Der er i hvert fald tre albums, man bør investere i, hvis man vil opdage The Replacements:
- Let It Be fra 1984 er der, hvor historien starter, hvis man spørger mig. På Let It Be opdager vi (og The Replacements) pludselig alle nuancerne i Paul Westerbergs sangskrivning. Det er hér, gruppen lægger den slaskede garagerock bag sig og begynder at spille sange med gode melodier og velskrevne tekster. Peter Buck fra R.E.M. kigger forbi med sin guitar på “I Will Dare”.
- Tim fra 1985 skulle egentlig have været produceret af Alex Chilton, men blev i stedet produceret af Tommy Erdelyi, der havde været trommeslager i The Ramones. Lyden er elendig på dette album, men sangskrivningen er i top. Et af mine yndlingsnumre, “Here Comes A Regular”, slutter albummet af.
- På Pleased To Meet Me fra 1987 er gruppen reduceret til en trio efter at den ældste Stinson-bror, Bob Stinson, er blevet smidt ud. PÅ dette album spiller Alex Chilton med, dog ikke på nummeret, der bærer hans navn. Albummet er produceret i Memphis af den gamle Big Star-producer Jim Dickinson, og lyden (her er tale om en af de første digitale optagelser, hvilket der skiltes med) er ganske meget bedre end på forgængeren. De to sidste numre, den akustiske perle “Skyway” og den lille pop-perle “Can’t Hardly Wait” med Memphis-horn og strygere, er en double whammy, der slutter albummet perfekt af.
De to sidste albums, Don’t Tell A Soul og All Shook Down, har også deres øjeblikke, men når ikke helt derop. Det sidste album er i realiteten et Paul Westerberg-soloalbum – de tre andre band-medlemmer spiller kun med her og der. Ikke desto mindre tog gruppen på turné bagefter og spillede en legendarisk sidste koncert i Chicago d. 4. juli 1991, dokumenteret på en lige så legendarisk bootleg (i soundboard-kvalitet).
Hvis man kun skal eje ét album, så køb opsamlings-dobbelt-cd’en All For Nothing/Nothing For All. Lyden er fin, og cd 2 har en række b-sider og outtakes, hvoraf nogle er ganske interessante. Denne opsamling dækker dog kun de sidste fire albums, indspillet for Warner Bros. Let It Be udkom på det lokale Minneapolis-selskab Twin/Tone.
Den noget nyere opsamling Don’t You Know Who I Think I Was har numre fra alle albums, men hvis man partout vil købe den, skulle det alene være fordi den rummer to nyindspillede numre, hvor Paul Westerberg og Tommy Stinson (der må siges at være gruppens hovedpersoner og eneste faste medlemmer gennem hele forløbet) er sammen. Den gamle trommeslager Chris Mars er med på kor; guitarist Slim Dunlap, der var med på de to sidste albums, dukker slet ikke op.
De nye genudsendelser af de 4 første albums stiller jeg mig skeptisk over for. Bevares, en tidlig country-ballade som “If Only You Were Lonely” er da interessant at genhøre – men jeg ville hellere genhøre ordentlige udgaver af de numre Alex Chilton nåede at producere i de sessions, der ledte op til Tim. Disse numre kom med på en EP, Boink!, der er umulig at opdrive.
Jesse Malin er langt bedre live end på sine albums – the fine art of self destruction er dog tæt på en undtagelse.
Og omtalen af Replacements og især Tim for snart nogle år siden er noget nær den bedste anbefaling denne side har bragt mig – sikken en øjenåbner!
Jeg kan faktisk vældig godt lide Jesse Malin – jeg så ham som opvarmning for Ryan Adams i sin tid. Min kammerat, der var med, syntes han mindede om Springsteen i sin udstråling. Det er ikke helt ved siden af.
Jo, Pastor. Tommy og Jesse
Jeg har det også svært med Jesse Malin. Det han laver er egentlig sympatisk nok, men der er noget der skurrer. I længden bliver det en smule ensformigt.
Jeg ville sige, at det mest bemærkelsesværdige var den fyr han varmede op for, Jesse Malin 🙂
Han skulle være lige noget for alle, der kan lide Paul Westerberg.
Det var dengang, Tommy Stinson turnerede sammen med Jesse Malin, ikke?
Jesse Malin er nok ikke noget for fans af Guns’n’Roses, og vel især ikke når han er i sit akustiske hjørne.
Jeg så Tommy Stinson på Loppen for nogle år tilbage. Det mest bemærkelsesværdige ved den koncert, var de fans, der var mødt op i Guns’n’Roses t-shirt.
Ja, Tommy Stinson var med i Roskilde – i al fald ifølge de anmeldelser, jeg har set.
Han har vel haft brug for pengene, efter en overgang uden pladekontrakt og et job som computersælger. Chinese Democracry har efter sigende allerede kostet 13 millioner dollars at indspille, så noget af dét beløb er forhåbentlig gået ind på hans konto.
Men et særlig ærefuldt karrieretræk er det nu ikke. (Ville jeg selv spille bas for f.eks. den buttetskønne?)
Sjovt at tænke på at Tommy Stinson spiller i Guns’n’Roses – var han egentlig med i Roskilde?
Tak for korrektionerne! Det går lidt hurtigt ind imellem.
Tommy Erdelyi / Tommy Ramone havde også været producer på de første Ramones albums.
Endnu en lille rettelse, Pleased to Meet Me har de kun lavet én plade der hed – afskedspladen hed All Shook Down. Vænner man sig i øvrigt til dens grå og regnvåde stemning, så er det en skøn plade.
“Kids Don’t Follow” fra Stink-ep’en (som i sin helhed også anbefales herfra) bør også fremhæves som en fremragende Westerberg-sang.
Paul Westerberg er en fremragende, mere punked-up version af Springsteen.
– Pastor. En mindre rettelse. ‘Let It Be’ er fra 1984.
Hvad angår de første tre album, så er det jo smag og behag. Eller sagt med et Paul Westerberg citat: “Remember where you started from”