Alle indlæg af Pastoren

Aftenens nationalhelte

03-12-07_2134.jpg

Så var jeg atter gæst i Rigets Centrum, nu til The Nationals koncert i Store Vega. En SMS fra udlandet afslørede, at vor blogs anden forfatter denne aften var i sit rette element. Det var jeg for så vidt også; det var en koncert, jeg havde set frem til, og vellykket var den bestemt også. The National er et band, jeg inden for de seneste par år er kommet til at værdsætte meget. Herom er jeg tydeligvis ikke alene; der er tegn på at de er ved at blive verdensberømte i Danmark i stil med f.eks. Suede.

Sætlisten koncentrerede sig om sange fra de to seneste albummer, Boxer og Alligator, med en enkelt afstikker til “About Today” fra Cherry Tree EPen.

The National formår at bevæge sig med stor sikkerhed mellem det roligt konstaterende og de larmende klimakser, hvor man af og til kan høre sanger Matt Berninger give efter og komme med hæse brøl. På mange måder forener The National de bedste træk fra U2s tidlige år – guitarernes ringen, trommerne, der marcherer mod klimaks – med den blanding af inderlighed, melankoli og underspillet ironi, som kendetegner Nick Cave og Leonard Cohen.

Koncerten var kendetegnet af denne dynamik og havde ganske mange øjeblikke af stor intensitet. Under “Daughters of the Soho Riots” overgav det ellers hørligt begejstrede publikum sig helt til sangens stemning og blev tyst. “The Geese of Beverly Road” og “Ada” flød endnu mere ubesværet end i studieudgaverne. Til allersidst kom “Start A War”, dét nummer fra Boxer, der er et kongeeksempel på The Nationals brug af spændingen mellem det stille og det stort anlagte. Så tilgiver jeg gerne f.eks. lidt tempobøvl i et af mine yndlingsnumre, “Fake Empire”.

Jeg vil også benytte lejligheden til at fremhæve Padma Newsome, der én gang for alle fjernede enhver tvivl hos mig om at en bratsch kan tiføje noget fornuftigt til lyden af et rockensemble i live-sammenhæng.

(Opvarmningsnavnet Hayden var ikke fantastisk – en lidt forvirret troubadour fra Canada – men ikke så pinligt, som jeg havde frygtet. Hans sæt endte endda med at The National minus Matt Berninger akkompagnerede ham på to numre.)

I det private hjørne en stor tak til Per (aalborgenser i eksil) og Michelle for husly på en decemberaften i hovedstaden.

En national begivenhed

thenational-boxer-02.jpg

På mandag aften spiller The National igen på dansk grund, denne gang i Store Vega. Skal man tro anmeldelserne, var koncerten i Amager Bio en særdeles god oplevelse. Jeg håber på en lige så vellykket koncert, thi jeg vover mig til Rigets Centrum bl.a. af denne grund. Jeg røber nok ikke for meget ved at røbe, at Boxer er et af de albums, jeg har lyttet mest til i 2007.

Måske ses vi i Vega?

(Jens er endnu i umiddelbar nærhed af Mersey-floden og de rødklædte (af)guder, så han dukker ikke op.)

En stor dag for engelsk fodbold (men…)

6874.jpg

29. november er en stor fælles fødselsdag i engelsk fodbold.

Ryan Giggs fra Manchester United bliver 34 i dag.
Kasey Keller, der er målmand hos Fulham, bliver 38.
Mark Pembridge. der førhen spillede for samme klub, bliver 37.
Dimitrios Konstantopoulos, der er målmand i Coventry (der i årevis har rumsteret rundt nede i The Coca Cola League), bliver 29.
Stephen O’Halloran (billedet) fra Aston Villa bliver 20.

Så vidt jeg kan se, er der ikke nogen fra Liverpool FCs førstehold, der er født på denne dag. Men til gengæld…

… er Jens tættere på sin gud i denne uge.

…og AaB skal sørge for, at storheden i engelsk fodbold begrænser sig til fødselsdagene. Jeg sidder hjemme i stuen med nerverne uden på den sorte t-shirt.

(Den tilsyneladende sammenstimling af fødsler kan forklares ud fra det, man i sandsynlighedsteori kalder fødselsdagsparadokset. Allerede i en forsamling på 23 mennesker er sandsynligheden for at to af dem har samme fødselsdag over 50%.)

