Alle indlæg af Pastoren

Sammen igen

Et album, jeg hører en del her hvor 2008 rinder ud, er Everything That Happens Will Happen Today af og med David Byrne og Brian Eno. Hvis man kan huske My Life In The Bush Of Ghosts fra dengang i 1981, tror man måske, man ved hvordan det nye album vil lyde. Dér først i firserne definerede de to herrer i virkeligheden en helt ny måde at lave musik på med deres flittige brug af det, vi i dag ville kalde samples, og David Byrne blev ført videre ind i sin interesse for “verdensmusik”.

Det nye album er helt anderledes, men det gør ikke spor. Hvis der i 1981 var tale om Eno med Byrne ved sin side, er der i dag tale om David Byrne med Brian Eno ved sin side. Dette er et sangorienteret album, hvor der ofte er gode mindelser ofte om David Byrnes gamle band, Talking Heads, og det både i de snurrige, humoristisk iagttagende tekster og i de iørefaldende melodier.”Life Is Long” er en vellykket sang om at være midt i livet, et sted i nærheden af dér hvor denne blogs forfattere efterhånden er havnet.

Brian Eno er så tydeligvis manden bag arrangementerne, der er langt varmere og mere tilbagelænede end f.eks. på Remain In Light. Egentlig tænker jeg mere på de sidste Talking Heads-udgivelser som f.eks. Little Creatures, hvor samarbejdet med Brian Eno for længst var ophørt og hvor ærkeamerikanske genrer som gospel og country havde erstattet den lidt nervøse storbyfunk fra tidligere.

Man kan købe albummet for sølle $8.99 som download (i MP3 eller FLAC-format) på http://www.everythingthathappens.com – og for lidt mere, hvis man også vil have en gammeldags cd med.

Se Love Shop i 2009

© Niels Hougaard

Love Shop og Lars H.U.G. (med det oprindelige band The Zombies fra de første albums) er på plakaten sammen ved en hyldestkoncert til Hilmer i Store Vega i København d. 14. februar 2009. Også Scatterbrain og Naïve vil optræde i en eller anden form – og flere navne følger. Overskuddet fra koncerten vil gå ubeskåret til de to børn, Hilmer efterlader sig.

Forsalget starter i morgen lørdag d. 29. november via www.billetlugen.dk, tlf. 70 263 267 og i FONA’s butikker landet over.

 

Lyden af Hilmer

Hvad er der at skrive for os? Der er mange tanker, men ikke så mange gode ord for tiden.

Jeg kunne skrive om hvordan det var at gå rundt i Københavns gader igen for ganske få dage siden. Sidst, jeg havde besøgt hovedstaden, var det lørdag d. 15. november, og Jens og jeg havde haft en kort telefonsamtale, hvor vi kom til at snakke om noget, Hilmer engang havde sagt. Denne gang var det som om byen umærkeligt var blevet forandret, selv om alt lignede sig selv.

Men jeg vil hellere skrive om musik, for dét var Hilmers univers. Alle mennesker har en stemme, der er deres egen. Nogle gange er det netop stemmen, vi husker bedst. Hilmer havde den gave at have en helt særlig stemme – det var hans guitarspil. Her mødtes Fripp og Manzanera med Jørgen Ingmann i et helt særligt klangrum, hvor der kunne være både varmt og køligt, rigt og enkelt.

Lørdag den 29. november klokken 21.03 til 22 hylder P4 Hilmer. Radioværten Ulrik Jensen mødes over en stak plader med Henrik Hall.

Afsked

Snart maser nattens gletcher
parkerne tomme –
kroppene drejer mod kulden
spredes i gadernes væv
forsvinder i lygternes faldende hvidt;
genkender ikke hinanden
i lukket november.

(Søren Ulrik Thomsen)

En ny seer er kommet til

Da Return to Cookie Mountain udkom i 2006, var anmelderne ved at overgå hinanden i lovprisninger, og svensk TVs musikprogram kårede albummet som årets bedste. Jeg forstod ikke helt hvorfor.

Men denne gang har TV On The Radio – for dem er det jo – faktisk præsteret at lave det album, jeg hører suverænt mest for tiden. Albummet hedder Dear Science og rummer kold New Yorker-new wave som “Halfway House” side om side med funky sager som “Golden Age” og en strygerbesat ballade som (den særdeles vellykkede) “Family Tree”.

Kort sagt: Denne gang har jeg forstået Tunde Adebimpe, Kyp Malone m.fl. og hørt, at de faktisk er interessante og kan skrive original, men samtidig iørefaldende musik. Én af dagene er det derfor nok på tide, at jeg vender tilbage til småkagebjerget og hører, hvad det egentlig havde at byde på.


