Alle indlæg af Pastoren

Nord for grænsen

Jeg så dem i Aalborg i 1997.
Jeg lavede i 1998 et kassettebånd med udvalgte numre til Jens, der ikke vidste, hvad “de to andre fra Giant Sand” lavede i fritiden.
Jeg så dem dagen efter dødsulykken på Roskilde-festivalen.

Her er den officielle video for “Two Silver Trees” fra det nye album med Calexico. Resten af numrene på det nye album er også værd at høre. “Red Blooms” er f.eks. det bedste The Verve-nummer, jeg har hørt længe…

Og så er det godt at høre amerikanere, der hylder den chilenske poet Victor Jara, der mistede livet i kølvandet af d. 11. september (i 1973, hvor Pinochet begik statskup) – helt uden Sting/Bono-agtig selvfedme, men med inspiration fra Jaras eget rige billedsprog.

En brusende flod!

Den 9. september kommer The Stand Ins, det nye album fra Okkervil River – den amerikanske gruppe (bosat i Texas, men med medlemmer fra New Hampshire), der har taget navn efter en flod i Rusland, opkaldt efter en svensker.

Takket være skæbnens uransagelige veje er jeg allerede nu i stand til at lytte til The Stand Ins, der er opfølgeren til sidste års The Stage Names, som var dér, jeg opdagede Okkervil River. Måske vil man kunne huske, at det var et album, jeg roste højt – her fik vi en flot syntese af begavede tekster, gode melodier og en fin indsigt i de sidste 50 års (mestendels amerikanske) rock- og countryhistorie.

Også denne gang er der godt nyt. Åbningssangen “Lost Coastlines” starter bluegrass-agtigt med banjo og akustisk guitar, men ændrer sig umærkeligt til et Motown-nummer, der så forsynes med et “Lust for Life”-agtigt riff og lidt senere får selskab af en lille blæser eller to.  Det er en udfordring at sidde stille! Og det er bare begyndelsen – der er “kun” 8 sange i alt (og tre små vignetter) på albummet, men ingen af dem er ligegyldige. “Pop Lie” er f.eks. en hurtig popsang (der minder om R.E.M., som de lød for knap tyve år siden) om popsangens tvivlsomme forførelse. Og hvem andre ville kunne slippe af sted med at kalde en sang for “Bruce Wayne Campbell Interviewed On The Roof Of The Chelsea Hotel, 1979”?  Om muligt er Okkervil River denne gang endnu mere veloplagte.

(I fald nogen skulle spørge: Bruce Wayne Campbell er hverken Batman eller den amerikanske skuespiller fra “Army of Darkness”, men glamrock-sangeren Jobriath.)

Prøv forresten at placere forsidebillederne fra The Stage Names og The Stand Ins oven på hinanden, sidstnævnte nederst. Så kan man se, hvordan de to albums er forbundet!

Man kan (helt lovligt) hente en MP3-fil med “Lost Coastlines” lige her. Det vil man ikke fortryde.

Nej, det er ikke…

…ham, der er blevet Republikanernes vicepræsidentkandidat i USA. En berejst person med humoristisk sans – og tilmed en erfaren skuespiller, en kvalitet, der tidligere er blevet påskønnet af vælgerne derovre – burde ellers være oplagt at vælge.

Tilbage til fremtiden

Der er ganske mange, der lader sig inspirere af den gamle elektro-lyd fra 1980erne – Ladytron, Hot Chip og LCD Soundsystem for at nævne nogle prominente eksempler. Og så er der Neon Neon, en due bestående af walisiske Gruff Rhys fra Super Furry Animals og amerikanske Bryan Hollon, også kendt som Boom Bip. Tidligere i år kom Stainless Style, et album inspireret af historien om den amerikanske bilfabrikant John DeLoreans storhed og fald. Det var en DeLorean-sportsvogn, man kunne se i Back To The Future-filmene – og på billedet ovenfor.

