Albummet Seek Magic med det amerikanske enmandsforetagende Memory Tapes var blandt de helt store positive overraskelser for mig i 2009. En solbleget patchworkmusik, iørefaldende, inspireret af mangt og meget, tydeligvis elektronisk men samtidig organisk og analog i sit udtryk.
Her er et nummer ved navn “Yes I Know” fra det nye album Player Piano. Videoen er enkel, men særdeles overrumplende.
I dagens udgave af dagbladet Information argumenterer Center for Vild Analyse for at Caroline Wozniacki har en hel del tilfælles med psykoanalytikere i sin tilgang til medierne og her især sportsjournalisterne. Ligesom en analytiker spiller bolden tilbage, således gør Caroline W. det også. Og ligesom analytikeren på én og samme tid både fremstår tiltrækkende og gemmer sig bag sin identitet og dermed skaber en overføring (som Freud kaldte det), sådan viser/gemmer Caroline sig også. Jvf. alle spekulationerne om, hvem hun mon er kæreste med.
Men de rigtig interessante bemærkninger kommer som sædvanlig til sidst:
Det fortælles om den gamle hippie-tennisspiller Torben Ulrich, at han engang mødte en modstander, der var en slags ekstrem udgave af Wozniacki. Ikke alene spillede han bare boldene tilbage uden at tilbyde noget særligt udfordrende selv, han gjorde det oven i købet med en endeløs mængde af ballonbolde, der blev ved med at lande bagest på Ulrichs banehalvdel og bare ventede på, at han ville slå fejl på én af dem. Ulrich gjorde det eneste rigtige i situationen. Han lagde sin ketsjer ned på banen og gik sin vej.
Hvis Wozniacki er analytiker, så er det fordi hun med al tydelighed viser, at det egentlig er mærkeligt, at der ikke er flere, der lægger ketsjeren og går. Udvandrer fra presselogen og finder på noget mere interessant at skrive om, eller en anden måde at gøre det på. Måske som Gunnar Nu, der ikke tillagde spillet andet, end det selv indeholdt: »… og Danmark har scoret!« Eller som Jørgen Leth, der vil ind i spillets æstetik, eller som Andrew Jennings, der vil undersøge sportens politiske økonomi. Indtil sportsjournalistikken finder ud af at blive bare lidt mere opfindsom og nysgerrig, er den i hvert fald tvunget til, som Wozniacki ynder at sige, at tage én bold af gangen.
For dette fører mig hen til det, jeg egentlig ville skrive her: Når vi skriver om sport her på bloggen, er det altid om en bestemt sportsgren (ok, jeg kan da huske, at jeg en enkelt gang har nævnt vinter-OL). Vi skriver om de hold fra den pågældende sportsgren, vi følger med interesse og evt. lidenskab. Vi er vrede over pengenes indtog. Vi viser små filmklip med interessante mål. Men jeg synes aldrig rigtig, jeg helt får skovlen under den forbandede/dejlige sport med bolden. Det er en ringe trøst, at vi ikke er meget dårligere end sportsjournalisterne på tv-kanalerne. (Jeg ved af gode grunde ikke, hvordan Jens har det.) Hvorfor er det så svært at skrive godt om sport?
Find flere EKKO-sange på Myspace Musik
Any Given Sunday er det nye album med Frithjof Toksvigs ensemble EKKO. Her kan man finde ovenstående smukke nummer, en hyldest til den Henrik Hall, vi alle savner. Mikael Simpson er også med – på mundharpe.
Her er nyt nummer med Radiohead; det lyder da ikke så dårligt. Det dukker op i deres session for From The Basement, som er et (synes jeg) interessant sessionprojekt, der skyldes en vis Nigel Godrich. Og her har de tilsyneladende hele to skaldede trommeslagere; den ene er dog en vis Clive Deamer, som kun er gæst.
En af de mange, mange gange, Bruce Springsteen introducerede sin ven The Big Man – og her er han, efter alle årene, tydeligvis rørt.
