Alle indlæg af Pastoren

Dårlige oplevelser

The Guardian bringer en lang artikel om nogle af de værste koncerter, “man” har været til. Først fortæller en lang række musikere – og lavpunktet her er vel Tina Weymouths beretning om den sidste Talking Heads-koncert nogensinde. Derefter er det anmeldernes tur. Michael Hann mindes en koncert med Wilco i 1997:

Maybe if I’d known about Jeff Tweedy’s problems – the migraines, the addiction to painkillers to control them, the depressive illnesses – I’d have been more understanding. But there’s having problems, and there’s taking those problems out on 2,000 people who’ve paid to see you. Wilco mythology holds this as the gig where Tweedy (above) lost his temper with an unenthusiastic audience; my memory is different. I recall a musician who, from the start of the gig – the last of a world tour – gave every sign of wanting to be anywhere else. Going through the motions would be too generous a description: there was no motion about the set whatever. That’s why the audience lost interest. And that, in turn, is when Tweedy started cursing and castigating us. One reviewer said this was the point at which the gig caught fire. Again, my memory is different: this was the point at which the band stopped giving half a stuff about what anyone thought. And for the encore? Tweedy didn’t even bother coming out. Instead a roadie emerged to sing a ramshackle version of Black Sabbath’s Iron Man. There’s a coda. A while later I was buying CDs at the Virgin Megastore in central London. Jeff Tweedy was at the till next to me. I turned to him, smiling, and said I had tickets to see Wilco the following evening, and that I hoped he was feeling happier than he had been last time he’d been in London. “I’ll feel however the fuck I want to fucking feel,” he said, or something along those lines, and turned away. Fuck you, too, Jeff.

Jeg tænker så på Jens’ indlæg om uvenskabet i New Order og kommer uvilkårligt til at tænke på, om der ikke var gode grunde til at Uncle Tupelo gik i opløsning, da Jay Farrar gik i vrede. Min anelse er, at en god del af årsagen kan have været herren ovenfor.

Livet er livet

Jeg blev i min sommerferie mindet om en af de mere interessante nyfortolkninger i pophistorien, da vi kørte i tog gennem Alperne fra Østrig ind i Slovenien.

Midt i 1980’erne var der et skrækkeligt hit med et østrigsk foretagende kaldet Opus. Sangen er en af dem, man bliver træt af, længe inden den er slut. Se bare.

Året efter lavede den slovenske gruppe Laibach en groft satirisk coverversion, hvor det nye arrangement forvandlede sangen til en kryptofascistisk hymne stort set uden at lave om på sangen i øvrigt. At Laibach så samtidig med deres udgave kommenterer den nationalisme, der er under anmarch i det daværende Jugoslavien og til sidst ender i blodig borgerkrig, giver denne specielle udgave en ekstra pondus.

Det er stadig den definitive udgave af sangen. Og hvor ville f.eks. Rammstein være uden Laibach?

(Det er forresten først i dag, jeg bemærker, hvordan flere af medlemmerne af Laibach har en slående lighed med medlemmer af Opus!)

Amy Winehouse

Og dette var en forudsigelig tragedie. En skrøbelig, uforudsigelig sjæl koblet med et lige så usædvanligt musikalsk talent, en pige som vi, der skriver her, kunne være far til. Gennem medierne fulgte alle hendes forvandling fra en smuk svane til en alt for berømt stakkel på sikker afstand, vel vidende at sådan var vi ikke selv. En uskøn blanding af hån og medlidenhed.

Artiklerne og mindeudtalelserne står allerede i kø. Inden længe kommer også bøgerne, demoerne, hyldestkoncerterne og alle de andre produkter fra den underholdningsindustri, der aldrig var bange for at udnytte Amy Winehouse.

Norge 23. juli 2011

Jeg afbryder bloggens sommerferie for en kort stund. Efter nogle dage uden nyheder på mit feriested tændte jeg for CNN og så dækningen af terrorhandlingerne i Norge. Nationalismen gør igen nogle til massemordere i det land, de påstår at elske. Som alle andre er jeg forfærdet over det, der er sket, og vil gøre den norske statsministers ord til mine:

Svaret på vold er enda mer demokrati, enda mer humanitet.

The War on Drugs

Jens har for nylig nævnt Kurt Vile. Her er sangen “Baby Missiles” med The War on Drugs, som er det band, Kurt engang har spillet i. Her finder vi lyden af Bruce Springsteen, der spillede med The Woodentops i stedet for E Street Band tilbage i 1983-84. (Og nej, det gjorde han altså ikke.)

