Og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge
og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af mine venner
og alle jeg har elsket
og de vil alle være genfærd
og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de
og vi tager afsked med alting og hinanden
og vi er ikke sentimentale
men luften er fyldt af noget ingen véd hvad hedder eller er
og vi går dèr i tavs samtale
og hen imod Nytorv er de væk igen
alle skyggerne er smeltede
og selv fader jeg ud lidt længere nede
min sidste slentretur igennem byen er forbi
og en enkelt skygge mindre befærder gaden –
I min erindring er der to hændelser, der er forbundet med Dan Turéll: Den ene, at jeg så ham selv én enkelt gang til et foredrag på mit gymnasium, da jeg var 16 år gammel. Den anden, at jeg, mange år senere, til en lyrikcafé mødte én, der havde kendt ham.
I aften kl. 21.30 viser DR2 Anders Østergaards roste dokumentar fra i år om Dan Turéll. Se den, hvis I kan!
Poetry and all that jazz:
http://www.gyldendal.dk/webapp/wcs/stores/servlet/product-10001-10002-213169-100
Hvis han havde levet i dag, kunne vi have lært en masse om jazz af ham. Men først og sidst var han en freragende historiefortæller med København i centrum.
Jeg ser frem til DR2 og Danny Boy i aften…
Tak Jens og Pastor for at minde om dette dejlige digt og skønne Dan Turell, som jeg også havde den glæde at møde nogle gange. Vi havde ham sågar inde og digt-rappe på BarBue en gang. Åh, det var stort!
Og så er det da slående, hvor lidt af DTs Vesterbro, der er tilbage nu? Godt han fik det beskrevet sådan, at det i samme nu genkaldes på nethinden i flimrende sepia-glimt.
Pastor, det er hjerteløst at skære Turell’s sidste tur gennem København i småstykker. Så her i sin fulde længde:
GENNEM BYEN EN SIDSTE GANG
Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang
det skal være mit sidste beskedne ønske
jeg vil gå på mine fødder igennem min by
igennem København
som jeg har gjort så mange gange før
og jeg vil vide det er den sidste gang
og jeg vil vælge min rute med omhu
og jeg vil gå ned ad Istedgade eller Vesterbrogade
og gå ned ad alle de små solløse sidegader med alle deres nedlagte butikker
og jeg vil sé på alle antikvar-udstillingerne af gulnede gardiner og fedtede gasapparater
og jeg vil mærke lugten i næsen af kål og frikadeller og kartofler i hver eneste trappeopgang
og jeg vil rode i bogkasserne og jeg vil ingenting købe
og ikke fordi det er sidste gang
men fordi jeg aldrig roder i bogkasserne for at købe
men for at rode i dem og tænke på hvor kort og mærkeligt livet er
og jeg vil sé børnene lege i de små firkantede stenede forblæste baggårde
og jeg vil høre dem råbe til og efter hinanden
og jeg vil sé mødrene læne sig ud af køkkenvinduerne med deres svulmende barme
og kalde dem ind når maden er færdig
og ud af vinduerne vil der hænge tørresnore med familiens undertøj
og det vil blafre i vinden
og jeg vil gå igennem Vesterbros digterkvarter i skumringen
jeg vil slentre langs med Saxogade Oehlenschlägergade Kingosgade
og jeg vil gå ind et sted på et af værtshusene
måske Café Guldregn
og nyde en bitter dram og ikke andet
og så ud og videre
jeg vil slide mine såler flade den sidste slentretur i København
jeg vil sige farvel til min by
jeg vil sé alle Vesterbros arbejdere komme hjem i deres kedeldragter
mærket af dagens slid og sved
med en grøn Cecil i munden og et sammenfoldet Ekstra Blad i baglommen
… og jeg vil gå videre fra Vesterbro
jeg vil gå ind over Hovedbanegården
jeg vil passere den i gråt lys og den vil være lettere sløret
og den vil som altid ligne en gammel tårestribet film
og den vil skære i hjertet som den altid gør
dé sædvanlige sprittere vil sidde dèr og vente på ingenting
de unge blaffere vil stå der med deres rygsække og deres mælkekartoner
fortravlede og forjagede folk vil vente på deres forbindelser
familier vil komme med kufferter og barnevogne for at tage på week-end hos familien på landet
og jeg vil stille mig i et hjørne og blive overvældet
og ikke ville kunne gribe ind og heller ikke have lyst
bare blive overvældet af alt dette liv al denne mylder
fugtig i øjnene uden påviselig grund
og meget meget fjern
og når jeg har fattet mig vil jeg ryste mine frakkeskuldre
ryste Hovedbanegården af mig som en hund ryster sin våde pels
eller som når man kommer ud af biografen fra en film
jeg vil tænde en cigaret og gå videre ned ad Vesterbrogade til Rådhuspladsen
hvor alle flakser rundt mellem busser og biografer
og igen vil jeg bare stille mig
op ad en plakatsøjle
og stå og kysse alle i mit stille sind
da jeg ikke kan gøre det i virkeligheden
og jeg vil vide at her et sted på disse sten ligger hele mit liv og alle mine drømme
ganske som så mange andres liv og drømme
og i morgen kommer gadefejerne og fjerner det hele
pakker det sammen og det brænder og rådner
som din cigaretpakke således også du
og jeg vil vide det ganske klart og uden nogen sorg
som neonlysene tændes over Rådhuspladsen
og lysavisen telegraferer sine nyheder
alting er så flygtigt og forbigående
som éns sidste slentretur i byen
og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge
og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af mine venner
og alle jeg har elsket
og de vil alle være genfærd
og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de
og vi tager afsked med alting og hinanden
og vi er ikke sentimentale
men luften er fyldt af noget ingen véd hvad hedder eller er
og vi går dèr i tavs samtale
og hen imod Nytorv er de væk igen
alle skyggerne er smeltede
og selv fader jeg ud lidt længere nede
min sidste slentretur igennem byen er forbi
og en enkelt skygge mindre befærder gaden –
© Dan Turell