Alle indlæg af Pastoren

…og den nærmest fløj af sted.

whatamidoingherebookcover.jpg

Også jeg befinder mig nu ved min Mac efter tre ugers fravær. Jeg fik læst What Am I Doing Here af Bruce Chatwin og Why Intelligent Design Fails af Matt Young og Taner Edis. Jeg er her på falderebet af ferien halvvejs inde i Fjodor Dostojevskijs klassiker Forbrydelse og straf i Jan Hansens fine nyoversættelse. Alle tre bøger er særdeles anbefalelsesværdige – og især kan det undre mig, at jeg først nu får læst noget af Bruce Chatwin. Bogen købte jeg i 1990, men af en eller anden grund fik den lov at samle støv på alle de adresser, jeg beboede. Chatwins iagttagelsesevne og sprogbeherskelse gør det til noget helt særligt at læse de mange essays om franske modeskabere, statskup i Vestafrika, bådture på Volga, kunder hos Sothebys, vandreture i Himalaya osv. Dermed også sagt at Bruce Chatwin levede et mildt sagt interessant liv – der endte alt for tidligt. Han døde som 49-årig af “en sjælden kinesisk svampesygdom” (der faktisk var AIDS) i 1989.

Jeg var nødt til at købe en ny iPod for en måned siden, og også den har fulgt mig trofast rundt. Især har jeg lyttet til

  • Thirst for Romance med engelske Cherry Ghost. Jeg har brugt en del tid på at finde ud af om jeg rent faktisk kunne lide dette album, for her har vi at gøre med en ujævn præstation, der svinger mellem interessant, country-inspireret sangskrivning og Coldplay-agtig designermelankoli. Sangeren Simon Aldred har en stemme et sted mellem Michael Stipe og Henrik Hall, så helt skidt kan det ikke være. Og det er det heller ikke. Det næste album kan godt gå hen og være vellykket.
  • Glitter In The Gutter med amerikanske Jesse Malin. Jesse Malin imponerede mig, da han i sin tid varmede op for Ryan Adams i Store Vega kun akkompagneret af sin akustiske guitar. En af mine venner sagde allerede da, at Malin mindede ham om en yngre udgave af Bruce Springsteen – de gode sange, fortælleglæden og teksterne om livet i storbyen har de fælles. Senere fik Jesse Malin en slags protegé i Springsteen, og på det nye album mødes de tilmed i en vellykket duet. Desuden er der en indfølt, lavmælt udgave af Paul Westerbergs gamle, rå “Bastards Of Young” (en sang, Westerberg selv ikke giver spille mere).
  • God Save The Clientele med britiske (endda måske skotske?) The Clientele. 1960er-inspireret solskinspop, der af og til er lige ved at kamme over og blive for “pæn”. Men i de bedste øjeblikke er der en udsøgt popfornemmelse et sted mellem The Beatles og The Monkees. Det første nummer citerer f.eks. flittigt “Daydream Believer” på melodisiden.
  • Orchestra of Wolves med lige så britiske Gallows. Her er vi så langt fra tresserpoppen som tænkes kan – vred hardcore med inspiration i bands som Black Flag og ikke mindst navne som tidlig Fugazi, Jawbox og Drive Like Jehu. Men samtidig umiskendeligt britisk.

Og var der også det fremragende Boxer med The National, Our Love To Admire med Interpol og diverse andre, f.eks. en god portion klassisk musik.

Studenterjubilæum

hue.jpg

Jeg søger tabte venner, de steder hvor jeg voksede op…

Fredag d. 29. juni kunne begge denne blogs forfattere fejre deres 25-års studenterjubilæum på hver deres gymnasium på kontinentet. Jens var forhindret, jeg var med til min fest. En meget varm og positiv oplevelse, og ikke kun fordi vi fik lyttet til en iPod fyldt med The Clash og alle de andre fra dengang. Som treogfyrreårig bliver det sværere og sværere at holde sig længe oppe, men ved gamle venners hjælp kan det uventede lade sig gøre!

