Jeg har netop købt The Seldom Seen Kid , det nye album med Elbow.
Jeg rippede cd’en i iTunes og lagde det ind på min iPod, sådan som jeg har for vane. Første lyt på iPod’en ramte mig med vantro: Musikken var ikke nær så høj som den plejer.
Derefter blev jeg igen urolig. Der er jo ikke noget i vejen med lydkvaliteten! Også jeg er blevet vænnet til at musik først og fremmest skal lyde højt. Elbow har protesteret mod udviklingen ved at lade være med at booste musikken og dermed komprimere den. Når der bliver skruet op for volumen under mix og mastering, bliver alle passager oplevet som høje, og dynamikken forsvinder. Med andre ord: Musikken opleves som komprimeret. Hvis man derudover komprimerer yderligere, bliver det endnu mere udtalt. Et tredje problem med høj volumen skyldes, at man i dag anvender digital optagelse, mix og mastering. Overstyret digital lyd fører til fænomenet clipping, der er en forvrængning, mange oplever som ubehagelig. (Analog overstyring kan, hvis den bruges rigtigt, derimod give en fornemmelse af øget “varme”.)
The Seldom Seen Kid er en delikat sag med strygere, messinginstrumenter og en del ballader med mindelser om Robert Wyatt. Det er ikke Mötörhead, det her. Så jeg forstår det så godt. (Lemmy & Co. lavede et livealbum med titlen Everything Louder Than Everything Else – en forudanelse?)
Den debat, vi har fat i her, er blevet kaldt The Loudness War. Læs mere på turnmeup.org og bemærk at Vagrant Records, der er pladeselskab for bl.a. Paul Westerberg, er medinitiativtager.
Det er korrekt, at der er alt for megen musik, der komprimeres til døde. Jeg er glad for at jeg ikke er den eneste, der synes at The Arctic Monkeys har forfærdelig lydkvalitet. Og for nylig hørte jeg Music Of The Spheres, det nye album med gamle Mike Oldfield, et værk han har skrevet for symfoniorkester – helt uden rockinstrumenter eller elektronik. Et symfoniorkester har en helt fantastisk dynamik (prøv at høre Gustav Mahler, der udnytter denne spændvidde til det yderste) – men her var bare fladt. Alt var blevet lige højt.
En stillingtagen er naturligvis på sin plads. Jeg deler bekymringerne, men årsagerne til de ændrede øre-mønstre er komplicerede. Det er sikkert for mit vedkommende en kombination af alle erfaringerne fra live-koncerter kombineret med behovet for at kunne spille op mod trafikken, når jeg er ude at cykle. Ironisk nok syntes jeg i min ungdom, at musikken på spillesteder var alt, alt for høj.
Det bedste, jeg ved, er at høre musikken ved ikke alt for lav volumen hjemme på det “rigtige” musikanlæg – ikke high-end, men hæderlige kasser fra Denon og veltjente britiske højttalere fra Ruark. En iPod eller computerhøjttalere er hyppige nødløsninger, for resten af husstanden er ikke altid i humør til at høre musik.