Hvis man lide den gamle synthesizerlyd hos Human League, Visage m.fl. er der temmelig meget at komme efter her. F.eks. er “I Told Her On Alderaan” en popsang af de absolut bedre. Nogle af de hiphop-inspirerede indslag fungerer måske ikke så godt i helheden, men så er det heller ikke værre.

De to herrer har lavet et ganske sjovt og vellykket “mixtape” af den musik, de har ladet sig inspirere af. Hent MP3-filen her.

75% R.E.M., 100% Zevon

Dette album fra 1990 er i denne uge blevet genudsendt. Hindu Love Gods rummer 10 cover-numre (af Robert Johnson, Muddy Waters, Prince, Georgia Satellites m.fl.), som Warren Zevon, Peter Buck, Mike Mills og Bill Berry indspillede for sjov ved afslutningen af optagelserne af Zevons album Sentimental Hygiene, hvor Buck, Mills og Berry medvirker på så godt som alle numre (og Stipe på et enkelt). Et uforpligtende album fra nogle særdeles kompetente sangskrivere, der tydeligvis har det sjovt med “bare” at fortolke andres numre – og dét til ud på de små timer. Hvis man vil høre Zevons egne sange, er Sentimental Hygiene heller ikke at foragte.

Skæbnens ironi

Jeg har netop læst i The Independent, at Dave Freeman, der sammen med Neil Teplica skrev bogen 100 Things To Do Before You Die om alle de spændende steder og ting, man skal nå at opleve i sit liv, netop er død i en alder af 47 år. Han faldt og slog hovedet – i sit hjem.

På Freeman og Teplicas liste var bl.a.

  • Run with the bulls in Pamplona, Spain
  • Take a voodoo pilgrimage in Haiti
  • Take a swim in a bioluminescent bay
  • Be a human particle detector
  • Discover a comet
  • Stand at the South Pole
  • Have your poo rolled away by dung beetles
  • Search for signs of extraterrestrial intelligence
  • Compete in the North Carolina hollering contest
  • Go down a deep mine

(Selv er det nærmeste, jeg er kommet på dette, at se vilde pingviner.)

Alt er som det plejer

For en god ordens skyld: Jeg er nu tilbage på den østlige side af Atlanterhavet.

Min uge i Toronto sluttede med et besøg i CN Tower, desværre sammenfaldende med overskyet vejr og deraf følgende dårlig sigtbarhed. Kort tid efter at jeg var kommet de 446,5 meter ned igen, kom tordenbygen. Og bagefter: Alt ved det gamle med høj sol.

Min hjemkomst til Nordjylland begyndte med ankomsten til Nørresundby Lufthavn. Der var tørvejr hele dagen. Men bagefter: Alt ved det gamle med regn fra morgenstunden.

Godt, man har sine cd’er. Jeg købte faktisk 3 cd’er hos Sonic Boom den sidste dag:

  • Public Image Ltd.: Greatest Hits… So Far (for jeg vil prøve at forstå John Lydon lidt bedre, nu hvor vi begge er blevet ældre)
  • The Pixies: B-Sides (for den manglede jeg)
  • Paul Weller: 22 Dreams (for den er blevet rost vidt og bredt, og han kan vel ikke blive ved med bare at lave kedelig musik? – og så kostede den sølle 10 canadiske dollars)

På vej fra busstoppestedet fra lufthavnen var jeg inde forbi posthuset for at sende et eksemplar af You & Me til rigets centrum; Jens har stadig ikke fået albummet, så jeg er lidt urolig nu.

Omskifteligt Folkeparti?

Først sagde Ny Alliance farvel til tre folketingsmedlemmer. Så blev principprogrammet skrottet, og nu overvejer partiet også at ændre navn.

Det afslører partileder Naser Khader i et interview med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er fascinerende at læse danske nyheder, når man er langt hjemmefra.

