Når denne blogs forfattere holder statusmøde, sker det næsten automatisk at vi kommer til at snakke om musik og hvad vi hører. Somme tider er vi rørende enige, somme tider det modsatte. Vi kan tale længe og lidenskabeligt om albums, som kun få mennesker kender. Men der er nogle ubevidste kriterier for hvad vi kaster os over. Det må helst ikke være alt for “mainstream” (hvad det vage begreb så end betyder) og klichéfyldt. Det skal være nyskabende, men må også gerne henvise til den lange musiktradition og der må meget gerne også være nogle gode melodier. Og så skal det være rock eller country eller countryrock eller folkrock eller elektronisk inspireret rock eller med rock beslægtede genrer som disco, soul eller reggae.
Det store, gabende hul i min musiksamling er jazz. Jeg har en hel del klassisk musik og kan endog nævne en del komponister, jeg sætter endog meget højt (Gustav Mahler, Féderic Chopin, Erik Satie, J.S. Bach, Claude Débussy). Men ak, jeg er tæt på at være ignorant inden for jazzmusik. Der er lidt Miles Davis, lidt Astrud Gilberto og lidt Stan Getz og vistnok også en live-optagelse med John Coltrane. Det er dét ud af en bestand på et par tusinde cd’er.
For nylig var Jens så uforsigtig at skrive et indlæg her, hvor der begyndte at komme kommentarer om berømte jazzmusikere. Her døde diskussionen lynhurtigt hen.
I gamle dage faldt der ganske mange små- og storracistiske bemærkninger om at jazz var en gang junglemusik; vores allesammens Nobelprismodtager fra Farsø Johannes V. Jensen var storleverandør af denne form for hån af noget, man ikke vil forstå. Den slags er man gudskelov holdt op med, men jazzgenren er for mig en jungle – en stor skov, jeg står uden for og har svært ved at finde ind i. I virkeligheden er jazz den rigtige “alternative musik”.
En af mine gamle bekendte fra begyndelsen af 1990’erne var fra USA. Han kendte og var vokset op med The Replacements, Mission of Burma, R.E.M. osv., men nu var han begyndt at kaste sin kærlighed på jazz. Han kunne tale begejstret om albums med Bill Evans og Charles Mingus; jeg følte mig grænseløst ignorant. Så talte vi heldigvis også lidt om rock, så jeg kunne føle mig tryg påny.
(Bad Brains gik forresten den modsatte vej musikalsk; de startede med at spille fusionsjazz og havnede så i deres specielle blanding af hardcore, metal og reggae.)
I forrige uge var jeg så til en jazzkoncert med en sangerinde, som min kone havde gået i klasse med tilbage i gymnasiet. Det var faktisk en rigtig god oplevelse. Musikerne var fint sammenspillede og den brasilianske trommeslager var på én gang ekstremt tight og en 110% afslappet, lun fætter. Men én underlig tanke fik den kroniske rock mv.-person: hvor var det underligt at sidde ned og være helt stille til en så hektisk og egentlig meget kropslig musik!
Jeg er ikke alene om at have gjort mig disse tanker og om at prøve at komme videre. Alexis Petridis, der er (en ganske interessant) rockanmelder på The Guardian, fortæller om sine ikke helt forgæves forsøg på at komme til at forstå og påskønne jazzmusikkens mange kvaliteter i http://www.guardian.co.uk/music/2008/nov/07/london-jazz-festival. Læs hans artikel – den er værd at bruge tid på.
