den bekymring om den globale opvarmning, som Auken havde. På mange måder var han en af de sidste fremtrædende idealister i sit parti, og det er set i bakspejlet tydeligt, at han havde hjertet med. Dét savner jeg også – idealismen i dansk politik.
Traileren giver mig en klump i halsen.
Her er endnu et nyt Ryan Adams-nummer, “Wasted Years” – indspillet til BBC Radio 2 for nylig. Faktisk er der tale om en coverversion. Har denne blogs læsere et bud på hvem der oprindelig indspillede sangen? Husk at lytte til den først.
…følgende:
Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke kan anbefale genvalg af denne regering. Den svigter ikke kun egne valgløfter, men altså nu også hvad jeg anser for basale værdier. Jeg er derfor ikke længere at betragte som en del af denne regerings parlamentariske grundlag.
??
Jeg har allerede fået mere end nok af valgkampen.
Voici une chanson francophone (originalement un tube de France Gall) qu’ils n’ont pas joué hier soir.
Og så tjekkede vi ind i Ballerup Super Arena, hvis akustik formodentlig er perfekt til banecykling.
Jens havde ikke set Arcade Fire før og syntes, de var “lidt hippieagtige”. Pastorinden og jeg var uenige heri. Men vellykket, det var det – herom var der enighed hos denne blogs forfattere. Et professionelt (i ordets bedste forstand) ensemble med showmanship og et højt energiniveau. Kun i enkelte numre mudrede lydbilledet til pga. superarenaens akustiske kvaliteter (det var især ikke godt for den pågående “Month of May”). Til gengæld var der blandt meget andet en bevægende udgave af “Intervention”, en ligeså udgave af “My Body Is A Cage” og tøfrockeren “The Suburbs”. Hen mod slutningen steg intensiteten yderligere, da nogle af de gamle numre fra Funeral satte salen i kog. Så sang Régine Chassagne “Mountains Beyond Mountains”, der er gruppens “ABBA-nummer”. Hun synger strengt taget ikke fantastisk godt, men hun vinder meget på charmen, den franske accent og den halvimproviserede koreografi.
Herefter sluttede det – egentlig lidt brat – og publikum kunne defilere forbi t-shirt-boder ud i regnvejret. Et tegn på kvaliteten af oplevelsen var, at man bagefter kunne ønske at der var flere numre, de også havde spillet.
Ligesom f.eks. The National og Elbow er Arcade Fire eksponenter for en særlig “indadvendt stadionrock”, der når ud til publikum og skaber en fælles koncertoplevelse, men samtidig både vil og formår meget mere end det. Hvis der nogen sinde bliver rocknavne, der som Bruce Springsteen og R.E.M. kan favne bredt og skabe et stort og righoldigt bagkatalog, er Arcade Fire et af de suverænt bedste bud.
Skulle jeg have en enkelt minimal anke over en ellers god koncertoplevelse er det denne: de enkelte numre fungerer upåklageligt, men skiftene gør ikke altid, fordi musikerne ofte bytter instrumenter. Det påvirker koncertens flow med afbrydelserne. Hyr evt. Jens til at lave sætlisten. Han har aldrig været i Canada og vil sikkert gerne inviteres.
Nok om det: Jeg glæder mig allerede til at se Arcade Fire igen.
I det seneste stykke tid har vi ikke rigtig skrevet noget om politik her på bloggen. Der har været travlt med turné osv., men det er ikke kun derfor. Jeg kan vel kun tale for mig selv, men jeg er ved at blive sløv efter 10 år. Heller ikke Jens kan længere hidse sig op, når vi snakker sammen. Pia Kjærsgaards nationalisme og VCs mantra om forbrugsfest runger efter 10 år så højt i det indre øre, at ingen kan lytte til hinanden eller finde en udvej ud af moradset. Lige siden 2011 har vi længtes efter at slippe af med den regering, der nu går til valg, men efterhånden har det virket som om det aldrig ville få ende.
Det tror jeg stadig ikke på at det gør. Venstre og Konservative kan fortsætte som regeringspartier efter 15. september og jeg får så til gengæld min champagne af Mølleren. Dette er min klare fornemmelse, desværre. Det skal dog ikke afholde mig fra at stemme og at stemme nej til VCO-partierne og alt det, de står for. Gå I nu hen og gør ligeså og hold derefter politikerne fast på alt det, de lover og ikke lover.
Tidligere i dag viste jeg et billede af en underlig bygning her på bloggen.
Den er en såkaldt spomenik, et monument fra det tidligere Jugoslavien. De fandtes overalt i landet. Dette står i Petrova Gora i det, der nu hedder Kroatien.
Fotografen Jan Kempenaers har dokumenteret disse underlige futuristiske bygninger, der nu ligger øde hen på afsides steder, i bogen Spomenik. Læs mere om den f.eks. på foto8.com. Udsigten deroppe fra skulle være helt fantastisk – et vue ud over store, grønne skovarealer i bakket terræn.
Og forbindelsen til rock’n’roll? Jo, det new zealandsk-amerikanske band Unknown Mortal Orchestra bruger billedet ovenfor på forsiden af deres debutalbum fra i år, der såmænd bare hedder Unknown Mortal Orchestra. Læs anmeldelsen hos Pitchfork og hør lidt fra albummet. Der er ikke overraskende lidt af en Flying Nun-lyd over foretagendet, der har en umiskendelig “optaget hjemme”-stemning som hos f.eks. The Clean.
