En ny dokumentarfilm af Jon Savage om Joy Division med hidtil lidet kendte optagelser udkommer den 2. maj.

Læs mere i The Observers webudgave.

I gamle dage ventede man utålmodigt på at et album skulle udkomme, i dag venter mange på at lydfilerne lækker og kan findes på Internet. Og nu er R.E.M.s kommende album Accelerate lækket, denne blogs forfattere har fået lydfilerne og er i gang med at lytte. Det er tydeligt, at denne blogs brugere også lytter løs.

Jeg plejer at skulle høre et album adskillige gange, før det rigtig bundfælder sig, så tag følgende med det påkrævede gran salt:

Det klæder R.E.M. at vende tilbage til den traditionelle, lidt Neil Young-agtige rock, de ofte er vendt tilbage til gennem deres nu mere end kvarte århundrede sammen. Sangskrivningen er tydeligt bedre end på den lumsk kedelige Around The Sun, numrene er ikke længere end enkle rocksange bør være, og trofaste gamle bestanddele som Mike Mills’ harmonivokal og Beatles-agtige basspil og Peter Bucks riff-bjerge er igen dominerende. Nok ikke et storværk, vi har med at gøre, men et solidt album cirka på niveau med New Adventures In Hi-Fi.

Forsidebilledet er udarbejdet med limstift og kopimaskine af de farveblindes forening, så også her er alt som det plejer. Derfor i stedet et billede af Michael Stipe i kredsløb.

Og når nu talen er faldet på Leonard Cohen…

For sytten år siden kom I’m Your Fan, et hyldest-album til Leonard Cohen – og et af de eneste hyldest-albums, der holder endnu. The Pixies, Nick Cave, The House Of Love og et utal af andre gav deres meget forskellige fortolkninger af Cohens sange. Sidste sang var en enkel udgave af “Hallelujah” med John Cale. Netop dét nummer holdt jeg især af; det var her, jeg opdagede, hvor udtryksfuld en sanger, John Cale egentlig er.

Få år senere siden stod jeg på Roskilde-festivalen og hørte Jeff Buckleys koncert. Jeg havde ikke købt Grace endnu (men det gjorde jeg kort tid efter; det var nemlig ikke nogen dårlig koncert). Det betød, at den eneste sang, jeg genkendte, var Buckleys udgave af Leonard Cohens “Hallelujah”. Min daværende kæreste var med, og hun blev snart meget begejstret for netop denne fortolkning. Selv tænkte jeg “Buckley er da god nok, men John Cales indspilning er nu bedst”. Jeg tror aldrig, hun nåede at høre John Cale. Og i lang tid troede jeg, at jeg var den eneste, der havde bemærket kvaliteterne i waliserens prunkløse fortolkning.

Årene gik, og “Hallelujah” blev en slags ny evergreen, som Gud og hvermand (desværre fortrinsvis sidstnævnte) kastede sig over. Den stakkels sang er endog blevet krukket ihjel i Hanne Boels nådesløst selvsmagende mishandling, som jeg dog heldigvis ikke har overværet. (H. Boel sidder ved siden af en buttetskøn person i mit anti-parnas.)

Jeg fandt en ny og betydeligt bedre partner, nemlig min nuværende hustru. Hun var før i tiden svoren tilhænger af Leonard Cohens egen fortolkning (som jeg altid har syntes er flad og grå) og havde også en vis faible for Buckley. Men en dag blev det for meget, og jeg gravede I’m Your Fan frem fra en af kasserne under ægtesengen. Og da måtte hun overgive sig – John Cales udgave er bedst.

I sit seneste blogindlæg på The Guardian giver Jon Wilde mig ret. Så nu er vi tre. Mon ikke vi er flere endnu?

Et af de albums, jeg hører med nogenlunde jævne mellemrum i disse måneder, uden at det er i heavy rotation (tung omdrejning?), er amerikanske Vampire Weekends debut af samme navn. Man kunne måske forledes til at tro, at deres musik ville være goth i lange baner.

Men nej. Vampire Weekend har et særegent udtryk, hvor en ubekymret New Yorker-tone møder sydafrikansk township jive og kammerpop-arrangementer. De fleste sange handler om college-livet i det nordøstlige USA. Sejlerskoene på billedet fortæller lidt om det segment, bandet stammer fra. Jeg aner ligheder med The Strokes, omend den borede knallert må siges at være udskiftet med en citybike.

En (i begge betydninger) oplagt sommerplade her i marts!

Jeg er så gammel, at jeg ikke forbinder Bauhaus med et byggemarked, men med fire englændere: Peter Murphy, Daniel Ash og brødrene David J og Kevin Haskins. Fra 1978 frem til 1983 spillede de deres dystre, indadvendte rockmusik med tydelig inspiration fra David Bowie og glamrock (Bolans “Telegram Sam” var således en tidlig single). Mange vil hævde, at Bauhaus var med til at grundlægge den forkætrede goth-genre. (Jeg har hørt så forskellige bands som Paradise Lost, The Cure og The Mission omtalt som goth, så hvad goth egentlig er, ved jeg stadig ikke. Måske er det bare en tøjstil.)

I 1983 gik Peter Murphy sin vej, og de tre andre fortsatte som Love and Rockets, et tydeligt mere pop-orienteret band. Peter Murphy lavede soloprojekter, konverterede til islam, flyttede til Tyrkiet og lod sig inspirere af landets musik. Love and Rockets blev efterhånden mere og mere elektroniske i deres udtryk. Og til sidst stoppede de som band.

I 1998 blev Bauhaus gendannet for en enkelt turné. I 2005 var de sammen igen og turnerede igen.

Sidste år gik de fire så i studiet sammen og indspillede nyt materiale. Resultatet er albummet Go Away White, der udkommer på tirsdag d. 4. marts. Go Away White lyder meget mere af Bauhaus end af Love and Rockets, og Bowie-inspirationen er stadig meget tydelig. Er det værd at høre? Det er det. Nogle havde frygtet en pendant til Cut The Crap – så slemt er det slet ikke. Men forvent ikke at høre en ny pendant til “Bela Lugosi’s Dead”. Sangene lyder af og til som first takes, med alt hvad det indebærer af spontanitet og fejl. Prøv f.eks. at høre snakken i “Mirror Remains”.

Det er ikke nogen permanent gendannelse, vi her er vidne til. Love and Rockets er til gengæld blevet gendannet og spiller til Coachella-festivalen til april.

I dag blev Aretha Franklin tildelt prisen som Person of the Year. Og her sidder jeg så og lytter til et udvalg af fru Franklins klassikere; jeg bliver altid imponeret af hendes på én og samme tid sjælfulde, kraftfulde og uanstrengte vokal. Reality-tvs amatører burde lytte til hende og derefter lade stilheden råde.

(Billedet ovenfor afslører, at Amy Winehouse og Aretha havde nogenlunde samme kropsmål og frisure, da de var 20. Ak ja.)