332 dage – og 332 sekunder

Her er en øvelse, Jens ville elske. Den 28. november er årets 332. dag (undtagen i skudår, naturligvis). Her er en liste over hvad der i mit musikbibliotek varer 5 minutter og 32 sekunder. Hvem sagde, at en popsang ikke måtte vare over 3 minutter? Og hvem sagde at en klassisk komposition skulle være lang?

Sara – Bob Dylan
N.W.O – Ministry
Clean – Depeche Mode
Wasted – Mazzy Star
Action Figure – Lambchop
Just Like Tom Thumb’s Blues – Bob Dylan
Narina – Serart
Raising Hell – Run-D.M.C.
Kvinde Min – Lars H.U.G.
Enter Sandman – Metallica
Enigma Variations, Op. 36 (VIII-IX) W.N. (Nimrod) – Edward Elgar
Vit Drowning / Through Your Gills I Breathe – The Future Sound Of London
Shame – Rollins Band
Southern Man – Neil Young
Lips of Her Mentor and Henna Adorner – Apollon / Muslimgauze
Verkligen – Kent
Sonata No. 1 In G Minor, BWV 1001, Adagio – Johann Sebastian Bach
The Man Machine – Kraftwerk
Cotton Candy – Curve
Astonished (In Memphis) – Giant Sand
To Be Continued – Martin Hall
The Power of Love – Frankie Goes to Hollywood

(Men lige nu lytter jeg til Raising Sand med Robert Plant og Alison Krauss. Et særdeles vellykket samarbejde!)

Oppositionen vinder valget!

Vælgerne fik omsider nok af højreregeringen, dens appel til fremmedhadet og fedtspillede miljøpolitik. Den skaldede sanger, der i sin musikkarriere udtrykte mange markante meninger, er for alvor kommet ind i varmen og kan nok endda se frem til en ministerpost.

Den dårlige nyhed er at hans gamle band dermed ikke bliver gendannet.

Og det skete alt sammen i går. I Australien.

garrett.jpg

http://www.petergarrett.com.au/

Jeg har desværre en fornemmelse af at hr. Garrett har solgt en del ud undervejs. Men de gamle albums med Midnight Oil har vi da endnu. Og de lavede meget andet end “Beds Are Burning”, er det værd at bemærke.

Tusinde albums, du skal høre før du dør

albums.jpg

Den britiske avis The Guardian har udarbejdet en liste over 1000 albums inden for pop, jazz, rock, soul osv. som “man” skal høre før man dør. Der er ikke tale om

– at der er tale om de 1000 bedste albums, der nogensinde er indspillet, eller
– at man vil afgå ved døden som følge af at have hørt de pågældende albums.

Listen kandiderer til titlen som “Listernes liste”. Selv den person, efter hvem denne blog er navngivet, vil formodentlig slide sine listesko op her.

Guardian-listen rummer begrundelser for hver enkelt album og er (ikke overraskende) så lang, at den bringes ad flere omgange. Og etnocentrismen gør at f.eks. Gør det noget, Tidens Tern eller Go! ikke er med. Dem må vi andre, der er så heldige at kunne andet end engelsk, tænke os til.

Interessant er det under alle omstændigheder. Se mere her.

Det eneste album…

zulm.jpg

Jeg husker en samtale, jeg for snart mange år siden havde med Hilmer Hassig. Vi talte om Hilmers favoritalbums, og det gik hurtigt op for mig, at han havde en tendens til at synes rigtig godt om ét album med en bestemt kunstner, men ikke var nær så begejstret for de øvrige udgivelser. Jeg kan f.eks. huske, at han kun synes om Pornography fra The Cures store oeuvre og Led Zeppelin III fra Led Zeppelins diskografi. Jeg har opdaget, at jeg deler denne stærkt selektive holdning i et vist, begrænset omfang. (Og jeg kan forresten også lide de pågældende to albums.)

Tag nu f.eks. Muslimgauze, der var pseudonym for den britiske percussionist Bryn Jones, der døde i 1999 af en sjælden blodsygdom. Jeg læste for 15 år siden om hans musik – en blanding af mellemøstlige toner, samples og industrial-agtig percussion. Det lød fascinerende på papiret, så det måtte undersøges. Jeg fik fat i albummet Zul’m. Der var ikke meget industrial over albummet, men til gengæld var der syv lange numre med gyngende og tilbagelænet arabisk-inspireret instrumentalmusik med velvalgte samples fra Mellemøsten. I lang tid var Zul’m nok for mig, men jeg har siden prøvet mig frem. Store dele af Muslimgauze-bagkataloget findes nu på iTunes og kan desuden købes på cd fra det nederlandske selska Staalplaat. Jeg købte efter mange net-anbefalinger Uzbekistani Bizarre and Souk, da dette album blev genudgivet, og derudover er jeg begyndt at lytte mig frem.

