Så var jeg atter gæst i Rigets Centrum, nu til The Nationals koncert i Store Vega. En SMS fra udlandet afslørede, at vor blogs anden forfatter denne aften var i sit rette element. Det var jeg for så vidt også; det var en koncert, jeg havde set frem til, og vellykket var den bestemt også. The National er et band, jeg inden for de seneste par år er kommet til at værdsætte meget. Herom er jeg tydeligvis ikke alene; der er tegn på at de er ved at blive verdensberømte i Danmark i stil med f.eks. Suede.

Sætlisten koncentrerede sig om sange fra de to seneste albummer, Boxer og Alligator, med en enkelt afstikker til “About Today” fra Cherry Tree EPen.

The National formår at bevæge sig med stor sikkerhed mellem det roligt konstaterende og de larmende klimakser, hvor man af og til kan høre sanger Matt Berninger give efter og komme med hæse brøl. På mange måder forener The National de bedste træk fra U2s tidlige år – guitarernes ringen, trommerne, der marcherer mod klimaks – med den blanding af inderlighed, melankoli og underspillet ironi, som kendetegner Nick Cave og Leonard Cohen.

Koncerten var kendetegnet af denne dynamik og havde ganske mange øjeblikke af stor intensitet. Under “Daughters of the Soho Riots” overgav det ellers hørligt begejstrede publikum sig helt til sangens stemning og blev tyst. “The Geese of Beverly Road” og “Ada” flød endnu mere ubesværet end i studieudgaverne. Til allersidst kom “Start A War”, dét nummer fra Boxer, der er et kongeeksempel på The Nationals brug af spændingen mellem det stille og det stort anlagte. Så tilgiver jeg gerne f.eks. lidt tempobøvl i et af mine yndlingsnumre, “Fake Empire”.

Jeg vil også benytte lejligheden til at fremhæve Padma Newsome, der én gang for alle fjernede enhver tvivl hos mig om at en bratsch kan tiføje noget fornuftigt til lyden af et rockensemble i live-sammenhæng.

(Opvarmningsnavnet Hayden var ikke fantastisk – en lidt forvirret troubadour fra Canada – men ikke så pinligt, som jeg havde frygtet. Hans sæt endte endda med at The National minus Matt Berninger akkompagnerede ham på to numre.)

I det private hjørne en stor tak til Per (aalborgenser i eksil) og Michelle for husly på en decemberaften i hovedstaden.

På mandag aften spiller The National igen på dansk grund, denne gang i Store Vega. Skal man tro anmeldelserne, var koncerten i Amager Bio en særdeles god oplevelse. Jeg håber på en lige så vellykket koncert, thi jeg vover mig til Rigets Centrum bl.a. af denne grund. Jeg røber nok ikke for meget ved at røbe, at Boxer er et af de albums, jeg har lyttet mest til i 2007.

Måske ses vi i Vega?

(Jens er endnu i umiddelbar nærhed af Mersey-floden og de rødklædte (af)guder, så han dukker ikke op.)

Vælgerne fik omsider nok af højreregeringen, dens appel til fremmedhadet og fedtspillede miljøpolitik. Den skaldede sanger, der i sin musikkarriere udtrykte mange markante meninger, er for alvor kommet ind i varmen og kan nok endda se frem til en ministerpost.

Den dårlige nyhed er at hans gamle band dermed ikke bliver gendannet.

Og det skete alt sammen i går. I Australien.

http://www.petergarrett.com.au/

Jeg har desværre en fornemmelse af at hr. Garrett har solgt en del ud undervejs. Men de gamle albums med Midnight Oil har vi da endnu. Og de lavede meget andet end “Beds Are Burning”, er det værd at bemærke.