Growing Up

Apropos Max’s Kansas City, hvor bl.a. Patti Smith kom meget som ung: Her er en gammel optagelse med den 22-årige troubadour Bruce Springsteen, der synger “Growing Up”. Versionen minder ikke overraskende meget om den demoudgave af samme nummer, man kan høre på Tracks-boxsættet.

Just Kids

Sidste år gav min hustru mig et bokssæt med de første fem albums med Patti Smith, og da vi sad og lyttede til Easter (hvor man kan finde bl.a. “Because The Night”), sagde min kone: “Hun er jo en gammel dame.” Da måtte jeg minde min kone om, at Patti Smith trods alt kun var 32 dengang, Easter udkom. Mange år tidligere, i 1996, så jeg Patti Smith på hendes comeback-turné, der førte hende forbi Roskilde-festivalen. Dagen efter sagde en fyr på 18, som var min daværende kærestes nevø, at “nå, I har været inde at se hende den gamle”. Patti Smith var dengang lige knap 50. Nogle mennesker er åbenbart dømt til altid at være gamle. Lidt på samme måde som Johnny Cash, der faktisk kun nåede at blive 71. Ligesom Johnny Cash blev countrymusikkens sortklædte Grand Old Man, er Patti Smith blevet rockens sortklædte Grande Dame – medlem af Rock’n’Roll Hall Of Fame og tildelt det franske kulturministeriums højeste udmærkelse, l’Ordre des Arts et des Lettres. Patti Smith har altid værdsat fransk lyrik, og i hendes erindringer Just Kids hører vi om hendes pilgrimsagtige rejse til Frankrig for at se Arthur Rimbauds grav og museet om ham i Charleville.

Men Patti Smith har altså også været ung, og om det handler meget af Just Kids – også en gave fra min hustru, og en bog, jeg omsider har fået tid til at læse her i sommer. Bogens gennemgående tema er hendes forhold til Robert Mapplethorpe, der var hendes første store kærlighed, og om hvordan dette forhold udvikler sig og påvirker dem begge til at finde deres kald i henholdsvis fotografi og rockmusik. De forsøger sig begge først med billedkunst, men det er tydeligvis Mapplethorpe, der er den visuelle begavelse. Patti Smith kommer efterhånden ind i musikmiljøet via sine digte. Undervejs træffer Patti Smith nogle af de helt store legender fra amerikansk rockmusik og litteratur – Janis Joplin, Jimi Hendrix og Sam Shepard – og færdes på in-stederne i New York, især Chelsea Hotel og Max’s Kansas City.

Hun går også hårde ting igennem og oplever store sorger: Som 19-årig i New Jersey får hun et barn, som hun bortadopterer og hun stopper kort tid derefter som lærerstuderende. Hun rejser til New York og er i en periode hjemløs. Ungdomsårene er i det hele taget præget af fattigdom med sult og bolignød. Senere slutter Patti Smiths kærlighedsforhold til Robert Mapplethorpe, da han efterhånden kommer i tvivl om sin seksualitet og langsomt bliver del af et et homoseksuelt S/M-miljø. Trods alt fortsætter de to dog med at være sammen og inspirere hinanden, og et særligt nært bånd bliver skabt hinsides sædvanlig kærlighed.

Jeg aner somme tider en vis blufærdighed om følelserne ved de svære ting, Patti Smith har gennemgået – det bortadopterede barn, den kuldsejlede kærlighed og fattigdommen. Måske ville jeg have forventet, at hun ville have sagt noget af mere politisk natur om de sociale vilkår i USA. Måske ville jeg have troet, at hun i sine erindringer vendte tilbage til mindet om sit første, bortadopterede barn. Men noget skal også have lov til at være privat. Jeg aner ingen vrede eller bitterhed mod de mennesker, Patti Smith har kendt. Også en senere kæreste, der var meget fraværende og var hende utro, beskriver hun nuanceret og varmt.

