Alle indlæg af Pastoren

Og pastoren så at alt var vel

Alle ved hvordan Miles Kane og Alex Taylor ser ud, så her er et billede af en rigtig skyggedukke.
Alle ved hvordan Miles Kane og Alex Taylor ser ud, så her er et billede af en rigtig skyggedukke.

Tidligere i år havde jeg hørt albummet og syntes at “det var det egentlig meget godt”. I går aftes stod jeg et sted i Store Vega og hørte og så det i levende live.

Der var to unge fyre, som denne blogs forfattere er gamle nok til at være fædre til.
Der var piger, der hvinede, da de kom frem.
Der var strygerorkester med dirigent.
Der var nøje afmålte soli.
Der var nogle b-sider, jeg aldrig havde hørt.
Der var en coverversion af “Minder” (eller hvad vi nu skal kalde det her).

Sangene på det “meget gode” album løftede sig i levende live til en gang levende live. Det var kort og godt ikke en dårlig koncert.

En person som jeg, der har kæmpet ulige kampe med diverse instrumenter, kunne også fryde sig over at en snes mennesker kunne præstere så pæne breaks.

(Opvarmningen leverede ufrivillig underholdning, men en skaldet mand, der stod ved siden af mig, syntes at ét af numrene var godt.)

One More Time

Endnu en bog om en ikke helt ligegyldig britisk rockgruppe udkom i sidste uge. Bogens forfattere er de fire herrer nævnt på forsiden (hvilket desværre er lidt af en tilsnigelse for den førstes vedkommende).

Bogen er bygget op om en række interviews foretaget af Mal Peachey og skulle desuden rumme pladeomslag, plakater og en masse fotos; mange er velkendte, men en række skulle være hidtil upublicerede fotos. Med andre ord en rigtig omgang velstruktureret nostalgi rettet mod et veldefineret segment.

Jeg må hellere se at få bestilt den (Jens har den vel allerede); den koster sølle 13 et halvt pund.

The Independent bringer i dag et uddrag af bogen, hvor fokus er på hvordan det hele begyndte. I kan læse uddraget her.

If I were a Richman

Der var engang en ung mand fra Boston i USA ved navn Jonathan Richman. Han var vild med The Velvet Underground, og hans band The Modern Lovers fik deres debutalbum produceret af selveste John Cale. Men tiden gik og Richmand bevægede sig væk fra sit noget indadvendte udgangspunkt og over mod en musikstil, der bedst kan beskrives som enkel og ofte direkte glad med sine rødder i 50’er-rock og et næsten børnesangsagtigt tekstunivers. (Engang fornærmede jeg Jens ved at beskrive Jonathan Richman som det manglende led mellem Bruce Springsteen og Poul Kjøller; helt forkert er det nu ikke – både Richman og Kjøller har indspillet “Hjulene på bussen”.)

For 21 år siden gav Jonathan Richman, der i mellemtiden var blevet 36, koncert på Skråen i Aalborg. Dengang bestod hans Modern Lovers af Brennan Totten på guitar og Johnny Avila på trommer (eller måske snarere tromme). Efter koncerten listede jeg mig om backstage og fik Jonathan Richmans autograf. I tiden derefter fik jeg købt en hel del lp’er (det var som bekendt i forrige århundrede). Og jeg optog en live-optræden med Richman på et kassettebånd (ja, det var i sandhed det 20. århundrede), som jeg næsten sled op. Senere forsøgte jeg at støve de albums, jeg var så glad for, op i cd-format, men for det meste forgæves. 

Mange år senere så jeg Vild med Mary i den gratis frilufts-sommerbio, og dér var han igen – Jonathan, der med jævne mellemrum dukkede op i den fjollede farce med en kommenterende sang. Det er nok derfra, det brede publikum kender ham nu.

For to år siden gik det op for mig, at Twin/Tone (det pladeselskab, hvor bl.a. The Replacements startede karrieren) nu havde genudsendt et længe savnet album med Jonathan Richman, Rockin’ and Romance fra 1985.  

Dette album er et godt sted at starte; det kan bestilles som print-on-demand på http://www.twintone.com/projects/8558.html. Også Modern Lovers ’88, det sidste album med The Modern Lovers (som her var netop Brennan Totten og Johnny Avila) er fint. Hvis man er interesseret i de tidlige år, er der også diverse opsamlinger som f.eks. The Berserkley Years at tage fat på.

Jeg må med skam meddele, at jeg ikke har været så god til at følge med i Richmans senere karriere. Men dette indlæg er et løfte fra mig om at gøre noget ved det.

Ingen overraskelser her

De fik de første to hjørnespark i løbet af fem minutter, og efter en snes minutter var det første mål i hus. Resten ved vi godt. Men lad mig skrive lidt alligevel.

Jeg havde for længst opgivet håbet om at kunne få billet, så her til aften sad jeg foran fjernsynet. Kommentatorerne på 3+ er desværre en fornærmelse mod normaltbegavede mennesker som mig, så efter første halvleg cyklede jeg derfor over til Gammeltorv for at se 2. halvleg på storskærm. Jeg kom for sent af sted; spillet var allerede i gang og lysene fra Aalborg stadion var usædvanligt klare. En ambulance for fuld udrykning hastede over LImfjordsbroen, og jeg kunne se den dreje ned ad Kastetvej – i retning mod stadion. Et kort øjeblik troede jeg, at Den Portugisiske Skuespiller var snublet på grønsværen.