…til al-Jazeera og verdenshistorien, som den skrives her mandag eftermiddag.
The Rapture – In The Grace Of Your Love / White Out Live! from DFA Records on Vimeo.
Den 6. september udkommer det nye album med The Rapture, In The Grace Of Your Love. Tidligere postede Jens deres single “How Deep Is Your Love” her, og det nummer lovede godt.
Nu kan man høre hele albummet som en stream (se ovenfor!) – det er faktisk ikke helt dårligt. En rå og funky rocklyd, som vi egentlig godt kender, men som alligevel her fremstår energisk og dansabel.
Denne gamle sang er så god, at denne blogs læsere godt kan tåle også at høre (og se) originalversionen med Bob Moulds trio Sugar fra Copper Blue. R.E.M.’s seneste par albums er ved nærmere gennemlytning ikke helt fjernt fra lyden fra dette album.
Jeg er for alvor ved at opdage det amerikanske folk-rock band The Decemberists. Her er deres velspillede akustiske (dvs. med 5 akustiske guitarer) udgave af det gamle Sugar-nummer “If I Can’t Change Your Mind”, vel det tætteste Bob Mould nogen sinde er kommet på et hit. Copper Blue hvor sangen findes, var et af de albums, jeg hørte meget dengang for 19 år siden.
Jeg hører Skying, det nye album med britiske The Horrors, en del for tiden. The Horrors er et lidt omskifteligt band. Deres første album har jeg aldrig hørt, men jeg har læst, at det var Cramps-inspireret (og det tror jeg på), Deres andet album, Primary Colours, er næsten krautrock-agtigt og med bl.a. Geoff Barrow fra Portishead som produktionssiden. Et noget dystert, men også givende bekendtskab. På Skying er sangene mere tilgængelige og stemningen mere upbeat og mindre dyster, ja til tider næsten pastoral.
Prøv at høre og se singlen “Still Life” her ovenfor; den er faktisk næsten hele albummet værd. Jeg kan af anmeldelserne se, at det ikke kun er mig, der bliver mindet om lyden af Simple Minds fra dengang for 30 år siden, hvor de var værd at lytte til og deres sange endnu ikke var tom bombast, men til gengæld var drevet frem af Mick McNeils keyboardflader og Derek Forbes’ basrundgange.
I aften spiller The Jayhawks i Amager Bio, og jeg kan ikke være med, langt som jeg er fra Rigets Centrum.
Jeg blev først temmelig sent opmærksom på dette fortræffelige band fra Minneapolis, der sammen med Uncle Tupelo indvarslede den nye bølge af alternativ country. Hvor Uncle Tupelo var inspireret også af bands som The Replacements og Husker Du (lyt til deres første to albums for bevis herpå), kunne man hos The Jayhawks høre ekkoer af The Beatles og hvad deraf fulgte. The Jayhawks har dertil nogle helt sublime vokalharmonier; på en måde synes jeg at de er de en country-rock-pendant til Split Enz/Crowded House.
Selv stod jeg desværre ret sent på som lytter. Det var omkring udgivelsen af Tomorrow The Green Grass, der så samtidig var sidste album med Mark Olson. Herefter fortsatte gruppen med Gary Louris som hovedsangskriver, og musikken tog en mere poppet drejning. Både Olson og Louris har udsendt udmærkede soloalbums, men i 2009 udkom der så et fælles album med de to, Ready For The Flood, og nu er The Jayhawks gendannet med hele besætningen fra Tomorrow The Green Grass intakt – Marc Perlman og Karen Grotberg er tilbage i folden, og Tim O’Reagan, der kom med lige efter, er også med igen. Til september kommer der endda et nyt album, Mockingbird Time.
Tag hen i Amager Bio, hvis I alligevel er i København i aften og husk at hilse fra mig.
P.S. The Jayhawks har aldrig spillet i Aalborg, men Mark Olson gav engang en koncert på et lokalt ældrecenter (!!) sammen med sin daværende kæreste Victoria Williams. Og den oprindelige trommeslager, Norm Rodgers, dannede senere det absurdistisk vrængende hardcorepunk-foretagende The Cows, der også engang har spillet i Aalborg. Dér var jeg så til gengæld; køernes dissonante toneunivers med soloer for megafon og distortionpedal var så langt fra spurvehøgene som tænkes kan.
I landene ved Afrikas Horn er mennesker lige nu ved at dø af sult. I første omgang: Gør noget nu for at standse det. Og vi mener også dig, der læser dette. Der er i al fald 5 organisationer herhjemme, der er involveret.
Red Barnet samler ind til børnene på Afrikas Horn via Børnekatastrofefonden. Sms KATASTROFE til 1277 og støt med 150 kr. Eller på www.redbarnet.dk.
Røde Kors kan man sende bidrag til ved at sende sms’en TØRKE til 1414 og støt med 150 kr. eller doner på Røde Kors’ hjemmeside.
Folkekirkens Nødhjælp. Sms SULT til 1277 og støt med 50 kr. eller donér på deres hjemmeside.
Dansk Flygtningehjælp. Sms FLYGTNING til 1241 og støt med 150 kr. eller støt via deres hjemmeside.
UNICEF. Sms UNICEF til 1919 og støt med 150 kroner, ring 90 56 56 19 og støt med 150 kroner eller brug hjemmesiden.