Er der nogen gode bud på et nyt navn til dansk politiks kometer? Kun seriøse forslag, tak. (Hvilke andre krav til et folkeparti er der egentlig end en populistisk, let bøjelig linje?)

Godt sted, godt spørgsmål

Her til aften spiste jeg på M&B Yummy, 1263 Queen Street West – noget så sjældent som en vegetarisk ethiopisk restaurant. Portionen var så stor, at jeg måtte levne. M&B er et intet mindre end godt lille spisested, som bør besøges af denne blogs læsere, hvis de skulle komme til Toronto. (Tag sporvogn 501 fra rådhuset.) Jeg fik en hyggelig snak med ejeren, en venlig dame, der spurgte mig:

Are you a pastor?

Rapport fra en indkøbstur

I dag tog jeg en tur i subway rundt til to meget forskellige og meget spændende cd-forretninger i Toronto.

Sonic Boom er stor, med rigeligt både nyt og brugt inden for cd’er og dvd’er. Nede i kælderen er der – hyldemeter efter hyldemeter af kassettebånd og LP’er i den gode, gamle slags bladre-standere, vi kendte fra forrige århundrede.

Soundscapes er meget mindre, men ufatteligt veludstyret inden for alle genrer (og jeg mener: alle genrer) og et stort udvalg af musik-dvd’er og bøger om musik. Bl.a. faldt jeg over “The Unknown Legends of Rock’n’Roll”, en bog af amerikanske Richie Unterberger med bl.a. et grundigt kapitel om Savage Rose og flere billeder af Annisette – og lige så grundige kapitler om Joe Meek og Wanda Jackson. Men jeg købte den nu ikke.

Her er til gengæld en let annoteret liste over, hvad jeg købte af musik. En ny cd koster mellem 14 og 17 canadiske dollars, og med en kurs på 4,77 er prisen bestemt til at leve med.

The Walkmen – You & Me. Sonic Boom havde det ikke, og ekspedienten vidste ikke, hvornår det kom. Hos Soundscapes vidste de hvorfor – You and Me udsendes først i næste uge her i Canada; det er allerede ude i USA. Den venlige ekspedient i Soundscapes sagde, at jeg godt kunne få ét alligevel og fik sin kollega til at hente et eksemplar ude på lageret. Albummet er slet, slet ikke dårligt – en spidskandidat til årets udgivelse, og det fortjener derfor sit helt eget indlæg, som kommer ved en senere lejlighed.

The Walkmen – “Pussy Cats” Starring The Walkmen. En slags cover-album af et cover-album, nemlig Harry Nilssons album Pussy Cats, der er produceret af John Lennon. The Walkmen er både meget trofaste og originale i deres fortolkninger; mine yndlinge er “Subterranean Homesick Blues”, “Save The Last Dance For Me” og “Loop De Loop”, der minder om E Street Band i partyhumør. En lille perle.

The National – A Skin, A Night. Købt ikke på grund af sejle-op-ad-åen-kameraføringen i filmen, men på grund af The Virginia EP,  der følger med.

Neon Neon – Stainless Style. Et samarbejde mellem Gruff Rhys fra Super Furry Animals og hiphop-musikeren Boom Bip. En lidt retro-præget elektronisk lyd skaber et album, der ofte er tæt på at kandidere til titlen som årets pop-album, men hiphop-indslagene er af og til ved at bryde helheden.

Depeche Mode – Some Great Reward. Jeg gafler genudsendelserne af Depeche Mode, når jeg kan finde dem billigt. Dette er hybrid-SACD/DVD-udgaven; videodelen er endda PAL! (Jeg har et multistandard-tv, men alligevel…)

Neko Case & Her Boyfriends – The Virginian. Dét album manglede jeg ganske enkelt. En fremragende sangerinde, som utallige mennesker fejlagtigt kalder canadisk. Men hun boede her engang og er som bekendt med i The New Pornographers. Så hun tilgiver nok sine amerikanske landsmænd deres misforståelse.

