Alle indlæg af Pastoren

Er der noget valg?

Er præsidentvalget i USA spændende? Realisterne iblandt os ville påpege, at det valg, der er mellem de to store partier, svarer til et valg mellem Venstre og Konservative. Mange progressive mennesker, jeg kender, ser et stort håb i Barack Obama. Lad os nu se, hvad der sker, når manden giver sig til at snakke om konkrete politiske emner. Prøv også at læse den australske journalist John Pilgers kritiske klumme om Obama i New Statesman. Det er helt klart også de store finansinteresser, der står bag Obama.

Det bliver under alle omstændigheder ikke svært at blive en mere populær og kompetent præsident end den person, der nu kun har få måneder tilbage i embedet. Og det er bestemt interessant, at det efter 232 år lykkes at få en præsidentkandidat med afrikansk baggrund fra et af de to store partier.

Nu ser Clinton omsider ud til at give op. Jeg har ikke meget til overs for nogen af kandidaterne, men én ting vil jeg dog sige: Det er dybt usympatisk, at man har kritiseret hende med udgangspunkt i hun er kvinde. Derfor vil jeg heller ikke bringe et af de billeder, der er blevet taget af hende, hvor hun ligner f.eks. en hysterisk grimasserende sangerinde, men i stedet prøve at overholde en tradition på bloggen med at finde et godt fotografi.

Et forår for længe siden

I disse dage er det fyrre år siden, der var uro nede i Europa. I Frankrig demonstrerede studerende og arbejdere, og det gik ikke altid specielt fredeligt for sig – se bare ovenfor. I Tjekkoslovakiet demonstrerede man også, her i protest mod det sovjetiske overherredømme og for de demokratiske reformer, landets regering havde indført. (Denne blogs forfattere nøjedes med at vælte legetøjsbiler.)

Det endte som bekendt slet ikke, som de demonstrerende havde håbet. Charles de Gaulle kom styrket ud af urolighederne i Frankrig, og sommeren sluttede for tjekkernes og slovakkernes vedkommende med at sovjetiske tanks rullede ind.

40 år senere sidder vi tavse rundt om i samtalekøkkenerne og satser på at filantropiske millonærer og fair-trade-kaffe vil frelse os. En nystiftet erklæret socialistisk studenterorganisation i Aalborg vil arbejde for – flere stikkontakter i auditorierne og retten til at høre musik på headset under (skriftlig?) eksamen. Det er ikke engang ironisk ment. Hver mand sin computer, så er vi glade.

Den slovenske filosof Slavoj Žižek, der er blevet kaldt “kulturteoriens Elvis” (!!) har skrevet et tankevækkende essay om “arven fra 68” –  læs det her. I anden sammenhæng har han slået til lyd for at USAs præsident skal vælges af resten af verden. Ikke nogen usympatisk tanke.

Bristol stereo centre

Det er meget længe siden, man kunne kalde Portishead for “trip-hop”. De slæbende beats og den scratch, der stak hovedet frem på det første album, Dummy, gled i baggrunden allerede på det næste album, og nu, i 2008, er der ikke mere. Hvor de to første albums tenderede mod det stort anlagte og orkestrale, er Third et album, hvor det ofte er gruppens tre medlemmer, der med guitar, trommer, vokal og programmeringer er alene sammen.

Hermed antyder jeg også, at den knugende melankoli og dysterhed, der altid har præget Portishead, er intakt. Det er stadig ikke festmusik eller det, der ligner. Det er på samme måde stadig ensomheden, tvivlen og følelsen af isolation i forholdet til andre, der dominerer i teksterne. Også her aner man en fjern arv fra Billie Holiday.

Arrangementerne er blevet enklere – der er akustisk guitar, mere regulære (jazzede) trommer end før og en del elektroniske indslag.

“Machine Gun” minder i sit arrangement ikke om noget tidligere Portishead-nummer; det er helt elektronisk med en skurrende maskinrytme, der trækker alt tempo ud af nummeret. Omvendt er “Deep Water” det nærmeste, Portishead er kommet på at lave en bagatel – halvandet minut i dur (!) med hvad, der må være en ukulele.