Om Mapplethorpes død er Patti Smith meget åben. Til sidst i bogen får hun igen kontakt med ham, og det er på et tidspunkt, hvor han er dødeligt syg af AIDS, og hun på samme tid er gravid med sit andet barn og i færd med at indspille sit comeback-album, Dream Of Life. Han tager cover-fotoet til dette album, ligesom han gjorde det for hendes debut Horses. Denne del af bogen er usædvanligt gribende. Det sted, hvor den døende Mapplethorpe fortæller, hvor ked han er af, at de aldrig fik børn sammen, og hvor Patti Smith svarer, at “det er vores kunst sammen, der blev vores børn”, må jeg lægge bogen fra mig et øjeblik.

Sproget i Just Kids er levende, og hele fortællingen rummer også en del pudsige anekdoter – f.eks. om Mapplethorpes glæde ved kakaomælk, som der altid skal være råd til (!). Det er nemlig også en livsbekræftende bog, skrevet af et tydeligvis varmt og livsklogt menneske. Patti Smith har også i denne udtryksform ordet i sin magt; det er slet ikke underligt, at Just Kids fik den amerikanske National Book Award i 2010.

Nogle mennesker forbinder Patti Smith med punk, men begrebet (endsige ordet) dukker slet ikke op i hendes bog, som derimod gør det helt tydeligt, hvordan hendes skabertrang, holdninger og dedikation er formet af 1960’ernes idealisme. Langt snarere skal man se hende som en repræsentant herfor, der rækker faklen over til punkbevægelsen og med rette har fået respekt for dette.

For ganske nylig havde Patti Smith forresten sin debut som skuespiller i en lille rolle i tv-krimien Law and Order. Se et lille klip her og et lille interview med hende her. Man skal dog tage hendes udsagn om at hun aldrig har haft noget med skuespilfaget at gøre med et vist forbehold. Faktisk kan man nemlig af Just Kids se, at hun først i 1970’erne havde nogle små roller i små teaterproduktioner i New York og også skrev et teaterstykke sammen med Sam Shepard!

1-1 et sted derude

Palæstina, der er nr. 171 på verdensranglisten, har i den forgangne uge spillet 1-1 mod Afghanistan og går dermed videre til næste runde af VM-kvalifikationen. Med denne kamp mellem to lande, plaget af hver deres langvarige væbnede konflikt, er vi næsten så langt fra Premier League og dens svimlende summer og ofte selvfede personager, som tænkes kan. Samtidig er kampen et signal om at fodbold er en verdenssport; dette var den første VM-kvalifikationskamp nogensinde på palæstinensisk grund.

Men vilkårene er meget ulige. Naboen/besættelsesmagten Israel er vært for U21-EM i 2013 og er med i UEFA, mens Palæstina er med i AFC, den asiatiske fodboldorganisation.

I september 2005 blev fem af de palæstinensiske spillere forhindret i at rejse til VM-kvalifikationskampe i den asiatiske gruppe. (Palæstina røg ud; det var de måske nok gjort under alle omstændigheder, men dette var yderligere en forhindring.).  Og knap tre år senere, i maj 2008 blev det palæstinensiske landshold helt forhindret i at deltage i kvalifikationsrunden til de asiatiske mesterskaber, igen på grund af israelsk rejseforbud.

De har gjort det igen

Jeg var en lille smule skuffet over det seneste album fra Gillian Welch – det, der hedder Soul Journey. Men det var så også fordi forgængeren var Time, The Relevator, der er intet mindre end et mesterværk. Nu, 8 år senere, er der så det nye album – The Harrow & The Harvest.

Egentlig er hele denne autentiske lyd jo helt u-autentisk på en måde. Gillian Welch og David Rawlings synger om Tennessee og “the Dixie Line”, om muldyrene og de hårde tider på landet – men selv er de fra en helt anden del af USA, nemlig fra New York. Og alligevel – som få andre har de formået at gøre det landlige tonesprog til deres. (De bor da også i Tennessee nu.)

Og dette er et sprog, de kommunikerer særdeles overbevisende på. Efter de forsigtige eksperimenter med lidt bløde trommer og en anelse bas er Welch og  Rawlings igen helt sig selv. Sjældent har to mennesker og nogle ganske få instrumenter lydt så godt sammen inden for denne genre, der befinder sig et tidløst sted mellem folk og bluegrass. Rawlings’ guitarspil og harmonivokal væver sig ind og ud mellem linjerne i Welch’s varme og sjælfulde vokal. Måske er The Harrow & The Harvest endda på højde på Time, The Revelator ? Jeg har i al fald hørt det nye album igen og igen, siden jeg fik det.

Gå du nu hen og gør ligeså.