Jeg fandt omsider optagelsen fra P3 med Uncle Tupelos koncert den 3. juli 1993 på Roskilde. Det skal fejres med et klip, nemlig fra 21. februar 1994, med “The Long Cut” fra Anodyne. Den 1. maj samme år spillede gruppen deres sidste koncert, og i mange år talte Farrar og Tweedy ikke med hinanden. Det blev de nødt til, da gruppens fire albums og en opsamling blev udsendt for et par år siden.
Og nej, jeg var desværre ikke til Uncle Tupelos festival-koncert i Roskilde dengang. Jeg så Wilco i 1999, men selv om musikerne stort set var det samme som dengang (selvfølgelig med Jay Farrar som den væsentlige undtagelse), og selvom vi da fik “New Madrid”, var det en anden stemning, en anden verden.
New York-gruppen udsender sit kommende, tredje album den 20. september, og det hedder Hysterical. At dømme efter ovenstående nummer er der noget at se frem til.
Det er faktisk sommer, hvor underligt det end måtte lyde. Her er Lovelocks remix af “Eyes Be Closed”, et nummer fra det kommende album med Washed Out (som jeg først nævnte her for halvandet år siden). Luk øjnene og tag en kort pause fra nettets trængsler og det sidste, der skal nås inden ferien.
Dét må være årets absolutte overraskelse – Pitchfork meddeler, at Metallica og Lou Reed har lavet et album sammen.
Det kan enten have været en underlig fuser eller have kastet noget spændende af sig. Da forbløffelsen havde lagt sig, var det egentlig ikke så underligt længere.
Her er nemlig tale om to særdeles veletablerede navne, der længe har trængt til nye udfordringer. Metallica har været i kreativ krise, siden bassisten Jason Newstead (det, så vidt jeg kan se, mest musikalske medlem af bandet) omsider tog sig sammen, tog sin sorte t-shirt og gik for nogle år siden. Lou Reed er måske blevet lige lovlig litterær (salig Henrik Halls yndlingsskældsord) med fotos, afspændingsmusik osv. og der er ikke særlig meget rocknroll over manden efterhånden.
Alene dét, at den cyklus er blevet brudt, som de Store Brede Bands havner i med tre-fire-fem år mellem hvert album (ofte en kombination af kreativ tørke, forventningspres og hvilen på laurbærrene), er interessant.
Ovenfor kan man se Metallica og Lou Reed spille sidstnævntes “Sweet Jane” ved jubilæumskoncerten i Rock’n’Roll Hall Of Fame. Og de ser jo faktisk ud som om, de kan lide at være sammen.
Et klassisk billede af Neal Cassady, taget af Jack Kerouac. En interessant detalje er, at Jack Kerouac aldrig fik sig et kørekort (her er han i godt selskab, thi det har jeg heller ikke). Hvem mon der så sad bag rattet, da turen gik tværs gennem USA i den selvbiografiske roman? En dag skal jeg nok få den bog læst færdig, det lover jeg.
Så sent som i lørdags stod jeg til en bryllupsfest og talte med en af de andre gæster om Gillian Welch. Det viste sig at hun (dvs. bryllupsgæsten) og hendes mand er habile musikere, der gerne tager ud og spiller numre af – Gillian Welch.
Jeg kender også til et andet par, der er (særdeles!) habile musikere og som tager ud og spiller numre af Gillian Welch. Det er så Gillian Welch og David Rawlings. Og som formodentlig det sidste menneske i Danmark opdager jeg det nu – der er et nyt album på vej, The Harrow & The Harvest. Den 28. juni kommer det, og jeg har bestilt det via http://www.gillianwelch.com – selvfølgelig uden at have hørt en tone. Dén slags er mindre væsentligt, for selvfølgelig er det da godt. Der er gået 8 år siden der var nyt (fraregnet Dave Rawlings’ Friend Of A Friend), så jeg har set frem til dette med længsel. Der er 10 numre på albummet (dvs. lidt over ét pr. års ventetid):
1. Scarlet Town
2. Dark Turn Of Mind
3. The Way It Will Be
4. The Way It Goes
5. Tennessee
6. Down Along The Dixie Line
7. Six White Horses
8. Hard Times
9. Silver Dagger
10. The Way The Whole Thing Ends
Der var engang en duo, der hed Olesen-Olesen, der engang var et band, der hed Greene og med Jens på bas. Dét band hed så engang Sort-Hvide Landskaber. Henrik skrev så godt som al musikken, Peter skrev så godt som alle teksterne.