Mest bemærkelsesværdige er “The Rip”, som Jens allerede har nævnt, og “Small”. Begge numre bebor en slags grænseland mellem britisk folk og de dystre stemninger fra f.eks. Closer (på “Small” dukker også et Ray Manzarek-agtigt orgel op.)

Resultatet er vellykket, kræver en hel del af lytteren. Hits er der ikke mange af – formodentlig slet ingen. Men slags har vi andre, der laver.

Definitivt rehabiliteret?

 

Tidligere i denne uge nævnte begge denne blogs forfattere Portishead i kommentarer til et indlæg. Det er tid til at bryde endnu et selvpåført tabu, omend af en ganske anden art.
Et af de mest forkætrede tv-fænomener er det europæiske Melodi Grand Prix. Det er som bekendt heller ikke noget, vi har brugt mange linjer på her på bloggen.
Men nu skal det frem: Jeg har indtil engang midt i halvfemserne siddet og set med; engang indviede jeg sågar en måbende amerikansk kollega i fænomenet. I går aftes sad min bedre halvdel og jeg så og hånede løs i et par timer til den ene semifinale i et anfald af tv-nostalgi. Det var godt nok ikke blevet bedre med årene. Hvorfor tror alle deltagende lande at de kan vinde ved at stille med fotomodelagtige kvinder, der ikke kan synge (endsige synge engelsk), men vifter med armene iført ultrakorte sølvlamékjoler, mens romerlysene blusser?
Der var faktisk en fjern fortid, hvor dygtige sangskrivere og sangere deltog nogenlunde regelmæssigt. Og også senere har jeg af og til hørt en sang, som var både velskrevet og velfremført og som jeg huskede for det gode. I helt tilfældig rækkefølge er her seks sange, jeg kunne komme i tanke om (omend jeg var afskåret fra at se mindst én af dem på direkte tv) – der er nok flere. Ingen af sangene er forresten på engelsk. Især det ungarske bidrag er forbløffende vellykket i sin enkelhed – en slags centraleuropæisk country-vemod.

De meget langtrukne afstemninger efter opførelsen af sangene er noget for sig. Hjemme hos mig har der været en vis utilsigtet underholdningsværdi forbundet med at se stemmeafgivningen fra Cypern, hvis officielle tv-selskab har et akronym, der er sjovt på den lidt vulgære måde (og hvis tyrkiske oversættelse også er det, endda på eksakt samme måde, men på svensk). Se selv hvorfor.

 

Fjollet navn, god musik

Death Cab For Cutie har netop udsendt deres ottende album, Narrow Stairs. I lang tid troede jeg på grund af gruppens underlige navn, at der var tale om fordrukken, smådyster musik á la Arab Strap eller det, der er værre. Så jeg gjorde ingen anstrengelser for at stifte et nærmere bekendtskab. Men i sensommeren 2005 var jeg i USA lige inden Plans udkom. Foromtalen var af en sådan art, at jeg måtte høre, hvad det her var for noget. Og “det her” var faktisk moderne pop-rock med gode melodier og potentialet til et stort gennembrud – en slags amerikansk Coldplay, der er til at holde ud at høre på. Medlemmer af Death Cab For Cutie har også haft en finger med i spillet på Lucky, det nye album med de musikalsk beslægtede Nada Surf (en 2008-skive, der ingenlunde er mislykket).

Narrow Stairs har en anelse mere riv i guitaren end Plans, men der er samtidig også fine pop-øjeblikke. Om der faktisk er tale om et af årets album, tør jeg ikke udtale mig om endnu.

Ikke dårligt

Så lød fløjten, og byen er forandret. Også tillykke til FC København, der stadig har chance for at få en medalje.

Selv om man kan høre sangen og jubelen fra stadion tværs over fjorden, vil jeg nu alligevel forlade tastaturet og bevæge mig ud i byen for en stund.