Jeg husker en samtale, jeg for snart mange år siden havde med Hilmer Hassig. Vi talte om Hilmers favoritalbums, og det gik hurtigt op for mig, at han havde en tendens til at synes rigtig godt om ét album med en bestemt kunstner, men ikke var nær så begejstret for de øvrige udgivelser. Jeg kan f.eks. huske, at han kun synes om Pornography fra The Cures store oeuvre og Led Zeppelin III fra Led Zeppelins diskografi. Jeg har opdaget, at jeg deler denne stærkt selektive holdning i et vist, begrænset omfang. (Og jeg kan forresten også lide de pågældende to albums.)

Tag nu f.eks. Muslimgauze, der var pseudonym for den britiske percussionist Bryn Jones, der døde i 1999 af en sjælden blodsygdom. Jeg læste for 15 år siden om hans musik – en blanding af mellemøstlige toner, samples og industrial-agtig percussion. Det lød fascinerende på papiret, så det måtte undersøges. Jeg fik fat i albummet Zul’m. Der var ikke meget industrial over albummet, men til gengæld var der syv lange numre med gyngende og tilbagelænet arabisk-inspireret instrumentalmusik med velvalgte samples fra Mellemøsten. I lang tid var Zul’m nok for mig, men jeg har siden prøvet mig frem. Store dele af Muslimgauze-bagkataloget findes nu på iTunes og kan desuden købes på cd fra det nederlandske selska Staalplaat. Jeg købte efter mange net-anbefalinger Uzbekistani Bizarre and Souk, da dette album blev genudgivet, og derudover er jeg begyndt at lytte mig frem.

Men ak… resten af det enorme bagkatalog med Muslimgauze fænger mig ikke. Måske er produktionen for dårlig, måske er der for meget industrial efter min smag, måske var Zul’m simpelthen et isoleret højdepunkt, hvor inspirationen og de rigtige samarbejdspartnere tilfældigvis var der.

Er der andre derude, der har det sådan med nogle musikere?

Jeg har set rockmusikkens fremtid, og den hedder Arcade Fire. Ja ja, jeg overdriver nok, men i dagens anledning vil jeg godt lufte en næsten Jon Landau’sk begejstring. (Desværre kan jeg nok ikke liste mig ind i en tilsvarende rolle.)

I 1985 så jeg Bruce Springsteen og The E-Street Band på Ullevi. Clarence Clemons svingede med saxofon, Bossen selv løb rundt fra side til side, Nils Lofgren slog kolbøtter med sin guitar… Musikken var en blanding af fest, længsel, melankoli og samfundskritik. Publikum var en skov af vajende hænder.

22 år senere står jeg som denne blogs udsendte medarbejder i KB-hallen og ser Arcade Fire levere, hvad jeg ikke vil tøve med at kalde et brag af en koncert. Kort og godt: Det var i virkeligheden vore dages E-Street Band, jeg så og hørte (og så er de fra Canada!).

De fleste numre fra den traditionelt set svære, men her særdeles vellykkede toer Neon Bible (dog underligt nok ikke “Windowsill”) og højdepunkterne fra Funeral var der. Der var tilmed et par numre, jeg ikke kendte. De faldt på ingen måde igennem. Og slutningen med to numre fra Funeral, “Neighbourhood #3 (Power Out)” og “Lies”, var helt oppe at ringe.

Det musikalske slægtskab med manden fra New Jersey er til stede, men ligheden stikker dybere i live-sammenhæng.

Ikke helt sjældent virkede det som om koncerten balancerede på randen af kaos – musikere, der løb tværs over scenen igen og igen, instrumenter, der blev kastet på himmelflugt og som regel grebet igen, sanger Win Butlers besøg nede foran scenen, Régine Chassagnes kokette dansetrin (hvem vidste at hun faktisk er en habil trommeslager? Ikke jeg), et utal af blæseinstrumenter trakteret på skift oppe i øverste højre hjørne. Men der var nok i virkeligheden ikke noget som helst, der var overladt til tilfældighederne (og med både rød neon og video for alle pengene). Nordamerikansk showmanship i den bedste tradition!

(Kun én enkelt ting vil jeg beklage mig over: Hvorfor skal der altid stå en apatisk udseende to meter høj mand lige foran mig til tætpakkede koncerter?)