I aften: Dan Turéll


Og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge
og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af mine venner
og alle jeg har elsket
og de vil alle være genfærd
og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de
og vi tager afsked med alting og hinanden
og vi er ikke sentimentale
men luften er fyldt af noget ingen véd hvad hedder eller er
og vi går dèr i tavs samtale
og hen imod Nytorv er de væk igen
alle skyggerne er smeltede
og selv fader jeg ud lidt længere nede
min sidste slentretur igennem byen er forbi
og en enkelt skygge mindre befærder gaden –

I min erindring er der to hændelser, der er forbundet med Dan Turéll: Den ene, at jeg så ham selv én enkelt gang til et foredrag på mit gymnasium, da jeg var 16 år gammel. Den anden, at jeg, mange år senere, til en lyrikcafé mødte én, der havde kendt ham.

I aften kl. 21.30 viser DR2 Anders Østergaards roste dokumentar fra i år om Dan Turéll. Se den, hvis I kan!

Næste logiske skridt

Siden 1979 har Danmark hvert år modtaget 500 FN-flygtninge, de såkaldte kvoteflygtninge. Dansk Folkeparti ønsker dette stoppet, og vil rejse forslaget i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Peter Skaarup udtaler:

Kvoteflygtninge er dem, som FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR) siger, er de “rigtige” flygtninge. Derfor vil vi gerne hjælpe flere. I dag tager vi cirka 500 til Danmark og integrerer dem, men vi mener, at det rigtigste ville være at hjælpe dem tilbage i det område, de kommer fra eller i nærheden af deres lokalområde.

Denne blogs forfattere har indgået et væddemål om at dette vil blive gennemført. Jeg håber, at jeg taber. Men jeg frygter at vinde, for dette forslag er endnu engang udtryk for DFs “næste logiske skridt”.

(Mon det er de samme mennesker, der altid taler om at “hjælpe i nærområder”, der ikke ville give noget ved Dansk Flygtningehjælps landsindsamling i går? Jeg var selv ude at stemme dørklokker.)

Samme dag udtaler en anden politiker sig noget anderledes:

Det er også på tide, at vi går til vores venner og allierede – og medlemmerne af den oprindelige koalition i Irak –  for at finde husly til de mange irakiske flygtninge, der desperat mangler et sted at bo.

Denne politiker er forresten USAs kommende præsident.

At stå uden for junglen

Når denne blogs forfattere holder statusmøde, sker det næsten automatisk at vi kommer til at snakke om musik og hvad vi hører. Somme tider er vi rørende enige, somme tider det modsatte. Vi kan tale længe og lidenskabeligt om albums, som kun få mennesker kender. Men der er nogle ubevidste kriterier for hvad vi kaster os over. Det må helst ikke være alt for “mainstream” (hvad det vage begreb så end betyder) og klichéfyldt. Det skal være nyskabende, men må også gerne henvise til den lange musiktradition og der må meget gerne også være nogle gode melodier. Og så skal det være rock eller country eller countryrock eller folkrock eller elektronisk inspireret rock eller med rock beslægtede genrer som disco, soul eller reggae.

Det store, gabende hul i min musiksamling er jazz. Jeg har en hel del klassisk musik og kan endog nævne en del komponister, jeg sætter endog meget højt (Gustav Mahler, Féderic Chopin, Erik Satie, J.S. Bach, Claude Débussy). Men ak, jeg er tæt på at være ignorant inden for jazzmusik. Der er lidt Miles Davis, lidt Astrud Gilberto og lidt Stan Getz og vistnok også en live-optagelse med John Coltrane. Det er dét ud af en bestand på et par tusinde cd’er.

For nylig var Jens så uforsigtig at skrive et indlæg her, hvor der begyndte at komme kommentarer om berømte jazzmusikere. Her døde diskussionen lynhurtigt hen.

I gamle dage faldt der ganske mange små- og storracistiske bemærkninger om at jazz var en gang junglemusik; vores allesammens Nobelprismodtager fra Farsø Johannes V. Jensen var storleverandør af denne form for hån af noget, man ikke vil forstå. Den slags er man gudskelov holdt op med, men jazzgenren er for mig en jungle – en stor skov, jeg står uden for og har svært ved at finde ind i. I virkeligheden er jazz den rigtige “alternative musik”.

En af mine gamle bekendte fra begyndelsen af 1990’erne var fra USA. Han kendte og var vokset op med The Replacements, Mission of Burma, R.E.M. osv., men nu var han begyndt at kaste sin kærlighed på jazz. Han kunne tale begejstret om albums med Bill Evans og Charles Mingus; jeg følte mig grænseløst ignorant. Så talte vi heldigvis også lidt om rock, så jeg kunne føle mig tryg påny.

