Aftenens nationalhelte

03-12-07_2134.jpg

Så var jeg atter gæst i Rigets Centrum, nu til The Nationals koncert i Store Vega. En SMS fra udlandet afslørede, at vor blogs anden forfatter denne aften var i sit rette element. Det var jeg for så vidt også; det var en koncert, jeg havde set frem til, og vellykket var den bestemt også. The National er et band, jeg inden for de seneste par år er kommet til at værdsætte meget. Herom er jeg tydeligvis ikke alene; der er tegn på at de er ved at blive verdensberømte i Danmark i stil med f.eks. Suede.

Sætlisten koncentrerede sig om sange fra de to seneste albummer, Boxer og Alligator, med en enkelt afstikker til “About Today” fra Cherry Tree EPen.

The National formår at bevæge sig med stor sikkerhed mellem det roligt konstaterende og de larmende klimakser, hvor man af og til kan høre sanger Matt Berninger give efter og komme med hæse brøl. På mange måder forener The National de bedste træk fra U2s tidlige år – guitarernes ringen, trommerne, der marcherer mod klimaks – med den blanding af inderlighed, melankoli og underspillet ironi, som kendetegner Nick Cave og Leonard Cohen.

Koncerten var kendetegnet af denne dynamik og havde ganske mange øjeblikke af stor intensitet. Under “Daughters of the Soho Riots” overgav det ellers hørligt begejstrede publikum sig helt til sangens stemning og blev tyst. “The Geese of Beverly Road” og “Ada” flød endnu mere ubesværet end i studieudgaverne. Til allersidst kom “Start A War”, dét nummer fra Boxer, der er et kongeeksempel på The Nationals brug af spændingen mellem det stille og det stort anlagte. Så tilgiver jeg gerne f.eks. lidt tempobøvl i et af mine yndlingsnumre, “Fake Empire”.

Jeg vil også benytte lejligheden til at fremhæve Padma Newsome, der én gang for alle fjernede enhver tvivl hos mig om at en bratsch kan tiføje noget fornuftigt til lyden af et rockensemble i live-sammenhæng.

(Opvarmningsnavnet Hayden var ikke fantastisk – en lidt forvirret troubadour fra Canada – men ikke så pinligt, som jeg havde frygtet. Hans sæt endte endda med at The National minus Matt Berninger akkompagnerede ham på to numre.)

I det private hjørne en stor tak til Per (aalborgenser i eksil) og Michelle for husly på en decemberaften i hovedstaden.

5 tanker om “Aftenens nationalhelte”

  1. Se, nu siger paragraf 1 i vedtægterne jo følgende:

    Akademikernes Centralorganisation (AC) er en partipolitisk uafhængig organisation, der har til formål at varetage medlemsorganisationernes fælles interesser på de økonomiske, sociale, kulturelle, forsknings- og uddannelsesmæssige områder samt på andre områder, der er af betydning for akademikernes forhold, og at skabe øget forståelse for den samfundsmæssige betydning af, at der sikres det akademiske arbejde rimelige vilkår.

  2. …nu ville det vil nærmest også stride mod foreningens formålsparagraffer hvis Akademikernes (!) Centralorganisation tillod forkvinden at ha et mundret navn…

  3. Sune Sonne? Uha. Jeg har altid haft en lille smule ondt af forkvinden for Akademikernes Centralorganisation, en temmelig nydelig yngre kvinde, der må trækkes med det fonetisk set dybt ubekvemme navn Sine Sunesen.

  4. Til folk i Rigets centrum (hmmm). Der er god grund til at lægge vejen forbi Pumpen i aften, når Ulla H et velspillende og et veloplagt band kommer forbi.

    Jeg hørte dem i går på Voxhall, hvor gennemsnitsalderen vel var 40 .
    Bandet spillede “Skønne spildte dage” fra ende til anden og derudover var der blandt andet “Lukketid” i godteposen.

    Bandets præstation(er) var der intet at udsætte på, mens Ulla H derimod hang noget i bremsen og glemte flere linier end godt er. Og så var der jo lige øjeblikket, hvor hun kaldte Laust Sonne for Sune hmmm…

Skriv et svar