Jeg ankom til storskærm og Gammeltorv lige i rette tid til at se Berbatovs scoring. Det blev meget hurtigt for koldt og træls at stå i mængden; jeg cyklede hjem og nåede lige fem minutter i sofaen inden sidste scoring.

AaB var ikke pinlige – jeg havde frygtet, at de ville gå til opgaven med samme ærefrygt som en tv-journalist, der interviewer Pia Kjærsgaard eller hendes støttepartier. AaB spillede fornuftigt, vel egentlig så godt som de kunne under de givne omstændigheder. Men uanset hvad vi end måtte synes om dem, er Manchester United ganske enkelt klasser bedre end et hvilket som helst hold herhjemme. Længere er historien ikke.

Sen september på 18-speed

Somme tider skal der en særlig oplevelse til, før et stykke musik glider på plads som en puslespilsbrik, og man bliver i stand til at forstå det billede, der er dannet.

I dag cyklede jeg en tur langs Limfjorden; jeg tog den lille cykel- og gangbro over motorvejen lige inden tunnellens munding. Det var overskyet, og ovre på den anden side kunne man se Aalborgs specielle skyline af siloer og industrianlæg. Blæsten gav mig en let medvind. Mens jeg kørte langs det grå vand havde jeg Sommar på speed i min iPod.

Sommer på speed er det seneste album af og med Tomas Andersson Wij, en svensk sanger/sangskriver som Jens for år tilbage spurgte mig, om jeg kendte. Det gjorde jeg ikke dengang, men det gør jeg nu.

Trods titlen er dette ingenlunde en sommerplade.

Dér ved fjorden, hvor alle andre gemte sig i de tavse huse, og der var en let gråtonet efterårsuro, forstod jeg med ét den nordiske melankoli og længsel, der ligger bag Andersson Wijs sange. Sangene rummer længsel, en sitren mellem tvivl og tro, og er samtidig meget konkrete i deres billeder af Sverige. Her er en tekstforfatter, der evner at leve op til maksimet “show, don’t tell”. Sommar på speed er stort anlagt med strygere, blæsere og hvad dertil hører. Musikalsk er vi ovre i nærheden af Lars Winnerbäck og (ikke overraskende) Ulf Lundell.

Nogle vil sige, at Tomas Andersson Wij næsten bliver for seriøs og at det ind imellem bliver sentimentalt. Lad dem bare synes det. På www.myspace.com/tomasanderssonwij kan man ud over sange fra det nye album høre “Hälsingland”, der ikke overraskende var en slags hit i Sverige sidste år (hvilket jeg først nu har opdaget, beskæmmende nok). Denne hjemstavnssang, der på én gang er stedfæstet og universel, findes på opsamlingsalbummet En introduktion till Tomas Andersson Wij, der bestemt er en god introduktion; det var det i al fald for mig.

Ovenfor kan man se “Jag har Simmat Långt Ut Från Land”, der også er fra Sommar på speed (som i øvrigt har en svensk oversættelse af en ældre Andreas Mattsson-sang som sit titelnummer).

En russisk flod

Og nu vi alligevel er i billedhumør: Det lykkedes mig at finde et billede af Okkervil-floden i Rusland, som et amerikansk band, jeg ofte har rost i denne blog, har valgt at opkalde sig efter. Som en af mine bekendte sagde om billedet: Jeg havde forestillet mig, at det var en noget større flod.

The Stand Ins, det nye album fra flod-gruppen, holder forresten stadig vand!

Victor Jaras hænder

Calexico åbner deres nye, særdeles vellykkede album Carried To Dust med en sang om begivenhederne den 11. september.

Der er dog ikke tale om endnu en patriotisk sang om et ulykkeligt møde mellem jetfly og høje huse i USA. “Victor Jara’s Hands” er en fin, poetisk hyldest til den legendariske troubadour (og ven med bl.a. Phil Ochs), der mistede livet ved kuppet i Chile i dag for 35 år siden.

Sammen med mange andre modstandere af kuppet blev Victor Jara af hæren ført til Santiagos store fodboldstadion Estadio Chile. Soldaterne knuste Jaras hænder (deraf titlen på Calexicos sang) og dræbte ham senere (som nævnt af selveste The Clash i “Washington Bullets” på Sandinista! ) Senere forsøgte miltæret at destruere masterbåndene fra Victor Jaras albums.

På 30-årsdagen for kuppet skiftede Estadio Chile navn til Estadio Victor Jara.

Albuerum

elbow_new2008_200.jpg

Der skal også være plads til gode nyheder. Elbow fik i går aftes Mercury Prize for deres seneste album, The Seldom Seen Kid i konkurrence med bl.a. Radiohead, Burial og The Last Shadow Puppets. Hvis man spørger mig, er det fuldt fortjent – ingen af de andre er dårlige, men Elbows fjerde album er i mine ører en af de absolut mest interessante udgivelser i år. Gruppen blev allerede nomineret tilbage i 2001 for deres debutalbum (der bestemt heller ikke er skidt), men i år skulle det så være.

Læs mere f.eks. her.