Nogle af mine mest levende rejseminder overhovedet er fra Georgien.

Allerede i juli 1989 mødte jeg to piger fra Georgien, mens jeg var i Moskva. De talte godt engelsk – meget bedre end russerne – og jeg spillede Green med REM for dem på min discman. “They are from Georgia, too”, sagde jeg. Og så grinede vi. De havde aldrig set en discman før, kan jeg huske. REM kendte de heller ikke.

Jeg var der selv seks år efter, i oktober 1995 til en workshop om Logic, Language and Computation; flyveturen fra Frankfurt til Tbilisi i en gammel Tupolev var ikke for folk med svage nerver; landingen var usædvanligt brat. Vi havnede i en mørk ankomsthal og blev derefter kørt gennem det natmørke land op til et østrigskbygget skisportshotel i Kaukasus med natmad kl. 3. Om morgenen vågnede vi til blændende sollys og 5000 meter høje bjerge med evig sne. De næste dage var dage med sød vin, rød bønnesalat i brød og latter til ud på de små timer, diminutive kirker på bjergtoppe og fåreflokke i hårnålesving. Der var en tur op til Mount Kasbek (se billedet!), hvor jeg fik snakket med en berømt filosofisk logiker fra – Sverige. Så gik turen til Tbilisi og her så jeg både forsiden: Kaukasus’ mange mindretal i én og samme by, de velbevarede gamle bygninger, stemningen som i en film af Vittorio de Sica, den overvældende gæstfrihed og bagsiden: De hvide FN-biler, det store Hotel Iberia, der var omdannet til en lejr for flygtninge fra konflikten i Abkhasien, varmt vand i hanerne fra 12 til 15 hver dag og toiletter, der knap fortjente betegnelsen.

På vej hjem så jeg Kaukasus fra luften – kilometer efter kilometer af evig sne. Landingen i Frankfurt var endnu mere brat; denne gang røg sæderne lige lukt frem. Jeg havde masser af ventetid inden flyet til Danmark og kunne sidde på en kinesisk restaurant og fordøje alle indtrykkene.

Alt andet lige: Georgien er vel det smukkeste land, jeg har set.

I dag er landet igen i krig, nu mod det stadigt mere usympatiske Rusland, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon er sket med alle de mennesker, jeg mødte.

…af hovedet kan ikke afsløre, om der er noget galt et andet sted i en politikers krop. Der kunne f.eks. være problemer på grund af et hjerte, der aldrig var blevet taget i anvendelse.

Jeg og resten af min husstand kom hjem i går efter 20 dage sammen i Frankrig, startende med to uger i St Cyprien nær den spanske grænse og med nogle dage i hovedstaden til sidst. Vanen tro rejste vi med tog, så et par af dagene så vi mest perroner. Sidste dag i Paris ender altid som en lang vandretur rundt i storbyen med al bagagen deponeret på Gare du Nord og en lille halv time under tavlen med afgangstider på selvsamme banegård.

I år var det mest klassisk musik, jeg fik hørt i min iPod, og jeg fik genopdaget Carl Nielsen – manden der skrev “Solen er så rød, mor” og “Jens Vejmand”, men også fik lavet seks imponerende symfonier, der både rummer lydsporet til en gåtur ad en solbeskinnet strandpromenade i St Cyprien og til en ikke-eksisterende film om Clark Kents opvækst som følsom dreng på Fyn.

I FNAC fik jeg primært rodet i tilbudskasserne og ad den vej købt og genkøbt lidt af hvert. Som man kan se, er der ikke ret meget rock imellem. (Om tre uger skal jeg til Toronto, så dér tager jeg revanche.)