Jyske beatniks

nut.jpg

Forrige århundredes danske punk/new wave-scene er efterhånden ved at blive dokumenteret, og WWW er her et naturligt medium. Jeg har tidligere nævnt garagerock.dk, der snart rummer en pæn portion fanzines, koncertplakater, pladecovers m.v. I det første nummer af det gamle fanzine “No Århus” kan man læse ovenstående korte artikel om en gruppe fra Viborg.

(Bemærk især hvordan gruppens medlemmer på dette tidspunkt gav udtryk for en negativ holdning til København.)

Sangskriverduoer

songwriting.jpg

Ekstra Bladet har lige nu en afstemning om sangskriverduoer (se http://ekstrabladet.dk/flash/musik/article307909.ece). Her kan man vælge mellem følgende:

  • Jimmy Page & Robert Plant – Led Zeppelin
  • Mick Jagger & Keith Richards – Rolling Stones
  • Elton John & Bernie Taupin
  • Paul Simon & Art Garfunkel
  • Benny Andersson & Björn Ulvaeus – ABBA
  • Steven Tyler & Joe Perry – Aerosmith
  • Neil Tennant & Chris Lowe – Pet Shop Boys
  • Jon Bon Jovi & Ritchi Sambora – Bon Jovi
  • Walther Becker & Donald Fagen – Steely Dan
  • John Lennon & Paul McCartney – The Beatles
  • Liam & Noel Gallagher – Oasis
  • Steven Patrick Morrissey & Johnny Marr – The Smiths
  • Glenn Frey & Don Henley – The Eagles
  • The Edge & Bono – U2
  • Jerry Leiber & Mike Stoller – Skrev mange af Elvis Presleys tophits
  • Thomas & Anisette Koppel – Savage Rose
  • Angus Young & Malcom Young – AC/DC
  • Roger Waters & David Gilmour – Pink Floyd
  • Daryll Hall & John Oates
  • Joe Strummer & Mick Jones – The Clash

Det er ikke alle ovenfor, der siger mig noget (især Bon Jovi og Steely Dan vil jeg forbigå i tavshed), men ellers er mange af de væsentlige kommet med. Måske skulle man have en særskilt liste for danske navne – det er underligt at se Thomas og Anisette i dette internationale selskab.

Berry/Buck/Mills/Stipe er ikke med, forhåbentlig på grund af en regel, der udelukker makkerskaber med flere end to deltagende. Men mig bekendt har hverken Gallagher-brødrene eller Simon og Garfunkel skrevet ret mange sange sammen. Henholdsvis Noel Gallagher og Paul Simon stod for hovedparten.

Selv savner jeg Chris Difford & Glenn Tilbrook fra Squeeze, Annie Lennox & Dave Stewart fra The Eurythmics, Neil & Tim Finn og Jay Farrar & Jeff Tweedy fra dengang i Uncle Tupelo.

Og herhjemmefra naturligvis det nu hedengangne makkerskab, der involverede to skaldede mænd bosat i København.

At finde ud af, hvem der er bedst af alle de mange sangskriverduoer, er en meningsløs øvelse. En uprioriteret liste vil være langt mere i bloggens ånd.

Uden Joy Division havde der ikke været en ny sko

unknownpleasures.jpg

Gaffa kan i dag berette følgende:

Så er der godt nyt til alle med trang til at opdatere inde-uniformen. Skofirmaet New Balance gør sig nemlig parat til at fremstille en ny sko baseret på artworket til det klassiske Joy Division-album, “Unknown Pleasures”.

“Unknown Pleasures” (billedet) var Joy Divisions debutalbum, og udkom i 1979, året før, at forsanger Ian Curtis begik selvmord, hvorfor det nye bands karriere sluttede brat.