(Der var også noget med et par flasker Raftman i et væddemål, men det kan vi ordne pr. e-mail.)

Noget at gå op i

For længe siden diskuterede teologer efter sigende, hvor mange engle der kunne danse på et knappenålshoved. Mange hundrede år senere har danske politikere kastet sig over en ny, hypotetisk diskussion.

I dagens anledning bærer denne blog derfor tørklæde.

Stetson og sampler

(Åh, nej, skriver han nu igen om countryrock? Ja, det gør han. Og så alligevel.)

Her efter pinse har jeg kastet mig over to nye udgivelser.

Neva Dinova er en gruppe fra Nebraska, der netop er blevet signet til Saddle Creek Records, hjemsted for bl.a. den bævende dreng fra Bright Eyes. Deres tredje album, You May Already Be Dreaming, udkom i sidste måned. Her er både countrymusik med tydelig inspiration fra Johnny Cash og mere regulær rock. På sin vis minder de derfor lidt om Okkervil River – og er værd at give et lyt på f.eks. Neva Dinovas MySpace-side.

Four Tet alias Kieran Hebden har en ny EP ude, Ringer, og her lyder han mere `traditionelt elektronisk’ end ellers med en regulær synthesizer-lyd og lige så regulært dansable beats. Online-musikstedet The Fader har et langt DJ-sæt mixet af Four Tet, der indledes med et nummer fra Ringer og derefter blander bl.a. Kraftwerk, Carl Craig, Autechre og Burial ind. Hent det her.

Allerede glemt

For en sikkerheds skyld: Undskyld, jeg ødelægger den gode stemning. Rundt om i verden findes en række “glemte krige”, som får ingen eller sporadisk, kortfattet opmærksomhed i medierne. I disse dage er der startet endnu en glemt krig i den by, nogle har kaldt Mellemøstens Paris. Danmarks største avis bruger to meget korte spalter gemt på side 7 i dagens udgave.

Amor og den sidste pil

I dag bliver C.V. Jørgensen 58. Tillykke!

Jeg strejfer planløst om på vejene hvor jeg bor
med fornyet appetit på livets gang her højt mod nord
hvor folk & fæ igen færdes uvante i det fri
mens stjernerne de funkler som Reseda’s simili
& hver en villahave har sin helt specielle duft
der forsøder sommernattens stillestående luft
hvor nattergalen uden at unde sig selv det mindste hvil
slår sine triller dygtigt ramt af Amors pil

Ja natten den er lys & lang som vejen hjem til der hvor
min uredte seng står frit i rummet fristende & klar
med drømme der vil ku’ sende enhver til verdens ende
men jeg la’r andre om at sove & forbli’r i min tro
på at vinden hvisker i mit øre ka’ du høre græsset gro

© Carsten Valentin Jørgensen

En rund dag for manden fra NYC, PDA m.m.

Det meste af 3. maj 2008 er gået, hvis man sidder i Danmark. Men i USA er der stadig masser af 3. maj tilbage. Tillykke til Interpols Paul Banks, der netop i dag bliver 30. (Måske er hans fødselsdag allerede gået? Rygter vil vide, at han har en dansk kæreste, som ikke er helt ukendt. Men den slags nærgående teoretiseren overlader vi til sladderpressen. Dette er en seriøs blog!)

En rund fødselsdag

I dag er en helt særlig dag.

  • Først og fremmest er det torsdag med kun to døgn til nærmeste weekend.
  • Dernæst er det arbejdernes internationale kampdag, der i år er placeret midt i en konflikt.
  • Esbjerg møder Brøndby i Pokalfinalen.
  • For omkring 2000. gang er det Kristi Himmelfartsdag.
  • Og så fylder D’Arcy Wretzky fra The Smashing Pumpkins fyrre. Sidst, man hørte noget fra hende, var da hun i 2005 blev anholdt med noget narko. Her ses et billede af hende fra velmagtsdagene, hvor hun er flankeret af to mænd, der i mere end én forstand stod hende nær.