Der var engang en ung mand fra Boston i USA ved navn Jonathan Richman. Han var vild med The Velvet Underground, og hans band The Modern Lovers fik deres debutalbum produceret af selveste John Cale. Men tiden gik og Richmand bevægede sig væk fra sit noget indadvendte udgangspunkt og over mod en musikstil, der bedst kan beskrives som enkel og ofte direkte glad med sine rødder i 50’er-rock og et næsten børnesangsagtigt tekstunivers. (Engang fornærmede jeg Jens ved at beskrive Jonathan Richman som det manglende led mellem Bruce Springsteen og Poul Kjøller; helt forkert er det nu ikke – både Richman og Kjøller har indspillet “Hjulene på bussen”.)

For 21 år siden gav Jonathan Richman, der i mellemtiden var blevet 36, koncert på Skråen i Aalborg. Dengang bestod hans Modern Lovers af Brennan Totten på guitar og Johnny Avila på trommer (eller måske snarere tromme). Efter koncerten listede jeg mig om backstage og fik Jonathan Richmans autograf. I tiden derefter fik jeg købt en hel del lp’er (det var som bekendt i forrige århundrede). Og jeg optog en live-optræden med Richman på et kassettebånd (ja, det var i sandhed det 20. århundrede), som jeg næsten sled op. Senere forsøgte jeg at støve de albums, jeg var så glad for, op i cd-format, men for det meste forgæves. 

Mange år senere så jeg Vild med Mary i den gratis frilufts-sommerbio, og dér var han igen – Jonathan, der med jævne mellemrum dukkede op i den fjollede farce med en kommenterende sang. Det er nok derfra, det brede publikum kender ham nu.

For to år siden gik det op for mig, at Twin/Tone (det pladeselskab, hvor bl.a. The Replacements startede karrieren) nu havde genudsendt et længe savnet album med Jonathan Richman, Rockin’ and Romance fra 1985.  

Dette album er et godt sted at starte; det kan bestilles som print-on-demand på http://www.twintone.com/projects/8558.html. Også Modern Lovers ’88, det sidste album med The Modern Lovers (som her var netop Brennan Totten og Johnny Avila) er fint. Hvis man er interesseret i de tidlige år, er der også diverse opsamlinger som f.eks. The Berserkley Years at tage fat på.

Jeg må med skam meddele, at jeg ikke har været så god til at følge med i Richmans senere karriere. Men dette indlæg er et løfte fra mig om at gøre noget ved det.