New Balance venter i øjeblikket på at få de sidste tilladelser til projektet, men lykkes det, er det planen, at skoen skal på markedet på samme tidspunkt, som en ny film om netop Ian Curtis får verdenspremiere.

Filmen, der bærer titlen “Control”, blev for første gang vist ved Cannes Filmfestival i forrige uge, hvor den indkasserede hele tre priser.

Jeg spekulerer på, hvad det næste mon bliver.

Sky, Blue Sky ?

wilco89.jpg

diskant.dk kan man lige nu se følgende interessante nyhed:

Wilco leverer sange til Volkswagen-reklamer.

Det er ikke alle der mener at rockmusik og store kommercielle virksomheder bør gå hånd i hånd – og da slet ikke i forbindelse med reklamer. Derfor fortæller Wilco nu om det partnerskab bandet har indgået med Volkswagen. Et samarbejde, der allerede har resulteret i at ”You Are My Face” og ”The Thanks I Get” – begge fra det nye album Sky Blue Sky – har været at høre i tv-reklamer sammen med kørende biler. Og yderligere 3-4 numre fra Sky Blue Sky ventes at kunne høres på tv.

På bandets hjemmeside kan man læse følgende overvejelser: “This is a subject we’ve discussed internally many times over the years regarding movies, TV shows and even the odd advertisement. With the commercial radio airplay route getting more difficult for many bands (including Wilco), we see this as another way to get the music out there. As with most of the above (with the debatable exception of radio) the band gets paid for this. And we feel okay about VWs. Several of us even drive them.”

Frontmand Jeff Tweedy har i øvrigt tidligere været med i en Apple Computer kampagne.

Min reaktion er blandet, udpræget positiv er den ikke. Skal musik reduceres til jingler? Og er der brug for at få flere mennesker i USA til at købe bil?

Hjørring, here we come!

hjorring.jpg

Nu er UEFAs afgørelse truffet. Danmark taber 0-3 til Sverige og de næste fire hjemmekampe skal spilles mindst 250 kilometer fra København. Og nå ja, tre spilledages karantæne til Christian Poulsen og en bøde på 61.000 euro til DBU.

Aalborg stadion er kun 233 km væk fra hovedstaden, så Hjørring stadion er nok det mest passende bud. Det er også ved at være længe siden, der har været en A-landskamp i Vendsyssel.

Så er det Århus igen!

I aften kl. 23.00 vender Jens tilbage til Århus – denne gang i Musikhusets store sal som del af SPOT 2007-festivalen.

Mød op – ingen vil føje SPOT til skade med sådan et godt tilbud, vel? Billetter kan købes i Musikhuset, i Stereo Studio, ved DSB Wildcard og hos gaffabillet.dk.

Og så kan man også ved SPOT 2007-festivalen overvære en koncert, hvor Peter Sommer og Boat Man Love er sammen med – vores allesammens Henrik Hall.

It's only rock'n'roll (?)

doping.jpg

I dagens udgave af dagbladet Information har Lasse Jensen en interessant kommentar til hele doping-sagen om Bjarne Riis m.fl.:

En af dem, der ikke har travlt med at mene noget andet – og som ikke synker hen i nogen form for skuffelse – er gode, gamle Jørgen Leth. Han har aldrig påstået, at han var journalist. Han er historiefortæller, og for ham er den dramatiske og vidunderlige historie om Touren først og fremmest en fortælling. Han ved udmærket godt, at kvaliteten af cykelsport, ligesom kvaliteten rockmusik, ligefrem kan højnes ved indtagelse af forbudte stoffer. Så det ser han intet problem i. Og så er der jo heller ingen grund til at skrive om det. Leth er ærlig. Men han er jo heller ikke journalist. Han har set det, som sportsjournalisterne i den voldsomt kommercialiserede sportsverden ikke vil indse: At der ikke længere er forskel på sport og rockmusik. Det er under-holdning alt sammen.