(Bad Brains gik forresten den modsatte vej musikalsk; de startede med at spille fusionsjazz og havnede så i deres specielle blanding af hardcore, metal og reggae.)

I forrige uge var jeg så til en jazzkoncert med en sangerinde, som min kone havde gået i klasse med tilbage i gymnasiet. Det var faktisk en rigtig god oplevelse. Musikerne var fint sammenspillede og den brasilianske trommeslager var på én gang ekstremt tight og en 110% afslappet, lun fætter. Men én underlig tanke fik den kroniske rock mv.-person: hvor var det underligt at sidde ned og være helt stille til en så hektisk og egentlig meget kropslig musik!

Jeg er ikke alene om at have gjort mig disse tanker og om at prøve at komme videre. Alexis Petridis, der er (en ganske interessant) rockanmelder på The Guardian, fortæller om sine ikke helt forgæves forsøg på at komme til at forstå og påskønne jazzmusikkens mange kvaliteter i http://www.guardian.co.uk/music/2008/nov/07/london-jazz-festival. Læs hans artikel – den er værd at bruge tid på.

54-46 That's My Number

Det gik jo, som mange forventede (og når Dansk Folkeparti holdt med John McCain, er valgresultatet da i det mindste en lille streg i regningen for dem). Lad os håbe, Barack Obama lever op til sine løfter og at folk er lige så glade for ham om et halvt års tid, som de er nu. Dagbladet Information bringer i dag en liste med 20 udfordringer, den nye præsident står over for.

Herefter må det omsider være tid at tale om noget andet.

En flod går gennem Århus

Det er vist temmelig tydeligt, at denne blog har sine favoritter. Okkervil River er blandt mine, og i aftes oplevede jeg dem for første gang i levende live på Voxhall i Århus. Det var første gang, jeg så dem. Jeg løb tilfældigt ind i én, der også havde set The Last Shadow Puppets i København, og han var enig med mig i at dén koncert var god. En utilsigtet lighed var, at også opvarmningen til Okkervil River gav uheldige mindelser om hvad man kunne se på Saltlageret i 1981-82 stykker. (Måske bliver opvarmningen valgt for at sætte hovednavnet i et endnu mere positivt lys?)

Okkervil River leverede en solid koncert. Indrømmet, det var et lidt underligt valg at starte med balladen “A Girl In Port”. Sange har både en inderlig melodi og en usædvanligt veldrejet tekst, men den var måske ikke det bedste startskud til et langt sæt. Nå, efterhånden steg intensiteten med numre som “Is There A Hand To Take Hold Of The Scene” og “Singer/Songwriter”, og til sidst kunne jeg konstatere, at vi havde med et solidt live-band at gøre. Det ene ekstranummer var en udgave af Lennons “Jealous Guy”, et nummer der viste sig at passe som fod i hose til Okkervil River – og ikke kun fordi sanger Will Sheff har Beatleshår og briller. Måske savnede jeg lidt det nye soul-nummer “Starry Stairs”, men man kan jo ikke få alt.

Den oprindelige guitarist Brian Cassidy er ikke længere med, og også Jonathan Meiburg, der synger fint på “Lost Coastlines” og har spillet lidt af hvert gennem årene, er væk. Til gengæld havde gruppen fået en dygtig multi-instrumentalist ved navn Lauren Gurgiolo med tydelig bluegrass/country-baggrund. Hun spillede mandolin, banjo, violin og også noget så almindeligt rockagtigt som en solid leadguitar. Og så kan man af billedet ovenfor også opdage, at hun heller ikke er grim.

Forskelle og ligheder?

Jeg har læst en klumme i The Times om to kategorier af musiknavne, som forfatteren mener at kunne identificere. På den ene side har vi

James Blunt
Take That
Cat Stevens
Justin Timberlake
Joan Armatrading
Tori Amos
Alanis Morrissette
Simply Red
Janis Joplin
Genesis (i deres tidlige år)

og på den anden side har vi

Neil Young
The Smiths
Autechre
Tortoise
The House Of Love
The Fall
Steely Dan
Joy Division
Gang Of Four
Joy Division

Er der nogen, der vil give et bud på, hvad der mon adskiller dem? Og nej, det er bestemt ikke “dem, jeg kan lide” og “dem, Jens kan lide”. Det er heller ikke “solister” og “grupper”. Og det er heller ikke “dem, de spiller på The Voice” og “dem, de aldrig spiller på The Voice” – selv om man godt kunne tro netop dét.