Okkervil River – Black Sheep Boy. Et andet album, der manglede. Der kommer forresten nyt fra dem i år – en slags fortsættelse af det mildt sagt slet ikke dårlige The Stage Names.

Hawksley Workman – Between The Beautifuls. Hawksley Workman er en lokal helt, der egentlig hedder Ryan Corrigan. Manden er meget produktiv og alsidig; dette album er udsendt i år, og allerede om få dage er der et nyt et af slagsen på trapperne – dagen efter, jeg er kommet hjem.

The Cowboy Junkies – The Trinity Session. En alvorlig mangel, at jeg aldrig har haft dette album, som er et af 1980ernes bedste og har hørt så mange gange uden for hjemmet . Så nu skulle det være – og hvilket bedre sted end her i deres hjemby?

Martha Wainwright – I Know You’re Married But I Have Feelings Too. Ja, hvorfor ikke købe noget mere “Canadian Content” ?

Conor Oberst – Conor Oberst. Den bævende dreng kommer fra landet nede på den anden side af søen. Han blev fundet under Bright Eyes hos Sonic Boom, der ellers har skilte for ufatteligt mange musiknavne.

Og så gik jeg hjem forbi Ontarios parlament, der ligger i Queens Park:

(Dette sidste nævnte jeg mest for at glæde de, der nu har kæmpet sig igennem et langt indlæg helt uden noget om engelsk fodbold.)

Sensommer i Toronto

toronto-1toronto-2udsnit

Solen står højt over CN Tower, der med sine 553 meter – i hvert fald et lille stykke tid endnu – er verdens højeste bygning.

Her ude vestpå er der nogle ting, der er anderledes. Det positive ved Canada er, at forskellighed i stort omfang er genstand for en positiv form for tolerance. Kunne man f.eks. finde tre kinesiske veganske restauranter på samme gade i nogen dansk by? (Næppe, og ikke engang i den selvudnævnte metropol, der er vort lands hovedstad). Det negative ved Canada (og USA) er, at man også i stort omfang tolererer andre menneskers nedtur. Kunne man forestille sig ældre mennesker i Danmark, der står på fortovet med under hundrede meters mellemrum med et papkrus og ser tomt frem for sig? (Det kan man nok til gengæld  godt.)

Hovedattraktionen ved denne by er byen selv. Her er små huse fra det 20. århundredes begyndelse klemt inde mellem højhuse, hvoraf nogle er regulære skyskrabere. I aften tager jeg færgen ud til en ø i Lake Ontario for at kunne se på den oplyste skyline.

Og inden så længe skal jeg bruge tid på dét, som et af de andre billeder antyder. Men dét er en helt anden historie.

Torden over den store sø

 

Jeg ankom via Keflavik til denne nordamerikanske storby og et imponerende tordenvejr. Talrige Hollywood-film er optaget her, og der er da også både skyskrabere, snorlige gader og storskærme med sport. Men når man kigger nærmere efter, kan man godt se, at dette ikke er USA. Vejafstandene er angivet i kilometer, alle officielle skilte er på to sprog og stavemåden er tættest på britisk engelsk.

Dette er nemlig Canada, og byen er Toronto på Lake Ontarios nordlige bred. Klokken derhjemme er knap fire om morgenen, og jeg har takket være en rejse gennem seks tidszoner oplevet en mandag på henved 30 timer, så jeg vil snart tørne ind. 

Men derhjemme er I så glade for lister, så her er noget, der ligner.

Neil Young og Robbie Robertson er oprindelig fra Toronto og Martha and the Muffins (dem med “Echo Beach”), Cowboy Junkies, Barenaked Ladies og Broken Social Scene er det også. Rush (1970ernes svar på Muse) startede deres svulstigheder her. Og gode gamle Glenn Gould, Bach-pianisten over dem alle, er fra Toronto.