En legering

legering.jpg

Bronze er en legering, der består af 90% kobber og 10% tin.

I 1995 viste en undersøgelse foretaget af socialpsykologerne Victoria Medvec, Scott Madey og Thomas Gilovich, at bronzemedaljevindere er meget gladere for deres medalje end sølvmedaljevindere er for deres.

Musen og prædikanterne

modest.jpgtigers.jpg

Det var træls med den finale. Lad os prøve at se, om vi kan tænke på noget andet.

To meget forskellige albums, jeg hører en del for tiden, er We Were Dead Before The Ship Even Sank med de altid snurrige Modest Mouse og Send Away The Tigers med Manic Street Preachers. Førstnævnte gik lige ind på førstepladsen på USAs albumhitliste, sidstnævnte debuterede som nummer 2 på den britiske hitliste. Så det er ingenlunde undergrundsbands, vi har fat i her.

Det mest interessante af de to udspil – og nok også mest idiosynkratiske – kommer fra Modest Mouse, der denne gang har vores alle sammens Johnny Marr med på guitar. Dette band, der minder mig om lige så snurrige forgængere som Talking Heads, Tom Waits og norske Kaizers Orchestra, fortsætter udtrykket fra forgængeren Good News For People Who Love Bad News. “Dashboard” er nok tættest på en ny “Float On”, men mit eget yndlingsnummer er “Missed The Boat”, hvor Johnny Marrs ringende guitarer stikker hovedet frem på flottest tænkelige vis. En klar anbefaling fra mig.

“De lyder jo fuldstændig som de plejer”, sagde min kone, da hun hørte Send Away The Tigers. Den stadionegnede lyd, der skylder Queen langt mere, end nogen vil indrømme, er intakt. Måske er lyden tættere på bandets gennembrud Everything Must Go fra 1996 end på forgængeren, og man aner her og der en Beatles-inspiration. Men vigtigst: de tre walisere er nu i stand til at skrive sangbare tekster, der går i spænd med kompetencen på instrumenterne, og temaer som kærlighed og det at blive ældre har for længst fortrængt “alt er lort”-attituden fra det 15 år gamle debutalbum. Ikke stor kunst, men habilt håndværk. “Autumnsong” er min personlige favorit, en optimistisk sang om (livets?) efterår. En anden sang, “The Second Great Depression”, taler (af personlige årsager) direkte til mig på en god måde.

Endnu en liste

arrested.jpg

Som enhver anden musikgenre har rap-musikken fostret sine klassikere, og her er en liste over nogle betydningsfulde rap-albums, der ikke har undgået min opmærksomhed. I vore dage er det desværre ikke megen rap af denne kaliber, der når frem til mainstream. Men der var en ikke så fjern fortid, hvor man kunne skrive tekster om andet end sex, vold og rigdom. Se bare:

  1. Run DMC: Raising Hell
  2. Public Enemy: Apocalypse 91: The Enemy Strikes Black
  3. Public Enemy: It Takes A Nation Of Millions To Hold Us Back
  4. De La Soul: Three Feet High And Rising
  5. Arrested Development: 3 Years, 5 Months and 2 Days in the Life of…

Jay-Z vs. The Beatles: The Grey Album (en forbudt genistreg af Danger Mouse!) er ikke på den officielle liste på grund af albummets officielle ikke-eksistens. Cypress Hill, Ice-T (der engang var til at holde ud), Beastie Boys, Queen Latifah og undergrundsnavne som Consolidated og senest Dälek skal også fremhæves.

Årene omkring 1990 var de gyldne år med en kreativitet, der modsvarede rockscenen fra 1977 og frem. Public Enemy var det politiske band (a la The Clash), De La Soul lavede drenget, pop- og melodiorienteret musik (a la Buzzcocks) og Run DMC var med til at starte bølgen (a la Sex Pistols).

Kom med jeres bud!