For et par år siden gik de to brødre vokset op på Vejlekanten hver til sit med exit-udgivelsen Kain og Abel. Sidste år skrev jeg om Henriks solodebut, EP’en Ukendt under andet navn. Nu har Peter også et album ude, Traditionen utro. Sammen med Michael Lund er han De Efterladte (vel en hentydning til sangen “Til de efterladte” fra Kain og Abel og til at Michael var med i den sidste Olesen-Olesen-opstilling).
Hos Peter er der selvfølgelig også tydelige mindelser om Olesen-Olesen, selv om der selvfølgelig samtidig er forskelle. Hvor Henriks tekster er forholdsvis ordknappe og man musikalsk kan mærke en inspiration fra The Go-Betweens, er Peters tekster mere ekspansive og tager fat i velkendte temaer (det er ikke tilfældigt, at en sang hedder “Mit sortsyn”!), mens vi musikalsk er tættere på country. Med på instrumenter er også bl.a. Mads Mouritz, en vis Jakob Høyer, kendt fra Jens’ soloværk, og Boi Holm, der for nylig har spillet med Love Shop i live-sammenhæng.
Også Traditionen utro er selvfølgelig anbefalet herfra!
Jeg lærer noget nyt hver dag. I dag har jeg f.eks. stiftet bekendtskab med musik af og med den mildt sagt excentriske Bobby Conn for første gang. (Han er fra USA, skulle nogen være i tvivl.)
I dag kunne jeg læse, at Socialdemokraterne og SF i deres “Fair Løsning” vil tælle en bevilling på 1,5 milliarder i en sikkerhedspulje for Mellemøsten og Nordafrika med som u-landshjælp. Unægtelig en ændret holdning fra for et år siden, hvor SF i et notat om partiets udviklingspolitik skrev
VK-regeringen har i stor stil regnet sikkerhedspolitiske indsatser, militære operationer og terrorbekæmpelse med i opgørelsen af den samlede udviklingsbistand for, at det kunne se bedre ud på papiret. Det, mener SF, er fuldstændig uacceptabelt.
Som så ofte før i det seneste årti i dansk politik har grænserne for det acceptable flyttet sig. Den danske ulandsbistand er lige nu på 0,9 procent af bruttonationalindkomsten, og ifølge regeringens egne beregninger forventes bistanden at falde til 0,78 i 2013. Oppositionen ønsker så at omgøre denne nedgang på 1,4 milliarder kroner. Men med det nuværende tiltag bliver realiteterne at Danmarks u-landsbistand ifølge den tidligere definition også efter et eventuelt regeringsskifte vil være gået kraftigt ned.
Naturligvis kan man diskutere, hvordan u-landsbistanden bør se ud for at virke bedst muligt – men alligevel: Der er simpelthen ikke stemmer at hente i bestemte slags holdninger om “den tredje verden”/”det globale Syd”/”u-landene”, hvor præmissen er, at det er vigtigt at løse de globale fattigdomsproblemer. Fokus på “det nære” (læs: os selv) vinder også her. I en opinionsundersøgelse fra sidste år (lavet for NGO Forum) er 7 ud af 10 adspurgte af den holdning, at det er “mindre vigtigt, eller slet ikke vigtigt, at skattekronerne går til ulandsbistand”. Mon ikke det har spillet ind? Jeg er desværre tilbøjelig til at tro det.
Det ved vi nu. En omtale af en ny bog af Tony Bramwell, der var assistent for The Beatles, røber følgende:
For John to do something, he had to get a chauffeur to pick him up (and) take him in… and he was a lazy b**tard. He spent a lot of time sleeping.
Denne interessante afsløring skal fejres med et af de bedste numre fra Revolver, der (hvis man spørger mig) er et af de bedste rockalbums nogensinde.