I disse dage er det fyrre år siden, der var uro nede i Europa. I Frankrig demonstrerede studerende og arbejdere, og det gik ikke altid specielt fredeligt for sig – se bare ovenfor. I Tjekkoslovakiet demonstrerede man også, her i protest mod det sovjetiske overherredømme og for de demokratiske reformer, landets regering havde indført. (Denne blogs forfattere nøjedes med at vælte legetøjsbiler.)
Det endte som bekendt slet ikke, som de demonstrerende havde håbet. Charles de Gaulle kom styrket ud af urolighederne i Frankrig, og sommeren sluttede for tjekkernes og slovakkernes vedkommende med at sovjetiske tanks rullede ind.
40 år senere sidder vi tavse rundt om i samtalekøkkenerne og satser på at filantropiske millonærer og fair-trade-kaffe vil frelse os. En nystiftet erklæret socialistisk studenterorganisation i Aalborg vil arbejde for – flere stikkontakter i auditorierne og retten til at høre musik på headset under (skriftlig?) eksamen. Det er ikke engang ironisk ment. Hver mand sin computer, så er vi glade.
Den slovenske filosof Slavoj Žižek, der er blevet kaldt “kulturteoriens Elvis” (!!) har skrevet et tankevækkende essay om “arven fra 68” – læs det her. I anden sammenhæng har han slået til lyd for at USAs præsident skal vælges af resten af verden. Ikke nogen usympatisk tanke.
“Også dem med billigere pc’er, med mindre gode batterier, skal kunne være med under en hel forelæsningsrække.”
Det er da moderne socialisme!
Pastor, jeg nævnte egentlig blot Finn Ejner Madsen, fordi han jo i sin tid indtog talerstolen til årsfesten. Jeg kender faktisk ikke andet til ham. Jeg kunne også have skrevet, at studenteroprøret herhjemme mest drejede sig om at indtage rektors kontor og drikke hans portvin.
Under alle omstændigheder kan jeg heller ikke holde Bent’erne ud. Især Bent Jensen et eklatant eksempel på en gut, jeg ikke kan andet end mistænke for altid at have fået for lidt eller for dårlig sex.
Finn Ejnar Madsen var ikke rigtig klog! Han var med i en tidlig udgave af det, der senere blev til Blekingegadebanden. En anden af hans aktiviteter var en maoistisk friskole med alt, hvad det indebar af vanvittige tiltag.
Alle strømninger i samfundet har den slags underlige størrelser blandt sig, og der blev (så vidt jeg kan læse mig til) da også sagt en god portion sludder dengang i 1968 og frem. Men der var også mange vigtige bidrag, og jeg kan bestemt ikke tilslutte mig “2 gange Bent” (Jensen og Blüdnikow) i deres hetz-agtige, vedvarende krav om bodsgang fra de, der var med i ungdomsoprøret og venstrefløjen dengang.
Sloganet “Under asfalten findes stranden” er et mindre hit!
Er 68 i virkeligheden ikke et ret overfladisk – eller materialistisk – fænomen på disse breddegrader? Handlede det i hvert fald ikke i højere grad om at verfe nogen ud, så man selv kunne komme til – som det skete på universitetet. Uden nogen egentlig anden dagsorden end at blive kalif i stedet for kaliffen?
Jeg mener, at det er Dylan, der siger et sted, at 68 handlede om tøj. Det gjorde det naturligvis hverken i Prag eller Paris, men det er, som om tingene blandes sammen i een stor pærevælling. Jeg synes i hvert fald, det er gigantiske proportionsforvrængninger at sidestille Finn Einer Madsen med Havel og Dubcek – og langt hår og hippiekluns med den frihedskamp, der blev nedkæmpet af russiske tanks.
I øvrigt en observation, jeg har hørt før, at betonmarxister “stjal” oprøret i årene, der fulgte. Det har blandt andet kunstneren Bjørn Nørgaard beskrevet ved en tidligere lejlighed.
Kulturteoriens Elvis?! Den evigt moralprædikende, sortsnakkende Slavoj Žižek er sgu snarere kulturteoriens Cliff Richard el. Pat Boone!
Læste til gengæld et interessant interview (lørdagens Informa måske?) med en af de gamle polske ungdomsoprørere fra ’68, der hævdede, at Østblokkens og Vestblokken ungdomsoprørere havde direkte modsatrettede agendaer: Hhv ønske om at opnå borgerlig-liberalt demokrati og ønske om at nedbryde samme. God pointe og lidt passende malurt i de – i egen selvforståelse ofte moralsk uangribelige – 68eres jubilæumsbægere.
Når det så er sagt, synes jeg at det er synd at 68 ofte blot identificeres med knastør marxisme, enøjet anti-amerikanisme og blind begejstring for totalitære regimer. Ungdomsoprøret var da også alt mulig andet end det: Psykedelika, humor, farver, sex, nye måder at lave musik, film og kunst på…
Hva siger bloggens bestyrere til en top-ti over plader fra 1968?
Naturligvis skal man ikke overlade alt til kapitalen. Jeg er helt enig. Derfor er det vigtigt med internationale organisationer som FN og EU, som begge bør være stærkere end tilfældet er i dag.
Men at kapitalismen i sig selv er under forandring, og moderne erhversledere i dag sætter pris på medarebjdernes selvforvaltning og ind i stedet for den gammeldags mand med høje hat, cigar og pisk er vel positivt og er en 68-sejr.
Der er fire problemer ved at overlade det til Bill Gates & Co. at frelse verden:
1. De tænker først og fremmest på mennesker som forbrugere. Hvis man f.eks. er flygtning på starthjælp, er man ikke forbruger.
2. Hvis vi lader andre forme verden, former de den med stor sikkerhed i deres eget billede, ikke i vores.
3. De filantropiske millionærer frelser kun verden i det omfang, det kan betale sig for dem.
4. De filantropiske millionærer er ikke del af en demokratisk struktur.
Specielt en tankevækkende tekst Slavoj Zizek har begået. Men det er vel som sådan ikke negativt, at kapitalisterne har overtaget mange af venstrefløjens værdier?
Jeg er født i 1974 og selvom verden i dag på mange måde er af lave (Irak, Afghanistan, terrortrusler, dem/os retorik mellem den vestlige verden og den muslimske både i DK og andre steder), så er der vel sket betydelige fremskridt. Autoriteterne er på mange faldet, og det der ulykkeligvis ikke lykkedes tjekkerne i 1968 – lykkedes heldigvis for dem og resten af Østblokken i 1989 (vores generations 68…).