I sin blog på The Guardian skriver Jonathan Jones om Simon og Garfunkel:

Simon and Garfunkel are never going to be a fashionable taste to confess to. They probably weren’t even fashionable in 1972. Only when you’re the age to see The Graduate as a brilliantly subversive vision of the American dream’s hollowness (about 16, generally) are you truly open to the message of Sound of Silence. Maybe the strange truth is that Simon and Garfunkel are a truly youthful obsession.

Listening to them again, it’s I Am A Rock that sends shivers down my spine. What a great song – what a poem.

Jeg har det på samme måde. Simon og Garfunkel har aldrig været hippe som f.eks. Bob Dylan eller Lou Reed. Men deres albums fra dengang er et skatkammer af Paul Simons velskrevne sange (Art Garfunkel skrev næsten intet). Mange af Paul Simons sangtekster er små sprogperler på engelsk, ikke svære som Dylan og ikke tvære som Reed, men fulde af interessante bibetydninger. Hver for sig opnåede de to aldrig helt hvad de fandt frem til sammen.

Simon og Garfunkel var også lyden af min barndom. Min mor hørte dem meget dengang, kan jeg huske. “The Boxer” husker jeg især. Da jeg fik lært mig engelsk, værdsatte jeg sangen endnu mere.

Og hun hørte Burt Bacharach og Leonard Cohen. I dag, mange år senere, hvor hun på syvende år er ramt af fremskreden demens, har plejepersonalet i misforstået venlighed lagt nogle cd’er med dårlig dansktopmusik ind på hendes stue på plejehjemmet. Men ingen tænder cd-afspilleren for hende. Godt det samme.

(Hvem ved, at man nu kan få Simon og Garfunkels samlede albumudgivelser i et boxsæt for kun 13 pund og 98 pence – 5 cd’er og en dvd i tilgift? Jeg gør. Et tilbud, man ikke bør afslå.)

Nu kan alle høre den første single fra R.E.M.’s kommende album, Accelerate, ved f.eks. at gå herhen (og scrolle et par linjer op). Nummeret kan også købes på iTunes. Min egen dom? Det er ikke noget dårligt nummer. Det gør ikke noget, at man igen kan høre herrerne fra Georgia skrue op for lyden efter den regulært kedelige Around The Sun.

Hvad har Phil Collins, The Breeders, The Game, Madonna, LCD Soundsystem, The Verve, Missy Elliott, Elton John, Sophie B. Hawkins, The Smashing Pumpkins, Fleetwood Mac og 50 Cent fælles? På albummet Night Ripper fra 2006 bliver de alle samplet af den vinkende herre på billedet – Gregg Gillis, kendt som Girl Talk. Et spændende album, som jeg først nu har fundet ind til. Night Ripper er for så vidt én lang mash-up og en interessant øvelse for de af os, der har en musiksamling, der ikke er lille. Man kan bruge masser af tid på at lege “identificer dét sample” og more sig over de overraskende måder, Gillis sætter de mange små musikstumper sammen på. Advarsel: Hvis man ikke kan holde ud at høre hiphop, er man på den! (Teksterne er ret beset det mindst bemærkelsesværdige; af og til handler de ikke om sex.)

Han udtalte sig firkantet og var ikke altid et lige sympatisk bekendtskab, han talte om de undertrykte samtidig med at han var en styrtende rig hedonist, han snakkede om fred samtidig med at han ville sende penge til IRA – men var samtidig “fuld af selvironisering, humor og sans for egen fejlbarlighed” (for at citere en udtalelse om en anden nordengelsk sanger med irsk baggrund). Og som sanger og sangskriver (for det var dér hans styrker lå) var han ganske enkelt enestående. På BBCs liste over de største briter nogensinde er han nummer 8. Hvert år i december, når jeg hører hans (og konens) julesang, er det tid for mig at spørge, hvad jeg har fået gjort i året, der er gået. Mine damer og herrer: Dr. Winston O’Boogie.