Men ak… resten af det enorme bagkatalog med Muslimgauze fænger mig ikke. Måske er produktionen for dårlig, måske er der for meget industrial efter min smag, måske var Zul’m simpelthen et isoleret højdepunkt, hvor inspirationen og de rigtige samarbejdspartnere tilfældigvis var der.

Er der andre derude, der har det sådan med nogle musikere?

En aften i Aalborg

mikaelsimpson01.jpg

Imens kulden sænker sig over Danmark, er der heldigvis stadig musik at høre. Mikael Simpson var i Aalborg i går aftes og gav på Studenterhuset en fin koncert, der uddrev de onde ånder fra en buttetskøn koncert sammesteds tidligere på ugen. Der faldt ikke overraskende en let kritisk bemærkning om valgresultatet.

I salen befandt sig bl.a. en langsynet diabetiker fra Thisted, der over for mig hævdede at “Mist dig selv i mig” minder en del om “Film vi har set” – med det argument, at hans kæreste ikke kunne høre forskel. (??!!??) Jeg synes personligt, det er at gøre begge disse udmærkede sange slemt uret. Men sådan er mennesker så forskellige osv.

Ræk mig flasken

champagne.jpg

Så gik det, nøjagtig som jeg havde forudset. Inden længe vil Mølleren sende mig en flaske Brut Prestige, en økologisk champagne fra vinhuset Vincent Bliard. (Se her, hvis du også vil købe dig én.)

Når champagneproppen er sprunget, skal vi alle sammen leve 4 år (eller realistisk set 12 år) mere med Anders Fogh Rasmussen. Jeg vil lade de politiske kommentarer forstumme (i al fald for en stund), for flertallet har talt og er forhåbentlig godt tilfredse.

Men gid jeg havde tabt.

Enfants, let's go!

arcadefire-kbhallen.jpg

Jeg har set rockmusikkens fremtid, og den hedder Arcade Fire. Ja ja, jeg overdriver nok, men i dagens anledning vil jeg godt lufte en næsten Jon Landau’sk begejstring. (Desværre kan jeg nok ikke liste mig ind i en tilsvarende rolle.)

I 1985 så jeg Bruce Springsteen og The E-Street Band på Ullevi. Clarence Clemons svingede med saxofon, Bossen selv løb rundt fra side til side, Nils Lofgren slog kolbøtter med sin guitar… Musikken var en blanding af fest, længsel, melankoli og samfundskritik. Publikum var en skov af vajende hænder.

22 år senere står jeg som denne blogs udsendte medarbejder i KB-hallen og ser Arcade Fire levere, hvad jeg ikke vil tøve med at kalde et brag af en koncert. Kort og godt: Det var i virkeligheden vore dages E-Street Band, jeg så og hørte (og så er de fra Canada!).

De fleste numre fra den traditionelt set svære, men her særdeles vellykkede toer Neon Bible (dog underligt nok ikke “Windowsill”) og højdepunkterne fra Funeral var der. Der var tilmed et par numre, jeg ikke kendte. De faldt på ingen måde igennem. Og slutningen med to numre fra Funeral, “Neighbourhood #3 (Power Out)” og “Lies”, var helt oppe at ringe.

Det musikalske slægtskab med manden fra New Jersey er til stede, men ligheden stikker dybere i live-sammenhæng.

Ikke helt sjældent virkede det som om koncerten balancerede på randen af kaos – musikere, der løb tværs over scenen igen og igen, instrumenter, der blev kastet på himmelflugt og som regel grebet igen, sanger Win Butlers besøg nede foran scenen, Régine Chassagnes kokette dansetrin (hvem vidste at hun faktisk er en habil trommeslager? Ikke jeg), et utal af blæseinstrumenter trakteret på skift oppe i øverste højre hjørne. Men der var nok i virkeligheden ikke noget som helst, der var overladt til tilfældighederne (og med både rød neon og video for alle pengene). Nordamerikansk showmanship i den bedste tradition!

(Kun én enkelt ting vil jeg beklage mig over: Hvorfor skal der altid stå en apatisk udseende to meter høj mand lige foran mig til tætpakkede koncerter?)