• XTC: Skylarking (remastered)
• The Clash: Give ‘Em Enough Rope (remastered)
• Air: Pocket Symphony
• The O’Jays: Ship Ahoy
• Feist: Let It Die
• Arabian Nights (2-CD antologi med arabisk musik)
• Arabian Masters 2 (endnu en arabisk opsamling med bl.a. Fairouz og Oum Kalsoum, der er emnet for en udstilling i Paris, jeg desværre ikke nåede at se)
• Nusrat Fateh Ali Khan: Devotional Songs

Dette var hvad jeg fik læst:

• Svend Åge Madsen: Slægten Laveran
  
• Ida Jessen: Det første, jeg tænker på
  
• John Kennedy Toole: A Confederacy of Dunces
  
• Julian Barnes: Staring At The Sun
• og de første to kapitler af Neal Koblitz: A Course in Number Theory and Cryptography

A Confederacy of Dunces havde jeg set meget frem til at få læst; mange har talt om hvor utroligt morsom dén roman er. Og ja, den er godt skruet sammen, men måske er min humoristiske sans lidt anderledes. Jeg trak på smilebåndet, men de store latterkaskader udeblev. Så er Svend Åge Madsen mere noget for mig. Ida Jessens roman er et lille mesterværk, og Staring At The Sun greb mig så meget, at jeg måtte ind i rodebutikken Shakespeare and Company for at købe Barnes’ nyeste. Koblitz’ bog er ikke nogen page-turner, men talteori er spændende og nyttig.

…god sommer er det tid til at røbe, at der bliver lidt stille på jensunmack.dk. Denne blogs forfattere har sommerferie i sigte, så der kommer til at blive langt mellem nyt her i det næste stykke tid.

Pas nu godt på jer selv og de andre derude!

Den britiske aktivist George Monbiot interesserer sig for andet end miljøet. På The Guardians webside har han et længere indlæg om en tendens i dag:

USA er længst fremme. Over 1 % af befolkningen har allerede opnået det.
Storbritannien er også et foregangsland med en vækst på 38% siden Tony Blair kom til magten, men er kun på en femtedel af USAs niveau.
Lande som Sudan, Zimbabwe og Syrien har endnu et stykke vej igen.

Vi taler her hvor stor en del af befolkningen, der er i fængsel. Hvis man er afrikansk-amerikaner og ikke blev færdig med high school, er sandsynligheden for at komme i fængsel 60%.

Sangskrivere ved (eller burde vide), at en god sang består af både en god melodi og en god sangtekst. På The Guardians websider har Laura Barton et indlæg om tekstforfattere. Hun nævner her kollegaen Michael Hanns liste over de 8 bedste tekstforfattere:

• Leonard Cohen
• Bruce Springsteen
• Patti Smith
• Chuck D
• Bob Dylan
• Joni Mitchell
• Morrissey
• og Alex Turner fra The Arctic Monkeys (!!!)

(Jeg er forhåbentlig ikke den eneste, der undrer sig over at unge hr. Turner skal figurere på samme liste som selveste fru Smith, hr. Dylan og hr. Cohen.)

Nu kan vi begynde endnu en variant af en selvpåført øvelse, vi ynder på denne blog – nemlig at komme med vore egne bud. Hvis vi skal holde os til udlandet (og det skal vi), ville jeg også have nævnt Paul Simon, Warren Zevon, Elvis Costello og Nick Cave. 

Men der er også mindre kendte tekstforfattere af særklasse. Jeg vil nævne newzealandske Don McGlashan fra nu hedengange The Muttonbirds og Paul Westerberg. McGlashans tekster antager ofte karakter af fortællinger, Westerberg observerer og undrer sig. 

Der er også musiknavne, vi ikke skriver så meget om her. I denne uge er der f.eks. en britisk gruppe, der udsender et nyt album produceret af Brian Eno.

Se Andy Gills kommentar her. Et lille citat skal I have som appetitvækker:

There’s no real sense of grappling with the social or political causes of the problems, just a bland emotional poultice applied to the wound. They’ve become the sonic security-blanket for millions of fans, their tracks sweeping by with the epic solemnity of state funerals, their huge, heartbreaking chord changes sucker-punching you with emotional logic while sapping any anger or political engagement – in the existential sense – that you might otherwise experience.

Et andet sted i artiklen bliver de pågældende musikere sammenlignet med dampet spinat.

Det er en fornærmelse!

(Jeg er nemlig meget glad for spinat, også når den er dampet.)